SEJR PÅ UDEBANE – SVÆR RETURKAMP VENTER

Bakken Bears vandt 80-78 på udebane mod Donar Groningen, men der venter en særdeles svær hjemmekamp tirsdag i Vejlby-Risskov Hallen. Bears spillede en fremragende første halvleg, og var på et tidspunkt foran med 20 point (45-25), men Donar fik kæmpet sig tilbage og kunne have vundet kampen til sidst.

Det var to helt forskellige halvlege. Adama Darboe startede blændende og fik ene mand (scoringsmæssigt i hvert fald) bragt Bears foran 8-3. Efter 5½ minut var bjørnene foran 19-7 og hollænderne så allerede på det tidspunkt trætte ud efter en anstrengende tur hjem fra Litauen. Bears førte med ni point (16-25) efter første periode, og det gode spil blev ført med ind i anden periode. Bears fortsatte med at trykke hollænderne og otte point i træk bragte føringen op på 45-25 inden Donar sluttede bedst af med et 10-6 run. 51-35 ved halvlegspausen.

Udebanebjørnene var egentlig fint med i tredje periode, selvom hollænderne skruede op for det aggressive spil og Bears havde svært ved at holde sig oven på i kampen. Det blev kun til periodesejr til Donar på 18-15. I fjerde periode gik Bears til gengæld helt i stå angrebsmæssigt. De første knap seks minutter scorede Bears kun tre point, mens Donar scorede 14 – og pludselig var de danske mestre blot foran 69-67. En straffekastscoring af Akoon-Purcell og et trepointspil af Crockett gav dog lidt luft og resten af kampen blev en taktisk affære, hvor ingen af holdene for alvor ville risikere noget med tanke på at der resterer endnu 40 minutter i Aarhus tirsdag og at scoren for de to kampe lægges sammen.

DeVaughn Akoon-Purcell var mest scorende for Bears med 22 point, mens Jaye Crockett og Michel Diouf hver scorede 14. De to spillere supplerede med hhv 7 og 16 rebounds. For Donar scorede Brandyn Corry 15 point, mens hele seks spillere scorede enten 9 eller 10 point.

Returopgøret spilles tirsdag kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.

KLART NEDERLAG TIL BEARS

Det blev til et stort nederlag i udekampen imod Ironi Nahariya. Israelerne vandt 101-62 over de aarhusianske bjørne, der især i anden periode fik kærligheden at føle.

Bears havde svært ved at ramme i første periode og kombineret med et par dumme turnovers tabte Bakken Bears de første ti minutter 19-11. Bears fulgte alligevel med til 21-16, men så gik det stærkt. Anført af en forrygende Nick Faust scorede Nahariya 15 point i træk. Bears fik en smule gang i scoringerne igen, men fandt aldrig modsvar på især Faust, der var stærkt medvirkende til at Nahariya scorede hele 40 point i perioden og dermed førte 59-27 ved halvlegspausen!

Efter pausen fik Bears bedre fat i spillet, men naturligvis uden det fik indflydelse på den manglende spænding om slutresultatet. I anden halvleg blev hjemmeholdet holdt på 42 point, mens Bears fik scoret 35, så resultatmæssigt var det godkendt, men antallet af turnovers var for mange og scoringsprocenterne ikke gode nok. På positivsiden tæller, at Bears vandt reboundkampen med fem overskydende stk.

Mest scorende for Bears var Kristjan Kitsing og Eric Palm, der hver scorede 13 point, mens DeVaughn Akoon-Purcell scorede 11 point. Chris Christoffersen var bedste rebounder med 11 stk. Nick Faust var topscorer for Nahariya med 30 point.

Der resterer nu en kamp i Basketball Champions League – hjemmekampen imod det tyrkiske hold Banvit. Den kamp spilles onsdag den 25. januar kl. 20.00 i Ceres Arena. Inden da spiller Bears i Basketligaen imod Hørsholm – lørdag den 21. januar kl. 14.00 i Vejlby-Risskov Hallen.

Fraport fik deres revanche

Bakken Bears fik ørerne i den tyske maskine, da Fraport Skyliners vandt 102-68 i kampen i den tyske storby. Fraport vandt efter at have været bedst hele kampen igennem. Hjemmeholdet startede med at bringe sig foran 15-2 efter fem minutter og det kom bjørnene ikke igen på.

Fraport ramte 18 af 19 forsøg fra to-pointdistancen i første halvleg, og det illustrerede kampen ganske fint. Bears fik forsvarsmæssigt ikke udfordret de forsvarende vindere af FIBA Europe Cup, og selvom Bears havde flest skud og flest straffekastafslutninger i første halvleg førte Fraport 51-28 ved pausen.

