18 point af Darboe gav sejr

18 point fra Adama Darboes hænder i anden halvleg gav sejr i fredagens kamp mod Copenhagen. Bears vandt 96-62 efter en kamp som først blev afgjort et godt stykke inde i anden halvleg.

Blot 48 timer efter pokalsejren over Svendborg Rabbits gik turen til Nørrebrohallen, hvor Copenhagen tog imod. Et Bearshold uden QJ Peterson og Ryan Evans, der begge havde brug for et hvil inden en hård uge venter, fik en drøj start. Hjemmeholdet var dominerende i hele første periode og scorede i et mix mellem layups og relativt frie skud. Bears kunne slet ikke få spillet til at fungere, heller ikke reboundspillet, og det var derfor naturligt, at Copenhagen var foran 24-19 efter første periode.

I anden periode fik bjørnene hurtigt kontakt takket være klart mere intensitet i forsvaret. Samtidig kom Copenhagens guards Niklas Jønsson og især Mads Andersen i fejlproblemer, sidstnævnte med fire allerede i anden periode. Bears holdt Nørrebroholdet på bare ti point i periode, der endte 26-10, så Bears havde en fornuftig halvlegsføring på 45-34.

Selv om anden periode var hård for Copenhagen, kom de ud med ny energi efter pausen. For Bears åbnede Adama Darboe for scoringen efter ikke at have ramt i første halvleg, og det var hovedårsagen til at perioden ikke blev tabt, men endte 20-20.

Den intensitet, Bears havde manglet i dele af de første tre perioder, kom i de sidste ti minutter. Københavnerne blev holdt på otte point i perioden, mens bjørnene selv fik gang i både afleveringerne, som gav trepointscoringer. Det gjorde forsvar medførte også en del lette point i en kamp, hvor alle ti Bearsspillere scorede mindst fire point.

Adama Darboe var mest scorende med 18 point, alle i anden halvleg, mens Daniel Mortensen blev noteret for en double-double med 16 point og 12 rebounds. Morten Sahlertz scorede 13 point på sine 26 minutter på banen, men næsten mere imponerende er det, at Bakken Bears i de minutter han spillede, vandt med 37 point. For Copenhagen scorede den tidligere Skovbakken-ungdomsspiller Frederic Filsoof 13 point, hvilket ikke blev overgået af nogle af hans holdkammerater.

Med sejren udbyggede Bears førstepladsen i Basketligaen, hvor holdet har 14 sejre i 15 kampe. Nummer to er Randers Cimbria, der har 11 gevinster, men har en kamp færre end Bears.

Næste Basketligakamp for Bakken Bears er lørdag den 23. januar, når Næstved kommer til Vejlby-Risskov Hallen. Inden da spiller Bears onsdag i Basketball Champions League på hjemmebane mod Iberostar Tenerife.

EFIANAYI TOPSCORER I BEARS-SEJR

Det holdt hårdt, men Bakken Bears fik den ventede sejr med hjem fra Nørrebrohallen, da Copenhagen Basketball blev besejret 93-87 i onsdagens kamp i Basketligaen. David Efianayi blev topscorer med 21 point, men kampen vil også blive husket for glimrende spil i slutfasen af Adama Darboe og to fremragende indhop af Anton Harbo, der scorede otte point i sin bare anden kamp for Bakken Bears. Med sejren konsoliderede Bakken Bears sin andenplads i Basketligaen med ni sejre i lige så mange kampe – mens Randers Cimbria øverst i tabellen har 10 sejre i 11 opgør.

Bakken Bears kom ellers rigtig fint fra start i en svær kamp, der blev spillet blot 48 timer efter Bears slog Kataja – i Finland. Bears kom foran 21-9 med David Efianayi som toneangivende med 10 point i kampens første seks minutter. Så satte Copenhagen rutinerede Alonzo Brooks på banen, og det var en god ide. Han satte syv point på tavlen de første tre gange han rørte bolden – startende med en plade-treer. Han var afgørende for at Bears blot førte 24-18 efter første periode.

I anden periode nåede Copenhagen foran med et enkelt point (38-37) inden Bears slog igen med et 7-0 run, bl.a. inspireret af godt spil i begge ender af Anton Harbo. Bears førte 46-42 ved pausen.

Thomas Lærke scorede en treer blot fire sekunder inde i tredje periode, og Bears så mere fokuserede ud. Udeholdet nåede således foran 60-49 efter et godt indhop af Adama Darboe. Hjemmeholdet blev holdt på blot 15 point i tredje periode, og Bears førte 68-57 inden de sidste ti minutter.

