Bears i europæisk semifinale

Bakken Bears har for anden gang på tre sæsoner kvalificeret sig til semifinalen i FIBA Europe Cup. Efter gevinst på 79-66 i Aarhus blev det onsdag til endnu en sejr over Tsmoki Minsk, der spiller i Østeuropas stærkeste række, VTB United League. I den hviderussiske hovedstad vandt Bears 93-87 efter en kamp, hvor bjørnene aldrig var bagud. I semifinalen er modstanderen Bahcesehir Koleji fra den bedste tyrkiske række.

Bakken Bears kom flot fra start og førte 27-21 efter første periode. Men selvom de danske mestre scorede de første ni point i anden periode og dermed kom foran 36-21, var kampen først afgjort i de sidste sekunder. Tsmoki kom godt igen i slutningen af anden periode, og var blot bagud 47-51 ved pausen. Bakken Bears havde problemer med at dæmme op for stærke Rob Lowery, der på imponerende vis styrede Minsks spil.

Anden halvleg var tæt hele vejen, men konstant med Bakken Bears i førersædet. Bjørnene nåede foran med 10 point, kun for at se Maskim Salash og førnævnte Lowery styre tingene i hviderussisk retning. Til sidst var der dog ingen tvivl om at Bears ville få den samlede sejr og velspillende Chris Ortiz og Tylor Ongwae lukkede kampen med imponerende dunks.

Topscorer for Bakken Bears var Darko Jukic (20 p), Chris Ortiz (17 p) og Nimrod Hilliard (16 p og 6 assists). For Minsk scorede Salash (23 p og 9 rebounds) og Lowery (19 p og uhørte 18 assists) flest point.

Semifinalemodstanderen Bahcesehir Koleji vandt overraskende på udebane over lettiske Ventspils (78-77 i Tyrkiet og 112-90 i Letland). Den første kamp spilles i Istanbul den 25. marts, mens returkampen spilles i Aarhus den 1. april.

 

EFIANAYIS 36 POINT SIKRER SEJR OVER AMAGER

David Efianayi noterede sig for Bears’ sæsonhøjeste med 36 point, og det grundlagde lørdagens sejr på 113-91 over BK Amager. Takket være en Næstved-sejr over Randers Cimbria fik Bears udbygget føringen i toppen af Basketligaen, så bjørnene endegyldigt kan sikre sig førstepladsen i den kommende uges to kampe mod Horsens IC.

Til kampen, der blev spillet i Aabyhallen, var Bakken Bears uden profilerne Tylor Ongwae, Nimrod Hilliard, Darko Jukic, Ryan Evans og Michel Diouf, og det betød der var plads til debut til Gustav Rønneholt, der fik et par minutter på banen. At en stor del af den normale rygrad manglede var dog ikke til at se fra starten af kampen, hvor Bears bragte sig foran 6-0, og var det ikke for et par Amager-angrebsrebounds som Magnus Bjørnaa fik point ud af, havde Bears afgjort kampen meget tidligt. Sådan blev det ikke – trods Efianayis 8 og Lærkes 7 point i første periode var Bears blot foran med et enkelt point (26-25) efter ti minutter.

I anden periode ramte Bears fire treere på de første knap fem minutter, og det gav et hul på 10 point imod et velspillende Amagerhold. For udeholdet var især amerikanske Xavier Williams en svær størrelse at håndtere for Bears, ligesom Andreas Høier ramte flere fine skud. Bears førte 50-42 ved pausen.

Bears skruede yderligere op for intensiteten fra starten på tredje periode. Igen blev der ramte fire treere fra starten af en periode – på knapt fire minutter. Bears nåede foran 75-53, og selvom Amager ramte en stribe straffekast i slutningen af tredje periode indstillede begge hold sig på at kampen var afgjort. For Bears var Jonathan Galloway periodens store spiller med ni point, mens Williams fortsatte sin dominans for udeholdet. Han scorede syv point i tredje periode.

