HØRSHOLM VINDER I AARHUS
Hørsholm fortsatte deres fine sæsonstart med en sejr i Aarhus, da Bakken Bears blev slået 89-81. Bears var ellers foran ved halvlegspausen, men nordsjællænderne var klart bedst i kampens anden halvdel. Matt Bonds scorede hele 20 point i anden halvleg og sluttede i alt på 34 point.
Bears startede ellers frisk ud og var foran 4-0 og senere 12-5, men Ty Sabin og Matt Bonds var første periodes bedste spillere og Hørsholm slog fint tilbage. De scorede hhv 8 og 7 point, mens Bears havde spredt scoringerne bedre ud – hele fem spillere havde sat 4 point på tavlen til Bearsføring på 24-21. I anden periode fortsatte de to amerikanske Hørsholmspillere, og de blev suppleret af Nikolaj Bank, der scorede syv point i perioden. For Bears kom Doug Wiggins i gang med syv point. De to fulgtes ad i de første otte minutter af anden periode inden Bears sluttede bedst og holdet førte følgelig 48-43 ved pausen.
Tredje periode var domineret af ustoppelige Bonds og Sabin, der samlet scorede 23 ud af 25 Hørsholm-point. Udover at Bears havde virkelig svært ved at stoppe de to Hørsholmprofiler, var der også problemer i angrebsenden, hvor der blot blev sat 19 point i kurven. Føringerne skiftede i det meste af perioden, men i starten af fjerde periode scorede udeholdet ni point i træk til føring på 77-69. Matt Bonds førte stadig an i scoringerne, suppleret af Asbjørn Nerlov. Bears’ angrebsspil var præget af enkeltmandspræstationer og missede skud, mens Hørsholm effektivt tog sig af reboundsene. Bears fik ikke lukket hullet, og Hørsholm førte hele perioden med mellem fem og ni point.
Mest scorende for Hørsholm var Matt Bonds (34 point), mens Ty Sabin scorede 26. For Bears scorede DeVaughn Akoon-Purcell, Tony Bishop og Jaye Crockett hver 12 point.
Med sejren fastholder Hørsholm tredjepladsen med otte point efter seks kampe, mens Bears er på femtepladsen med fire point efter tre kampe.
Næste opgave for Hørsholm er tirsdag, hvor holdet gæster Stevnsgade, mens Bears spiller igen i Basketligaen den 19. november, når Randers kommer på besøg.
STOR SEJR OVER PORTUGISISKE MESTRE
Bakken Bears vandt en flot sejr over det portugisiske mesterhold SL Benfica. Bears vandt 95-76 efter en kamp, hvor Bears førte stort set fra start til slut. Bjørnene rykkede fra midt i første periode og så sig ikke tilbage, og blev hjulpet af at de portugisiske gæster ikke ramte mange – ellers helt åbne – skud før halvlegspausen. Det tog holdet revanche for i anden halvleg, da Benfica var tæt på at indhente hjemmeholdet, men Bears satte trumf på til sidst og sejren på hele 19 point giver Bakken førstepladsen i puljen, hvor alle hold har en sejr og et nederlag.
Benficaprofilerne Carlos Morais og Tomas Barroso scorede slet ikke i første halvleg, men satte til sammen 33 point på tavlen efter pausen. De to spillere var afgørende i forhold til Benficas comebackforsøg, mens Bears’ DeVaughn Akoon-Purcell scorede 12 point i fjerde periode og fjerne tvivlen om sejren.
Akoon-Purcell scorede 25 point og tog fem rebounds, mens Jaye Crockett scorede 20 og tog 9 rebounds. For Benfica scorede Morais 21 point, mens Antywane Robinson scorede 16 point.
Bakken Bears vandt reboundkampen 41-34. Bears havde også flest assists (25-14), færrest turnovers (10-18) og de bedste skudprocenter i alle kategorier – og med de statistikker, er det svært at tabe kampen.
Bakken Bears har kun tre gange vundet større i europæiske kampe. Udover de to sejre over det sammensatte irske hold, Hibernia, i efteråret 2015, skal vi helt tilbage til efteråret 2005 for at finde en større sejr, da det hollandske hold Den Bosch blev besejret i efteråret 2005.
