Nyhedsarkiv | Bears jagter revanche

Bears jagter revanche

Oprettet d.

I lørdags fik Bakken Bears sæsonens første nederlag, og på tirsdag gælder det sæsonåbneren i Basketball Champions League – men ind imellem, nemlig fredag, er fokus på BK Amager, der venter i Basketligakampen i Amagerhallen.

BK Amager er startet sæsonen med tre nederlag: 76-94 i Horsens, 77-82 ude mod Wolfpack og i søndags 83-84 på hjemmebane efter en uheldig afslutning mod Bears Academy i en kamp, hvor udeholdet blot førte i godt et minut af kampen.

BK Amager har et par danske guardprofiler i Jonathan Klussmann (18 år, holdets topscorer med 20,3 point, suppleret af 4,3 rebounds og 4,3 assists pr. kamp) og Oscar Quakenbusch (20 år, 17,0 point, 42,9% bag trepointlinjen). Amerikanske Jordan Naughton er holdets bedste rebounder (8,7 rebounds samt 8,7 point pr. kamp). BK Amager coaches af den rutinerede Almir Zeco, der har fortid i bl.a. SISU.

For Bakken Bears gælder det om at få spillet op i gear efter en ufokuseret første halvleg i lørdagens nederlag i Randers. Bears nåede bagud med 17 point i første halvleg inden et hæderligt comebackforsøg mislykkedes i anden halvleg.

Bears gav i Randers debut til Glenn Cosey og i fredagskampen i Amagerhallen forventes det, at der gives debut til Erik McCree. Bakken Bears-topscorer QJ Peterson har i denne uge siddet ude med en skade, og det er tvivlsomt om han spiller mod BK Amager.

Der er tip off i Amagerhallen fredag kl. 19:00 – kampen kan følges på Fanseat.com.

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by