Fjerde periode, der startede med stillingen 81-65, var meget lige. Et fint indhop af debutant Rønneholt samt Anton Harbo og Magnus Møllgaard gjorde at Bears vandt perioden 32-26, og dermed kampen med 22 overskydende point. David Efianayi scorede hele 14 point i sidste quarter og blev skiftet ud efter at have scoret 36 point på bare 18 skud! Han supplerede sin eminente kamp med 6 assists, 4 steals og ingen turnovers. Efianayis 36 point er det næsthøjeste en spiller har præsteret i Basketligaen i denne sæson. Jonathan Galloway scorede 21 point og tog 12 rebounds, mens Chris Ortiz og Thomas Lærke scorede hhv. 14 og 13 point.

For udeholdet scorede Xavier Williams 23 point, mens Jonathan Klussmann og Aske Boelt-Petersen scorede 11 point.

Bakken Bears kan nu rette fokus på onsdagens kvartfinalekamp i FIBA Europe Cup i Minsk og de efterfølgende to kampe mod Horsens IC (fredag hjemme og søndag ude). For Amagers vedkommende gælder det lørdag en hjemmekamp mod EBAA – en kamp, der markerer sidste chance for BK Amagers drømme om en slutspilsplads.

Bakken Bears kom onsdag aften skidt fra start mod Tsmoki Minsk i det første af to opgør i kvartfinalen i FIBA Europe Cup. De aarhusianske bjørne formøblede angrebene ved at smide for mange bolde væk, mens gæsterne var effektive i den anden ende. Efter blot et enkelt minut af første periode var stillingen 0-5 til udeholdet. Steffen Wichs tropper lod sig dog ikke skræmme af Minsks flotte start. I løbet af ingen tid kom Bakken Bears foran efter to flotte treere af henholdsvis Adama Darboe og Michel Diouf. De gode takter varede dog ikke længe for det danske hjemmehold. Tsmoki-Minsk svarede hurtigt igen med flere gennemspillede angreb, der fandt den frie mand bag trepointslinjen. Med to minutter tilbage af første periode kunne de danske mestre kigge op på lystavlen og se en aktuel stilling på 14-23. Ikke den start på kampen, som man havde håbet på. Denne stilling blev også første periodes endelig resultat. Meget kunne gøres bedre af aarhusianerne, men hvis det kunne lykkes at genfinde den sædvanlige form på en europæiske scene, så ville kampen igen blive helt åben.

Anden periode begyndte helt anderledes for Bakken Bears, der fandt et helt andet tempo. Den korte pause mellem første og anden periode virkede til at gavne ”Bjørnene”. Efter to minutter spillet havde gæsterne fortsat ikke scoret, mens aarhusianerne fik reduceret til 19-23. Dette kom blandt andet efter et spektakulært dunk af Tylor Ongwae, der fik sat fut under festlighederne på tilskuerpladserne i Vejlby-Risskov Hallen. Publikum virkede en anelse nervøse i kampens begyndelse, men dette højdepunkt forvandlede hallen til en heksekedel. Men bedst som man troede, at stemningen ikke kunne blive vildere, så dukkede Tylor Ongwae op endnu engang med endnu et spektakulært dunk efter et layop. Stillingen var 27-23 efter fire minutter spillet af anden periode. Et fremragende comeback af Bakken Bears. Det resterende af anden periode forløb meget lige mellem de to duellanter, hvor det bølgede meget frem og tilbage. Det var dog gæsterne fra Tsmoki-Minsk, der var marginalt bedst. Men ”Bjørnene” kunne ikke desto mindre gå til pause med en smal føring på 37-35. Danskerne vandt isoleret set perioden med 23-12. En imponerede periode for de danske mestre.

Bakken Bears kom skidt ud efter pausen, hvor skarpheden manglede omkring kurven. Der skulle gå to minutter, før ”Bjørnene” kom på tavlen. Gæsterne fra Minsk var desværre kommet fint ud efter pausen, og de havde derfor bragt sig foran med 40-44. De danske mestre havde tydelige vanskeligheder med at genfinde takterne fra anden periode. Med tre minutter tilbage af tredje periode var det et kritisk tidspunkt at holde fast, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at trække fra og sikre sig sejren i fjerde og sidste periode. Bakken Bears, hjulpet af et fremragende publikum, leverede fremragende mod slutningen af tredje periode. Med et enkelt minut tilbage scorede ”Bjørnene” flere point i træk, og anfører Morten Sahlertz sikrede med en treer hjemmeholdet en føring på 52-48. Dette gjorde Morten Sahlertz til Bakken Bears’ mest scorende bag trepointslinjen i historien med 541 ramte skud. Den perfekte afslutning ledende ind til fjerde og sidste periode.