Bears spiller igen på hjemmebane allerede lørdag, når Hørsholm kommer på besøg i Basketligakampen. Onsdag spilles næste kamp i FIBA Europe Cup – modstanderen er litauiske Nevezis, der tirsdag vandt over Avtodor Saratov i den særdeles lige gruppe.
Bears videre efter svær kamp – slår Cimbria 100-84
Bakken Bears kvalificerede sig torsdag aften til pokalturneringen efter en sejr over Randers Cimbria. Bears vandt 100-84, men det der lyder som en sikker sejr, var det bestemt ikke. Simon Bjørnebo bragte udeholdet foran 73-72 med knap ni minutter igen, men et 10-0 svar fra Bears’ side gav det endelige hul.
Måske var bjørnenes bedste spiller som sædvanligt DeVaughn Akoon-Purcell, der scorede 22 point, tog 5 rebounds og havde 6 assists? Måske var det Jaye Crockett, der leverede sin suverænt bedste kamp og ligesom sin landsmand scorede 22 point, som han supplerede med 5 rebounds og 5 steals? Eller måske var det Michel Diouf, der scorede 18 point, tog 14 rebounds og havde 2 steals, 2 assists og 2 blocks – og som også i statistikkerne kan læse, at Bears vandt med 31 point i de godt 24 minutter han spillede?! Uanset var det et Bears-hold, der stadig kæmper med at sammensætte en hel, god kamp.
Bears bragte sig foran 27-19 i slutningen af første periode, og så ud til at være i kontrol, men hen over periodepausen scorede Cimbria 11 point i træk, heraf to trepointscoringer af Chris Nielsen. Resten af anden periode var ganske lige og bjørnenes føring, der var på fem point (27-22) efter første periode var skrumpet til blot at være på to point (51-49) ved halvlegspausen. Bears startede til gengæld tredje periode klart bedst og efter Randers havde udlignet til 53-53 gik bjørnene på et 12-0 run, som måske kunne tolkes som en tidlig afgørelse. Deuce Bello, der ellers var i fejlproblemer løftede sit spil og scorede syv point, her i blandt et fremragende dunk i trafik i Cimbrias jagt på Bears, der blot førte 72-68 inden de sidste ti minutter.
Sidste quarter startede de orangeklædte bedst med fem point efterfulgt af et misset, åbent trepointskud, men Bears kunne vejre morgenluft med ti ubesvarede point. Cimbria nåede ikke tættere på end otte point (86-78 med godt fire minutter igen), og til sidst kunne Bears trille sejren i land.
For Cimbria scorede en velspillende Kyndahl Hill 23 point, som blev suppleret med 12 rebounds, mens Chris Nielsen og Deuce Bello scorede 17 point og Charlie Burgess 15.
Bakken Bears havde hele 25 afslutninger flere end Cimbria, der dog skød syv straffekast flere end Bears. Randers’ 23 turnovers (mod 12 til Bears) kostede dyrt og selvom Randers skød fremragende 3-pointprocent (42% – 11/26 imod Bears 22%) manglede Randers for meget til sidst. For Bears var det især godt arbejde i reboundspillet (Bears havde 47, heraf 20 i angrebet imod Randers’ 33) og de færre turnovers, der gav sejren.
Bakken Bears er andet hold kvalificeret til kvartfinalerne – det første blev Svendborg Rabbits, der slog SISU (2. division). Bears-Cimbria var et af to opgør mellem ligahold, det andet står mellem Næstved og Hørsholm – to hold, der i øvrigt mødtes torsdag aften i pokalturneringen (Næstved vandt 86-80). Bakken Bears’ farmerhold, EBAA (1. division), spiller imod Basketligaholdet Stevnsgade. Den kamp spilles onsdag den 18. oktober.
Der trækkes lod til kvartfinalerne i uge 43, og kvartfinalerne afvikles inden 17. november.
Næste Bearskamp spilles på onsdag – på udebane imod Avtodor fra Rusland – mens næste hjemmekamp spilles onsdag den 25. oktober kl. 18.30, hvor modstanderen er SL Benfica. Begge kampe er i FIBA Europe Cup.
SEJR I FØRSTE OPGØR MOD HIC
Bakken Bears og Horsens IC har spillet DM-finaler tre sæsoner i træk, og de to tophold mødtes lørdag tidligt i sæsonen i et opgør mellem to ubesejrede hold. Hjemmeholdet vandt i Vejlby-Risskov Hallen i en kamp, hvor HIC også sagtens kunne have vundet. Horsensholdet havde tre skud til at vinde kampen, men missede.