Bears spillede bedre i anden halvleg, men fik stadig ikke stoppet Skyliners’ angreb. Anden halvleg vandt hjemmeholdet 51-40.

Statistisk set var det signifikant at Fraport scorede 31 point på fastbreak, mens Bears blot tegnede sig for 4 point…

Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell, der noterede sig for 18 point og supplerede med 7 rebounds. Eric Palm scorede 13 point og tog 5 rebounds, mens Chris Christoffersen var bedste rebounder med 8 stk, foruden sine 8 point.

Topscorere for Fraport var Alex English (24 point) og Shavon Shields (23 point).

Næste opgave for Bears er lørdagens hjemmekamp mod Hørsholm, der onsdag aften tævede Svendborg med hele 31 overskydende point.

TJEKKISKE KLØ I NYMBURK

Bakken Bears fik en røvfuld i tirsdagens udekamp mod de tjekkiske mestre CEZ Nymburk. Tjekkerne vandt 114-70 trods en tidlig Bearsføring på 15-8. Nymburk skød helt fantastisk og outreboundede Bears i meget voldsom grad.

Udover den tidlige Bearsføring, havde kampen et forløb, hvor Nymburk løbende trak fra. Nymburk vandt de fire perioder med hhv 9, 14, 11 og 10 point!

Statistisk var forskellen voldsom: Nymburk skød 65,9 % på toere (42,9 til Bears), 47,1 % på treere (28,0 for Bears) og tog 55 rebounds (24 til Bears). Eneste lille statistiske upside til bjørnene var antallet af turnovers, hvor Nymburk havde seks flere end tjekkerne (12-18).

Kampens to store oplevelser var Bryon Allen og Vojtech Hruban, der scorede hhv 35 og 28 point. Hvor Allen supplerede sine scoringer med otte rebounds, imponerede Hruban ved blot at brænde et enkelt skud (4/4 på toere og 6/7 på treere). Derudover blev det til fem rebounds.

For Bears scorede holdets topscorer DeVaughn Akoon-Purcell 21 point, mens Kristjan Kitsing scorede 14 point på syv skud inden han måtte udgå med en ankelskade.

Bears bruger onsdagen på hjemturen fra Tjekkiet og torsdag går turen til Svendborg, hvor Rabbits venter i Basketligakampen. Søndag gælder det så den tredje turnering på seks dage, når Horsens IC lægger gulv til i pokalturneringens semifinaler.

Flot kamp mod tyrkisk tophold

Bakken Bears spillede en flot kamp på udebane mod det tyrkiske hold Banvit, men måtte trods alt strække våben overfor modstanderen, der er nummer syv i Europa i følge den liste Eurobasket.com laver. Bakken Bears, uden sidste sæsons topscorer og toprebounder Michel Diouf, der er ankelskadet, vandt ellers reboundkampen mod førerholdet fra den tyrkiske liga.

Banvit startede ellers kampen meget stærkt og tog flere angrebsrebounds i de første angreb. Banvit nåede foran 11-0 inden en timeout af udeholdet fik hanket lidt op i tingene. Den ekstremt stærke Gasper Vidmar dominerede i kampens start, og Banvit holdt den tociffrede føring indtil de sidste 90 sekunder af første periode – tyrkerne var endda foran med 15 point på det tidspunkt (29-14). Bears sluttede imidlertid imponerende af ved at score periodens sidste ni point ved Keane Thomann, Adama Darboe og Thomas Lærke. Udover de tre var Nicolai Iversen og Morten Sahlertz på banen i det fine run.

Da Darboe scoringsmæssigt åbnede anden periode med en treer og Thomann fulgte op med en scoring, var en 15-pointskamp pludselig reduceret til en 1-pointskamp! De næste minutter blev der udvekslet scoringer, men Bears nåede ikke foran på noget tidspunkt. Desværre sluttede anden periode – bortfra fra en scoring af Chris Christoffersen – med et 11-0 run til værterne og dermed føring på 54-43 ved pausen.

I tredje periode startede Bears med at barbere på føringen, og selvom Banvit kom foran med 14 point (61-47, 25. minut) fortsatte Bears med at fighte. Reboundsspillet, der allerede i første halvleg var fint, blev endnu bedre efter pausen. Da Bears samtidig fik stops i forsvaret, hvor det kun var kampens bedste spiller Gediminas Orelik, der scorede for Banvit, og da DeVaughn Akoon-Purcell ramte en buzzer-treer, vandt Bears perioden med seks point og var blot bagud 66-71 inden de sidste ti minutter.

