Bakken Bears kom fint fra start i dagens kamp med en flot treer fra Tylor Ongwae allerede i første angreb. Hjemmeholdet fra Avtodor Saratov kom dog ligeledes godt fra start, og de svarede hurtigt igen med en treer. De danske mestre havde efterfølgende en smule svært ved at ramme sine skud, og det lukrerede det russiske klassemandskab på. Stillingen var derfor 8-3 til de russiske værter efter tre minutter af første periode. Steffen Wichs mandskab fik reduceret en smule efterfølgende, men det forhindrede ikke cheftræneren i at foretage en timeout efter den dårlige start. Aarhusianerne fik marginalt bedre fat efter den lille pause, men holdet havde stadig store vanskeligheder med at score på sine muligheder. Chancer, man skal score på, hvis man skal have forhåbninger om at slå et mandskab af Avtodor Saratovs kaliber og størrelse. Første periode sluttede med en føring til hjemmeholdet fra Saratov på 19-12 over Bakken Bears.

Anden periode begyndte en smule kaotisk fra danskernes side med flere spildte chancer med tabte bolde og misbrugte chancer. Bjørnene formåede ikke at få fat i ret mange offensive rebounds efter de brændte skud, og det gjorde det vanskeligt at hente ind på russerne i indledningen af anden periode, når man ikke får en ny mulighed i angrebsspillet. De danske mestre virkede dog til at have ramt en god periode hen mod slutningen af anden periode. Holdet fik fat flere angreb sammen og ramte på flere skud. Bakken Bears var med to minutter tilbage inden pausen blot bagud med to point til stillingen 29-27 i Saratovs favør. Dette var potentielt et vigtigt tidspunkt i kampen, da man kunne gå til pause og have skabt en helt lige kamp igen. Gejsten fejlede bestemt ikke noget hos aarhusianerne, og det blev blandt andet illustreret ved en enormt arbejdsom Thomas Lærke i forsvarsspillet. Danskeren dækkede disciplineret op og fremtvang flere angrebsfejl og fejlafleveringer fra russerne. Tobin Carberry sluttede en godkendt periode af med en topointscoring i sidste øjeblik, og det bragte stillingen op på en smal føring til Saratov på 33-29.

Bakken Bears kom flot ud til anden periode med to succesfulde angreb med scoringer til følge. Og med en ny boldbesiddelse til danskerne uden en scoring fra Saratov, spillede Bears nu for en udligning. De danske mestre udnyttede ikke den pågældende mulighed, men med en flot forsvarsaktion efterfølgende, kunne Bears gøre kontra, og Darko Jukic udlignede til 37-37. Tingene skulle dog hurtigt vise sig at blive endnu bedre for Bakken Bears, da en velspillende Tylor Ongwae satte en lang treer og gav holdet sin første føring i kampen. Aarhusianerne spillede flot og tålmodigt angrebsspil. Det virkede på nuværende tidspunkt som om, at holdet havde fundet sin rytme. De to hold fulgtes godt ad i tredje periode, og der var lagt op til en enormt spændende fjerde periode. Stillingen var helt lige ved 51-51.

Fjerde og sidste periode startede desværre for Bakken Bears meget rodet. De danske mestre var efter små tre minutter fortsat ikke kommet på scoringstavlen, mens russiske Saratov havde scoret syv point. Den dårlige start fik head coach Steffen Wich til at foretage en hurtig timeout. Dette virkede dog ikke til at have den store hjælp på tingenes tilstand på banen for Bakken Bears, der fortsat havde utrolig vanskeligt ved at få bolden i kurven. Der skulle gå hele seks minutter, før det lykkedes for Michel Diouf at score på en lang toer. De danske mestre formåede desværre ikke at få styr på tingene i det resterende af perioden, og det blev dyrt for danskerne. De russiske værter fra Avtodor Saratov fortsatte ufortrødent, og de vandt perioden med 20-9 over Bakken Bears, og dermed var aarhusianernes første nederlag i FIBA Europe Cup en realitet. Kampen endte 71-60.

SIDSTE-ØJEBLIKS NEDERLAG MOD STÆRK MODSTANDER

Efter Bakken Bears’ første kamp i FIBA Europe Cup var fokus på det dommerkald, der med 12,4 sekunder tilbage måske var afgørende for kampens resultat. Bagud 73-74 stjal Bakken Bears bolden på indspillet og dunkede to point i kurven, men dommerne annullerede scoringen med den begrundelse, at DeVaughn Akoon-Purcell havde slået til bolden mens det var i modstanderens hænder. I stedet for to point til Bears fik Avtodor endnu en chance for at kaste bolden ind, og i andet forsøg lykkedes deres mission. Bakken Bears fik med fem sekunder tilbage chancen for at udligne, men Akoon-Purcells forsøg røg ved siden af kurven, og Avtodor kunne hente den ventede sejr.

Måske fokus i stedet for dommerkaldet skulle være på en i perioder og i bestemte dele af spillet bestemt godkendt indsats af de aarhusianske bjørne. Bakken Bears bed fra sig og udfordrede Avtodor på deres hjemmebane i Saratov. Bears vandt reboundkampen klart – 43-35 – og hjemmeholdets særdeles erfarne coach Andrea Mazzon brød sig ikke om hvad han så. Mazzon tog to timeouts allerede i den tredje periode, som Bears vandt 18-10, og havde det ikke været for Branden Frazier, der scorede 11 point i sidste periode havde Bears måske kørt sejren hjem.

Bears startede bedst. Udeholdet kom foran 8-2, men kunne ikke styre Coty Clarke. Den erfarne amerikaner scorede uhørte 18 point (ud af 21 til Avtodor) i første periode. Russerne førte 21-16 efter de første ti minutter. I hele anden periode var Avtodor foran med mellem 4 og 9 point. Darko Jukic og Morten Sahlertz spillede glimrende i perioden, men Maksim Sheleketos anden og tredje 3er gjorde ondt på Bears. Føring til hjemmeholdet på 43-36 ved halvlegspausen.

Avtodor havde i det meste af første halvleg truet med at løbe fra Bears, mens hvis hjemmeholdets fans havde troet at det så ville ske i tredje periode, måtte de tro om igen. Avtodor kunne slet ikke få angrebet til at køre, og Doug Wiggins udlignede til 45-45 efter bare godt to minutter. Vigtige scoringer af Micah Downs bragte hjemmeholdet foran igen, men Bears var efter virkelig godt reboundspil og scoringer af Tony Bishop foran 53-50 inden førnævnte Sheleketo fik reduceret. Bears foran 54-53 med ti minutter igen.

Selvom Branden Frazier truede med at tage over og Ian Hummer med to scoringer til 72-71 og 74-71 var med til at sikre festen for det talstærkt fremmødte publikum, var Bears rigtig tæt på sensationen. Coty Clarke satte de sidste to straffekast inden Bears forsøgte en dyb, men forgæves, treer.

Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell (17 p, 4 rebounds), Tony Bishop (15 p, 11 rebounds) og Darko Jukic (14 point). For Avtodor scorede Coty Clarke 24 point (heraf 18 i første periode), som han supplerede med 6 rebounds, mens Branden Frazier scorede 13 point og havde 6 assists.

Næste opgave for Bears er også i FIBA Europe Cup – det drejer sig om hjemmekampen mod SL Benfica. Den kamp spilles på onsdag kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.