Hjemmeholdet var klart bedst fra starten af kampen. Horsens IC øgede fra 7-6 til 17-6 og videre til 24-12 inden Tony Bishop sluttede første periode med en trepointscoring. Efter Vedran Borovcanins indledende scoring i anden periode gik Bears til gengæld 9-0 og tre minutter inde i anden periode var hjemmeholdet foran for første gang i kampen (29-28) efter syv point af Michel Diouf. Holdene fulgtes af i resten af anden periode og der var blot et enkelt point imellem holdene ved halvlegspausen, 40-39.
I tredje periode startede Bears igen bedst. Et 8-2 run og bjørnene nåede foran 59-50 med tre minutter igen af perioden, men HIC, anført af Kevin Larsen, spillede rigtig flot i slutningen af quarteret. HIC fik reduceret til 60-61 inden de sidste ti minutter. Fjerde periode var lige hele vejen. Største forskel var da Bears førte 69-64 efter Jaye Crocketts trepointscoring. HIC nåede dog tilbage og bragte sig foran 75-73 og så ud til at have overtaget, men missede hele syv straffekast i fjerde periode. Ved HIC-føring på 78-77 satte Doug Wiggins to straffekast og herfra lykkedes det ikke HIC at score på de tre forsøg udeholdet havde, så Bears kunne lukke kampen med to straffekast af DeVaughn Akoon-Purcell.
Akoon-Purcell blev kampens topscorer med 25 point og han var i øvrigt også kampens bedste rebounder med 8 af slagsen. Michel Diouf scorede 13 point og tog 7 rebounds, mens Doug Wiggins og Tony Bishop hver scorede 11 point. For HIC scorede Lawrence Alexander 17 point (15 af disse i anden halvleg), mens Reggie Agbeko scorede 15 point og tog 8 rebounds. Christian Benzon scorede 14 point og Kevin Larsen 12.
Der er tre uger til Bakken Bears’ næste Basketligakamp, som er mod Hørsholm 79ers, mens HIC allerede torsdag møder Svendborg Rabbits.
Bakken Bears røg ud af kvalifikationsturneringen til Basketball Champions League efter et nederlag på hjemmebane på 83-91 mod de hollandske mestre Donar Groningen. Bakken Bears kom elendigt fra start i begge halvlege – i alt blev de første fem minutter af første og tredje periode tabt med 26 point!!!
Efter at have været bagud 1-15 kom Bears eller godt i gang, anført af Doug Wiggins og DeVaughn Akoon-Purcell. Bjørnene fik reduceret til til 16-23 inden første periode sluttede og i anden periode spillede Bears fremragende. Bears fik udlignet til 23-23 og selvom Donar hurtigt slog et lille hul, fik Bears igen kontakt ved 34-34. Herefter var Bears bedst og Tony Bishop scorede de to sidste point i første halvleg til føring 48-41.
Tredje periode startede også elendigt for hjemmeholdet. Donar startede med et 12-0 run, og herefter halsede bjørnene efter hele kampen. Akoon-Purcell, der havde scoret 23 point i første periode fik bjørnene i gang og i et par omgange var Bears blot bagud med et enkelt point. Donar spillede solidt, men alligevel kom Bears tilbage og fik udlignet sammenlagt, da Akoon-Purcell scorede med 7½ minut igen og Tony Bishop kort efter udligner. Men kendetegnende for anden halvleg var at Bears ikke fik de nødvendige stops i forsvaret og på afgørende momenter smed bolden væk.
Donar gik på et 9-0 run på en flot og svær treer af Sean Cunningham og godt spil af Brandyn Curry. Bears lykkedes næsten med at komme tilbage, da Michel Diouf scorede til 81-84, men Donar spillede klogt og udnyttede bjørnenes manglende struktur i de sidste plays.
Med nederlag er det sikkert, at Bears skal spille FIBA Europe Cup. Den turnering starter 18. oktober – puljerne er først endelig på plads den 4. oktober.
BAKKEN BEARS VINDER 15. DM-GULD
Bakken Bears vandt klubbens 15. danske mesterskab, da holdet vandt DM-finaleseriens femte kamp 81-73 over Horsens IC og dermed lukkede serien med scoren 4-1. Efter en lige første periode (22-22), trak Bears fra i de efterfølgende to og trods begyndende passivitet kom Horsens IC aldrig tæt på at bringe serien i sjette finalekamp.