Fjerde periode blev hektisk – også lidt for meget for bjørnenes smag. Copenhagen fik reduceret Bearsføringen til at være på tre (70-67) og fire point (82-78) inden en ellers anonym Darko Jukic dukkede op og scorede en trepointscoring fra hjørnet. To sikre straffekast af Adama Darboe og et and-one spil af Anton Harbo lukkede kampen, selvom især hjemmeholdets Pat Burke bed godt fra sig.

Fire Bearsspillere scorede et tocifret antal point. Udover Efianayis 21 point satte Darboe 18 point, Michel Diouf 12 (+9 rebounds) og Morten Sahlertz 10. Lige efter fulgte Tylor Ongwae med 9 og Anton Harbo med 8. For Stevnsgade scorede Pat Burke 29 point, mens Filip Rajovic og Alonzo Brooks fulgte efter med hhv. 22 og 16.

Næste opgave for Bears er onsdagens hjemmekamp mod Legia Warszawa. Her skal Bakken Bears – i jagten på gruppens førsteplads – forsøge at vinde over et stærkt polsk hold.

Bakken Bears ankom for sent til dagens kamp, men de kunne man bestemt ikke se fra kampens åbning. De danske mestre lagde godt ud med solidt forsvarsspil og glimrende offensivt spil. Alle de startende spillere stemplede ind med scoringer forholdsvist hurtigt, og bjørnene førte med 13-2 efter tre minutter spillet af første periode. Stevnsgade kom lidt bedre med i de efterfølgende minutter med et par scoringer, men der var forsat langt op. Bakken Bears lavede på dette tidspunkt flere turnovers, og dette blev hjemmeholdet nødt til at lukrere på, hvis de skulle have noget med fra kampen. Stevnsgades Stefan Jevric var efter otte minutter spillet af første periode den eneste fra hjemmeholdet, som var kommet på tavlen med ni point. Sjællænderne havde dog brug for, at flere spillere kom på tavlen, da man ikke kunne sætte sin lid til én mand. Bakken Bears havde hele ni mand med point på tavlen i første periode, og det resulterede også i, at man trak en smule fra Stevnsgade igen. Første periode sluttede med en føring til de danske mestre på 28-12.

Anden periode åbnede uden det helt flotte spil. En uskøn kamp med mange fejl fra begge hold. Især Bakken Bears virkede ukoncentrerede i periodens åbning, og det udnyttede hjemmeholdet fra Stevnsgade til at bringe sig tilbage i kampen med stillingen 26-34. Bjørnene skruede dog efterfølgende som så mange gange før tempoet op, når modstanderne kom tæt på. Dette så vi blandt andet med en step-back treer fra Hayden Dalton. En rigtig flot aktion fra amerikaneren. Det virkede til at bringe mere flot spil frem fra aarhusianerne. Holdet fandt de flotte spilkombinationer frem, og det bragte dem komfortabelt foran igen med to minutter tilbage af anden periode. Stillingen var nu 29-50 i Bakken Bears’ favør. Gæsterne scorede de sidste ti point inden pausen, og derfor var stillingen 29-60, da spillerne tog håndklæder og skulderen og gik mod pause. De danske mestre havde været utroligt effektive og skudt med imponerende procenter. Bjørnene skød i første halvleg 12/19 fra trepointslinjen.

Tredje periode åbnede igen med Bakken Bears som det bedste hold. De danske mestre var undervejs foran med 40 point, og man havde halvvejs inde i perioden vundet med 19-10. Hjemmeholdet fra Stevnsgade havde utroligt svært ved at dæmme op for de fysisk stærke bjørne. Særligt engelske Ryan Martin voldte dem enormt store problemer i det fysiske spil under kurven. Englænderen stod noteret for 23 point to tredjedele inde i tredje periode. Perioden sluttede med en stilling på 47-94 i Nørrebrohallen.

Fjerde og sidste periode var uden den store spænding. Kampen var reelt afgjort, inden perioden var begyndt, og det kunne man også se på spillet inde på banen. Stevnsgade lignede et hold, der havde givet op, og Bakken Bears lignede et hold, der havde vundet. De danske mestre havde i kampen været yderst effektive fra trepointslinjen, og det betød, at man nærmede sig rekorden for flest treere i Basketligaen med 21 treere i en kamp. Det fik holdet til at sende mange skud afsted mod slutningen af kampen. Det lykkedes dog ikke at slå rekorden, men man tangerede sin egen klubrekord fra 2015 med 20 treere i en kamp. Bakken Bears vandt kampen med 118 – 57 og ligger fortsat sikker etter i Basketligaen.

