2019-10-30

Bakken Bears kom onsdag aften flyvende fra start mod finske Kataja Basket i FIBA Europe Cups anden spillerunde. ”Bjørnene” åbnede med tålmodigt angrebsspil og var klart bedst i rebound-spillet, hvor aarhusianerne fik fat i det hele i begge ender, hvilket gjorde det vanskeligt for gæsterne at følge trop på scorertavlen i de indledende minutter. Med tre minutter spillet af første periode var stillingen 9-2 til sidste års kvartfinalister fra Bakken Bears. Men bedst som danskerne så ud til at løbe fra dagens udehold, så gik holdet væsentligt ned i gear med flere turnovers og missede afslutninger. Dette kom desværre til at koste på scoretavlen, hvor Kataja kom helt tilbage i kampen og reducerede til stillingen 12-11 med tre minutter tilbage af første periode. De danske mestre foretog derfor kampens første udskiftninger for at få roteret en smule og forhåbentlig få nogle friske kræfter ind til at svinge momentum tilbage i Bears’ favør. De finske gæster fortsatte dog med at sætte point på tavlen, hvilket gav stillingen 16-19 efter første periode.

Bakken Bears og Kataja Basket åbnede anden periode meget jævnbyrdigt. Det var især danske Adama Darboe, der holdt aarhusianerne skarpe i angrebsspillet med flot boldfordeling og flere flotte scoringer. Det flotte angrebsspil, anført af Darboe, blev også udslagsgivende fir den samlede stilling, hvor ”Bjørnene” igen bragte sig foran i kampen med 27-26. Den amerikanske rookie David Efianayi imponerede også med sin eksplosivitet overfor sin direkte modstander og kom flot til kurven i flere omgange. Kampen var dog fortsat meget jævnbyrdig, men Bears havde et spinkelt forspring på fire point til stillingen 36-32 med tre minutter tilbage inden pausen. Aarhusianernes forspring på fire point varede også indtil pause, hvor de to hold gik i omklædningsrummet med stillingen 43-39.

De finske gæster fra Kataja Basket kom bedst ud efter pausen, hvor Bakken Bears slet ikke lignede et mandskab, der var oppe i det nødvendige gear. Udeholdet bragte sig hurtigt foran med tre point efter de første par minutter. Bakken Bears havde problemer med at finde kontinuitet i sit spil, og det tillod Kataja at være helt med i kampen. Man sad med fornemmelsen af, at hvis ”Bjørnene” fandt det nødvendige tempo og sædvanlige spil, så ville resultatet også være derefter. Med tre minutter tilbage af tredje periode begyndte tingene dog at se bedre ud for de danske mestre. Holdet satte flere gode angreb sammen med scoringer fra Ryan Evans og Tylor Ongwae, og med to minutter tilbage af perioden førte man med 56-49. Tredje periode sluttede 60-55, og det tegnede derfor til en tæt affære i fjerde og sidste periode.

I fjerde periodes indledning begyndte publikum Vejlby-Risskov Hallen at se det vante niveau fra de forgangne sæsoner på den europæiske scene i FIBA Europe Cup. ”Bjørnene” begyndte endelig at ligne nogen, der var sultne, og de tyggede sig sikkert i front med stillingen 65-55 to minutter inde i perioden. En føring på 10 point var på dette tidspunkt kampens hidtil største føring. Gæsterne fra Kataja lignede et såret dyr, som Bakken Bears langsomt fortærede med masser af friske folk på banen til at levere, når det gjaldt. De danske mestres brede trup virkede endnu engang til at gøre en forskel. Den rutinerede Ryan Evans gjorde en stor forskel denne onsdag aften med 20 point og 13 rebounds med tre minutter tilbage af kampen. Og med et forspring på 14 point lignede det bestemt sæsonens første sejr i FIBA Europe Cup. Forspringet blev også for stort for gæsterne at hente, og de blev sendt hjem til Finland med et nederlag på 89-70. Bakken Bears henter derfor sæsonens første sejr i FIBA Europe Cup.

Topbasket i (u)hyggelige rammer
28 sep 2023

Topbasket i (u)hyggelige rammer

Det er tid til at finde jeres mest skræmmende kostumer frem, når uhyggen sænker...
Nederlag til Norrköping betyder FIBA Europe Cup i denne sæson
27 sep 2023

Nederlag til Norrköping betyder FIBA Europe Cup i denne sæson

Bakken Bears spiller FIBA Europe Cup i sæsonen 2023-24. Det står klart efter et...
Næste forhindring før Champions League er de svenske mestre
26 sep 2023

Næste forhindring før Champions League er de svenske mestre

Efter en flot sejr i første Champions League kvalifikationsrunde imod KB Peja fra Kosovo...
BearsPLUS med stil hos Rosborg Møbler
26 sep 2023

BearsPLUS med stil hos Rosborg Møbler

Tirsdag 26. september var Rosborg Møbler værter for BearsPLUS netværket - og de var...
NEWS ARCHIVE