SEJR, 4-0, 16. DM-titel
Med den fjerde sejr på stribe i DM-finaleserien mod Horsens IC, vandt Bakken Bears klubbens 16. danske mesterskaber og det andet i træk. Bakken Bears vandt finalekamp fire med 83-76 efter at have været bagud med ni point i slutningen af tredje periode.
DM-finaleserien blev indledt med at udeholdets Kevin Larsen blev kåret som årets spiller i Basketligaen, men spillemæssigt var HIC-spillerens hold i starten et skridt bag hjemmeholdet. Bears kom foran 9-3 og 13-6 inden HIC – anført af en virkelig velspillende Lawrence Alexander kom på 13-13. Det lykkedes aldrig HIC at komme foran i første periode, og Bears havde næsten slået et hul inden Frederik Rungby scorede samtidig med slutsignalet. Føring til Bears på 26-21 efter ti minutters spil. Tony Bishop havde spillet imponerende for Bakken Bears (ni point i første periode).
I anden periode fik HIC udlignet ved 30-30 og kvaliteten af forsvarsspillet var virkelig nedadgående. Perioden var tæt og HIC fik igen udlignet til 41-41 i første halvlegs sidste minut, men Bears sluttede af med et dunk signeret Jaye Crockett. 43-41 efter 20 minutter.
I tredje periode indledte DeVaughn Akoon-Purcell med en scoring, inden HIC gik på et 16-2 run. Kevin Larsen og Lawrence Alexander var virkelig imponerende, og HIC-holdet fik frustreret Bears til at smide bolden væk. HIC nåede holdets største føring ved 57-47 og 59-49. Bears fik pyntet en smule på resultatet inden udgangen af tredje periode, men ved 59-66 og blot ti minutter igen lignede det ikke guldfest. Især fordi hjemmeholdets spil så forkrampet ud.
Doug Wiggins åbnede sidste periode med en trepointscoring, og da Darko Jukic og senere Michel Diouf scorede og Bears dermed fik udlignet til 66-66, fik stemningen i den fyldte Vejlby-Risskov Hallen virkelig et løft. Tony Bishop fik bragt hjemmeholdet foran – og Bears-runnet på 11-0.
Alexander scorede to straffekast for HIC inden Jukic og Akoon-Purcell scorede fem point. Igen skulle HIC på straffelinjen, hvor Kevin Larsen scorede et point før holdet kunne score. Jaye Crockett scorede en treer til 76-69. Horsens IC skulle knap syv minutter ind i perioden inden holdet blev noteret for et field goal og da var det for sent. Darko Jukic scorede et lay up, Michel Diouf to straffekast og den selvsamme senegaleser noterede sig for et par gode aktioner i forsvaret. Selvom Lawrence Alexander med sit 34. point reducerede til 82-76 var Bears for stærke i slutfasen.
Mest scorende i den fjerde finalekamp var Lawrence Alexander, der blev noteret for 34 point, mens Kevin Larsen scorede 11 point som han supplerede med 9 rebounds. For Bakken Bears scorede finalernes bedste spiller, Jaye Crockett, 20 point og han tog ydermere 5 rebounds. Darko Jukic og Michel Diouf scorede hver 14 point – og de supplerede med hhv 7 og 14 rebounds!
BLÆNDENDE FØRSTE PERIODE GIVER SIKKER SEJR
En rigtig god første periode grundlagde en sikker sejr til Bakken Bears og dermed en 2-0 føring i DM-finaleserien, der fortsætter på torsdag i Forum Horsens. Jaye Crockett scorede imponerende 23 point på 10 skud.
Bears startede som lyn og torden, og selvom Christian Benzon startede med at score HICs første fem point, men problemet for udeholdet var at Bears-skuddene regnede i kurven. Bjørnene bragte sig foran 15-5 og senere 25-9 og 33-12! 400-kamps-jubilar Morten Sahlertz fik sine første minutter i finaleserien og satte to treere i periode, hvor Bears i alt satte syv stk. Bears førte 36-16 efter de første ti minutter – efter en opvisning i forsvarsspil fra årets forsvarsspiller Michel Diouf og virkelig godt angrebsspil fra hele Bears-gruppen. Syv spillere scorede for hjemmeholdet, mens kun tre HIC-spillere fik scoret.