 

BEARS VINDER SIKKERT PÅ NØRREBRO

Bakken Bears fik en sejr over Stevnsgade i fredagens udekamp i Nørrebrohallen. Bears satte sig på kampen i første quarter, som blev vundet med 34-17. Bears vandt kampen 103-78 og rykkede dermed op på andenpladsen i Basketligaen med 12 sejre i 15 kampe.

Der var i store perioder forskel på niveauet på et af ligaens tophold og Stevnsgade, der ligger på ottendepladsen, uagtet at Nørrebroholdet har vundet to af de seneste tre kampe. Bears vandt de første tre perioder inden Stevnsgade vandt sidste quarter med 29-22.

Forskellen var også markant i statistikkerne. Bears skød hhv 51% på field goals, hvor Stevnsgade skød 37. Bears tog også 20 rebounds flere end hjemmeholdet (53-33) og fire turnovers færre.

Ingen af de 11 Bearsspillere spillede flere end 23 minutter, mens alle var på banen i mindst 13 minutter. Flest minutter fik Tony Bishop, der også blev topscorer med 22 point. Adama Darboe scorede 15 point, alle i første halvleg. Unge Marius Sørensen fik sine første ligaminutter i denne sæson og scorede 10 point. For Stevnsgade scorede Filip Rajovic 19 point, mens Mike Flowers scorede 12 og Mathias Seilund 11.

Bears spiller igen lørdag kl. 14.00 – 17 timer efter afslutningen på kampen på Nørrebro – når Randers Cimbria gæster Aarhus. Søndag er det så Hørsholm, der besøger Aarhus inden der venter en kort landsholdspause.

 

HÅRDT KÆMPET SEJR

Det blev til den ventede udebanesejr i Nørrebrohallen, da Bears vandt 100-90 over Stevnsgade, men det holdt hårdere end ventet. Stevnsgade, anført af en flyvende Mathias Seilund, holdt trit med Bears indtil der resterede tre minutter, hvor bjørnene endelig fik fat i forsvarsenden.

Hjemmeholdet kom stærkest fra start med føringer på 6-2 og 8-5, inden Bears scorede seks point i træk. Resten af første periode var tæt, og Nørrebrodrengene førte 24-23 efter første periode. Stevnsgade udbyggede føringen med et trepointspil fra starten af anden periode, men herefter gik Bears på et 11-0 run. Med tidligere kampe mellem holdene in mente kunne man forestille sig en afgørelse var nær – men det var den bestemt ikke! Stevnsgade fik i slutningen af perioden hentet ind takket være godt angrebsspil, der gav hjemmeholdet 27 point i periode. Bears var dog foran 57-51 ved pausen.

I tredje periode skar Stevnsgade et par gange bjørneføringen til blot at være på to point (68-66, 74-72) inden Bearstopscorer DeVaughn Akoon-Purcell sluttede med at lægge to point i kurven til 72-76. I fjerde periode kom Bears ud med højere forsvarsintensitet og Stevnsgade blev holdt fra fadet de første par minutter, men efter føring 80-79 fik Seilund igen scoret et par gange, og Stevnsgade fik reduceret til 80-79 og senere 83-82. Herfra kom der lidt kød på i forsvaret, og Bears fik slået hullet med DeVaughn Akoon-Purcell i den angrebsmæssige hovedrolle. Han scorede 10 ud af de sidste 15 Bears-point.

DeVaughn Akoon-Purcell blev mest scorende med 25 point, mens Adama Darboe scorede 17 og Michel Diouf havde 16. For Stevnsgade scorede Mathias Seilund 24 point, mens Boris Vukicevic scorede 17.

Med til historien hører, at Bakken Bears var uden fire skadede eller syge spillere (Doug Wiggins, Jaye Crockett, Tony Bishop samt Chris Christoffersen).

Næste opgave er pokalsemifinalen mod Horsens IC. Den kamp spilles søndag den 17. december kl. 14.00 i Vejlby-Risskov Hallen.

SIKKER SEJR I KAMP 2

Bears vandt også den anden DM-kvartfinale, da holdet i Nørrebrohallen slog Stevnsgade 118-72. Bears vandt tre perioder med mindst 15 overskydende point, mens Stevnsgade vandt periode tre med 21-18.