Kampen var lige hele første periode og igen i den første del af anden periode. Fra 29-29 gik Bears på et 7-0 run og fik skabt et hul, der holdt halvlegen ud. Føringen efter første halvleg var på 44-37. I tredje periode indledte HIC med næsten at lukke hullet, da først Myles Mack og dernæst Lawrence Alexander ramte en treer, men Bearsholdet blev ikke ramt af nervøsitet og slog straks tilbage med en treer af DeVaughn Akoon-Purcell og fire point af Michel Diouf.
I kampens 28. minut blev hjemmeholdets forspring for første gang tocifret og selvom HIC fik reduceret skabte to scoringer af Akoon-Purcell et hul på 11 point inden sidste periode (63-52). Et par minutter ind i fjerde periode blev Bearsforspringet på hele 16 point (70-54), men herefter virkede det som om Bakken Bears blev bange for at angribe. Passiviteten tog over, og HIC nåede tættere på. Med to minutter igen fik de forsvarende mestre reduceret Bearsforspringet til at være på otte point (77-69), men igen dukkede Michel Diouf op. Hans flagrende forsvarsspil fik generet utroligt mange HIC-angreb og var afgørende i kampen.
Bakken Bears kunne køre en sejr på otte point i hus til stor jubel for en fyldt Vejlby-Risskov Hal. Det er i øvrigt femte kamp i træk med en fyldt hal – i to semifinaler og tre finaler på hjemmebane har publikum givet noget nær den ideelle opbakning.
Mest scorende for Bears var ligatopscorer og finale-MVP DeVaughn Akoon-Purcell (25 point, 8 rebounds, 4 assists), mens John Williamson (15 point, 6 rebounds) og Michel Diouf (14 point, 11 rebounds) fulgte efter. Mike Gesell nåede 9 point og 4 assists trods en ankelskade allerede i første halvleg.
For HIC scorede Lawrence Alexander 19 point, mens Myles Mack tegnede sig for 13 point, 9 assists og 4 rebounds. Iffe Lundberg havde også en komplet statline med 12 point, 6 rebounds og 7 assists.
AKOON-PURCELL ÅRETS SPILLER OG TOPSCORER I SEJR
Bakken Bears tog sejren i den tredje DM-finalekamp, og har dermed en 2-1-føring inden DM-finale 4 på onsdag i Forum Horsens. Bears vandt 91-81 i en fyldt Vejlby-Risskov Hal, anført af DeVaughn Akoon-Purcell, der inden kampen blev kåret som årets spiller, som scorede 26 point.
Det var Thomas Lærke, der satte bjørnene i gang ved at score kampens første fem point. Bears nåede foran 7-0 og senere 11-4. En velspillende Michel Diouf scorede seks hurtige point til føring 22-10. Horsens IC sluttede første halvleg bedst og fik reduceret Bearsføringen til blot at være på syv point (27-20).
Horsens IC startede anden periode med at score syv point og dermed få udlignet. Men basketball er et game of runs og efter en timeout fik Bears igen gang i scoringerne. Akoon-Purcell gav med syv point igen Bears lidt luft og bjørnene kom på en treer af Thomas Lærke foran med otte point (39-31). Senere i perioden nåede hjemmeholdet foran med hele 11 point (52-41) men HIC fik reduceret til 53-43, som var stillingen ved pausen.
DeVaughn Akoon-Purcell scorede blot to point i første periode, men fulgte op med 15 i anden. Fra tredje periodes start lignede han en spiller, der ville (og kunne) vinde DM helt alene. Han scorede Bakken Bears’ første ni point og bragte dermed sit hold foran 62-45. HIC sluttede dog perioden klart bedst af og anført af bl.a Lawrence Alexander fik de forsvarende mestre scoret periodens sidste seks point til stillingen 70-58.
I fjerde periode var det igen Michel Diouf, suppleret af John Williamson, der holdt HIC stangen. Selvom Iffe Lundberg sluttede fantastisk og scorede point i sidste periode kom HIC aldrig tættere på end otte point, og Bears vandt 91-81.
