2019-03-06
Oprettet 6/03 2019Dagens 1/8-finale mellem Bakken Bears og Ironi Ness Ziona begyndte med det israelske udehold som det skarpeste. Gæsterne kom i de indledende minutter foran med 6-0 i Vejlby-Risskov Hallen efter mange brændte afslutninger fra aarhusianerne. Der skulle gå hele fire minutter, før hallen så den første scoring fra Tylor Ongwae. Israelerne fortsatte dog ufortrødent i samme periode, og derfor var stillingen 2-13. De danske mestre foretog hurtigt nogle udskiftninger, og det gav pote for ”Bjørnene”. Holdet kom ind i en bedre periode med fem point i træk og fik reduceret til 7-13 med fire minutter tilbage af første periode. Steffen Wichs tropper virkede mod slutningen af første periode til at have smidt eventuelle nerver af sig, hvilket resulterede i mere effektivt spil på den offensive del af bolden. Bears fik reduceret til 17-22, hvilket blev første periodes resultat.
De gode tendenser fra de danske mestre fortsatte ind i begyndelsen på anden periode. Holdet leverede flere flotte scoringer og assists fra holdkammerater. Holdet havde dog fortsat vanskeligheder med at lukke ned for israelernes angrebsspil, men ”Bjørnene” halede ikke desto mindre stadig ind på gæsterne. Efter tre minutters spil af anden periode var stillingen 25-28. Bakken Bears kæmpede med alt, hvad de havde, og det kunne i den grad mærkes på lægterne. Vejlby-Risskov Hallen virkede enormt opsatte på at se sit hold sejre, og de skabte en fremragende atmosfære for spillerne på banen. De danske mestre var fortsat bagud kort inden pausen, men det var blot med fire point. Den store udfordring lå fortsat i at få tilstrækkeligt med stops, så man kunne gøre det lettere for sig selv i den anden ende. Der herskede absolut ingen tvivl om det israelske holds kvaliteter. Første periode sluttede med stillingen 39-41.
Bakken Bears kom fremragende ud til tredje periode. De danske mestre kom klart bedst ud fra pausen med flere scoringer i træk og bragte sig hurtigt foran mod de dygtige israelere. Særligt amerikanske Tobin Carberry gjorde livet vanskeligt for gæsterne med 11 point i denne periode. Med flere flotte aktioner satte han sammen med resten af spillerne Bakken Bears foran med 57-51 halvvejs inde i tredje periode. Aarhusianernes flotte spil bredte sig også til lægterne i hallen, som på nuværende tidspunkt levede på sit højeste. ”Bjørnene” havde derudover fået langt bedre styr på defensiven, hvor man fik flere stops. Den unge Sylvester Berg kom blandt andet ind med en masse energi og fremtvang en angrebsfejl på sin første forsvarsaktion og en flot treer i angrebet. Tredje periode sluttede derfor med stillingen 67-55.
Bakken Bears fortsatte de gode takter i indledning af fjerde og sidste periode. Udeholdet fra Ironi Ness Ziona begyndte at give tegn på frustrationer med flere turnovers og tekniske fejl. Dette gav kampens største føring til Bakken Bears med 15 point til stillingen 70-55. Gæsternes forholdsvist smalle rotation virkede til at være ramt på fysikken med flere dumme beslutninger. Udeholdet fik ikke længere de lette scoringer og blev nødsaget til at sende pressede skud afsted – ikke mindst på grund af fremragende opdækning. Danske Thomas Lærke var brandvarm med to hurtige treere efter sin indskiftning. Opdækningen haltede for gæsterne, der virkede trætte som følge af en mindre rotation end Bakken Bears. Danskerne løb dem ganske enkelt over ende til sidst i kampen, og man kunne i virkeligheden have vundet kampen større, hvis man handle spillet med en smule mere koncentration. De danske mestre vandt ikke desto mindre over Ironi Ness Ziona med 91-74 efter en fremragende indsats. Der venter derfor et yderst spændende returopgør onsdag i næste uge.