I anden periode viste Lawrence Alexander sine evner og sammen med Shannon Hale fik han HIC-holdet på et 13-2 run. Bears – stadig anført fra Jaye Crockett – fik øget afstanden til 45-31 og senere 54-34 efter 20 minutters spilletid. Crockett havde scoret 17 point ved halvlegspausen, mens Kevin Larsen havde stået for 13 point for udeholdet.
Anden halvleg blev groft sagt en stor gang udveksling af scoringer. Bears nåede foran 68-41 efter to treere af en velspillende Doug Wiggins, og det blev også til 79-51 da Adama Darboe satte en treer, mens Lawrence Alexander sluttede perioden med et firepointspil.
Stillingen var 81-57 inden sidste periode. Bænkspillerne blev sat ind i kampens afslutning, og der var gode præstationer fra Bakir Serdarevic, der scorede 5 point og Aladdin Barakeh, der scorede seks af sine ni point i kampens afslutning. For Bears gjorde Sylvester Berg det godt med ni point i sidste periode.
Lawrence Alexander scorede 22 point (på bare 12 skud) for HIC, mens Kevin Larsen scorede 16. Aladdin Barekeh var tredjemest scorende med ni point.
For Bears scorede Crockett 23 point, mens Tony Bishop scorede 13 point, som han supplerede med syv rebounds. DeVaughn Akoon-Purcell og Michel Diouf scorede hver 11 point.
Bears vandt reboundstatistikken 36-29, mens det var særdeles sigende, at Bears blev noteret for 28 assists og HIC havde 13!
Torsdag lægger Forum Horsens gulv til den tredje DM-finale, mens finale fire spilles mandag i Aarhus.
BEARS I FINALEN FOR 16. SÆSON I TRÆK
Bakken Bears sikrede sig mandag aften en plads i DM-finalerne for 16. sæson i træk. Det skete efter en rigtig playoffskamp, hvor bjørnene slog Team FOG Næstved 74-61. DM-finalerne starter allerede torsdag, hvor Horsens IC har hjemmebane i Forum Horsens.
Næstved var fint med i starten af første periode, hvor Kazembe Abif kom til et par lette scoringer, men sjællænderne fik problemer med at score, og det udnyttede Bears til et 19-0 run til føring på 25-9. Darko Jukic var dybt imponerende i første periode, hvor han scorede 14 point.
I anden periode stoppede Bears til gengæld med at gå inside, og efter en treer fra Tony Bishop og en fra DeVaughn Akoon-Purcell, scorede Næstved 12 point i træk. Team FOG fik reduceret til 30-34 efter fine scoringer af Chris Gabriel og Kazembe Abif. Bears fik dog fat igen scoringsmæssigt, men holdet tabte stadig anden periode 10-18. Bears havde dog stadig føringen (38-32) ved pausen.
Tredje periode blev en fantastisk forsvarsopvisning fra begge hold. Bears havde for mange turnovers, mens Næstved blev presset til svære afslutninger. Bears vandt perioden med de lave cifre 14-11 trods en treer i slutfasen af en velspillende Mathias Bak Christensen.
Bears førte 52-43 og trods Darboes indledende scoring satte Næstved tryk på og scorede fem point i træk. Næstved scorede en treer til reducering til 51-56, men så satte Bears forsvarstrykket ind. Hjemmeholdet gik på et kampafgørende 11-0, hvor Michel Diouf scorede de sidste seks point. Bears bragte sig endda foran 73-55 inden Næstved ramte to treere.
