HØJDEPUNKTER I TÆT KAMP
Der var højdepunkter i hobetal, da Bakken Bears fik en hårdt tilkæmpet sejr over pokalmestrene fra Næstved: Et fremragende comeback til Michel Diouf, 27 point, heraf 12 i fjerde periode af DeVaughn Akoon-Purcell og 33 point af udeholdets Patrick Onwenu.
Bears kom – efter storsejre over både Stevnsgade og Svendborg indenfor de seneste seks dage – blæsende ud af starthullerne og nåede hurtigt stort foran. Nicolai Iversen, Thomas Lærke og DeVaughn Akoon-Purcell ramte en treer hver til føring 15-5 og bjørnene fortsatte med at ramme fra distancen. Herefter ramte Mike Gesell og Eric Palm en treer, så Bears nåede foran 25-12 efter første periode.
Chris Christoffersen åbnede anden periode med en scoring til føring 27-12, men så fik Næstved bedre fat i spillet. Ni point i træk og reducering til 27-21. Resten af perioden svingede bjørneføringen mellem seks og 12 point inden Deon Mitchell ramte en treer til stillingen 46-37. Næstveds Philip åbnede halvlegspausen med at få en teknisk fejl for brok, og dermed startede Bears tredje periode med et straffekast og bolden i siden.
Bortset fra det point fra straffekastet, var det Næstved, der startede bedst. Sjællænderne gik på et 15-2 og nåede foran 52-49 efter fantastisk spil af Phillip Nolan og Patrick Onwenu. Fra 27-12 til 49-52 – et 40-22 run af udeholdet.
Det blev til gengæld startskuddet for Bears, der gik på et 13-2 run. Næstved sluttede bedst af og Bears-føringen var reduceret til 64-60 efter tre perioder.
Fjerde periode tilhørte Patrick Onwenu, der åbnede Næstveds målkonto med to treere efter et Eric Palm layup. Næstved fik dermed udlignet til 66-66. Akoon-Purcell scorede fem point, men kampen var på ingen måde afgjort. Devin Daly reducerede til 72-73, men ni point i træk af Bears mod et Næstvedhold, der var hæmmet af en skade til Onwenu, fik skabt det fornødne hul. Næstved fik ikke afsluttet og selvom Onwenu kom ind igen og satte endnu en treer, var løbet kørt for udeholdet. Bears vandt 89-82 efter 12 point i sidste periode af DeVaughn Akoon-Purcell.
Mest scorende for Bears var ligatopscorer Akoon-Purcell (27 p, 12 rebs), mens Michel Diouf (13 p, 6 rebs) fulgte efter. Bears vandt med hele 28 point i de knap 18 minutter Diouf spillede. Mike Gesell scorede 13 point og havde 9 rebounds.
For Næstved var Onwenu exceptionel med sine 33 point på bare 16 skud (6/7 på 3ere og 7/9 på 2ere).
Med sejren rykkede Bears på førstepladsen i Basketligaen med 23 sejre og 4 nederlag, mens Horsens har 22 sejre og 5 nederlag. Bears skal imidlertid vinde på torsdag, når holdet gæster Hørsholm for at undgå at HIC går forbi.
For Næstved er situationen, at vinder holdet i sidste runde over Randers (hjemmebane), rykker holdet forbi Svendborg, der højst overraskende tabte til Stevnsgade, så Næstved får hjemmebane i kvartfinalerne.
REFERAT: IMPONERENDE SEJR TIL BEARS
Det blev en imponerende stor sejr til Bakken Bears i tv-kampen mod Svendborg Rabbits. Bears vandt 109-74 efter en fantastisk første halvleg, som bjørnene vandt 64-36. Hele 10 spillere scorede mindst 7 point.
Bears stillede op uden de to skadede Michel Diouf og John Williamson. Derudover spillede Keane Thomann ikke på grund af en mindre skade. Rabbits manglede Mathias Kelly.
Kampen startede ganske lige. Efter knap fire minutter blev Stefan Bonneau – ved stillingen 9-9 – idømt sin anden fejl og blev udskiftet med den argentinske bronzevinder Antonio Porta. Det blev startskuddet til et større Bearsrun, og da Porta 4½ minut senere blev udskiftet – tilsyneladende med en ankelskade – var Bears foran 33-15. Bears førte 37-17 efter de første ti minutter.
