BEARS VINDER FØRSTE KAMP

Bakken Bears vandt den første kamp i det andet gruppespil i FIBA Europe Cup, da holdet på udebane vandt 86-85 over Tsmoki Minsk.

Sejren i den hviderussiske hovedstad blev sikret efter Bears fik indhentet Minsk i kampens døende minut og holdets normale topscorer DeVaughn Akoon-Purcell scorede et straffekast med otte sekunder igen og efterfølgende havde et block i forsvarsenden.

Bears var faktisk foran det meste af kampen (periodecifrene 22-24, 41-46, 64-63), men da Minsk kom foran 77-71 midt i sidste periode, så det sort ud. Bears fik udlignet til 80-80 inden Minsk ramte en pladstreer med 50 sekunder tilbage, men bjørnenes Doug Wiggins svarede igen med en treer inden Akoon-Purcell ramte sit enlige straffekast til sejren.

Senest Bears spillede i Minsk blev det til et eftertrykkeligt nederlag. I februar 2014 vandt Tsmoki 89-51.

Michel Diouf blev dagens topscorer med 19 point, mens Jaye Crockett scorede 17 point, som han supplerede med 9 rebounds.

I FIBA Europe Cup skal Bears i aktion igen onsdag den 10. januar, når Mornar Bar fra Montenegro besøger Aarhus. Inden da har Bakken Bears dog fire Basketligakampe på menuen. I perioden fra 28. december til 27. januar spiller Bears ikke mindre end 10 kampe – tre i FIBA Europe Cup, seks i Basketligaen og en pokalfinale.