Topscorer for Bears var ligatopscorer Devaughn Akoon-Purcell mest scorende og bedste rebounder (26 point, 9 rebounds, 5 assists) og Thomas Lærke (19 point, 5 rebounds). Michel Diouf scorede 12 point og Bears vandt i øvrigt med 31 point i de 29 minutter han spillede. John Williamson scorede 12 point og tog 9 rebounds. Mike Gesell havde en double-double med 10 point og 11 assists.
For HIC scorede en virkelig velspillende Dan Trist 18 point, mens Iffe Lundberg scorede 17 point og Lawrence Alexander satte 14 point på tavlen.
Finale fire spilles på onsdag i Forum Horsens, mens den femte finalekamp spilles mandag i Vejlby-Risskov Hallen.
VELSKYDENDE HORSENS VINDER KAMP 1
Det blev en overbevisende sejr til Horsens IC i den første DM-finalekamp. HIC vandt 106-90, men sejren var reelt større. HIC var således foran med hele 24 point midt i fjerde quarter.
HIC skød fantastisk fra kampens start. Myles Mack, Lawrence Alexander og Will Artino satte i alt seks treere på tavlen i første periode, mens hjemmeholdets Mike Gesell var virkelig velspillende fra start. Point guarden scorede 10 point i træk midt i perioden og 12 point i første periode. HIC nåede foran med syv point (27-20), men Bears kom fint tilbage og Morten Sahlertz udlignede med en buzzer treer til 29-29 efter ti minutters spil. Vi tager den igen – 58 point på 10 minutter!
I anden periode fortsatte det hæsblæsende angrebsspil og HIC kom igen bedst fra start. Hjemmeholdet nåede foran hele 55-40 inden hjemmeholdet fik slået godt igen med et 10-1 run. Marin Mornar nåede dog lige inden pausen at bringe HIC foran 58-50.
Efter halvlegspausen var HIC igen stærkest. Hjemmeholdet gik på et 16-5 run og fik dermed en føring på 74-55. Mens HIC skød fantastisk evnede Bears ikke at få mange forsvarsstops. Efter at have scoret 29 point i hver af de første to perioder scorede holdet 30 i tredje periode, og kampen var afgjort inden de sidste ti minutter.
Foran 88-67 med ti minutter igen kunne HIC slippe grebet på kampen uden sejren dog på nogen måde var i fare. Der blev blot scoret seks point i første fire minutter og hvor det i de første perioder var de to guards Lawrence Alexander og Myles Mack der scorede efter behag, var det i fjerde periode Dan Trist, der excellerede. 9 point og i alt 22 tegnede den store spiller sig for. Bears ramte et par skud til sidst og fik reduceret, men HIC vandt 106-90.
Mest scorende for HIC var Alexander med 23 point, mens Mack og Trist hver scorede 22 og Will Artino 16.
For Bears scorede John Williamson 17 point, mens Mike Gesell og DeVaughn Akoon-Purcell endte på hhv 15 og 14 point.
Kamp to spilles torsdag i Forum Horsens, mens kamp tre spilles mandag i Vejlby-Risskov Hallen.
BEARS I DM-FINALEN
Med en sejr på 93-85 i en propfyldt Vejlby-Risskov Hallen eliminerede Bakken Bears Svendborg Rabbits og kvalificerede sig til DM-finalerne. Med sejren vandt Bakken Bears semifinalerne 3-0 og nu venter vinderen af Horsens IC og SISU i DM-finalerne. HIC vandt den tredje kamp og fører 2-1 inden tirsdagens fjerde kamp.
Rabbits havde Stefan Bonneau og Harding Nana tilbage, mens Claus Magaard var ude og Antonio Porta ikke kom på banen, selvom han var klædt om. En albueskade var udmeldingen.
Bears havde vundet de to første semifinalekampe, og selvom de havde været spændende var det intet imod semifinale tre. Rabbits startede med at være det klart bedste hold. Harding Nana, der har været en af semifinalernes allerbedste spillere, lavede ni point i den indledende periode. Rabbits førte 25-18 efter ti minutter.
I anden periode fik Bears reduceret Svendborgføringen til 27-32 og senere 29-35 og 34-37, mens bedst som man troede bjørnene ville få overtaget, slog Svendborg til. Stefan Bonneau var flyvende og satte tre treere i periodens sidste tre minutter – det blev til 16 point i anden periode til den lille amerikaner. Rabbits førte 54-39 ved halvlegspausen.
