Bears bukker ud med sejr

Bakken Bears fik sin tredje sejr i træk i Basketball Champions League, da de tidligere vindere og favoritter til sejren i år, Iberostar Tenerife, blev sendt hjem til ferieøen med et nederlag. Bakken Bears vandt 96-78, men da Dinamo Sassari samtidig vandt på udebane over Galatasaray, var det lige præcis ikke nok til videre avancement for de danske mestre, der sluttede turneringen med tre sejre i seks kampe.

Iberostar, der pga. sygdom og skader manglede flere af deres profiler, startede skarpest med flot holdangrebsspil, og med tidlige scoringer af Fran Guerra, truede udeholdet med at slå et hul. Den danske landsholdsspiller Darko Jukic var knivskarp i kampens indledning, og han scorede 9 point alene i første periode, der sluttede 20-20.

Midtvejs i anden periode begyndte bjørnene at trække fra til stor frustration fra Tenerifes erfarne coaching stab. På flot spil af Deshawn Stephens og førnævnte Jukic, nåede Bears op på et forspring på ti point (39-29), inden udeholdet bag fem point af store Fran Guerra, slog igen. Thomas Lærke fik dog sidste ord med en trepointscoring samtidig med slutsignalet. 42-34 ved pausen.

Tredje periode var en stor elastikleg. Perioden igennem svingede Bearsføringen mellem seks og ti point. For Bears var Ryan Evans med ti point periodens store profil, men det lykkedes trods alt ’kun’ at vinde perioden med et enkelt point, så stillingen efter 30 minutter var 65-56.

Kampen blev reelt afgjort midtvejs i fjerde periode, da en indtil da scoringsmæssig lavmælt QJ Peterson fik sit skud til at ryge i kurven. Peterson scorede 16 point i anden halvleg, og Bears kunne lukke kampen ved stillingen 96-78.

Mest scorende for Bears var Darko Jukic (20 point, 4 rebounds) og Deshawn Stephens (20 point, 9 rebounds), mens QJ Peterson (18 point, 5 rebounds, 8 assists) og Ryan Evans (16 point, 4 rebounds, 8 assists) fulgte lige efter. For Tenerife scorede Fran Guerra 15 point.

Bears sluttede på tredjepladsen med tre sejre i seks kampe, en sejr efter Iberostar Tenerife og Dinamo Sassari. Galatasaray endte puljen med blot en enkelt gevinst.

Bjørnene nedlægger tyrkisk storhold

Af: Jørgen Rysgaard, Longdog Communications

Endelig blev det tid til årets første kamp og så endda en kamp i Basketball Champions League. Aftenens kamp i Aarhus Arena stod på revanche-opgøret mod tyrkiske Galatasaray og var et must win for bjørnene, hvis de skulle nære håb for videre avancement i turneringen. Men head coach Steffen Wich fortalte dog i et interview til Aarhus Stiftstidende at fokus var mindre på avancement og mere på at slå Galatasaray og vise, at Bakken Bears virkelig hører til i europæisk topbasket – og det må vi sige, at de viste i aften!

I første periode starter bjørnene fra Aarhus stærkt ud med en veloplagt Tylor Ongwae, som står for kampens første scoring med en lang 2’er og der går ikke længe før han igen slasher igennem Galatasarays forsvar til et stærkt layup. Det er dog ikke kun Ongwae, som lægger godt fra land. Hele Bears-mandskabet holder et højt tempo og starter stærkt ud både defensivt og offensivt. Efter den lovende start kommer Q.J. Peterson også i gang med et par 3’ere kort efter hinanden kun adskilt af et dunk fra Ongwae – en forrygende offensiv start med en bjørneføring på 12-6! Men det er ikke kun denne fandenivoldske offensiv, som perioden igennem formår at splitte den tyrkiske defensiv ad som emmer af storspil. Bjørnenes defensiv og især reboundspillet i begge ender af banen lægger i stor stil grunden for bjørnenes dominans samt periodens slutresultat med en føring på 29-20.

Anden periode starter hvor første periode slap med det dominerende reboundspil, den kvælende defensiv og det inspirerede angreb, som nu komplementerer hinanden i sådan grad at Galatasaray flere gange ser helt rådvilde ud i deres eget forsvar. Ryan Evans kommer i gang med et par stærke scoringer i posten med vanlig elegance og Peterson bliver ved med at regne 3’ere til en føring på 36-20. Efter en angrebssekvens formår hjemmeholdet at snuppe 2 offensive rebounds og efter anden rebound lander bolden hos Adama Darboe, som øger yderligere til 39-23. Herefter begynder Galatasaray at vise lidt mere samling på tropperne en stund – men kun en stund. Bjørnene bliver ved med at dominere både offensivt og defensivt og med bidrag fra Deshawn Stephens og Peterson især lander anden periode med en stilling på 58-39.

