Bears henter ‘svensk’ MVP

Bakken Bears har valgt at forstærke truppen med øjeblikket virkning. Derfor er den amerikanske guard Nimrod Hilliard knyttet til truppen, der i øjeblikket kæmper for at gå videre til anden runde i FIBA Europe Cup. Hilliard har en fortid i dansk, tysk og svensk basketball, og har her taget både individuel og kollektiv hæder.

’Vi har nogle rigtig dygtige spillere i truppen, og med tilgangen af Nimrod kan vi spille på et endnu højere niveau. Han skal være med til at forstærke truppen som en spiller, der har erfaring med at drive og aflevere, og han har spillet på vindende hold’, siger head coach Steffen Wich, der fortsætter: ’Når vi henter en spiller ind på dette tidspunkt, har det været vigtigt at finde en spiller, hvor vi er sikre på et højt niveau og som vi samtidig ved vil kunne fungere i et dansk basketballmiljø.’

Nimrod Hilliard spillede collegebasketball på Lamar og North Carolina Central, hvorfra han blev færdiguddannet i sommeren 2015. Herefter skrev Hilliard kontrakt med Horsens IC med hvem han blev dansk mester efter sejr over Bakken Bears i syv tætte finaler, og her blev han kåret som finaleseriens MVP. I 2016/17 gik turen til Tyskland, hvor Nimrod Hilliard spillede en sæson hos Crailsheim Merlins, der blev nummer to i den næstbedste tyske række.

Efterfølgende spillede den 183 cm høje guard to sæsoner hos Borås Basket. I sin første sæson blev Borås slået ud i semifinalerne med Hilliard som den spiller i ligaen med flest assists (6,5 pr. kamp) og fjerdeflest point (16,8). I 2018/19 nåede Borås finalerne, der blev tabt til Södertälje Kings, men Hilliards stats var endnu mere imponerende end i sæsonen før. Han blev ligaens topscorer (19,6 point pr. kamp) og samtidig den spiller med næstflest assists (6,5). Samtidig blev Hilliard kåret som ”Årets Guard” og ikke mindst ”Årets MVP” i den svenske liga. I begge sine sæsoner blev han kåret som ”Årets Artist” – kun en spiller har tidligere vundet den hæder to gange.

’Jeg er glad for at være tilbage i Danmark og glæder mig virkelig til at spille igen. Især de europæiske kampe ser jeg frem til’, siger Nimrod Hilliard.

Nimrod Hilliard har tegnet kontrakt for den resterende del af sæsonen 2019/20, og han forventes at få sin debut for Bakken Bears onsdag den 13. november, når holdet spiller i Ungarn mod Egis Körmend.

 

PearsPADEL Open 2024
18 apr 2024

PearsPADEL Open 2024

Bakken Bears er egentlig en basketballklub, men vi har også etableret et stort netværk,...
Bakken Bears byder velkommen til BearsEVENT
17 apr 2024

Bakken Bears byder velkommen til BearsEVENT

Bakken Bears er events. Events til kampe, partnerarrangementer, netværksmøder og VIP - med en...
Semifinaler: Nu starter festen!
16 apr 2024

Semifinaler: Nu starter festen!

Det betyder bare lidt mere, når der står finalepladser på spil. Opbakningen bliver en...
Favoritdræberne havde ikke nok mod Bears
15 apr 2024

Favoritdræberne havde ikke nok mod Bears

Værløse Blue Hawks er blevet kaldt ”favoritdræbere”, men Bakken Bears viste sig for stærke...
NEWS ARCHIVE