Kazembe Abif blev topscorer for Næstved med 13 point (foruden 9 rebounds), mens Devin Daly scorede 11 og Troy Franklin scorede 10 (og 6 assists). For Bears scorede Darko Jukic 21 point foruden 9 rebounds. Michel Diouf noterede sig for en double-double med 13 point og 10 rebounds.
Bakken Bears er med sejren sikker på DM-medaljer for 22. sæson i træk. Det er fjerde sæson i træk, at Bears og Horsens IC mødes i finalerne – HIC vandt de to første og Bears vandt i sidste sæson.
EUROPÆISK EVENTYR SLUT
Bakken Bears’ europæiske eventyr sluttede onsdag aften, da Sidigas Scandone Avellino kvalificerede sig til finalen i FIBA Europe Cup med en sejr på 72-82 i Aarhus. Italienerne vandt 75-72 i den første kamp.
Bears spillede et elendigt andet quarter, og det blev kostbart. Avellino førte således 48-33 ved halvlegspausen. Bakken Bears kom ellers flot tilbage i tredje og starten af fjerde periode, og nåede foran med to point (62-60) midt i fjerde periode, men den italienske landsholdsspiller Ariel Filloy og den ukrainske ex-NBA-spiller, Kyrylo Fesenko, var for gode i slutfasen.
Bakken Bears nåede at spille 20 europæiske kampe i sæsonen og som det blot andet nordiske hold nogensinde, nåede de forsvarende danske mestre semifinalen i en europæisk turnering. I alt har et nordisk hold deltaget i Europa Cup’en 213 gange!
Bears er på næste vind-eller-forsvind-opgave på fredag, når holdet drager til Næstved, hvor Team FOG tager imod i den fjerde DM-semifinalekamp. Sydsjællænderne fører serien 2-1 og kan med en sejr kvalificere sig til DM-finalen.
BEARS SLÅR TILBAGE OG FREMTVINGER KAMP 4
Efter nederlag i de to første semifinalekampe var Bakken Bears under pres til kamp tre i Aarhus. Det var nødvendigt med en sejr, hvis elimination fra kampen om DM skulle afværges, og den mission lykkedes. Bears vandt 100-84, og fik dermed reduceret til 1-2 i serien, der fortsætter på fredag i Arena Næstved. Inden den kamp skal Bears dog spille europæisk semifinale på onsdag, når Sidigas Scandone Avellino gæster Aarhus.
For første gang i denne serie var første quarter relativt lige. Anført af en varm Devin Daly fik udeholdet fra Næstved taget teten i den første del af perioden, men et 10-0 run af Bears fik bragt sig foran 22-14. Bears’ Michel Diouf spillede igen en fremragende kamp, og han sluttede med at score Bears’ sidste fire point i første periode. 28-22 til bjørnene.
I starten af anden periode scorede Næstved hurtigt seks point, men en genopstanden DeVaughn Akoon-Purcell scorede fem hurtige point. Bears-topscoreren har haft et par kampe uden for alvor at kunne ramme kurven, men han var for alvor tilbage i dagens kamp. Bears førte 53-40 ved pausen.
I tredje periode blev der ikke slækket på fokus. Bears nåede foran med 18 point (61-43, 25. minut) og var foran med 16 point (69-53, 29. minut) inden Næstved gik i comeback-mode. Otte point i træk af udeholdet, heraf fem af Kazembe Abif, skabte næsten lighed, men Akoon-Purcell scorede bjørnenes sidste syv point i perioden. 76-63 med ti minutter igen.
Efter Daly havde åbnet scoringen i fjerde periode scorede Bakken Bears 16 point i træk. Det afgjorde reelt kampen, uagtet at Næstved scorede ti point i streg, fem til Daly og fem til Troy Franklin. Nicolai Iversen, Akoon-Purcell og Sylvester Berg fik dog afværget spændingen og det ændrede ikke noget at Franklin og Abif fik scoret til sidst.
