Vi er i Basketball Champions League!

Med 13 minutter igen i Beograd, mod lokale FMP Meridian, var Bakken Bears på vej mod drømmen i Basketball Champions League, foran 52-36. Drømmen så ud til at forsvinde, da FMP lynhurtigt tog føringen, men Bakken tiltvang sig overtid og endte med at vinde 88-82. Dermed kvalificerer Bakken Bears sig til gruppespillet i BCL for anden gang på tre år og for tredje gang i historien.

Tony Carr var dominerende og kampafgørende med 34 point og ni assists.

– Stor respekt for FMP, der var et stærkt hold vi var oppe imod. Sejren er et tegn på den grundige forberedelse vi var igennem i preseason, og vi lykkedes med at eksekvere game planen, sagde Carr efter kampen.

Også coach Sommer var tilfreds, omend udmattet:

– Det var en vild kamp, der føltes som om vi vandt den tre og tabte to gange. FMP var en fysisk hård modstander, vi vidste at de aldrig ville bakke af, sagde Sommer.

Det var otte point fra Michel Diouf, der sendte det danske hold i front 10-2 og tvang FMP til en timeout efter bare fire minutter.

Coach Nenad Stefanovic brugte imidlertid timeouten godt, for halvandet minut efter havde FMP udlignet til 10-10, blandt andet på en tre’er af Trent Frazier.

Herfra bølgede kampen frem og tilbage og begge hold havde små føringer. Bakken var effektive hele vejen rundt, med en samlet skudprocent på 65 fem minutter inden pausen – og ikke mindre end fem af syv tre’ere var faldet i kurven, da Ryan Evans sendte bjørnene foran 37-32 med en to’er og en tre’er tre minutter inden pausen.

Pausestillingen lød på 42-36, men tidligt i anden halvleg kom Bears i front med 52-36, blandt andet på scoringer fra Tony Carr og Michel Diouf, der indtil da også havde været Bears’ mest scorende spillere.

Der skulle gå over fire minutter inden FMP kom på tavlen, ved et layup fra store Nikola Jankovic, der reducerede til 52-38. Herfra spillede FMP sig langsomt, men sikkert tilbage i kampen.

Scoringer fra en række forskellige spillere fra det serbiske hold satte gang i publikum, mens Bakken fik sværere ved at ramme ned i kurven og så kunne Trent Frazier udligne til 57-57 inden de sidste ti minutter.

Frazier sendte FMP yderligere i front i starten af fjerde periode, mens Bakken desperat forsøgte at finde kurven. Det serbiske angreb mistede dog lidt pusten, mens Tony Carr igen viste sig effektiv. Først tilkæmpede han sig et par straffekast, så lagde han op til Ryan Evans og med fem minutter igen udlignede han til 63-63.

De sidste minutter blev nervepirrende. FMP trak fire point fra, men med halvandet minut tilbage reducerede først Tony Carr til 69-70, inden Skyler Bowlin kunne udligne til 72-72 med 44 sekunder på uret. Bakken fik bolden igen, da FMP missede, og serberne fejlede og sendte Carr til straffelinjen, hvor han sikkert satte to point til 74-72.

Frazier udlignede med 1,1 sekunder igen og Bakkens sidste sekunds angreb endte med ikke at blive til noget, så kampen måtte i overtid.

I overtidens start så Bakken mest rutineret ud. FMP fejlede Tony Carr, Skyler Bowlin og to gange Deng Adel, som alle fik en tur til straffelinjen som belønning. De kvitterede med syv point og da Carr satte sit 34. point var Bakken i front med 83-74 med to minutter igen.

Den føring kunne et udmattet FMP-mandskab ikke hente, på trods af et par mirakuløse tre’ere fra Trent Frazier og Paulius Valinskas i det sidste minut. Slutresultatet blev 88-82 og Bakken Bears kvalificerede sig dermed til Basketball Champions Leagues gruppespil for tredje gang i historien og for anden gang på tre år.

Bakken Bears skal nu spille i Basketball Champions Leagues gruppe E, hvor man også finder israelske Hapoel Jerusalem, tyske MHP Riesen Ludwigsburg, samt tyrkiske Darüssafaka. Turneringen starter for Bears 4. oktober med en tur til Ludwigsburg, mens første hjemmekamp er 1. november mod Hapoel Jerusalem.

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 
02 maj 2024

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 

Det er første kamp i finaleserien, og for 22. år i træk er vi...
Drama om at blive vores finalemodstander
01 maj 2024

Drama om at blive vores finalemodstander

Horsens har lige fået kåret både årets træner og årets spiller i Basketligaen. Næstved...
Gustav har meldt sig til NBA Draften
01 maj 2024

Gustav har meldt sig til NBA Draften

Gustav Knudsen har officielt meldt sig til NBA draftet 2024. Det foregår 27. juni...
Vi er klar til DM-Finalerne!
29 apr 2024

Vi er klar til DM-Finalerne!

For 22. gang i træk skal Bakken Bears spille DM-finaler – og i dem...
NEWS ARCHIVE