I anden periode fortsatte Bears med at mase på, uden den helt samme effektivitet. Svendborgs point blev primært scoret af den dygtige guard Stefan Bonneau, der sluttede første halvleg med 12 point, en tredjedel af sit holds score. For Bears var Kristjan Kitsing rigtig velspillende og blev kun scoringsmæssigt overgået af Mike Gesell, der scorede 12. Bjørnene førte 64-36 ved halvlegspausen.
Efter halvlegspausen var Svendborg i førersædet. Bonneau scorede ti point og var en af de væsentlige årsager til at Rabbits faktisk vandt perioden 25-18. I fjerde periode satte Bears bilen i femte gear og fik genstartet det aggressive forsvarsspil. Det medførte en del fastbreaks og følgelig periodesejr på 27-13.
Kitsing blev topscorer med 16 point, mens Mike Gesell supplerede med 14. 10 af de 11 spillede, der kom på banen scorede mindst 7 point. Ingen af bjørnene spillede mere end 25 minutter. For Rabbits scorede Bonneau 27 point.
Statistisk set var reboundspillet næsten lige – Bears vandt 42-40, men Bears klart vandt assist-konkurrencen (32-9) og havde færrest turnovers (7-20).
Sejren var bjørnenes 22. i 26 kampe – Bears er dermed a point med Horsens IC, der dog har brugt yderligere end kamp på at nå det antal.
Bears spiller igen mandag (Næstved, hjemme) inden grundspillet afsluttes torsdag (Hørsholm, ude). HICs sidste opgave er torsdag ude mod SISU.
Rabbits holder fat i fjerdepladsen, men kan ikke længere gå forbi Hørsholm på tredjepladsen. Omvendt er der pres nedefra fra Næstved, der stadig kan overhale Rabbits. Kaniner mangler dog Stevnsgade i sidste kamp, og har derfor gode chancer for at slutte i top 4.
SIKKER SEJR TIL BEARS
Bakken Bears fik den ventede sejr over Stevnsgade SuperMen (118-81) efter en kamp, der blev afgjort i anden periode, og selvom Nørrebrodrengene kæmpede godt imod, kørte Bears en sikker sejr hjem med periodevist ganske fint angrebsspil. Kampen bød på flere personlige point- og reboundrekorder.
Der var fra starten lagt op til at en Bears-kamppause på en uge skulle resultere i flittig rotation og trods et par oversiddere (Chris Christoffersen blev roteret ud af truppen og Nicolai Iversen kom – som planlagt på forhånd – ikke på banen) var bjørnene i højt tempo. Det var ikke lige kønt hele vejen igennem, men Bears fik et par fine runs. Det første af disse var især iscenesat af en veloplagt Keane Thomann og bragte Bears fra 2-5 til 14-5. Filip Rajovic, Jesper Sandager og David Champagnie var ene om at score for udeholdet i første periode – ja, faktisk skulle man hen til kampens 20. minut før en fjerde Stevnsgadespiller scorede.
Ligatopscorer DeVaughn Akoon-Purcell startede på bænken, men kom ind i slutningen af første periode og i løbet af fem minutters spilletid havde han scoret 11 point og røg ud igen. Det samme gentog sig fra starten af tredje periode, hvor han scorede 11 på – dog på cirka syv minutter…
Bears spillede en fin anden periode, hvor bolden blev bevæget godt. Keane Thomann var fortsat en trussel, men scoringerne blev spredt godt ud mellem bjørnene. Hjemmeholdet var foran 54-36 ved halvlegspausen.
I tredje periode var der mest angreb og ikke så meget forsvar – gældende for begge hold. Perioden endte 29-29. David Kristensen ramte to treere i træk, mens James Young scorede otte af udeholdets point i perioden. Jonel Palou fik markeret sig scoringsmæssgt og satte syv af sine i alt 11 point i tredje periode.
I fjerde periode strammede Bears igen grebet, mens Stevnsgades profiler løb tør for luft. Bears fortsatte med at presse gæsterne og fik bevæget bolden godt i angrebet. Og når skuddene ikke gik i kurven, fik Bears rebounden. Perioden endte 35-16 – Eric Palm ramte tre treere i perioden og scorede 16 point i alt. For Stevnsgade var Rajovic eneste trussel i slutfasen og han scorede ni af sine 29 point i den sidste fjerdedel.
