2019-12-30

Bred bjørnetrup stod for storsejr

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Bakken Bears vendte tilbage fra juleferie med et decimeret hold, hvor skader holdt Jonathan Galloway, Darko Jukic og Adama Darboe ude. Alligevel var det ingen sag for den stærke trup at hive en storsejr i land over Team FOG Næstved på 91-72 hjemme i Vejlby-Risskov Hallen.

Kampen startede dog knap så imponerende, og Bears kom bagud 0-5, inden Ryan Evans sænkede en 3’er og udlignede til 5-5 efter tre minutters spil. Lidt over halvvejs i første periode var hjemmeholdet dog bagude igen. Gæsterne missede så to straffekast, og en storspillende Thomas Lærke reboundede solo og udlignede til 9-9. Med endnu en rebound, denne gang af Chris Ortiz til Morten Sahlertz, overtog Bears endelig føringen: 13-11.

Derfra stod der Bakken på det meste. Opskriften var især solidt forsvar og stærkt presspil efterfulgt af høj træfsikkerhed. Fine takter af atletiske David Efianayi og sultne Simon Bjørnebo sørgede for en komfortabel føring til Bears på 22-16 efter første periode.

I anden periode fortsatte Efianayi den imponerende stime og sørgede med en rebound under hårdt pres at sætte yderligere to point på kontoen – plus et ekstra fra det efterfølgende straffekast. Han afsluttede desuden et fornemt alley-oop fra Ryan Evans, som dernæst selv stod for en sikker 3’er. Tylor Ongwae fulgte kort efter op med en lækker buzzer beater til stillingen 40-27. Perioden endte 48-33 til aarhusianerne.

Bjørnedominansen fortsatte i tredje periode, hvor Nimrod Hilliard endda sænkede en sjælden 3’er til 56-37. Både Thomas Lærke og Michel Diouf gjorde ham snart kunsten efter og satte begge en 3’er, inden et af kampens angrebsmæssige højdepunkter indtraf: Rebound af Diouf, der hurtigt spiller Lærke, som eminent finder Evans, der resolut dunker en føring på 23 point i hus: 66-43. Inden periodens udgang nåede Sahlertz at ramme en 3’er, og Anton Harbo kom på banen til stor jubel fra publikum.

Fjerde periode startede med frygtløs opdækning af anfører Sahlertz, der fremprovokerede årets tydeligste angrebsfejl. Herefter lød endnu en runde klapsalver fra tilskuerne, da Magnus Møllgaard kom på banen. Det blev siden vekslet til et decideret jubelbrøl, da han kraftfuldt dunkede sig til en føring på 87-61 og en pointforskel på 26. Hen imod kampens afslutning formåede sjællænderne at hale en smule ind og reducerede bjørnenes føring med otte point på fire angreb: Fra 89-64 til 89-72. Dystens sidste point stod Bears dog for, og årets sidste kamp sluttede 91-72 til hjemmeholdet.

Bakken Bears slog dermed sidste sæsons bronzevindere med hele 19 point. Hos Team FOG Næstved delte tre spillere den interne topscorertitel med 12 point: Jahmal Jones, Rob Marberry og Carlos Mateo. For Bears nåede hele fem spillere op på tocifrede point: Lærke på 10, Efianayi på 11, Evans og Ortiz på 13 og kampens topscorer Diouf på 15.

Resultatet betyder, at Bakken Bears fører ligaen med 24 point. Det er samme antal som Randers Cimbria og Horsens IC, der dog henholdsvis har spillet to og en kamp flere.

Næste opgave for Bakken Bears er pokalkampen ude mod Falcon fra Frederiksberg fredag den 3. januar kl. 18.00 i København. Næste hjemmekamp er dog først om en måned: Onsdag den 29. januar kl. 18.30 mod Spirou Charleroi fra Belgien i FIBA Europe Cup.

 

MESTERSKABSTITEL PÅ SPIL I FINALE 3
21 maj 2025

MESTERSKABSTITEL PÅ SPIL I FINALE 3

𝐌𝐞𝐬𝐭𝐞𝐫𝐬𝐤𝐚𝐛𝐬𝐭𝐢𝐭𝐞𝐥 𝐩𝐚̊ 𝐬𝐩𝐢𝐥 𝐢 𝐟𝐢𝐧𝐚𝐥𝐞 𝟑 Arena Svendborg lægger gulv til den tredje DM-finale, når...
2-0 EFTER OVERBEVISENDE SEJR
19 maj 2025

2-0 EFTER OVERBEVISENDE SEJR

I et stopfyldt Sparekassen Danmark Basketball Center spillede Bakken Bears en af sæsonens bedste...
BEARS VINDER KAMP 1
15 maj 2025

BEARS VINDER KAMP 1

Bakken Bears vandt DM-finale 1 med 79-68 efter en kamp, hvor bjørnene scorede kampens...
UDSOLGT TIL FINALE 2
15 maj 2025

UDSOLGT TIL FINALE 2

Allerede inden DM-finalerne er skudt i gang, er der udsolgt til DM-finale to, der...
NEWS ARCHIVE