Bjørnen sov indtil allersidst

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Bakken Bears trak sidst i fjerde periode endeligt fra og slog Randers Cimbria med 89-83 hjemme i Vejlby-Risskov Hallen foran et tændt publikum.

Bolden startede på bjørnehænder, men angrebet gav ikke pote, så Randers tog første føring. En jævnbyrdig første periode bød på lidt af det hele: 3’ere til begge parter, en stor block af Cimbria, en lækker solotur med lay-up af Ryan Evans og ikke mindst dejlige dunk af Randers’ Josh Fortune og Bears’ Michel Diouf.

Den livlige start blev afløst af et længere dødvande ved stillingen 18-14 til Bears. Efter en fornem block af Diouf sendte han selv et semifint skud afsted, der trillede halvanden omgang på ringen, inden den gled i kurven. Randrusianerne reducerede efterfølgende, og første periode sluttede 20-16 til Bears.

Anden periode startede forfærdeligt for Bears. Randers kom hurtigt på 27-22 med tre gange S i streg: Strøh, Stage og Silverstrom. Bjørnene svarede dog resolut igen, og Darko Jukic dunkede føringen tilbage til Aarhus: 28-27. Derefter sørgede Chris Ortiz og to lay-ups af Evans for en konsolidering af Bakken-dominansen. David Efianayi nettede oven i købet en 3’er, og skrev 37-34 på pointtavlen. Bears gik efterfølgende lidt i stå, men Tylor Ongwae stjal så showet med et steal og seismisk slam dunk til 39-39. Perioden sluttede 46-43 til Bears.

I tredje periode fortsatte Ongwae, hvor han slap og dunkede hjemmedrengene foran 50-43. Derpå fulgte flere meget lige minutter, hvor Cimbria, anført af Fortune og Silverstrom, strålede med en stribe 3’ere. Den disciplin haltede desværre markant hos Bears, men til gengæld sørgede en storspillende Jukic for egenhændigt at holde hjemmeholdet inde i kampen med syv point i træk: Skud, 3’er, dunk. Tredje periode endte dog med en snæver Randers-føring på 66-64.

Nu var det ikke for sjov længere, og bjørnebrødrene vågnede endelig op til dåd i fjerde periode. Først stod Diouf for fire hurtige point, hvorefter kampens bedste angreb fandt sted: Hele Bears-holdet var i aktion og leverede pasningsspil i verdensklasse med tre lynhurtige afleveringer, der først gik fra under kurven til buen og så langs den, indtil Ongwae afsluttede den perfekte plan med en kølig 3’er. Stillingen var nu 71-66 til Bears.

Ongwae fortsatte de fornemme takter med en stor block og en efterfølgende assist til Adama Darboe, der sænkede endnu en 3’er. Chris Nielsen understregede med flere finurlige driblinger og en swish, at han var én af Randers’ store profiler denne oktoberaften. Jukic svarede dog stærkt igen med et backwards slam til 78-72. Nu lignede det endnu en Bakken-sejr, men Fortune og Jonathan Jeanne ville det anderledes. Med sidstnævnte som afslutteren orkestrerede de aftenens sejeste alley-oop, 78-77. Det var samtidig det sidste, man så til gæsterne. Jukic, Darboe og Diouf skød modstanderne i sænk med 11 point imellem sig – og nul til Randers. Bears førte nu med ti point, 89-79.

Kampens sidste scoringer tog kronjyderne sig dog af, men det ændrede ikke ved hverken slutfacit eller topscorertitlen, som med afstand tilfaldt Jukic med 26 point. Han blev dog overgået med en enkelt rebound af Diouf, der endte på ni. Darboe var aftenens kongemager med hele 11 assists.

Bears fører nu ligaen med maksimumpoint efter tre kampe – dog med en kamp mere end Horsens IC, der ligeledes er ubesejrede.

Næste opgave er fredag den 18. oktober mod EBAA kl. 17.30 hjemme i Vejlby-Risskov Hallen.

Finale #1 – hvem tager årets anden titel?
07 maj 2024

Finale #1 – hvem tager årets anden titel?

Så er finalerne her endelig! Det bliver en drabelig finaleserie i syv potentielle kampe mellem...
DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 
02 maj 2024

DM-finalerne kamp #1: Whiteout med festivalbilletter på spil 

Det er første kamp i finaleserien, og for 22. år i træk er vi...
Drama om at blive vores finalemodstander
01 maj 2024

Drama om at blive vores finalemodstander

Horsens har lige fået kåret både årets træner og årets spiller i Basketligaen. Næstved...
Gustav har meldt sig til NBA Draften
01 maj 2024

Gustav har meldt sig til NBA Draften

Gustav Knudsen har officielt meldt sig til NBA draftet 2024. Det foregår 27. juni...
NEWS ARCHIVE