Rajovic’ 29 point er det højeste han har scoret i Basketligaen – hans hidtil højeste var 24 point fra tidligere på sæsonen, også i Vejlby-Risskov Hallen. David Champagnie scorede 16 point og tog 6 rebounds, mens spanske Jonel Palou udover 11 point tog 7 rebounds og havde 7 assists.
For Bears var Akoon-Purcell topscorer med sine 22 point på 11 minutter og 56 sekunders spilletid, mens Eric Palm scorede 16 point, ligesom Keane Thomann, der supplerede med hele 16 rebounds. Det var Thomanns højeste pointscore i Basketligaen i denne sæson og højeste antal rebounds i Basketligaen i de fire sæsoner han har tilbragt der. Unge David Kristensen scorede 14 point, også hans korte karrieres højeste tal.
Statistisk skal det noteres, at Bears virkelig dominerede reboundspillet (61-34) og det er interessant, at Bears tog flere angrebsrebounds end Stevnsgade tog forsvarsrebounds.
Stevnsgade spiller igen lørdag i Hørsholm, men slutter på 8.-pladsen uanset udfaldet af den kamp, mens Bears fortsat er to point efter HIC, der tirsdag aften slog Hørsholm. Bears har imidlertid to kampe i hånden i forhold til rivalerne. Næste opgave for Bears er torsdag, hvor Svendborg Rabbits kommer på besøg.
FORSVAR SIKRER STORSEJR TIL BEARS
Efter nederlaget for tre dage siden fik Bears revanche i søndagens Basketligaopgør mod Horsens IC. Bears vandt 80-53 efter en flot indsats – måske sæsonens bedste forsvarsindsats.
Bears var ekstremt aggressive fra starten af kampen og Horsens IC begik en stribe fejl, der sendte aarhusianerne på linjen. Ligatopscorer DeVaughn Akoon-Purcell var – efter 36 point i torsdags – helt klar fra starten af kampen og scorede fem af sit holds otte første point – også kampens første otte point.
For begge hold blandede mange spillere sig i scoringerne – Bears’ fem startere havde scoret efter fire minutter, da Chris Christoffersen med to straffekastscoringer bragte sit hold foran 12-4. Senere i periode satte Thomas Lærke kampens første treer og Bears nåede foran med 27-14 efter første periode. HIC fik aldrig fat i forsvaret og Bears skød 14 straffekast (og scorede 12) i de første ti minutter.
Anden periode blev mere lige, men Bears fortsatte i førersædet. I modsætningen til torsdagens kamp, havde Bears mere kontrol over bolden og havde ikke det hav af turnovers som holdet præsterede tidligere på ugen. HIC fik reduceret til 31-21, men et 8-0 run genskabte hjemmeholdets solide føring. Specielt sidst i perioden var Akoon-Purcell flyvende og han scorede 10 point ud af hjemmeholdets sidste 13 – og nåede 19 point ved afslutningen af anden periode. HIC havde en skidt dag bag trepointlinjen, men fik alligevel begrænset Bears-føringen ved pausen til at være på 16 point – 49-33. Sammenlignet med at Bears smed en føring på 18 point væk i torsdags kunne ingen vide sig sikre på sejren…
Sejren kom dog aldrig i fare. Fokus var på plads og de perioder, hvor hjemmeholdet ikke kunne ramme kompenserede forsvaret for det. Specielt Keane Thomann spillede fantastisk og – udover at notere sig for en double-double – bidrog han til at HIC ikke scorede mere end 20 point i anden halvleg, inkl. en treer to sekunder før tid, da spillerne var stoppet med at spille.
Bears vandt tredje periode 16-13 og fjerde periode 15-7 – og dermed kampen 80-53. HIC fandt aldrig modsvar på Bears’ forsvarsspil og udeholdet ramte blot 4 af 34 trepointforsøg (12%). Hjemmeholdet var bestemt ikke bedre, idet kun 8% af skuddene bag linjen røg i kurven (2/22).
Bears var til gengæld totalt dominerende i reboundspillet (60-37!), og havde kun marginalt flere turnovers end udeholdet (18-14).
Med sejren henter Bears ind på HIC. Bjørnene har 19 sejre i 23 kampe, mens HIC har 20 gevinster i 25 kampe. Bears kan dermed tage førstepladsen i grundspillet med en sejr i de resterende kampe, næste opgave er tirsdag i Næstved. HIC spiller næste tirsdag hjemme mod Randers Cimbria.
Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell (21 point – 19 i første halvleg foruden 8 rebounds). Keane Thomann scorede næstflest (14 point, 12 rebounds). Bears fik spredt minutterne godt ud og kun holdets topscorer spillede mere end 24 minutter.
For HIC scorede Iffe Lundberg 15 point (foruden 6 rebounds), mens Dan Trist scorede 10 point (også 6 rebounds).
SEJR TIL HIC EFTER FLOT COMEBACK
Hele 18 turnovers i anden halvleg kostede dyrt og medførte, at Bears satte en komfortabel føring over styr i topopgøret mod Horsens IC. HIC vandt 94-90 og der venter nu en fantastisk spændende revanchekamp på søndag i Vejlby-Risskov Hallen. HIC kan med en sejr mere eller mindre sikre sig den endelige førsteplads i grundspillet, mens Bakken Bears med en sejr kan bringe sig i pole position inden de sidste kampe.
Første del af første periode var helt lige. For begge hold var scoren fint spredt ud og HIC hang på til 18-19 inden Bears sluttede flot af og scorede 11 ubesvarede point i de sidste to minutter af perioden. I anden periode fortsatte mønsteret og Bears nåede foran hele 46-29 og 50-31 inden perioden sluttede 53-35. Havde man ikke de øvrige indbyrdes kampes rutscheture i den mentale bagage, ville det have lignet en afgjort kamp. DeVaughn Akoon-Purcell og Thomas Lærke havde scoret hhv 17 og 14 point for Bears, mens Dan Trist havde sat 10 point på tavlen for gæsterne.
I tredje periode spillede HIC mere aggressivt og fik presset Bears til turnovers. Hele 13 stk havde Bears i perioden. Udeholdet fik skåret Bearsføringen til 10 point (60-50) midt i perioden, men Bears fik sikret sig lidt luft, da holdet – trods en stribe missede straffekast – kom på 69-52. De forsvarende mestre sluttede dog bedst med et 11-0 run og fik reduceret til 63-69 inden starten på sidste periode.
Endnu engang fik Bears øget føringen, så holdet kom foran med 13 midt i fjerde periode (83-70). Herfra stod der dog kun HIC på programmet. Ti point på under to minutter og selvom topscorer Akoon-Purcell satte et straffekast, var det en begrænset trøst for Bears, eftersom HIC fulgte op med otte ubesvarede point. Thomas Lærke satte en treer til 87-88 med 24 sekunder igen, men Bears lykkedes ikke med selv at score og HIC kunne vinde kampen fra straffekastlinjen. Således fik det kun kosmetisk betydning at Akoon-Purcell satte en treer – sin 36. point – i kampens sidste sekund.
Udover at blive topscorer var Akoon-Purcell også – sammen med Nicolai Iversen – hjemmeholdets bedste rebounder med 11 stk. Næstmest scorende var Thomas Lærke med 25 point. Akoon-Purcell og Lærke scorede således 61 af bjørnenes 90 point og tog 40 af holdets 71 afslutninger!
Lawrence Alexander scorede 20 point for vinderne, mens Iffe Lundberg scoede 18. Han supplerede med 11 rebounds.
Bears tog flest rebounds (45-40), havde de bedste scoringsprocenter (46 -44) fra gulvet og havde klart flest assists (22-14). Men antallet af turnovers var afgørende, her havde Bears 26 imod 13 fra HIC.
HIC har nu fire point forspring til Bears (HIC har 20 sejre og 4 nederlag – mens Bears har 18 sejre og 4 nederlag). Horsens har tre indbyrdes sejre og Bears og vil derfor slutte øverst i tilfælde af pointlighed mellem parterne. Bears skal altså vinde søndag, når holdene igen mødes i Vejlby-Risskov Hallen og selv med en sejr, kræver det, at holdet ikke taber yderligere i denne sæsons grundspil, hvis førstepladsen skal hjem.
Fælles for alle fire kampe (inkl en pokalkamp) imellem de to hold i denne sæson er – udover at Horsens har vundet alle gangene – at det ene hold har været stort foran undervejs og at kampene har været tætte til sidst. HICs sejre har været på 1, 4, 5 og 6 point.