De regerende danske mestre fortsatte ufortrødent sit flotte momentum i fjerde periodes indledning. Med flotte aktioner fra amerikanske Ryan Evans og Nimrod Hilliard bragte Bakken Bears sig foran med 60-51 efter tre minutter spillet. Det var præcis den ønskede åbning på perioden, hvis aarhusianerne skulle sikre sig et fornemt udgangspunkt inden returopgøret. Gæsterne fra Tsmoki-Minsk virkede heller ikke sig at have et modsvar til at stoppe et frembrusende Bakken Bears-mandskab. ”Bjørnene” holdt foden på gaspedalen, og det konstante høje tempo virkede til at dræne gæsterne for energi. Tsmoki-Minsk formåede heller aldrig at kæmpe sig tilbage i opgøret, og danskerne kunne derfor hive et yderst vigtigt resultat hjem på 79-66 inden et spændende returopgør den 11. marts.

REVANCHE MOD WOLFPACK

I december måned vandt Wolfpack overraskende over Bakken Bears. Det fik Bakken Bears revanche for den sidste fredag i februar, da det københavnske hold blev slået med hele 121-66, og dermed udbyggede bjørnene førstepladsen i Basketligaen.

Det startede ellers sløjt for bjørnene, der lige skulle finde sig til rette i Herlevhallen. Hjemmeholdet førte således 12-5 efter godt seks minutter, men efter en justering fra coaching staff gik det stærkt. Bears scorede 18 point i træk og efter to straffekast af hjemmeholdet fortsatte udeholdet den fokuserede indsats med yderligere 15 ubesvarede point. 38-14 efter 12 minutters spil og dermed reelt game over.

Føringen efter første periode var på 26-14, og ved halvlegspausen var Bears oppe med 61-32.

Tredje periode var mere lige. Først i de sidste minutter fik Bears overtaget igen. Bears gik fra 77-51 til periodepausestilling på 84-53 og selvom Wolfpacks unge danskere kæmpede godt imod var de i menneskehænder mod Bears, der vandt sidste quarter 32-13.

Bakken Bears, der var uden en syg Nimrod Hilliard, leverede i lange perioder en fint fokuseret indsats. Flere Bearsspillere viste stor kreativitet, alle 11 spillere fik mindst 13 minutters spillertid, og alle scorede mindst fire point.

David Efianayi blev noteret for 19 point på 9 skud, og han supplerede med 8 assists. Chris Ortiz satte 18 point på tavlen og Ryan Evans scorede 17 point (+7 assists). Jonathan Galloway scorede 14 point på ni skud og tog imponerende 15 rebounds.

For Wolfpack scorede Javion Blake og AJ Sumbry hver 16 point. Førstnævnte havde 9 assists, mens sidstnævnte tog 10 rebounds.

Bakken Bears har nu 19 sejre i 22 kampe, mens Randers Cimbria har 17 sejre og Horsens IC 16. Begge de to hold har spillet 21 kampe.

Næste opgave for Bakken Bears er onsdagens kvartfinale i FIBA Europe Cup, hvor Tsmoki Minsk gæster Aarhus.

SMAL SEJR I RODET AFFÆRE

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Bakken Bears var tilbage i stærkeste opstilling efter landsholdspausen. Desværre var det svært at få øje på, da spillet haltede over hele linjen. Til gengæld var gæsterne fra Svendborg Rabbits på nogenlunde samme niveau, så bjørnene hev til sidst en snæver sejr i land på 87-83.