Bears stillede op uden en småskadet Eric Palm og uden Chris Christoffersen, der blev sparet. Det betød at Keane Thomann var tilbage i rotationen.

Kampen blev afgjort allerede i første periode, da Bears kom foran 22-7 og senere 32-13, og selvom Bearsholdet roterede de 12 spillere flittigt blev der ikke spænding i kampen. Bears ramte hele seks treere i første periode. Koncentrationen svigtede i dele af kampen, men bjørnene sluttede fint af og er klare favoritter til at tage kvalifikationen til semifinalerne på mandag i kvartfinaleseriens tredje kamp.

Mest scorende var Kristjan Kitsing og John Williamson, der hver scorede 17 point. Alle Bearsspillerne scorede, 11 af de 12 scorede mindst fem point.

For Stevnsgade var Jesper Sandager mest scorende med 29 point!

 

SIKKER SEJR TIL BEARS
Bakken Bears fik sæsonens 10. Basketligasejr, da holdet vandt 90-58 i Nørrebrohallen over ligaens bundhold, Stevnsgade. Bears er dermed blot en sejr efter Horsens IC, der endda har spillet en kamp mere end bjørnene.

Første periode bar afgjort præg af to hold, der spillede deres første kamp efter en mindre julepause, og stillingen 16-12 efter ti minutter antydede hvad tilskuerne også så – brændte skud i massevis. I anden periode fik Bears lidt mere tur i afslutningerne og ramte hele fem trepointscoringer. Bears skød i første halvleg fine 38% fra treeren (6/16), men kun 27% på topointafslutninger (6/22). Stevnsgade procenter var ringere – 24% på field goals (7/29) og 29% på straffekast (4/14). Bears først 37-20 ved pausen.

Hjemmeholdet startede med at score de første fire point i tredje periode, mens derefter scorede Bears ni i træk, og det lignede at det blev afgørende for kampen. Bears øgede til 65-35 efter tre perioder og efter en næsten lige fjerde periode vandt Bears med hele 32 overskydende point.

For Bears scorede ligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell 20 point, mens Mike Gesell scorede 14. Sylvester Berg udmærkede sig med 12 rebounds og alle 11 Bearsspillere fik scoret. Bjørnene var uden skadede Michel Diouf, Adama Darboe, Morten Sahlertz og Marius Sørensen, mens Eric Palm manglede pga. manglende spilletilladelse.

Næste opgave for Bears bliver fredagens hjemmekamp mod Randers Cimbria, der tirsdag aften slog Hørsholm efter en fantastisk afslutning. Randers var med 26 sekunder igen bagud med syv point, men vandt 87-86. Der er tip off kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.

 

Sikker sejr på Nørrebro

Bakken Bears fik en sikker sejr i sæsonens syvende Basketligakamp, da Stevnsgade blev besejret 108-87. Det blev en kamp, hvor angrebet var noget mere i fokus end forsvaret, og hvor Bears havde otte mand på otte point eller flere.

Kampen blev reelt afgjort allerede i første periode, hvor Bears rykkede fra 21-16 til 36-20. I resten af kampen havde man ikke fornemmelsen af at sejren kunne komme i fare, om end Stevnsgade især angrebsmæssigt bed fint fra sig. Jesper Sandager og David Champagnie var mest fremtrædende for hjemmeholdet.

For Bears, der stillede op uden point guard Mike Gesell, der blev skånet efter at være blevet syet i armen, scorede Basketligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell 23 point på godt 20 minutters spil, mens Michel Diouf scorede 17 point på knapt 15 minutter. Thomas Lærke, Kristjan Kitsing, Chris Christoffersen og Keane Thomann scorede 10 point.

Det var tredje kamp på fem dage efter tirsdagens sejr over Fraport Skyliners og torsdagens pokalsejr i Værløse. Nu er der pause frem til onsdag, hvor Ironi Nahariya venter i hjemmekampen i Basketball Champions League. Den kamp spilles i Ceres Arena – kampstart er kl. 18.30.
Næste Basketligakamp er søndag den 27. november på udebane mod SISU.

Bakken Bears lykkedes med at spille i højt tempo og fik rimeligt fat i reboundspillet, og det gav endnu en sikker sejr i DM-kvartfinaleserien mod Stevnsgade og Bears kan nu kvalificere sig til DM-semifinalerne i mandagens tredje kamp.