Tip off søndag er kl. 14.00 – det bliver et brag af en kamp!
SEJR EFTER INTENS KAMP
Bears måtte kæmpe hårdt for sejren i søndagens Basketliga-kamp mod SISU. Kampen var lige indtil de sidste minutter af tredje periode og indtil ligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell scorede 15 point på fire minutter i de sidste minutter af perioden. Med sejren på 102-82 er Bears kun to point efter Horsens IC på førstepladsen i ligaen, og Bears har en kamp i hånden i forhold til de sydlige naboer.
Første periode startede lige med meget lidt forsvar og to meget velskydende hold. Bears ramte fem treere i første periode alene, mens SISU nærmest havde frit spil til at lægge layups i kurven. Mønstede fortsatte i anden periode, men hvor Bears havde taget teten i de første ti minutter var det nu SISUs tur i de efterfølgende ti, som udeholdet vandt 24-15.
En skarp Baru Adjehi gjorde ondt på Bears i starten, men den helt store SISU-profil i de første 20 minutter var Anders Haas, der scorede 19 point i første halvleg. Desværre for udeholdet scorede han slet ikke efter pausen. For Bears var scoringerne fint delt ud – hele ni spillere scorede i første halvleg.
Mønsteret fra anden periode fortsatte dybt ind i tredje periode, hvor SISU var i teten og truede med at løbe fra SISU. Kyle Dranginis bragte SISU foran 65-59, men efter et Mike Gesell straffekast tog DeVaughn Akoon-Purcell over. Han scorede 19 point i tredje periode, heraf 15 i de sidste fire minutter. Det blev starten på et 27-4 run, hvor Bears ændrede stillingen fra 68-69 til 95-73. Herefter blev profilerne pillet ud og de sidste minutter blev afsluttet med let faldende intensitet og koncentration.
Kampen var en af sæsonens bedste i Vejlby-Risskov Hallen med virkelig høj intensitet og ekstremt højt tempo. DeVaughn Akoon-Purcell sluttede – foruden 8 rebounds – kampen med 31 point på knap 25 minutter – dermed har han i uge 7 sat 91 point på tavlen i tre kampe! Mike Gesell scorede 15 point, som han supplerede med 7 assists, mens Adama Darboe scorede 13 point, tog 6 rebounds og havde 5 assists.
Anders Haas scorede 19 point, mens Kyle Dranginis scorede 18 point.
SISU spiller næste gang næste søndag, når Næstved kommer på besøg til en meget kamp om tredjepladsen. Bears spiller torsdag på hjemmebane mod Horsens IC og samme hold er modstander igen på søndag. De to kampe kan meget vel afgøre førstepladsen i grundspillet i Basketligaen.
Bears-sejr i sidste minut
Bakken Bears fik den ventede sejr over Stevnsgade, men det holdt meget hårdt og kampen blev først afgjort i det sidste minut, som Bears vandt 7-0. Kampen endte 90-81 og dermed fik Bears sin 15. sejr i 18 kampe, mens Stevnsgade endnu ikke har prøvet at vinde.
Stevnsgade startede klart bedst og bragte sig foran 13-6, men et par udskiftninger senere var Bears foran med 15-13. Den store profil i første periode var udeholdets Jesper Sandager, der satte fem trepointscoringer i første periode. Desværre for udeholdet scorede han blot to point i resten af kampen.
Stevnsgade startede også anden halvleg bedst. Udeholdet bragte sig foran 34-23 mod et Bearshold, der slet ikke dækkede op. Omvendt var Stevnsgade utrolig velskydende i kampens første 15 minutter. Bjørnene fik dog samlet op og især Eric Palm fik trådt et skridt op og han sluttede perioden med otte af hjemmeholdets sidste ti point. Stevnsgade foran 42-40 ved halvlegspausen.
Stevnsgade – nu anført af Filip Rajovic og Jens Erik Nielsen – var foran indtil 50-49, men herefter var Bears foran. Fra 56-55 scorede hjemmeholdet seks point i træk og i starten af fjerde periode gik Bears på et 10-2 run. Ved 72-59 var det svært at forestille sig at kampen ikke var afgjort – men Stevnsgade kæmpede forbilledeligt og kom tæt på.