Akoon-Purcell blev Bears’ mest scorende spiller med 28 point, som han supplerede med 6 rebounds og 8 assist. Michel Diouf scorede 20 point og han tog 6 rebounds. Troy Franklin scorede 28 point for Næstved og han supplerede med 5 assists, mens Devin Daly scorede 20 point.
BEARS TABER TIL VELSPILLENDE NÆSTVED-HOLD
En overdådigt spillende Troy Franklin, der scorede 26 point, var drivkraften bag Team FOG Næstveds udebanesejr på 91-83 over Bakken Bears. Dermed fik Næstved et godt rygstød inden den anden semifinalekamp, der spilles på søndag i Arena Næstved.
Bakken Bears kom ellers bragende godt fra start med en føring på 18-5 midt i første periode, men Troy Franklin holdt udeholdet inde i kampen med 12 point alene i første periode. Efter de første ti minutter førte Bears 31-21 efter en buzzer treer af JJ Mann. I anden periode fik Næstved hurtigt lukket hullet. Zygimantas Riauka satte seks point i perioden, kun overgået af Kazembe Abif, der scorede syv. Bears førte efter anden periode, men nu kun 47-44.
I tredje periode var det så Chris Gabriel, der dominerede. Den store sydafrikaner scorede otte point i perioden, hvor Bears kun scorede 16 point, så udeholdet kom foran 64-63 efter periodeafslutningen. For Bears scorede DeVaughn Akoon-Purcell to treere, men bortset fra skuddene udefra fik han ikke gang i sit spil.
I fjerde quarter indledte Akoon-Purcell, efter en tøvende start fra begge hold, med en treer, men derefter var det Næstved, der havde tur i den fra distancen. To treere af Troy Franklin og en af Philip Hertz gav udeholdet en føring på 73-66. Bears fik efter en timeout igen kontakt med seks point i træk, men efter en scoring af Kazembe Abif blev Bears ramt af en diskvalifikation til Darko Jukic, der efter at have lavet en usportslige fejl fik en teknisk fejl. Jukic havde været Bears’ bedste spiller, og efter diskvalifikationen fik Bears ikke kontakt til Næstved igen. Da Bears blev tvunget til at fejle i slutsekunderne var Næstved stensikre fra straffelinjen.
Troy Franklin blev topscorer med sine 26 point på bare 16 skud, som han supplerede med 4 rebounds og 6 assists. Kazembe Abif scorede 17 point og tog 6 rebounds, mens Chris Gabriel scorede 14 point og tog 8 rebounds.
For Bears scorede DeVaughn Akoon-Purcell 18 point og han tog også 5 rebounds, mens Darko Jukic supplerede sine 15 point med 5 rebounds. Michel Diouf noterede sig for en double-double med 12 point og 13 assists.
BEARS I SEMIFINALERNE
Bakken Bears kvalificerede sig torsdag til DM-semifinalerne efter en neglebider af en tredje kvartfinalekamp over Wolfpack. Bears vandt 109-106 efter fem minutters overtime.
Der var flere bemærkelsesværdige ting i Vejlby-Risskov Hallen:
Bakken Bears kvalificerede sig til semifinalerne og er dermed blandt landets fire bedste hold for 22. år i træk. I semifinalerne spiller Bears imod Næstved.
Efter tirsdagens sejr i Frankrig, kvalificerede Bears sig til sin anden semifinale på bare tre dage og for anden gang skete det efter overtime.
Thomas Lærke scorede otte trepointscoringer, hvilket kun er gjort bedre af en Bearsspiller i fire kampe. Lærke scorede i alt 27 point.
Wolfpack spillede med en intensitet som Bears havde svært ved at matche. Wolfpack med Durell Vinson (9 point), Oliver Strøh (7 point) og Niki Tamjidi (6 point) i spidsen var dominerende i de første ti minutter, hvor hele syv Bearsspillere scorede, men Wolfpack satte point på tavlen efter behag. Efter føring på 29-23 efter ti minutters spil kom Bears angrebsmæssigt bedre med i anden periode, men Wolfpack havde stadig frit lejde mod kurven. Udeholdet scorede 56 point i første halvleg efter at have scoret anden periodes sidste fem point. Bears havde ellers et fint run, da 38-45 blev til 52-47 efter bl.a tre treere af Thomas Lærke.
