Nyhedsarkiv | Bakken Bears brager i kvartfinalen efter heroisk holdpræstation

Bakken Bears brager i kvartfinalen efter heroisk holdpræstation

Oprettet d.

Onsdag aften klokken 18:30 lagde Vejlby-Risskov Hallen gulv til en sand gyser i FIBA Europe Cup, hvor de portugisiske gæster fra Benfica kom på besøg. Inden opgøret var alt fortsat på spil i gruppen om at sikre sig videre avancement til kvartfinalerne. Gruppespillets sidste kamp var forvandlet til en vind eller forsvind kamp, hvor taberne måtte tage til takke med en tredjeplads i gruppen og dermed exit fra den europæiske turnering. Vinderne af opgøret ville sætte sig på andenpladsen og dermed booke en billet til den eftertragtede kvartfinale og muligheden for at vinde turneringen.

De regerende danske mestre og sidste års kvartfinalister fra Bakken Bears kom vanskeligt fra start i opgøret, hvor holdet havde store problemer med at matche fysikken fra de store portugisere, der hurtigt kom foran i opgøret. Efter kampens indledende minutter var bjørnene bagud med 6-11 i egen hule. Steffen Wich foretog hurtigt en timeout for at få styr på tropperne, og det gav gevinst. Danskerne kæmpede sig bravt tilbage og sluttede perioden med en buzzer-beater fra Nimrod Hilliard til aarhusianernes første føring i kampen til stillingen 21-20.

Efter en helt lige første periode så “Bjørnene” sig ikke tilbage og uddelte tørre tæsk til et frustreret Benfica-mandskab, der ikke kunne følge med i hverken forsvaret eller angrebet. Steffen Wichs tropper fandt et tempo på højt europæisk niveau og vandt isoleret set anden periode med 33-14 til en samlet pausestilling på 54-34. Herefter var danskerne mere eller mindre i kontrol resten af kampen, selvom det blev en smule spændende mod slutningen af kampen, hvor Benfica kom inden for ti point i kampen. Bakken Bears formåede dog at skrue op for tempoet endnu engang og endegyldigt lukke opgøret, da Adama Darboe heorisk stjal bolden fra gæsterne og spillede Tylor Ongwae fri til et dunk i den anden ende til euforisk stemning i Vejlby-Risskov Hallen. Kvartfinalepladsen var sikret. Det var derfor en enormt tilfreds heach coach efter kampen:

“Vi sad her til pressemøde for tre år siden og kaldte det for et eventyr, at vi nåede så langt som kvartfinalen på den europæiske scene. Vi kan nu konkludere, at der er blevet skrevet endnu et kapitel i det danske eventyr. Nu er det bare op til os at fortsætte eventyret til en forhåbentlig lykkelig slutning.”

I kvartfinalen venter en vanskelig modstander i form af Tsmoki-Minsk, der har voldt Bakken Bears problemer ved flere lejligheder. De to hold har mødtes fire gange tidligere, hvor “Bjørnene” blot har vundet en enkelt gang. Tsmoki-Minsk vandt sin gruppe i FIBA Europe Cup og må betegnes som favoritter over de to opgør, men Steffen Wichs tropper har ikke tænkt sig at lægge sig fladt ned. Danskerne har en historik for at overraske i den europæiske turnering og vil spille sin chance.

“Vi har spillet mod Minsk før, og det bliver helt sikkert ikke nogen let opgave for os. Det er kvartfinalen ved FIBA Europe Cup, og det kan man ikke forvente andet end vanskelige modstandere. Minsk har tre forskellige hold. Der er tale om et dynasti, og holdet spiller ikke engang i sin hjemlige liga med derimod i den russiske liga. Forhåbentlig vinder vi, men det bliver en svær opgave, som vi nu skal forberede os på så godt som muligt. Kan vi genfinde niveauet fra i aften, hvor hele holdet præsterer på et kollektivt højt niveau, så er vi bestemt ikke uden chancer over de to opgør.”

Første opgør spilles onsdag den 4. marts i Vejlby-Risskov Hallen.

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by