For en sjælden gangs skyld gik tip-off’et modstanderens vej, og Rabbits udnyttede muligheden til at hoppe foran med to point fra start. Faktisk kom gæsterne også foran med seks point ved stillingen 4-10, men takket være rebounds fra Tylor Ongwae og 3’ere fra Ryan Evans og Thomas Lærke holdt Bears sig inde i kampen. Og netop Evans stod for udligningen til 14-14, hvorefter Lærke skød bjørnene foran for første gang: 16-14. Kort inden periodens afslutning ramte Morten Sahlertz også en 3’er, men Svendborg svarede hurtigt igen, og første periode sluttede 22-22.

I anden periode fortsatte det sløsede spil fra begge parter. Hverken defensivt eller offensivt var præstationerne prangende, men Bears kom dog hurtigt foran 24-22 ved Chris Ortiz. Michel Diouf ramte et par 3’ere, og Evans skød en enkelt 3’er i nettet, så hjemmeholdet begyndte efterhånden at trække fra. Perioden endte med en jysk føring på 47-39.

Tredje periode var straks bedre for Bakken. Evans diskede op med lækkerier under kurven til 59-44, og Darko Jukic dunkede sig til kampens største føring på 61-44. Et par smukke alley-oops blev det også til. Først serverede Evans bolden for Ortiz, der køligt sørgede for 63-48. Herpå fulgte tre fynske 2’ere, men så kom kampens detalje og bjørnenes andet alley-oop: Kaptajn Sahlertz kastede en perfekt pasning afsted op imod kurven og Ongwae, der slam dunkede sig til en føring på 65-54. Pointforskellen endte dog på cirka det samme som forrige periode: 68-61.

Spændingen meldte pludselig sin ankomst i fjerde periode. Jukic lagde ud med en 3’er til 71-63, men så begyndte det alvor at knibe for aarhusianerne. Kaninerne kom foran 72-73 ved holdets mest træfsikre skytte Durell Vinson, og på en enkelt straffescoring øgede gæsterne efterfølgende føringen. Bears skød sig dog tilbage efter en usportslig fejl af Brandon Norfleet, der gav Lærke muligheden på straffe. Han sænkede to, og de danske mestre var nu foran 76-74. Med en Evans-scoring til 78-74 syntes Bears tilbage på sporet. Men Rabbits ville det anderledes, og de kom endnu en gang foran: 78-79. Bakken blev på ny reddet af en usportslig fejl. Denne gang begået af topscorer Vinson, der samtidig blev fouled out. Det viste sig at være det afgørende moment, og hjemmeholdet kunne endelig udbygge føringen en smule. Først med et dunk af Diouf og siden med en 2’er af Lærke: 85-80. Et hurtigt fynsk modsvar på 3 point sendte imidlertid en chokbølge gennem Vejlby-Risskov Hallen. Katastrofen blev nok engang afværget, og Norfleet måtte som den anden svendborgensiske spiller forlade banen med fem fejl på kontoen. Bears formåede herefter at øge føringen, og den uskønne kamp endte 87-83.

Kampens topscorer blev med 18 point Ryan Evans, der som én af få bjørne leverede en solid præstation på vanligt niveau. Durell Vinson fulgte lige efter med 17 point, mens Michel Diouf endte på 16. De to høstede ligeledes rebound-titlerne, dog i omvendt rækkefølge: Diouf på 10 og Vinson på 9. Brandon Norfleet tog assistkronen med 6 af slagsen, og en usædvanligt ufokuseret Nimrod Hilliard fik trods alt sneget sig op på 5.

Bakken Bears konsoliderer dermed førstepladsen i Basketligaen med 36 point for 21 kampe. På de næste pladser følger Randers Cimbria med 34 og Horsens IC med 32. Aftenens modstander Svendborg Rabbits ligger yderligere ti point efter som nummer fire med 22 point.

Bakken Bears havde muligvis tankerne et andet sted under kampen, hvilket kan forklare den noget vakkelvorne indsats. Om en uge spiller de nemlig kvartfinale ved FIBA Europe Cup mod Tsmoki Minsk. Det europæiske brag finder sted hjemme i Vejlby-Risskov Hallen den 4. marts kl. 18.30.

Inden da tager bjørnene dog en tur til København, hvor de allerede fredag møder Wolfpack i Basketligaen.

