Pokalfinaleklar!

Bakken Bears kvalificerede sig lørdag til den tredje pokalfinale i træk, med en sejr på 89-99 over Næstved. Næstved spillede en inspireret første halvleg, hvor især et velafbalanceret angreb gav hjemmeholdet større føringer, men i kampens sidste fem minutter satte Bears overbevisende ind.

Allerede fra kampens start var det tydeligt, at udsigten til at viske nederlaget i Aarhus fra ugen før, samt spille sig i pokalfinalen foran hjemmepublikummet i Næstved, var en kraftig motivator for Team FOG. Med en offensiv, hvor alle bød sig til, scorede hjemmeholdet 43 point på kampens første 15 minutter og bragte sig kort efter foran 45-33.

Fire forskellige spillere fra hjemmeholdet havde over otte point i første halvleg, inklusiv topscorer Vincent Bailey med 13. Bakken formåede dog at trække ind på hjemmeholdet i de sidste minutter af halvlegen, blandt andet med to tre-pointere af Jarred Ogungbemi-Jackson og de to hold gik til pause ved stillingen 51-48.

I tredje periode fik Bakken først udlignet til 60-60 og siden tilkæmpet sig føringen, 66-67, men kunne ikke holde den. Marvelle Harris og Jarred Ogungbemi Jackson forsøgte ellers med flere scoringer at holde Bakken foran, men Næstved spillede fysisk forsvar og kunne gå ind til de sidste ti minutter foran 74-73.

Team FOGs Brevis Pritzl startede fjerde periode med at score en tre’er, mens Bakken missede gode skud og veteranen Ryan Evans fik en teknisk fejl. Da Næstved scorede på det medfølgende straffekast, var hjemmeholdet foran 78-73 og de havde mulighed for mere, da Bakken missede endnu et layup i næste angreb.

Næstved formåede imidlertid ikke at tage stikket hjem og i næste angreb scorede Bakkens Michel Diouf en tre-pointer og det virkede til at få Bakkens energiniveau til at stige med adskillige trin. Forsvaret blev mere aggressivt og med det fulgte også heldet i angrebet.

Tylot Ongwae scorede to tre’ere og Ogungbemi-Jackson, Ryan Evans og Diouf scorede tæt på kurven, så med tre minutter igen var bjørnene pludselig foran 82-93. Det blev en føring Næstved ikke kunne hente igen og Bakken Bears kvalificerede sig dermed til pokalfinalen med en sejr på 89-99.

Pokalfinalen spilles i påsken i Horsens og modstanderen bliver enten Randers eller Svendborg. De to klubber skulle have mødtes lørdag, men et coronaudbrud hos Randers, har udsat kampen til en senere dato.

Bakkens næste opgave er torsdag i Rusland, hvor Avtodor Saratov venter i FIBA Europe Cup.

Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2049887/

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 
02 maj 2024

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 

Det er første kamp i finaleserien, og for 22. år i træk er vi...
Drama om at blive vores finalemodstander
01 maj 2024

Drama om at blive vores finalemodstander

Horsens har lige fået kåret både årets træner og årets spiller i Basketligaen. Næstved...
Gustav har meldt sig til NBA Draften
01 maj 2024

Gustav har meldt sig til NBA Draften

Gustav Knudsen har officielt meldt sig til NBA draftet 2024. Det foregår 27. juni...
Vi er klar til DM-Finalerne!
29 apr 2024

Vi er klar til DM-Finalerne!

For 22. gang i træk skal Bakken Bears spille DM-finaler – og i dem...
NEWS ARCHIVE