Bears holdt den tociffrede føring til 77-66, men så begyndte Filip Rajovic for alvor at score. Et layup og to trepointscoringer skabte spænding og da Jonel Palou reducerede til 83-81 var spændingen fuldt tilbage. Desværre for Stevnsgade fulgte et par turnovers, mens Bearsspillerne fik udnyttede deres chancer, og dermed blev spændingen i kampen punkteret.
Mest scorende for Stevnsgade var Filip Rajovic (24 point på 10 skud), mens David Champagnie scorede 18, som han supplerede med 16 rebounds. For Bears scorede Eric Palm 20 point – foruden 8 assists – mens Thomas Lærke satte 15, som han supplerede med 10 rebounds og 7 assists. Ligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell scorede 14 point og tog 8 rebounds.
Stevnsgade spiller næste gang på onsdag ude mod Hørsholm, mens Bears har to udebanekampe i den kommende uge – mod Svendborg tirsdag og Næstved torsdag.
Stor Bearssejr uden flere profiler
Bakken Bears uden skadede Michel Diouf, ikke-spille berettigede John Williamson og de to profiler Thomas Lærke og DeVaughn Akoon-Purcell, vandt sikkert over et Hørsholm-hold, der manglede karantæneramte David Harder og skadede Mikael Vincents. Bears vandt alle fire perioder, tre af dem med mindst 11 overskydende point og forskellen blev nok bedst illustreret i scoringsprocenterne. Hørsholm skød 41% på toere, mens Bears skød 50%, og forskellen var endnu større på treere, hvor Bears ramte 53% og Hørsholm blot 22%.
Kampen startede ellers frisk og lige ud. Hørsholm var med i den første halvdel af perioden, men var sidste gang i front ved 14-13. Bears scorede 13 point i træk – anført af to treere fra anfører Nicolai Iversens hænder – og det run blev forlænget til et 19-4 run, hvor Bears ramte hele fem treere. Udover Iversens to, blev det til tre stk fra Morten Sahlertz.
Anden periode fortsatte hvor første var sluttet og Bakken Bears scorede de første syv point – i alt gik bjørnene således fra 13-14 til 39-18! 79ers svarede igen med et par treere og fik – trods to treere fra Eric Palm midt i perioden – bedre fat i spillet. Bears vandt perioden med to point, og føringen ved halvleg var 51-35.
Også i tredje periode var Bears bedst fra start. Ti point i træk fjernede den sidste rest af spændingen og da Bears også sluttede bedst med et 8-2 run lukkede kampen endegyldigt ned. Hjemmeholdet foran 75-48 inden sidste periode.
Selvom begge hold manglede nogle profiler og kampen reelt var afgjort, blev der kæmpet til sidste minut. Bakken Bears fortsatte den fine eftermiddag bag trepointslinjen ved at sætte fem styk i sidste periode, heraf ramte Morten Sahlertz den næstsidste et par meter bag linjen og Marius Sørensen scorede sine første Bearspoint i sin debut med blot tre sekunder igen, så Bears rundede 100 point – slutresultatet blev 102-64.
Topscorer for udeholdet blev Marvin Dominique med 15 point, mens Asbjørn Midtgaard scorede 14 som blev suppleret med 9 rebounds. Midtgaard kæmpede forbilledligt, men var oppe imod et par store og stærke spillere i Keane Thomann og Chris Christoffersen. Jyles Smith scorede 11 point, tog 6 rebounds og havde 4 assists.
For Bears scorede alle ti spillere, der var på banen. Pointene var fint fordelt – mest scorende var Eric Palm og Mike Gesell, der hver scorede 16. Gesell havde derudover 8 assists og de knap 29 minutter han havde på banen blev vundet med 41 point! Kristjan Kitsing scorede 15 point og tog 5 rebounds, mens Morten Sahlertz scorede 14. Nicolai Iversen og Keane Thomann scorede hver 10 point.
Næste opgave for 79ers er først 1. februar, når holdet tager imod Næstved, mens Bears allerede onsdag spiller den sidste kamp i dette års Basketball Champions League, når tyrkiske Banvit kommer på besøg. Næste kamp i Basketligaen er et topopgør, når holdet drager til Forum Horsens for at møde HIC – det sker den 2. februar.
Bears fik fat i forsvaret mod Hørsholm
Efter et nederlag til SISU og to nederlag i Basketball Champions League, kom Bakken Bears tilbage på sporet mod Hørsholm 79ers. I de seneste træninger har fokus været på forsvaret og i tre af de fire perioder blev der leveret i den ende.