 

SEJR EFTER SPÆNDENDE KAMP

Trods en ’lyn-og-torden’-start og føring på 15-4 til Bakken Bears blev det en tæt kamp, da Svendborg Rabbits blev besejret 83-75. Sejren tog Bakken Bears tilbage på ligaens førsteplads.

Oven på torsdagens storsejr over Randers Cimbria, var det et Bearshold med rigtig meget selvtillid, der tog imod Svendborg Rabbits. Torsdagens topscorer Michel Diouf kom flyvende fra start og scorede 8 af sit holds første 10 point på vej mod en tidlig føring på 15-4. En timeout af Rabbits’ head coach Lukas Varga og godt spil af Mikkel Plannthin bragte fynboerne tilbage på sporet. Bears førte dog stadig 25-18 efter første periode.

I anden periodes start var Plannthin fortsat i hovedrollen, og han satte sin anden og tredje treer til reducering til 24-27 – i øvrigt Plannthins 14. og sidste point. Rabbits fortsatte det gode spil og kom foran 35-31, bl.a. efter gode aktioner af Myck Kabongo, inden Nimrod Hilliard fik hjemmeholdets scoringer i gang igen. Rabbits var foran indtil 40-39 inden Michel Diouf scorede syv point i streg, og David Efianayi kunne afslutte bjørnenes 9-0 run til halvlegspauseføring på 48-40.

I tredje periode blev der dækket bedre op fra begge holdenes side. Michel Diouf scorede fem point fra periodens indledning – og var dermed på de 20 han sluttede kampen med – og Sidney Umude svarede senere igen med to trepointscoringer. Rabbits vandt perioden 17-15, men Bears holdt fat i føringen, der efter 30 minutter var på 63-57.

Da Nimrod Hilliard og Thomas Lærke åbnede sidste quarter med at fordele syv point imellem sig, kun afbrudt af to point af Peter Møller, kom Bears foran 70-59, tænkte tilskuerne i den fint besøgte Vejlby-Risskov Hal at det nærmede sig en afgørelse. Det var Myck Kabongo ikke enig i og to treere af ham gav spænding igen. Tylor Ongwae gav dog hjemmeholdet luft med to straffekast, et alley-hoop og en topointscoring yderligere, selvom Kabongo hver gang reducerede for sit hold. Ved 76-73 scorede Bears – efter en time out – på et dunk af Ryan Evans inden Ongwae lukkede kampen med en trepointscoring.

Bears vandt trods 17 turnovers over et velspillende Rabbitshold, der har fundet melodien med tilføjelsen af Brandon Norfleet. Bortset fra de mange mistede bolde havde Bears statistikkerne med sig – bedste scoringsprocenter og flest rebounds. Michel Diouf var med sine 20 point mest scorende foran Nimrod Hilliard (15 point) og Tylor Ongwae (13). Ryan Evans tog imponerende 12 rebounds. For Rabbits scorede Myck Kabongo 17 point, som blev suppleret med 7 rebounds. Mikkel Plannthin var næstmest scorende med 14 point.

Bakken Bears er nu noteret for 17 sejre i 20 opgør, mens Randers Cimbria har 17 sejre efter 21 kampe. På tredjepladsen ligger Horsens IC, der ovenpå dagens overraskende hjemmebanenederlag mod Team Fog Næstved har 15 sejre efter 20 kampe. Svendborg Rabbits ligger på fjerdepladsen med 11 sejre efter 20 kampe, a point med Næstved, der dog har spillet to kampe flere end fynboerne.

Efter den forestående landsholdspause mødes de to hold igen. Og atter engang er det Vejlby-Risskov Hallen, der lægger gulv til holdenes møde den 26. februar.

REKORDBJØRNENE TOTALTRIUMFERER I TOPKAMP

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Det var rekordernes aften for Bakken Bears, der efter en mageløs præstation fuldstændig kørte lokalrivalerne fra Randers Cimbria over i kampen om førstepladsen i ligaen. Hele 127-89 endte opvisningen, der cementerede bjørnemandskabet som Danmarks pt. bedste basketballhold.

