Referat

Bakken Bears fik belgisk topbasketball at føle i tirsdagens kamp i tredje runde i FIBA Europe Cup. Belfius Mons-Hainaut vandt 90-66 efter at have været foran hele kampen. Bears var med til midt i tredje periode, men havde ikke noget svar da Mons rykkede fra.

For mange turnovers kostede dyrt i start, hvor Mons hurtigt kom foran 10-3, 14-5 og 18-7, men bjørnene fortsatte med at spille hårdt, og kom langsomt bedre med i kampen. Robert Arnold scorede sit 10. point til føring 22-12 til hjemmeholdet inden Bears sluttede halvlegen med syv ubesvarede point, heraf to dunks af Darko Jukic og en sidsteøjebliks trepointscoring af Michel Diouf. 22-19 til Mons.

I anden periode fulgte bjørnene også fint med selvom Andre Collins åbnede med en trepointscoring. Bears scorede seks point i streg og udlignede til 25-25. En uheldig sekvens med en turnover efterfulgt af en usportslig fejl kostede fire point til hjemmeholdet, og Bears fik aldrig kontakt igen om end det var tæt på. 41-33 ved pausen, men optimisme i Bearsomklædningsrummet efter at have fulgt godt med i reboundsspillet og svaret godt igen efter den dårlige start.

Efter pausen var Michel Diouf flyvende i angrebet. Han scorede syv af de første ti point – og Mikkel Plannthin supplerede med en treer. Fra 50-40 scorede Bears syv point i træk, så stillingen midt i perioden var 50-47. Så viste to Monsspillere virkelig deres niveau. Amaury Gorgemans og Austin Nichols fik gang i scoringsmaskinen og Bears begyndte at misse. Et 9-1 run af hjemmeholdet blev fulgt op af flere missede skud fra Bears og perioden sluttede 69-52.

Fjerde periode var uden den spænding, der kendetegner en optimal basketballkamp, og selvom Thomas Lærke smed seks point på tavlen var Bears ikke i nærheden af at true belgierne. Kampen sluttede 90-66.

Statistikken viser at Bears var fint med i reboundspillet (33-32 til Mons), men hvis aarhusianerne skal være med i sådan en kamp, skal trepointskuddene rammes. Bears skød blot 4/21 (19,0%), hvor hjemmeholdet score 8/19 (42,1%). Så hjalp det heller ikke at straffeprocenten var pauver (10/19 – Mons skød 16/16).

Næste kamp for Bears er pokalfinalen imod Horsens IC lørdag, mens det onsdag i næste uge gælder en tur til Ukraine og kamp imod Khimik Yuzhne. To yderst svære opgaver.