I tredje periode var det et hjemmehold i et helt andet gear. Bears hentede langsomt, men sikkert ind på Rabbits. Kaninerne scorede blot fem point i de første godt syv minutter, og Bears var især styret af Thomas Lærke, der dækkede Bonneau flot op. Nicolai Iversen kom ind og scorede syv hurtige point, inkl. en treer, der bragte Bears foran 60-59. Rabbits fik med to treere holdt kontakt, men Bears vandt alligevel perioden 30-11 og førte således 69-65.
Selvom Bakken Bears gik ind i fjerde periode med momentum var spændingen ikke overstået. Udeholdet blev ved med at holde sig inde i kampen og det var først i det sidste minut at kampen reelt blev afgjort. Rabbits startede perioden bedst og nåede foran 72-70, og senere 75-74. Alexander Bak satte en treer og senere scorede Harding Nana og Stefan Bonneau, så Bears kun førte 84-83 med halvandet minut igen. Thomas Lærke satte en meget vigtig treer og DeVaughn Akoon-Purcell fulgte op med to straffekastscoringer. Selvom Darious Lee Moten også satte to straffekast afgjorde Bears kampen fra straffelinjen.
Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell (19 point, 5 rebounds), John Williamson (13 point, 7 rebounds), Michel Diouf (13 point og 15 rebounds) og Thomas Lærke (13 point, 5 assists, 4 steals). For Rabbits scorede Bonneau 28 point, Harding Nana scorede 18 og Alexander Bak havde 13 point, 8 assists og 6 rebounds.
Bears skal med sejren spille DM-finale for 15. sæson i træk og samtidig er det 21. sæson på stribe Bears får DM-medaljer. Siden 1996/97 er det kun en gang sket at bjørnene ikke har været blandt landets to bedste hold.
DM-finalerne indledes 24. april i Vejlby-Risskov Hallen.
BEARS VINDER EFTER RIGTIG PLAYOFFSKAMP
Den første DM-semifinale blev præcis som en slutspilskamp skal være. Intens, spændende, og periodevist godt spil – med flotte detaljer og dumme turnovers blandet godt sammen. Bakken Bears vandt 95-79 og fører dermed semifinalerne inden serien flytter sig til Svendborg mandag.
Første periode var med Rabbits i teten. Fynboerne bragte sig foran 8-0 inden et tilsyneladende nervøst spillende Bearshold fik scoret – en velspillende Nicolai Iversen scorede hjemmeholdets første tre point inden topscorer DeVaughn Akoon-Purcell scorede de efterfølgende fem, men samlede også to fejl op – ligesom point guard Mike Gesell. Svendborg fortsatte og nåede foran 17-8 inden Morten Sahlertz ramte en treer og på en god afslutning af især Eric Palm fik reduceret til 17-19. Svendborgs mest scorende spiller i første periode var Antonio Porta, der virkelig var kommet for at spille.
I anden periode stemplede Rabbits’ store spiller Amadou Zaki ind. Han havde afgjort overhånden i de store spilleres kamp i kampen, og var sammen med Porta årsagen til at Rabbits holdt sig inde i kampen. For Bears startede Eric Palm flot, men det lykkedes Bears at skabe et hul før Akoon-Purcell og Darboe ramte en treer. Zaki scorede de sidste to point så Bears førte 45-37 efter 20 minutter.
I tredje periode var Svendborg igen bedst. Porta tiltrak sig mere og mere opmærksomhed og han scorede 7 point i perioden, mens Harding Nana scorede seks og var virkelig farlig i anden halvleg. Rabbits vandt periode tre 22-18 og Bears førte derfor blot 63-59 inden de sidste ti minutter.
DeVaughn Akoon-Purcell, hvis kontraktforlængelse blev annonceret kort inden kampstart, havde holdt sig i baggrunden i tredje periode, men i fjerde stemplede han ind. Han scorede de første fem Bears-point, mens Nana scorede de første otte for Rabbits. John Williamson stemplede imidlertid ind og scorede syv point, da kampen knækkede. Med et and-one play gjorde han det til 83-67 med tre minutter igen. Porta nåede at score en treer inden han fejlede ud, og Rabbits kom aldrig tættere på end 10 point (89-79) inden Bears sluttede med at scorede de sidste seks point.