Fra kampens start var det tydeligt, der både var tale om et top- og lokalopgør. Gæsterne nød nemlig godt af solid support fra lægterne, som dog svandt mere og mere ind, jo længere Aarhus-holdet trak fra Randers. Samtidig var hjemmeholdets fans i vanlig god stemning, så atmosfæren i Vejlby-Risskov Hallen var en dyst af denne kaliber værdig.

Allerede i første periode tegnede der sig et billede af resten af kampen. Bears nåede at føre 9-0, inden Cimbria endelig kom på tavlen med en 2’er fra kaptajnen Rasmus Bach. Bjørnenes føring blev imidlertid aldrig mindre, hvilket især skyldtes de mange 3’ere fra Bakkens skytter. Første periode bød på fem af slagsen fra fem forskellige sæt bjørnehænder: Ryan Evans, David Efianayi, Adama Darboe, Michel Diouf og Morten Sahlertz. Herudover mindede Diouf med et drønende dunk tilskuerne om sin titel som årets pokalfighter fra sejren i lørdags over Horsens IC. Perioden endte 39-24 til Bears.

Anden periode var ét langt triumftog for aarhusianerne. Syv trepointsscoringer, heriblandt to i træk fra en storspillende Simon Bjørnebo, satte standarden for angrebstaktikken. Et par gode detaljer fra Diouf var der også plads til: Først en nonchalant énhåndsscoring henover hovedet og kort efter et steal krydret med et solidt dunk. Randers var nu slået helt ud af kurs. Hverken boldkontrol, pasninger eller scoringer hang sammen for dem. Faktisk satte de kun tre 2’ere i kurven under åbent spil. Deres resterende syv point blev ramt på straffekast. Forskellen på de to hold udmøntede sig i en pausestilling på 72-37 til Bears. Netop de 72 point er ny rekord i Bakken Bears for flest scorede point i en første halvleg i Basketligaen.

I tredje periode kom Randers lidt bedre med. Perioden begyndte dog lige med et lækkert alley-oop fra Evans til Tylor Ongwae, der bragte bjørnene på 74-37. Men så formåede gæsterne faktisk at hente syv point på hjemmeholdet – anført af énmandshæren Brantley Bynum. Det lille comeback førte til en stabilisering af pointforskellen omkring de 30 point. Man anede en gnist blive tændt i kronjydetruppen, og den kom også til udtryk udenfor selve spillet: Baru Adjehi og Ryan Evans røg i karambolage med hinanden og måtte begge modtage en fejl for usportslig opførsel. Periodens højdepunkt med bjørnebriller var Ongwae, der brillerede i forsvaret med flere fornemme blocks og rebounds. Stillingen efter tredje periode var 93-60 til Bears.

I fjerde periode fortsatte Randers de gode takter og reducerede til 96-69, hvilket var det mindste forspring til Bears siden midt i anden periode. Samtidig blev Jonathan Galloway fouled out, og gæsterne anede i et kort sekund miraklet. Det lys blev dog hurtigt slukket af bjørnenes træfsikkerhed fra trepointslinjen; syv gange lykkedes det at ramme kurven herfra. Især Bjørnebo og Sahlertz var i langskudshumør, og netop anfører Sahlertz nåede i løbet af aftenens kamp over 3000 point som Bears-spiller. Godt over endda. Han er dermed den tolvte skytte i klubbens historie, der havner i det eksklusive selskab. Med sin 3’er til stillingen 125-84 skød ham samtidig endnu en milepæl til Bakken: 22 trepointsscoringer er ny rekord for antal 3’ere i en kamp i Basketligaen. Den føring var også kampens største på hele 41 point. Inden da sørgede Anton Harbo med sin scoring til 116-79 faktisk også for, at hele truppen kom på scoringstavlen. Den magiske aften i februar sluttede med en sejr på 127-89 til Bakken Bears over Randers Cimbria.

Bears sønderknuste dermed de nærmeste ligakonkurrenter med hele 38 point. Rekord-Morten Sahlertz blev hjemmeholdets topscorer med 22 point, mens kampens uovertrufne storskytte blev Cimbrias Brantley Bynum med 33 point. Han leverede desuden ni rebounds, hvilket var to flere end Galloway, Efianayi og gæsternes Baru Adjehi på syv. På assistfronten toppede Darboe og Efianayi med seks hver. Og på skadesbænken lå Darko Jukic og Chris Ortiz, mens Josh Fortune og Chris Nielsen manglede for Randers.