Bakken Bears kom flyvende ud af starthuller og fire forskellige spillere ramte i alt hele fem trepointscoringer i første periode. Bears pressede udeholdet godt, og holdt 79ers på blot 14 point. Det hjalp naturligvis ikke udeholdet af Mikael Vincents måtte sætte sig skadet ud efter blot et par minutters spil.
Føringen på 27-14 efter ti minutter blev med et super run øget til 41-17 midt i anden periode efter noget af det bedste Bearsspil længe. Udeholdets topscorer Marvin Dominique, der slet ikke var kommet på tavlen på dette tidspunkt fik langsomt men sikkert spillet sig ind i kampen og med ham fulgte resten af udeholdet, så Bears-føringen ved halvleg var begrænset til at være på 19 point – bl.a skaffet efter en buzzer beater næsten fra midten af Bears-topscorer Kristjan Kitsing.
Tredje og fjerde periode var helt lige. Intensiteten dalede og selvom Bears igen ramte fem trepointscoringer i tredje periode var forsvaret slet ikke på niveau med første halvlegs. Jyles Smith leverede den bedste præstationen af en enkelt spiller i en enkelt periode, da han scorede 14 point i tredje periode. Igen afsluttedes perioden af en treer af Kitsing, der i alt scorede 19 point.
I fjerde periode var der længere mellem scoringerne. For Bears var Keane Thomann godt spillende, mens Asbjørn Midtgaard udmærkede sig for udeholdet. Facit blev en sikker Bearssejr på 90-71 og dermed 12. sejr i 14 kampe.
Mest scorende for Bears var Kristjan Kitsing, der scorede 19 point, mens DeVaughn Akoon-Purcell scorede 16. For 79ers scorede Jyles Smith 20 point, mens Mathias Bæk og Marvin Dominique scorede 12 hver.
Foromtale: Lokalopgør mod Randers
Bakken Bears spiller fredags kalenderårets sidste kamp, når Randers Cimbria kommer på besøg. Selvom Bears tidligere på sæsonen har vundet to sikre sejre over Cimbria, er det altid spændende hvilke type kampe det bliver, når de to hold mødes.
Tip off kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.
NEDERLAG TRODS FLOT INDSATS
Det blev et nederlag imod græske Aris, men Bakken Bears kæmpede godt imod og var med i kampens første tre perioder. Da buzzeren lød efter tredje periode var bjørnene blot bagud med et enkelt point, men bolden var i luften og røg sekundet senere i kurven til føring på 60-56. Kort efter ramte Aris et par treere mere og så var kampen knækket.
Bears var ellers fint med i hele første halvleg. Især Adama Darboe startede godt og scorede ni point i første periode, og Bears kunne gå til pause efter de første ti minutter (22-20). I anden periode var Will Cummings bedste mand og han var – sammen med Darboe mest scorende i kampens første 20 minutter med 12 point. Aris førte 39-36 ved halvlegspausen efter en fin afslutning til stor tilfredshed for de mange tilrejsende fans.
I tredje periode kom Bears-topscorer DeVaughn Akoon-Purcell bedre med scoringsmæssigt og han satte syv point på tavlen. Alligevel var Bears ved at blive hægtet af, da Aris bragte sig foran 55-47 med tre minutter igen. Mike Gesell, der også scorede syv point i perioden ramte en toer og en treer, så føringen blev skåret til blot et point, 57-56, men Vassilis Xanthopoulos satte sin treer fra omkring midterlinjen, så Aris førte 60-56.
Michael Jenkins og samme Xanthopoulos åbnede fjerde periode med at ramme to treere og stærke Tadija Dragicevic scorede til føring på 68-56 for Aris. Mike Gesell ramte efterfølgende en treer, men Bears havde ikke energien til at dække lige så godt op som i de første tre perioder og Aris ramte hele seks trepointscoringer i kampens sidste ti minutter.
Mest scorende for Aris var Will Cummings med 19 point, mens Dragicevic scorede 18. Xanthopoulos spillede en virkelig stor kamp med 12 point – en treer til at lukke tredje periode og ni point i sidste periode – og han supplerede med syv rebounds og fem assists.