Akoon-Purcell scorede 20 point, men Williamson scorede 14 og Nicolai Iversen 13. Michel Diouf scorede 10 point og tog 12 rebounds. For Rabbits scorede Antonio Porta 21 point, som han supplerede med seks rebounds og tre assists. Nana Harding scorede 19 point og tog 7 rebounds.
Kamp to spilles mandag i Svendborg – og kan ses på TV2 Sport.
BEARS SIKKERT TIL SEMIFINALERNE
Bakken Bears og Stevnsgade mødtes til deres 100. indbyrdes opgør og hvis der er noget, der har præget de indbyrdes opgør gennem tiden, så er det at der har været mange blowouts – begge veje. I disse år er Bears oven på og Stevnsgade fik et stort nederlag med hjem samtidig med at Bears blev klar til DM-semifinalerne for 21. sæson i træk.
Det lignede ellers ikke nogen stor sejr i første periode. Bears førte kun med 26-20 i en periode, hvor intensiteten ikke var på niveau med de øvrige kvartfinalekampes. Der blev delvist samlet op i kampens anden fjerdedel uden det talstærke publikum blev forkælet med alt for mange lækkerier. Bears førte 50-31 ved pausen.
I tredje periode fortsatte mønsteret med et Bearshold i teten og et Stevnsgadehold, der kæmpede fint, men ikke havde ressourcerne til at hente ind på Bears. I slutningen af perioden fik Bears dog sat lidt tempo på spillet anført bl.a af en velskydende Keane Thomann, der scorede ni point i perioden. Bears førte 83-50 inden de sidste ti minutter.
I fjerde periode fik bjørnene sat lidt fart på og holdet skruede op for lækkerierne. Et alley-oop dunk af DeVaughn Akoon-Purcell og en assist med ryggen til fra Eric Palm til et dunk af Kristjan Kitsing var nogle af højdepunkterne i hvad der endte med at blive en Bears-opvisning og sejr på 114-65.
Mest scorende for Stevnsgade var Jesper Sandager (17 p) og Filip Rajovic (15 p). Rasmus Espersen spillede en fin kamp med 11 point og 7 rebounds. For Bears scorede Eric Palm 18 p. Michel Diouf scorede 15 point og tog 11 rebounds, mens Devaughn Akoon-Purcell scorede 14 point og tog 10 rebounds. Alle 12 Bearsspillere scorede.
Stevnsgades sæson er slut, mens Bears fortsætter med DM-semifinalerne om ti dage, når Svendborg kommer på besøg. Første kamp spilles torsdag den 6. april. Svendborg vandt lidt overraskende 3-0 i deres kvartfinaleserie mod Næstved.
NY PLAYOFFS-REKORD
Bakken Bears vandt den første kvartfinalekamp imod et Stevnsgadehold, der manglede holdets topscorer David Champagnie. Bears afgjorde kampen i første periode der blev vundet 28-5, og derfra var det kun derudad – sejr på 117-60! Sejren var den største playoffssejr til Bears nogensinde.
Det var med Mike Gesell og Thomas Lærke i hopla at Bears tog hul på slutspillet. Thomas Lærke ramte hele fem trepointscoringer og Mike Gesell scorede otte point og så var Bears foran 23-1! Filip Rajovic var ene mand om at score i første periode – han nåede fem, mens Bears-duoen Gesell og Lærke blev suppleret af John Williamson, der scorede fem point i sit comeback.
Stevnsgade åbnede med at score de første fire point, men så scorede Bears 19 point i træk og Bears var foran 47-9! Stevnsgade kæmpede bravt og vandt også resten af anden periode, men savnet af topscorer Champagnie var for stort. Bears gik i tredje periode på et 21-0 run og i fjerde periode sluttede Stevnsgade med at ramme trepointscoringer i holdets sidste fem angreb! Således scorede udeholdet 26 point i sidste periode.
Sejren på 57 point var den største i klubbens playoffshistorie og overgik den hidtidige rekord fra 1999 med fire point – dengang også over Stevnsgade.
Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell, der satte 19 point på tavlen, mens Eric Palm scorede 16 point. For Stevnsgade scorede Rajovic 22 point.
Kamp to spilles fredag kl. 19.00 i Nørrebrohallen, mens kamp tre spilles mandag i Vejlby-Risskov Hallen.