Det fænomenale resultat betyder, at Bakken Bears nu overtager førstepladsen i Basketligaen med 16 sejre og 3 nederlag, mens Randers er lige i hælene med 16 sejre og 4 nederlag.

Næste opgave er hjemmekampen mod Svendborg Rabbits på søndag den 16. februar kl. 15.00 i Vejlby-Risskov Hallen.

 

Bakken Bears åbnede dagens pokalfinale på fornem vis med en hurtig trepointscoring af Adama Darboe til stor jubel for alle de fremmødte aarhusianere i Forum Horsens. Holdet var helt klar allerede fra tip-off, og særligt Michel Diouf skød flotte procenter med to lange toere og efterfølgende en presset trepointscoring. Den høje senegaleser havde på dette tidspunkt en scoringsprocent på hundrede procent. Værterne fra Horsens havde ikke noget modsvar på Bakken Bears- og ikke mindst Michel Dioufs offensiv. 12-4 til ”Bjørnene” efter blot tre minutter. Hjemmeholdet fra Horsens IC kom en smule bedre med i de efterfølgende minutter med flere scoringer efter et par opdækningsfejl af Bakken Bears, men værterne havde fortsat problemer med et dæmme op for en eksplosiv aarhusiansk offensiv. Med to minutter tilbage af en intens første periode, hvor dommerne kom på overarbejde efter flere episoder mellem spillerne, var stillingen 23-15 til ”Bjørnene”. Første periode sluttede med stillingen 28-18 i Bakken Bears’ favør efter en flot indsat af Michel Diouf med 12 point, Adama Darboe med 6 point og Ryan Evans med 6 point.

Åbningen på anden periode mindede til mest af alt om en genindspilning af et shootout fra en gammel western, hvor den ene duellant var hurtigst på aftrækkeren og fik gennemhullet modstanderen. Det var nøjagtigt samme forestilling som første periode. Bakken Bears kom klart bedst ud og satte med det samme flere scoringer i træk. Men ikke nok med det. Det var igen Michel Diouf, der viste sig som en fremragende skytte bag trepointslinjen ved igen at sætte to ud af to. Bakken Bears bumlede derudaf, og med fem minutter til pause var stillingen 46-27. Michel Diouf stod for de 18 af dem. Den sidste halvdel af anden periode var en smule rodet, hvor ingen af holdene rigtigt kunne få tur i den, og de flotte scoringer udeblev. Det var ikke desto mindre Bakken Bears, der gik til pause med en føring på 49-34.

Begge hold kom fint ud efter pausen og fulgtes ad på scoringstavlen. Spændingsniveauet var fortsat enormt højt, og kampen kunne stadig svinge begge veje. Halvvejs inde i tredje periode virkede hjemmeholdet fra Horsens IC dog til at få en lille smule momentum, og det kunne desværre for Bakken Bears ses på scoringstavlen. Med fire minutter tilbage havde de gule værter arbejdet sig ind i kampen igen, hvor forspringet pludselig var reduceret til en forskel på blot 9 point til stillingen 62-53. ”Bjørnene” fra det nordlige Aarhus tyggede sig en smule ud af bjørnefælden mod slutningen af tredje periode, men de var fortsat presset af et klart forbedret Horsens-mandskab efter pausen. Ved periodens udløb var Bakken Bears foran med 11 point til stillingen 69-58, og der var derfor en enormt spændende fjerde og sidste periode i vente i kampen om den eftertragtede pokal.

Kampen blev ikke mindre spændende i fjerde og sidste periodes indledende minutter. Horsens IC fortsatte med at trykke på gassen, og de åd sig langsomt ind på Bakken Bears. Med tre minutter spillet lød den aktuelle stilling på 71-66, hvilket helt bestemt var en pokalfinale værdigt. Stemningen på lægterne i hallen kunne heller ikke være meget bedre. Det var to forskellige fangrupper, der begge kunne lugte sejrens sødme om blot syv minutter. De regerende danske mestre fra Bakken Bears virkede dog opsatte på, at sidste års pokalskuffelse til netop Horsens ikke skulle gentage sig, og med en vigtig trepointscoring fra Darko Jukic med to minutter tilbage fik ”Bjørnene” lidt pusterum med et forspring på 9 point. Forspringet blev også for stort for Horsens at indhente, og dermed kunne Bakken Bears kalde sig pokalvindere anno 2020 med resultatet 89-80.