Bears tangerede den største slutspilssejr i dansk basketballs historie med sejren på 52 overskydende point – en rekord holdet var et point fra i mandagens kamp 1.

Første periodes første halvdel var tæt og midt i perioden førte Nørrebrodrengene 11-10. Så sluttede spændingen imidlertid, da Bears gik på et 17-0 run. Første periode sluttede 29-16 og Bears havde ramt fem trepointscoringer.

Mønsteret med mange treere blev fulgt i de efterfølgende perioder, og ligeledes lykkedes det Bears konstant at trække fra. Bears førte 59-33 ved pausen og hele 96-46 efter 30 minutter. I tredje periode havde Bears et 23-1 run.

De første tre perioder var kendetegnet ved en fokuseret indsats med fornuftigt forsvar og højt tempo. Først i fjerde periode dalede tempoet og antallet af turnovers steg. Bears vandt 119-67.

Bears endte med at skyde 63% på treere (19/30) og vandt reboundspillet med 10 (37-27). Mest scorende var Carles Bivia med 28 point på knap 18 minutters spil (7/7 på treeren), mens Darko Jukic scorede 19 point og tog 9 rebounds. Shawn Glover scorede 14 point, Mikkel Plannthin 13 og Michel Diouf 13. Alle Bearsspillede spillede mellem 11 og 24 minutter.

For Stevnsgade var Bruno Cingala-Mata 17 point og han tog 17 rebounds. En velspillende David Balaton scorede 14 point.

Kamp tre er mandag – Bears har hjemmebane med tip off-tidspunkt kl. 18.15. Bears kan med en sejr kvalificere sig blandt de fire bedste hold i Danmark for 20. sæson i træk!

Referat

I Bakken Bears’ tredjesidste kamp i Basketligaens grundspil, blev det til en sikker sejr over Stevnsgade. Bears vandt 94-53 og høstede dermed sejr nummer 21 i 26 kampe.

Allerede inden de sidste kampe er det klart, at Bears slutter på andenpladsen og Stevnsgade på syvendepladsen, og dermed skal de to hold mødes i DM-kvartfinalerne. Fredagens opgør var det femte mellem de to hold – fire i DM-grundspillet og en i pokalturneringen, og alle fem har Bears vundet.

Det var gennem hele kampen klasseforskel i Friday Night Basketball i Nørrebrohallen. Bears vandt de fire perioder med en margin på 11, 10, 13 og 7 point og alle 12 spillere kom på banen og bidrog til sejren.

Bears var inden kampen opmærksomme på Stevnsgade fine insidespillere i form af Alonzo Brooks, Adrian Moss og Bruno Cingala-Mata.

Bjørnene havde fokus på at få leveret en god forsvarsindsats, og det lykkedes fra starten. I første periode scorede Stevnsgade kun to point fra gulvet – resten kom fra straffekastlinjen. Bears dækkede godt op en-mod-en og hjælpeforsvaret fungerede også fint. Bears førte 22-11 efter første periode.

Bears nåede foran med hele 26 point (42-16, 17 minutter), og selvom det lykkedes Stevnsgade at få reduceret inden pausesignalet, hvor Bears 46-25.

Bortset fra to straffekastscoringer af Adrian Moss tilhørte starten af tredje periode også Bears, der nåede foran 54-27. Herfra fulgte en periode med ligevægt i scoringerne inden Keane Thomann, Sebastian Åris og Mikkel Plannthin gav et lille ryk til Bears, der førte 71-37 inden de sidste ti minutter.

Keane Thomann fortsatte de fine takter og Bears fortsatte med at dominere. Fjerde periode blev en ekspeditionssag i højt tempo og Bears vandt samlet 94-53.

Mest scorende for Bears var Shawn Glover, der supplerede sine 19 point med otte rebounds. Darko Jukic havde også ganske fine numre med 14 point på ni skud, otte rebounds og syv assists, mens Keane Thomann scorede 12 point på godt 12 minutters spilletid. Sebastian Åris scorede 11 point, som han supplerede med 6 rebounds og 4 assists. Michel Diouf scorede 10 point og tog syv rebounds.

For Stevnsgade scorede Alonzo Brooks 14 point og tog otte rebounds, mens Mikael Vincents scorede 10 point.

Bears spiller næste gang tirsdag i Forum Horsens. Her venter topholdet Horsens IC. Den sidste grundspilskamp er torsdag i Svendborg Idrætscenter.