2018-01-10

To kampe, to sejre, målscore +2 – det er status for Bakken Bears efter anden runde af FIBA Europe Cup, hvor KK Mornar Bar fra Montenegro blev besejret 93-92 efter fem minutters ekstra periode. De ordinære 40 minutters spilletid endte – efter noget så sjældent som et selvmål af Bakken Bears – 82-82, men Bears havde dygtigheden og heldet i afslutningsfasen, hvor Bears-topscorer DeVaughn Akoon-Purcell scorede med 0,4 sekunder tilbage.

De montenegrinske vicemestre var i teten i gode dele af første halvleg, og havde deres største føring med to minutter tilbage af anden periode, da udeholdet førte 48-36. Bakken Bears coach teamet prøvede en hidtil uprøvet opstilling uden egentlig point guard på banen, og det bar frugt. Bakken Bears scorede ti point i træk, herunder en meget presset treer af Thomas Lærke, så gæsterne kun førte med to point ved pausen, 46-48.

Mornar Bar tog en føring på fem point i starten af tredje periode, og selvom DeVaughn Akoon-Purcell satte en treer følte tilskuerne i Vejlby-Risskov Hallen, at udeholdet havde momentum. Men om ikke før, så skiftede det ved stillingen 53-55, da udeholdets profil, centeren Uros Lukovic, begik sin fjerde fejl, og det gjorde ham så ilter, at han blev idømt en teknisk fejl, og dermed måtte han se til fra bænken. Lukovic nåede at score 12 point på bare syv skud.

På de efterfølgende straffekast fik Bears udlignet, inden holdet udeholdets bænk fik endnu en teknisk fejl lige efter holdet fra Balkan ellers havde erobret bolden. Et point mere til Bears og på den efterfølgende boldbesiddelse scorede Michel Diouf til 58-55. Mornar Bar var bestemt ikke slået og nåede foran i slutningen af tredje periode inden Jaye Crockett imponerede med et flot dunk til føring 65-64 med ti minutter igen af kampen.

I fjerde periode havde Mornar Bar blot to spillere, der scorede: Brandis Raley-Ross og Vukota Pavic. Hjemmeholdet fordelte pointene bedre, men det hjalp ikke stort, da den samlede høst gav et point færre end Mornars. Med tre minutter igen af fjerde periode satte Doug Wiggins en treer – sin første scoring i kampen – til 77-72, men Pavic svarede igen med en treer. Og selv om Wiggins satte to point yderligere fik Raley-Ross med fem point bragt Mornar Bar foran 80-79 med godt et minut igen. Wiggins scorede et enkelt straffekast til udligning, og Bears fik presset Raley-Ross til at misse sit skud inden Akoon-Purcell scorede to point til føring 82-80. Med ti sekunder igen missede amerikanske Raley-Ross igen, men i hård kamp om rebounden fik Mornar bolden i kurven, godt hjulpet af fingerspidserne på en Bearsspiller.

Overtiden startede nervøst, men trods fire angrebsrebounds til Mornar Bar i samme angreb blev der ikke scoret i det første minut. Wiggins og Akoon-Purcell scorede igen til føring på 87-82 med tre minutter igen, men en time out til udeholdet gav bonus. Landsholdsspiller Nemanja Vranjes satte en treer, Pavic en toer og da Derek Needham, der i første halvleg satte seks treere på tavlen, satte sin syvende af slagsen var Mornar Bar pludselig foran 90-89 med halvandet minut igen. Needham fejlede Doug Wiggins og han røg ud med sin femte fejl, inden Wiggins scorede begge straffekast. I den anden ende scorede Brandis Raley-Ross to straffekast efter han var blevet fejlet efter en angrebsrebound. Bears bold med seks sekunder igen – men bagud med et point (91-92).

Seks sekunder er evigheder i basketball – også for DeVaughn Akoon-Purcell, der på indspillet fra sidelinjen dribler forbi to mand, går under kurven hvor den tredje står og lægger bolden i kurven. Perfekt timet – idet der kun resterede 0,4 sekunder. Det lykkedes ikke Mornar at komme til skud – Bears sejr og stor jubel i Vejlby-Risskov Hallen.

Mest scorende var Akoon-Purcell med 25 point, som han supplerede med 9 rebounds og 8 assists, mens Michel Diouf scorede 20 point – og tog 15 rebounds. Doug Wiggins scorede 11 point – seks point i de sidste tre minutter af fjerde periode og fem point i omkampen. Ligesom Diouf blev Tony Bishop noteret for en double-double, idet han scorede 10 point og tog 11 rebounds.

For udeholdet Derek Needham 21 point (7/16 på treeren), mens Brandis Raley-Ross scorede 20 point og Nemanja Vranjes scorede 19. Pavic, der spillede blændende især i kampens afslutning scorede 15 point og tog 14 rebounds!

Bakken Bears vandt reboundkampen 56-47 og det var med til at afgøre kampen. Det lykkedes til gengæld for udeholdet at kaste grus i Bears trepointprocenter – bjørnene ramte 7 af 23 forsøg (30,4 %).

Blot tre af de 16 hold, der spiller med i FIBA Europe Cups andet gruppespil er ubesejrede, og Bakken Bears er et af dem. Bjørnene fører dermed gruppe K. Næste opgør i den turnering er på onsdag, når Bakken Bears på hjemmebane møder Szolnoki Olaj fra Ungarn, der fik deres første sejr ved at slå Tsmoki Minsk fra Hviderusland. Bakken Bears slog Minsk i åbningsrunden (86-85).

Inden da spiller Bakken Bears dog på udebane i Basketligaen, når turen søndag går til Randers.

 

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 
02 maj 2024

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 

Det er første kamp i finaleserien, og for 22. år i træk er vi...
Drama om at blive vores finalemodstander
01 maj 2024

Drama om at blive vores finalemodstander

Horsens har lige fået kåret både årets træner og årets spiller i Basketligaen. Næstved...
Gustav har meldt sig til NBA Draften
01 maj 2024

Gustav har meldt sig til NBA Draften

Gustav Knudsen har officielt meldt sig til NBA draftet 2024. Det foregår 27. juni...
Vi er klar til DM-Finalerne!
29 apr 2024

Vi er klar til DM-Finalerne!

For 22. gang i træk skal Bakken Bears spille DM-finaler – og i dem...
NEWS ARCHIVE