Desværre åbnede Banvit med at scorede sidste periodes første otte point og herfra blev kampen ikke tæt igen. Udover Orelik var Can Maxim Mutaf og Damian Kulig virkelig godt spillende for hjemmeholdet, og de mange tilskuere i den godt besøgte hal i Bandirma kunne nyde deres spille og synge deres helte mod sejren, der endte med at lyde på 99-82.

Trods nederlaget er der grund til at kippe med dansk basketballs flag. Bears tog 36 rebounds imod 28 til Banvit, og hjemmeholdet fik ikke mulighed for at rotere mere end otte mand – udover den unge Senel, der fik de sidste 43 sekunder.

Mest scorende for Bears var Thomas Lærke (18 point), mens DeVaughn Akoon-Purcell scorede 15 point, som han supplerede med 6 rebounds. Adama Darboe og Mike Gesell scorede hver 12 point. For Banvit scorede Mutaf 26 point, mens Orelik scorede 25.

Næste opgave for Bears er allerede torsdag, når holdet tager imod Næstved i Vejlby-Risskov Hallen. Næste europæiske opgave er på tirsdag i Tjekkiet, når Nymburk lægger gulv til kampen i Basketball Champions League.

Uden at være presset for alvor kvalificerede Bakken Bears sig til pokalturneringens semifinaler med en komfortabel sejr over Værløse. Bakken Bears vandt 110-56 og kan konstatere, at holdet er i semifinalerne efter to sejre over 1. divisionshold, idet modstanderen i 1/8-finalerne var BK Amager.

De otte bjørne, der var udtaget til kampen startede eller lidt tungt og kunne ikke matche Værløses energi. Det sjællandske hjemmehold fulgte med til stillingen 16-18 inden seks point af Keane Thomann gav udeholdet et lille hul. Bears førte 24-16 efter første periode.

Herfra var der dog klasseforskel på de to hold, som der også bør være på de forsvarende pokalvindere og et hold af unge og talentfulde spillere fra de næstbedste række. Bears vandt anden periode 31-8, hvilket medførte en føring på hele 29 overskydende point ved halvlegspausen.

Mønsteret fortsatte i anden halvleg og Bears førte 90-46 efter tre perioder inden sejren altså blev på 110-56.
Eftersom modstanderen var et hold fra 1. division, måtte bjørnene kun spille med en ikke-europæisk- og ikke-cotonou-spiller, og her var Keane Thomann valgt – et godt valg eftersom Thomann scorede hele 32 point!

Bakken Bears point: Keane Thomann 32, Kristjan Kitsing 23, DeVaughn Akoon-Purcell 18, Morten Sahlertz 12, Sylvester Berg 9, Adama Darboe 6, Thomas Lærke 5, Nicolai Iversen 5

De øvrige semifinalister er Horsens IC (der slog Svendborg Rabbits ud), SISU eller Hørsholm samt Randers eller Næstved. Semifinalerne spilles medio december.

Der var debut til en ester og comeback til tre tidligere af klubbens stjerner, da Bakken Bears fredag aften spillede sig videre til kvartfinalerne i pokalturneringen. Bjørnene vandt 126-85 på udebane over BK Amager.

I pokalturneringen må ligahold kun bruge en amerikansk spiller, når modstanderen er lavere rangerende. Derudover må klubber med spillere på dobbeltlicens kun lade spillerne spille på et af holde i turneringen. Disse regler gjorde, at mulighederne for holdudtagelse til Bearstruppen blev reduceret fra 16 til 10 mand. Med en kamp i benene bare 48 timer tidligere – i Grækenland endda – gav også fridag til nogle spillere, og så var Bearstruppen nede på seks spillere, der var klar til at tage til Amager. Dette inkluderede den estiske debutant Kristjan Kitsing.

Hvad gør man så? Man slår op i Bears’ Hall of Fame og kombinerer med at kigge på klubbens 2. hold i 2. division for at se hvem der rent faktisk har licens. På den baggrund blev tre spillere yderligere gravet frem: Jens Jensen, Martin Thuesen og Jakob Mønsted. I alt 1002 Bears-kampe, 7.248 point (i øvrigt 6 % af alle Bears-point gennem tiden) og over 100 landskampe.

De rutinerede spillere fik sat deres aftryk på kampen, som Bears vandt sikkert, og hvor alle mand scorede. Bears vandt alle fire perioder og afgjorde reelt kampen i starten af anden periode, hvor føringen sneg sig op på 56-28. Efter hver af de fire perioder stod der: 35-20, 67-38, 98-63 og slutteligt 126-85.

