Vi er foran 2-0 efter vi lukkede de rigtige ned i forsvaret.

Bakken tog godt nok sejren i Basketligaens anden finalekamp, og bragte sig foran 2-0 i kampe mod Svendborg, men det holdt hårdt. Bakken vandt 82-95, men Svendborg var kun nede med syv og havde momentum i de sidste minutter.

Travis Taylor blev Bakkens topscorer med 26 point og 11 rebounds:

-Det var en hård kamp, som udekampe nærmest skal være. Især i finalerne. De spiller rigtigt godt i dag, og de spiller os på den helt rigtige måde, men jeg er glad for vi fik sejren. Det gode ved det her Bakken-hold er, at forskellige spillere kan træde til på forskellige aftener. Vi har et hold, hvor trænere og medspillere tillader, at alle kan være gode på en given aften, når vi deler bolden.

-På mandag har vi brug for at alle vores fans dukker op, og vi skal selv have samme mentalitet, som vi har haft de to første kampe, sluttede Travis Taylor.

De første ti minutter havde al den intensitet, en fyldt hal i Svendborg kan levere, når kampen er tæt. Holdene skiftedes til at score, med Bakken i en lille føring det meste af vejen. Travis Taylor leverede et par dunks for Bakken Bears, mens Aaron Levarity sendte tre’ere i kurven for Svendborg.

Anden periode havde mere drama end første. Først blev der stille i Svendborg – hvorefter hallen eksploderede. Stilheden kom i de første fem minutter af periode, hvor Bakken Bears forvandlede 21-26 til 28-49.

Marvelle Harris startede bjørnene med et par scoringer, fulgt op af tre’ere fra Diouf, Lærke og Møllgaard. På det tidspunkt kunne Bakken nærmest ikke røre noget, uden det gik i kurven, mens Svendborg havde det lige modsat. Som Bakken kom længere og længere foran, faldt lydniveauet fra de ellers meget entusiastiske svendborgfans også.

Midt i perioden kom et længere stykke tid uden scoringer og så vendte kampen igen. Lydniveauet steg i takt med at Tyre Gatright pumpede scoring efter scoring i kurven for hjemmeholdet. Nærmest ene mand reducerede han til 41-51 og i sidste minut af første halvleg kunne Levarity så score til halvlegsstillingen 44-53.

Havde første halvleg varet to-tre minutter længere, er det muligt, Svendborg havde kommet helt tilbage, men 15 minutters halvlegspause skabte ro på for Bakken. Aarhusianernes forspring etablerede sig mellem 10 og 15 point og havde det ikke været for god angrebsrebounding fra hjemmeholdet, kunne føringen være vokset til mere.

Holdene gik ind til de sidste ti minutter ved stillingen 64-74 til gæsterne og da Levarity efter endnu en angrebsrebound satte to point, fik Svendborg endelig klemt sig ned under ti point.

Levarity var aftenens spiller for Svendborg. Med fem minutter igen af kampen havde han 30 point, scoret på 19 skud, og han var lige ved at få nok hjælp af den nykårede bedste spiller i Basketligaen, Sebastian Åris, der ellers blev lukket godt ned af Bakken.

Brandon Norfleet reducerede med to minutter igen på en tre’er til 79-89 og Åris ramte lige derefter udefra til 82-89 og hallen kogte. Det blev imidlertid hjemmeholdets sidste scoring i kampen, på trods af flere gode chancer, og Bakken endte med at vinde 82-95.

Anders Sommer, Bakken head coach, var godt tilfreds med defensiven:

-Jeg synes vi kommer ud skarpe og fokuserede og holder hovedet koldt, når de laver runs. Vi lykkes med en stor del af gameplanen, når det kom til at begrænse Åris og Norfleet. Dem holder vi på 16 kombineret, men det åbner naturligvis op for nogle andre, som Gatright og Levarity, sagde Sommer.

Næste kamp i serien er på mandag i Aarhus, hvor der ikke bare er kamp, men alle tilskuere med billet kan komme til minifestival inden kampen fra 15:30 i området udenfor hallen. Serien er først til fire sejre, så intet er afgjort.

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 
02 maj 2024

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 

Det er første kamp i finaleserien, og for 22. år i træk er vi...
Drama om at blive vores finalemodstander
01 maj 2024

Drama om at blive vores finalemodstander

Horsens har lige fået kåret både årets træner og årets spiller i Basketligaen. Næstved...
Gustav har meldt sig til NBA Draften
01 maj 2024

Gustav har meldt sig til NBA Draften

Gustav Knudsen har officielt meldt sig til NBA draftet 2024. Det foregår 27. juni...
Vi er klar til DM-Finalerne!
29 apr 2024

Vi er klar til DM-Finalerne!

For 22. gang i træk skal Bakken Bears spille DM-finaler – og i dem...
NEWS ARCHIVE