De første otte minutter af tredje periode var lige, men ti point i træk til Bears – efter bl.a endnu to treere af Lærke – og hjemmeholdet kunne gå til pause efter tredje periode med en føring på 80-69. Herefter lignede det cruise control indtil der mangler 150 sekunder. Bears førte 95-82, men så gik forsvaret igen helt i stå. Michael Martin og Georg Berling var de scoringsmæssige drivere i et enormt comeback, hvor Niki Tamjidi udlignede til 95-95 efter en turnover af Bears. Bjørnenes Tony Bishop scorede et fint layup, men Michael Martin udlignede med 2,8 sekunder igen.
I overtiden kom Bears hurtigt foran med fire point, men Wolfpack fik udlignet. Wolfpack kom aldrig foran i ekstraperioden, men det var først i de sidste sekunder at Bears kunne skyde sejren hjem fra straffelinjen.
For Wolfpack scorede Oliver Strøh 24 point, mens Durell Vinson scorede 23 og Georg Berling 20. Michael Martin scorede 16 point og havde 10 assists.
For Bears var Thomas Lærke mest scorende med 27 point, mens Tony Bishop supplerede sine 23 point med 13 rebounds. Nicolai Iversen scorede 16 point og tog 8 rebounds.
FANTASTISK KVARTFINALESEJR OVER LE PORTEL
Bakken Bears’ fantastiske europæiske eventyr tog endnu et nøk op, da ESSM Le Portel blev sendt hjem fra Aarhus med et nederlag. Bears vandt 76-62 efter en kamp, hvor bjørnene vandt alle fire perioder og eneste lille dryp af malurt i bægeret var, at Le Portel scorede kampens sidste fem point.
Kvartfinalerne i FIBA Europe Cup spilles bedst af to kampe, og Bears har således et forspring på 14 point i bagagen inden returopgøret i Nordfrankrig om en uge. Le Portel viste i 1/8-finalerne fine evner til at indhente forspring, da holdet var bagud med 17 point inden den første kamp mod Sassari fra Italien.
Le Portel havde bedre scoringsprocenter end de danske bjørne, men Bears var totalt dominerende i reboundspillet, der blev vundet 51-38. Bakken Bears havde bl.a imponerende 21 angrebsrebounds (imod 9 til franskmændene). Udover reboundspillet var Bears’ forsvarsspil af meget høj klasse.
En fyldt Vejlby-Risskov Hal så Bears vinde første periode 20-17 og føre 42-35 ved pausen. Undervejs var forspringet oppe på hele 22 point (74-52 med 4.26 igen af kampen), men Le Portel ramte et par store skud i slutfasen.
Jaye Crockett blev topscorer for Bakken Bears (21 point), mens DeVaughn Akoon-Purcell scorede 15. For Le Portel blev Trae Golden mest scorende med 17 point.
Returkamp: ESSM Le Portel – Bakken Bears, tirsdag den 27. marts kl. 20.00 i Le Chaudron (’heksekedlen’).
SIKKER BEARSSEJR I KVARTFINALE 1
Bakken Bears bragte sig foran 1-0 i kvartfinaleserien imod Wolfpack efter en overbevisende sejr på 103-68. Bears satte tonen for kampen i anden og tredje periode og så gjorde det mindre, at festen fusede lidt ud i fjerde periode.
Første periode var relativt lige. Bears slog et lille hul til 29-21, men Niki Tamjidi sluttede perioden med at score fire point. Durell Vinson var mest scorende i første periode, hvor han satte 11 point på tavlen. Fra starten af anden periode fik Bears steppet op forsvarsmæssigt, og Wolfpack blev holdt på seks point i de første fem minutter af perioden. Da Bears samtidig ikke havde problemer med at score, var forspring hurtigt oppe på 48-31. Selvom Wolfpack – især Vinson – kom bedre med scoringsmæssigt, udbyggede Bears føringen til at være på 65-44 ved halvlegspausen.