I tredje periode viser bjørnene dog lidt mindre ildhu end i de to første perioder. Selvom tempoet stadig er højt begynder Galatasaray så småt at finde mere succes i deres angrebsspil, mens Bears køler en smule af fra 3’eren. Især tyrkernes Travis Trice og Daryl Macon formår at holde Galatasaray en smule inde i kampen. Og da Peterson midt i perioden tager en tur på bænken, scorer Galatasaray 3 gange i streg uden noget modsvar fra bjørnene. Derefter bliver Peterson dog sat på banen igen, hvilket åbner bjørnenes angreb op og fører til en tiltrængt 3’er til 69-51. Efter 3 yderligere scoringer af Galatasaray er det Darboe, som laver et pump-fake og sætter sin forsvarer, hvorefter han køligt sænker periodens sidste skud med en ren 3’er til 72-55.

På trods af at kampens sidste periode starter med en scoring fra Bears begynder Galatasarays forsvar at vise lidt flere tænder end hidtil set. Bears har et langt stræk uden scoringer, hvilket får deres føring ned på 75-61 og igen lidt senere helt ned på 12 point ved stillingen 80-68. Men selvom det ikke går som planlagt for Bears, bliver de ved med at arbejde hårdt og dét arbejdet munder ud i en 3’er fra Peterson til 83-68 efterfulgt af endnu en 3’er fra Ongwae til 86-68 – lige den adrenalinindsprøjtning, bjørnene har brug for. Herefter når Peterson en offensiv rebound i luften og mens han stadig hænger der uden jordforbindelse, hamrer han bolden i kurven med et spektakulært put-back-dunk! Dunket tager nærmest al kampgejsten fra tyrkerne, som ikke formår at svare igen og efter flere genialiteter i bjørnenes angreb slutter kampen med stillingen 96-78.

Når man hører Bakken Bears’ trænerstab om hvad der ofte bliver fokuseret på til træning er tre uundgåelige punkter rebounds, tempo og fokus. De to første udførte bjørnene til bravour i aftenens kamp, da den høje intensitet blev holdt igennem hele kampen. Bjørnene dominerede også i reboundspillet, hvor især de offensive af slagsen blev helt afgørende – Bears fangede 21 mod Galatasarays 7. Og hvor man som Bears-fan kunne frygte at problemer med det sidste punkt – manglende fokus – ville vende kampen, blev Bears ved med at arbejde og holdt hovederne kølige til det spilmæssige fokus igen var krystalklart. Og med sådan et hold, som kører på alle cylindre og en toppræstation fra Q.J. Peterson med 35 point, 7 rebounds og 5 assists må man sige, at aftenens sejr var lige præcis den slags testamente til europæisk topbasket, som head coach Wich var på jagt efter.

Næste opgør i europæisk regi bliver hjemmekampen mod Iberostar Tenerife – endnu et must win, hvis Bears skal have en mulighed for at gå videre i turneringen. Kampen løber af stablen den 20. januar kl. 18.00 i Aarhus Arena.

Af: Jørgen Rysgaard, Longdog Communications

Et nederlag er et nederlag. Men selvom Bakken Bears gik sultne og bidske til aftenens kamp med planer om at vende den internationale nederlagsstime blev det igen marginalerne, som gik imod Bears-mandskabet. På trods af den tydelige kvalitet, modstanderne fra Dinamo Sassari lagde for dagen, holdt bjørnene fast og fulgte med hver eneste gang den italienske topklub viste takter til rigtig at tage fart.

Tip-off’et tog italienerne og viste da også med det første én af deres styrker i et stærkt postspil, men hvor nemt det end kunne se ud for de stærke italienere svarede Evans igen med et stærkt post-move og en scoring. Italienerne lagde dog stabilt fra start med lige så meget tempo i spillet, som Bears selv og spillede sig til en klejn føring. Der gik dog ikke længe før begge hold formåede at bytte steals, og den sidste steal stod Q.J. Petersons for, hvorefter han løb kontra og kvitterede med en kølig 3’er til 7-9. Denne aktion virkede til at inspirere Tyler Ongwae, som lige efter gjorde Peterson kunsten efter – en steal, en kontra og en 3’er og så var Bears pludselig foran 10-9 til stor jubel fra publikum. En 3’er mere fra Peterson og et block fra Michel Diouf senere bliver DeShawn Stephens og Adama Darboe skiftet ind og viser med det samme storspil, da Darboe laver en smuk alley-oop, som Stephens smider i kurven. Italienerne holder dog stadig bjørnene stangen med en smal føring til sidst i perioden på 25-26.