Keane Thomann spillede en ganske solid kamp med 29 point, mens Sylvester Berg scorede 23. Adama Darboe og Jakob Mønsted scorede hver 17 point – det skal noteres, at Mønsted spiller sin første Bears-kamp siden 2002! De øvrige point blev scoret af Thomas Lærke 10, Kristjan Kitsing 6, Martin Thuesen 2 og Jens Jensen 2.

Bears er med sejren videre til kvartfinalerne i turneringen – næste runde spille inden 25. november, hvilket dog bliver en udfordring for Bears, der lige nu har programsat ni kampe i november måned. Lodtrækningen til kvartfinalerne foretages den 4. november. Indtil videre er Bears eneste hold – udover Hørsholm 79ers – der er videre til kvartfinalerne.

Bakken Bears’ farmerhold, EBAA, spiller deres 1/8-finale på tirsdag kl. 15.00 i Vejlby-Risskov Hallen (hal 3). Modstanderen er ligaholdet fra Team Fog Næstved.

For Bakken Bears er næste opgave af en – trods alt – noget anden kaliber. Det gælder nemlig Basketball Champions League imod AS Monaco, der har vundet alle fem kampe i den franske liga og begge deres kampe i Basketball Champions League! Kampen spilles tirsdag kl. 18.30 i Ceres Arena.

Bears tabte – vel som forventet – på udebane mod det græske tophold Aris, men det var en kamp med flere ansigter end det 16-point-nederlag det blev til.

Første periode startede tæt og Bears var med til 6-6, men herefter stod der Aris på resten af perioden. Grækerne vandt første periode 31-14 og det så virkelig tungt ud for bjørnene. Aris løb let point i kurven uden Bears gav det fornødne modspil.

I anden periode truede det græske hjemmehold med definitivt at knække kampen, men Bears holdt hjemmeholdet indenfor overskuelig afstand og i slutningen af perioden kom unge Sylvester Berg ind og scorede ni point i træk. Det gav Bears periodesejren med et enkelt point, men dog stadig føring til Aris på 56-40.

Efter halvlegspausen fik Bears rigtig godt fat forsvarsmæssigt, og Aris scorede blot otte point i tredje periode og herefter to point i de første seks minutter af fjerde periode. Bjørnene fik skåret den græske føring til blot at være på fem point (66-61), men et misset layup og efterfølgende fastbreakscoring af grækerne afgjorde kampen. Aris begyndte at score igen og for Bears blev det ‘ring ud’.

Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell, der scorede 14 point, som han supplerede med ni rebounds. Generelt havde Bears fint styr på reboundspillet og udeholdet tog ti rebounds flere end grækerne. Desværre blev det til 21 turnovers til aarhusianerne.

Næste opgave er fredagens pokalkamp på udebane mod BK Amager, mens næste kamp i Basketball Champions League er tirsdag i Ceres Arena mod AS Monaco.

Godt udgangspunkt

Bakken Bears fik et rigtigt godt udgangspunkt i kvalifikationskampene mod BC Tartu. Bears vandt 75-67 på trods af en elendig start.

I første periode var Bears virkelig udfordrede i reboundspillet og BC Tartu fik hurtig etableret et forspring. Fra 8-7 gik Tartu 12-0 til føring 20-7 og videre til 23-9 efter ni minutters spil. Heldigvis for udeholdet blev perioden sluttet af med to straffekast af Adama Darboe og en buzzer-treer af Mike Gesell.

Anden periode blev langt bedre for aarhusianerne, der faktisk nåede foran 31-30. Tartu sluttede dog bedst og førte 37-33 ved pausen. Tartus Venky Jois havde en double-double ved pausen (13 p og 10 rebs).

I tredje periode var Tartu igen ledende. Hjemmeholdet nåede foran 47-40 inden en fantastisk serie af Bears ændrede kampen. To treere af Dwayne Benjamin og to af Thomas Lærke kun modsvaret af et dunk af Mandell Thomas gav Bears føringen. Et dunk og endnu en treer af DeVaughn Akoon-Purcell gav senere føring på 58-52. Tredje periode sluttede med føring på 54-60.

Fjerde periode blev en virkelig intens affære, men uden mange point. Bears vandt perioden med to point og dermed kampen 75-67 efter en afslutning, hvor Tartu ikke scorede de sidste knap tre minutter.

Michel Diouf var mest scorende med 18 point, som blev suppleret med ni rebounds. Venkys Jois havde 15 point og 17 rebounds.

Returopgøret spilles i Ceres Arena allerede torsdag. Tip off er kl. 18.15. Den samlede vinder kvalificerer sig til gruppespillet i Basketball Champions League.