Statistisk set var Bears’ første halvleg unik. Bjørnene skød 19/20 fra toere i første halvleg og 8/16 fra treere!
I tredje periode fortsatte det store tryk imod Wolfpack, og Bears vandt periode 28-12 efter bl.a. at have scoret alle de 10 straffekast holdet skød. Perioden startede med et 13-2 Bears-run og bjørnene sluttede med at gå 11-2.
I fjerde periode startede Wolfpack med at score de første otte point og Bears scorede ikke de første fire minutter. Selvom Adama Darboe og Nicolai Iversen fik gang i scoringen, blev det kun til 10 point til Bears imod 12 til Wolfpack, men det forhindrede ikke indtrykket af en ganske overbevisende sejr.
Alle 12 Bearsspillere spillede mindst 10 minutter, men ingen fik over 20 minutter på gulvet. Det sidste er vigtigt med næste opgave – tirsdagens FIBA Europe Cup-kamp mod Le Portel – in mente.
DeVaughn Akoon-Purcell blev mest scorende for hjemmeholdet med 21 point, mens Tony Bishop (foruden 9 rebounds) og Jaye Crockett hver scorede 14. For Wolfpack scorede Durell Vinson 32 point og han tog 9 rebounds.
Kvartfinale to spilles i Herlev på fredag kl. 19.00, mens den tredje kamp spilles i Vejlby-Risskov Hallen torsdag den 29. marts kl. 16.00.
BAKKEN BEARS SKABER HISTORIE!
Trods et nederlag på 75-81 hjemme mod de lettiske vicemestre Ventspils, er Bakken Bears kvalificeret til kvartfinalerne i FIBA Europe Cup. De danske mestre havde nemlig et forspring på 20 point at tære på fra det første opgør, der endte 93-73. Det er første gang nogensinde et dansk hold er kvalificeret til kvartfinalerne i en europæisk turnering.
Det var en kamp, hvor Ventspils førte det meste af vejen, men aldrig med mere end 10 point og den kampen tippede, da Bakken Bears’ bedste spiller Jaye Crockett scorede otte point i træk i starten af fjerde periode. Herefter var der ikke tvivl om det samlede resultat – kun om den enkelte kamp.
Mest scorende for Bakken Bears blev Jaye Crockett, der scorede 23 point og tog 9 rebounds.
Kvartfinalerne i FIBA Europe Cup spilles i næste uge og modstanderen bliver enten fra ESSM Le Portel eller Dinamo Sassari fra Italien.
Italienerne vandt den første kamp med 17 point, men i skrivende stund fører franskmændene fører ved halvlegspausen 47-38.
Inden de kampe starter skal Bakken Bears spille sidste Basketligakamp i Næstved fredag og DM-kvartfinale mod Wolfpack søndag!
BEARS VINDER SIKKERT OG SIKRER SIG PLADS I TOP 2
Bakken Bears vandt mandagens kamp mod Stevnsgade 112-81 og sikrede sig dermed definitivt en plads i Basketligaens top to efter en kamp, der var afgjort allerede halvvejs.
Bakken Bears bragte sig tidligt foran 14-4 og efterfølgende 20-7, men Stevnsgade bed godt fra sig. I første periode scorede Filip Rajovic og Mathias Seilund hhv 8 og 5 point for Stevnsgade, mens Michel Diouf scorede 10 for hjemmeholdet. Bears førte 32-17 efter de første ti minutter. I anden periode fortsatte mønsteret, her var det dog Tobias Tita og Boris Vukicevic, der var mest scorende for udeholdet.
