Nyhedsarkiv | Bears møder hollandske vicemestre i to træningskampe

Bears møder hollandske vicemestre i to træningskampe

Oprettet d.

Fredag formiddag drager spillere og stab fra Bakken Bears til Holland. Det er en del af forberedelserne til den nye sæson.

De hollandske vicemestre er modstanderen, når Bakken Bears i weekenden spiller to træningskampe mod Donar Groningen fra Holland. Kampene bliver spillet på lørdag og søndag. Bears-truppen rejser hjem umiddelbart efter den sidste træningskamp på søndag.

Kun otte spillere er fit for fight
Det er desværre en smal trup, som headcoach Steffen Wich har til rådighed forud for træningsturen til Groningen i Holland. Tylor Ongwae og Ryan Evans rejser med holdet til Holland, men kommer ikke på banen på grund af skader. Bears’ Small Forward Darko Jukic rejser ikke med truppen til Holland. Han pådrog sig en skade under en træning torsdag, og bliver derfor hjemme for at modtage behandling.

Vi får helt sikkert hård modstand i de to kampe

Hård modstander
Der er ingen tvivl om, at spillerne fra Bakken Bears får kompetent modstand, når de møder Donar Groningen i weekenden. Steffen Wich er ikke i tvivl om, at han og spillerne får en masse at se til under kampene.

”Donar Groningen er en international modstander, som under normale omstændigheder er på nogenlunde samme niveau som os. Men på grund af skader har vi desværre en smal trup med til Holland – så vi får helt sikkert hård modstand i de to kampe,” fortæller Steffen Wich.

Kampene mod den hollandske modstander er en god mulighed for at få testet hele holdet. Det ærgrer derfor Steffen Wich, at tre profiler ikke er klar til at spille:

”De her kampe er en kærkommen mulighed for at få spillet hele holdet sammen. Derfor er det selvfølgelig rigtig ærgerligt, at Darko, Tylor og Ryan ikke er i stand til at deltage i kampene.”

Vigtige kampe forud for Champions League
Træningsturen til Groningen i weekenden kan vise sig at blive meget afgørende forud for kampen mod Hapoel Tel Aviv i kvalifikationen til Basketball Champions League om en lille måneds tid.

”Hele situationen med Covid-19 gør, at vi ikke aner, om det bliver den eneste kamp mod en international modstander, inden vi skal spille BCL-kval mod Tel Aviv,” tilføjer cheftræneren.

Træningskampene mod en kompetent, international modstander som Donar Groningen giver trænerstaben mulighed for at afprøve forskellige ting.

”Det er en god mulighed for, at vi kan få prøvet de spil og taktikker af, som vi har øvet under træninger – og samtidigt kan de nye spillere vænne sig til vores spillestil,” lyder det fra Steffen Wich.

Bears-spillerne skal i aktion første gang klokken 12.30 på lørdag. Du kan streame kampen her.

Truppen til kampene mod Donar Groningen:

#2                  Magnus Møllgaard

#3                  Anton Harbo

#5                  Ryan Evans (Skadet)

#7                  QJ Peterson

#9                  Tylor Ongwae (Skadet)

#11                Michel Diouf

#13                Morten Sahlertz

#23                Deshawn Stephens

#44                Thomas Lærke

#55                Justin Dentmon

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by