For Bears scorede DeVaughn Akoon-Purcell 21 point og han tog otte rebounds. Thomas Lærke scorede 15 point, Adama Darboe scorede 14 point, mens Mike Gesell scorede 12.
Kampen sluttede et urimeligt hård program for Bears – fire kampe på en uge – og der er nu otte dage til at restituere inden næste kamp – udekampen i Monaco, som samtidig er den sidste inden jul. Kampen spilles onsdag den 21. december.
Buzzer beater-sejr over Næstved
Med en buzzer beater af Michel Diouf, der ellers pga en ankelskade havde været tvivlsom starter lige op til tip off, fik Bakken Bears forløst Vejlby-Risskov Hallen efter sæsonens største drama. Bears vandt 78-76 over Team Fog Næstved i torsdagens tv-kamp.
Kampens første spændende nyhed var om Michel Diouf kunne spille efter han søndag havde pådraget sig en skade, og 20 minutter før tid vendte fysioterapeuterne Knudsen og Bøttcher tommelfingeren op – og selvom Diouf så lidt rusten ud i starten af kampen viste det sig som en væsentlig beslutning.
Efterfølgende var spændingen knyttet til hvem der skulle ramme Bears’ første trepointscoring, og dermed udløse Teddy Bear Toss – det skete hurtigt, idet DeVaughn Akoon-Purcell satte sit første forsøg – i bjørnenes andet angreb – hvorefter det regnede med bamser.
Bearsholdet spillede sin tredje kamp på fem dage, og der var spænding om hvorvidt hjemmeholdet fysisk ville være helt på toppen. Det svar tonede imidlertid fra start negativt ud – Næstved startede klart bedst, bl.a. anført af Deon Mitchell, der scorede syv af Næstveds første 16 point – føring på 16-5 til udeholdet, der ellers havde haft en skuffende sæsonstart.
Efterfølgende fik Bears dog et 8-0 run, bl.a efter to treere af Adama Darboe, men Næstved sluttede med fem point og føring på 23-15.
Anden periode var mere lige. Hjemmeholdets Thomas Lærke satte to treere midt i perioden og da DeVaughn Akoon-Purcell kort efter scorede og udbyggede bjørnenes run til 8-0, var Næstveds føring blot på et point, 30-31. Næstved sluttede dog perioden bedst og førte 42-37 ved halvlegspausen.
De trætte Bearsben fik en masse energi i halvlegspausen og Bears steppede virkelig op forsvarsmæssigt. Bakken Bears startede med et 14-0 run og kampen var tippet på hovedet. Imidlertid var Næstved ikke sådan at slå ud og stærkt spil af Moritz Lanegger, der fik sin debut, samt Philip Nolan var med til at gøre kampen tæt igen. Bears oppe med en inden sidste periode, 62-61.
Udeholdet startede fjerde periode bedst, og Bears så trætte ud. Næstved bragte sig – efter flotte scoringer af udeholdets bedste spiller Earnest Ross – foran 68-62 og kun to treere af hjemmeholdets DeVaughn Akoon-Purcell sikrede at kampen ikke var afgjort midt i perioden. Næstved førte dog frem til 31 sekunder før tid, hvor Thomas Lærke satte en meget presset og lang treer til 76-76.
Herefter trådte Michel Diouf i karakter. Først et block på en af sjællændernes spillere og slutteligt – da Bears fik bolden med 2,9 sekunder igen – en fade away buzzer beater til 78-76. Stor jubel i Vejlby-Risskov Hallen.
Med sejren holder Bears kontakt til Horsens IC i toppen af rækken med sejr nummer otte i ni kampe – HIC har vundet ni ud af ni. Næstved fik – trods nederlaget – vist at holdet nok skal kravle op i tabellen, men med blot to sejre i ni opgør skal der snart nogle sejre på bordet.
Basketligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell scorede 21 point og tog 9 rebounds, mens Thomas Lærke scorede 14 point. Tre spillere – Mike Gesell, Michel Diouf og Adama Darboe – scorede hver ti point.
For Næsted scorede Earnest Ross 16 point og tog 13 rebounds, mens Cheikh Sane scorede 14 point.
Næste opgave for Næstved er hjemmekampen mod Stevnsgade onsdag den 7. december, mens Bears spiller i Basketball Champions League tirsdag den 6. i Tjekkiet mod Nymburk og i Basketligaen i Svendborg torsdag den 8.