2019-03-20

Aftenens opgør mellem Bakken Bears og s.Oliver Würzburg begyndte meget jævnbyrdigt mellem de to mandskaber. Intensiteten og tempoet var højt fra begyndelsen, hvor begge hold jagtede en god start på kampen. Det var dog det danske hjemmehold der umiddelbart kom bedst fra start med seks point af Tobin Carberry indenfor de første par minutter af første periode. De danske mestre stod fremragende i defensiven, og det medførte blandt andet et steal af Tylor Ongwae, der frit kunne dunke i den anden ende til stor begejstring for en udsolgt Vejlby-Risskov Hallen. Stillingen var 13-7 til aarhusianerne halvvejs inde i perioden. De tyske gæster kom dog bedre med i de efterfølgende minutter, hvor de kom ind i en fin stime med flere point i træk. Kombineret med flere missede afslutninger fra Bears-angrebet, kom udeholdet også foran for første gang i kampen med 15-17. Danskerne foretog derefter et par udskiftninger, og det fik igen holdet på rette spor med en smal føring på 19-17 efter første periodes afslutning.

Bakken Bears havde igen visse problemer med at få bolden i kurven i anden periodes første par minutter. For mange afslutninger blev brændt, og det var først efter en presset afslutning af Ryan Evans, at bolden fandt vej til kurven. De tyske gæster havde en smule bedre fat, og det gav en føring på 22-27 til Würzburg med tre minutter spillet. Steffen Wichs tropper kom efterfølgende bedre med i kampen, men holdet foretog alligevel en timeout for at komme bedst muligt ind til pause. De tyske gæster havde med tre minutter til pause et forspring på seks point til stillingen 29-35. Udeholdet satte yderligere trumf på med en trepointscoring. Nervøsiteten begyndte så småt af brede sig i hallen. Dette var et vigtigt tidspunkt for Bakken Bears at holde fast på. Holdet virkede til at være fuldt bevidste om alvorligheden af et for stort forspring inden pausen, og det forplantede sig på spillet på banen. De danske mestre fandt på dette udfordrende tidspunkt overskud til flere flotte scoringer og alley-oops af Hayden Dalton og Darko Jukic. Tyskerne gik fortsat til pause i førersædet, men danskerne havde reduceret til 40-46.

Bakken Bears havde i tredje periode store vanskeligheder ved at finde frem til de lette scoringer. Majoriteten af skuddene var enormt pressede grundet glimrende opdækning fra de tyske gæster. Trods de pressede afslutninger formåede man på imponerende vis alligevel at lukke hullet op til Würzburg. Med fire minutter tilbage af tredje periode havde de danske mestre bragt sig foran med 54-53. Holdet havde fortsat det gode momentum fra inden pausen, og det kunne bestemt også mærkes på lægterne i Vejlby-Risskov Hallen. Der var ikke en finger at sætte på tilskuernes indsats indtil videre. Tredje periode sluttede 64-63. Der ventede i den grad en spændende fjerde og sidste periode.

Sidste periode åbnede med endnu et brøl fra tilskuerne i Vejlby-Risskov Hallen. Adama Darboe satte en hurtig treer og bragte føringen op på 67-63. Et sandt drama i det nordlige Aarhus onsdag aften. De tyske gæster viste dog klassen ved ikke at lade sig kue af stemningen og det flotte Bears-spil. Udeholdet fik mere gang i spillet halvvejs inde i perioden, og arbejdede sig stille og roligt tilbage i opgøret. Med fem minutter tilbage var stillingen reduceret til 72-69. Resten af kamp forløb som kendetegnende for hele kampen ganske lige, og med blot tredive sekunder tilbage foretog Bakken Bears en timeout i boldbesiddelse. Mod en modstander af denne kaliber kan to eller tre ekstra point være forskellen på exit eller videre avancement efter returopgøret. Med ti sekunder tilbage af opgøret førte Bakken Bears med 76-75, og Darko Jukic steg op bag trepointslinjen, men han missede desværre sit skud. Danskerne fik rebounden, og med fem sekunder igen foretog de endnu en timeout for at sætte det helt rigtige spil op. Ryan Evans blev spillet fri til en afslutning i sidste sekund, men amerikaneren brændte desværre. Bakken Bears vinder dermed det første af to opgør med 76-75.

Returopgøret spilles onsdag den 27. marts.

𝐄𝐭 𝐬𝐦𝐮𝐭 𝐨𝐩 𝐚𝐟 E𝟒𝟓
05 okt 2024

𝐄𝐭 𝐬𝐦𝐮𝐭 𝐨𝐩 𝐚𝐟 E𝟒𝟓

Tirsdag d. 8. oktober venter en kort tur op af E45 til Randers, hvor...
𝐒𝐞𝐣𝐫 𝐟𝐨𝐫 𝐚𝐧𝐝𝐞𝐧 𝐠𝐚𝐧𝐠 𝐩𝐚̊ 𝟒𝟖 𝐭𝐢𝐦𝐞𝐫
04 okt 2024

𝐒𝐞𝐣𝐫 𝐟𝐨𝐫 𝐚𝐧𝐝𝐞𝐧 𝐠𝐚𝐧𝐠 𝐩𝐚̊ 𝟒𝟖 𝐭𝐢𝐦𝐞𝐫

Blot to dage efter den flotte sejr over Bristol Flyers skulle Bears i ilden...
𝐖𝐞𝐞𝐤𝐞𝐧𝐝𝐞𝐧 𝐬𝐭𝐚𝐫𝐭𝐞𝐫 𝐢 𝐡𝐨𝐯𝐞𝐝𝐬𝐭𝐚𝐝𝐞𝐧
03 okt 2024

𝐖𝐞𝐞𝐤𝐞𝐧𝐝𝐞𝐧 𝐬𝐭𝐚𝐫𝐭𝐞𝐫 𝐢 𝐡𝐨𝐯𝐞𝐝𝐬𝐭𝐚𝐝𝐞𝐧

Sæsonen er i fuld gang og i morgen drager vi til Sjælland for at...
𝐄𝐧𝐨𝐫𝐦 𝐤𝐚𝐦𝐩 𝐚𝐟 𝐊𝐢𝐧𝐠 𝐠𝐢𝐯𝐞𝐫 𝐬𝐞𝐣r
02 okt 2024

𝐄𝐧𝐨𝐫𝐦 𝐤𝐚𝐦𝐩 𝐚𝐟 𝐊𝐢𝐧𝐠 𝐠𝐢𝐯𝐞𝐫 𝐬𝐞𝐣r

En fremragende anden halvleg fik tippet Bakken Bears’ første europæiske kamp i 2024/25 til...
NEWS ARCHIVE