Stevnsgade syv mand – Frederic Filsoof kom ikke på banen – kæmpede godt, men opgaven blev ikke nemmere, da holdets topscorer Filip Rajovic udgik med en skade i starten af fjerde periode. Rajovic og anfører Mathias Seilund var de eneste, der havde scoret for Stevnsgade i tredje periode, hvor de scorede hhv syv og otte point. Seilund fortsatte i fjerde periode, godt assisteret af Boris Vukicevic.
For Bears fik alle mand scoret, anfører Nicolai Iversen scorede 15 point og blev kun overgået af DeVaughn Akoon-Purcell, der scorede 19. Unge Sylvester Berg, der spillede sin kamp nummer 100, fik sat 14 point i kurven, ligesom Michel Diouf.
For Stevnsgade scorede Mathias Seilund 25 point, mens ligaens måske i denne sæson mest forbedrede spiller, Boris Vukicevic, scorede 20 og Filip Rajovic 19.
Bears spiller igen allerede onsdag, når Svendborg besøges. Stevnsgade skal først i ilden igen torsdag, når turen går til Randers.
BEARS VINDER FJERDE KAMP PÅ FEM DAGE
Bears fik den fjerde sejr på fem dage, da Hørsholm blev sendt hjem til Sjælland med et nederlag på 103-87. Bears var i kontrol det meste af kampen, og kun da 79ers ramte fire treere på kort tid i slutningen af tredje og starten af fjerde periode lignede det spænding, men scoringer af Tony Bishop og DeVaughn Akoon-Purcell gav luft, og da holdet ramte tre treere i træk var føringen pludselig igen på 20 point!
Med sejren nåede Bears på 28 point efter 17 kampe, Der er stadig fire point op til Horsens IC, der har spillet en kamp flere end Bears. Hørsholm forbliver på 22 point efter 18 kampe – det samme som Næstved har efter deres sejr over Woflpack.
Bears havde fra starten svært ved at stoppe Matt Bonds, og det var også ligaens topscorer der indledte med at score holdets første fem point. For Bears var Jaye Crockett i hopla og han scorede seks af de første ni point, som hjemmeholdet satte på tavlen. Bears kom foran 12-7 inden Ty Sabin gjorde sin entre, og han scorede hurtigt fem point til udligning, men Bears sluttede med at score periodens sidste syv point og førte 25-16 ved den første pause.
Efter den første periodepause var det stadig Bears, der var i kontrol. Hørsholm fik aldrig rigtig hentet ind på bjørnene, der førte med omkring ti point igennem hele perioden. Akoon-Purcell scorede syv point i anden periode – det samme som Matt Bonds for udeholdet.
I tredje periode viste Darko Jukic for alvor sit værd med 11 point. Bears bragte sig foran 60-43 og senere 67-49 inden Hørsholm iscenesatte et lille comeback. Hørsholm gik på et 9-1 run, men 79ers kom ikke tættere på end 10 point. Hørsholm ramte to treere inden Adama Darboe ramte en buzzer beater-treer til føring 79-66.
Hørsholm startede fjerde quarter med to treere til 79-72, men inden udeholdet fik troen på et comeback fik Bears iværksat et 15-2 run. Selvom Matt Bonds og Martin Poulsen scorede 13 point i slutningen af kampen, var det ikke nok til at genskabe spændingen.
Mest scorede for udeholdet var Matt Bonds, der havde en imponerende statline (27 point, 13 rebounds og 6 assists). Ty Sabin scorede 16. For Bears scorede Jaye Crockett 21 point på bare ni skud – på 17 minutters spilletid. DeVaughn Akoon-Purcell scorede 19 point, som blev suppleret med 7 rebounds og 9 assists. Darko Jukic scorede 17 point på 7 skud (og 9 rebounds, 4 assist), mens Tony Bishop scorede 15 point på 17 minutters.
Nu venter der en landskampspause inden Basketligaen genoptages mandag den 26. februar, hvor Stevnsgade gæster Vejlby-Risskov Hallen. Hørsholm spiller første den 3. marts, når Bears kommer på besøg.