Anden periode startede lidt mere ustabilt set med bjørnebriller. Sassaris Miro Bilan sænkede med det samme en 3’er over bjørnene og selvom Bears også kom til point, viste Sassari storspil i angrebet og her fik Bears svært ved at følge med. Også Bears’ angreb haltede det lidt med og efter endnu en 3’er fra Bilan til 29-40 tog Bears en timeout for at rekalibrere. Efter timeouten kom bjørnene godt igen, især efter storspil fra Peterson, som aggressivt satte både steals og point på dagsordenen. Og efter et run på 8-0 med 3’ere fra både Ongwae og Diouf blev det Sassaris tur til at kalde timeout. Efter timeout blev bjørnene ved med at bide sig fast og fik forsvaret til at stå noget stærkere. Men på trods af det, ender perioden med tre scoringer på straffekast for Sassari og en stilling på 43-49.

Tredje periode startede stærkt med et oplagt Bears-mandskab. Både Peterson og Ongwae fik fat i en offensiv rebound, hvorefter Peterson scorede på et nådesløst alley-oop. Herefter blev bjørnene ved med at vise, hvorfor de har fortjent en plads i Champions League. Ongwae stjal bolden og dunkede den efter kontraløb. Sassari kvitterede med en 3’er, som igen blev besvaret af DeShawn Stephens, som viste, at han også kan være med fra distancen til 49-57. Som modsvar viste Sassari igen hvor hurtigt, de kunne bevæge bolden og gjorde livet rigtig surt for bjørnene i et par angreb. Bjørnene bed dog igen med flere steals, hvorefter især Darboe fik straffet italienerne for løs omgang med bolden. På trods af Bears’ stærke spil formåede Sassari stadig at holde deres føring stabil. Perioden sluttede dog med fantastisk energi, da først Stephens cuttede mod kurven og lettede fra jorden til et frygtindgydende tomahawk-dunk. Sassari fik scoret i den anden ende som modsvar, men med skuduret mod sig fik Ongwae sendt en 3’er mod kurven, som først efter to hop på ringen gled igennem kurvens net – til publikums store begejstring og en stilling på 60-69.

I sidste periode virkede det dog til at det hårde arbejde fra Bears’ side krævede sit offer. Forsvaret manglede igen en smule skarphed og især Sassaris Justin Tillman kapitaliserede med scoringer på flere straffekast perioden ud. Det var dog ikke kun Bears, som viste tegn på træthed, da begge hold lavede turnovers og til tider manglede fokus. Især Peterson og Stephens blev ved med at vise aggressivitet i angrebet, men Sassari mønstrede deres sidste energi og lukkede godt af i forsvaret. De fik tilmed øget deres føring med deres eget run på 8-0 inden Bears fik vendt scoringstørken. I kampens sidste minutter blev Sassari dog ved med at øge deres forspring langsomt og på trods af den sidste heroiske 3’er af Ongwae blev slutstillingen 84-91.

Men på trods af nederlaget er der dog en del positivt at tage med fra kampen. Før kampen havde sportsdirektør Michael Piloz fortalt at ét af målene netop var at bide sig fast og ikke lade Sassari løbe Bears over ende – og det må man sige lykkedes. Én af aftenens nøglespillere, Q. J. Peterson, istemte efter kampen:

”I felt we competed. Defensively we could have been better. A good team like that, they killed us from three and made us pay for our mistakes. But we didn’t give up. We kept fighting right until the end. And we’re nearly there. But am I happy with the game? No. I’m not happy.”

Også assistant head coach Anders Sommer havde blik for både godt og skidt:

”Det er et hold som er meget fysisk og som poster meget op, og vi har snakket meget om hvordan vi skulle holde dem ude af posten. Det var et svært match-up, især med Bilan inde under kurven. Men så bliver det med 3’eren at de straffer os og det er faktisk det, de vinder på. Der er de bare skarpere end os.”

På trods af marginalerne og flere positive elemter i bjørnenes præstation er mentaliteten i truppen ikke til at tage fejl af. Det er tilbage til træningshallen og videorummet. Og så er det ellers fremad.

Næste opgave for bjørnene er fredags opgør mod broderholdet fra Bears Academy hvor tip-off er kl. 17.30 i Vejlby-Risskov Hallen.