Michel Diouf var uden tvivl kampens spiller med 26 point og blev fortjent kåret som pokalfinalens MVP.

Bakken Bears kom fornemt fra start med de første to point i et angreb, hvor aarhusianerne fik fat i flere angrebsrebounds mod det fysiske mandskab fra Benfica. Kunne ”Bjørnene” være med i reboundspillet gennem kampen, ville de havde gode kort på hånden i håbet om at trække sig sejrrigt ud fra opgøret. De regerende danske mestre løb dog ind i vanskeligheder i de efterfølgende minutter, hvor det kneb med at få bolden i kurven. Portugiserne dækkede fremragende op i forsvaret, hvor danskerne tog mange pressede afslutninger. Efter kampens første fem minutter var hjemmeholdet bagud med 6-11. Head coach Steffen Wich tog derfor en timeout for at få styr på spillet igen. Efter den korte pause kom Bakken Bears bedre med i opgøret, hvor indskiftede Galloway fik styr på forsvaret og indskifterne Hilliard og Lærke satte mere bevægelse i angrebet. Med to minutter tilbage af første periode havde ”Bjørnene” arbejdet sig tilbage i kampen til stillingen 12-14. Den gode periode satte fut under kedlerne på tilskuerpladserne, og med en flot treer af Chris Ortiz efterfulgt af en buzzer-beater fra Nimrod Hilliard tog Bears føringen for første gang i kampen. Første periode sluttede 21-20.

Kampens betydning var bestemt ikke til at tage fejl af, når man kiggede på energiniveauet fra de to mandskaber inde på banen. Hvert hold gav sig hundrede procent i duellerne. Kampen var fortsat helt lige, og fra hjemmeholdet Bakken Bears var det især ovenpå en fremragende indsats af amerikanske Nimrod Hilliard, der åbnede anden periode med at sætte endnu flere point på tavlen. Amerikaneren var på dette tidspunkt topscorer med 10 point. Anden periode tilhørte uden tvivl Bakken Bears. Effektiviteten og tempoet i angrebsspillet blev skruet op, og gæsterne fra Benfica havde store vanskeligheder med at følge med. Med tre minutter til pause var ”Bjørnene” helt oppe at føre med 41-27. Aarhusianerne var dog ikke færdige med at imponere inden pausen. Hjemmeholdet havde fortsat foden på gaspedalen, og de sluttede perioden med at øge forspringet til 54-34 ved pausen. Bakken Bears vandt dermed anden periode med 33-14.

Tredje periode åbnede en smule langsommere end hidtil i kampen for begge hold. Der skulle gå to minutter, før Bakken Bears kom på tavlen. Det var dog heldigt for danskerne, at gæsterne fra Benfica heller ikke kom godt ud efter pausen. De fremmødte tilskuere i Vejlby-Risskov Hallen gjorde et fremragende arbejde og skabte en elektrisk atmosfære, der satte gang i Bears-spillet igen med en flot treer af Darko Jukic. Med fem minutter tilbage af tredje periode var stillingen 59-40 i Bakken Bears’ favør. Aarhusianernes momentum virkede i den grad til at forstyrre gæsterne, der ved flere lejligheder begik både usportslige og tekniske fejl. Men lige som det lignede et opgivende Benfica-mandskab, så satte de flere treere i træk, og pludselig var de tilbage i kampen inden en enormt spændende fjerde og sidste periode. De tog hold gik ind til sidste periode med stillingen 65-53.

Bakken Bears fik den ønskede start på fjerde periode. Efter to hurtige point af Benfica begyndte nervøsiteten at sprede sig i Vejlby-Risskov Hallen, men Adama Darboe havde et hurtigt modsvar med en lang treer til at give lidt pusterum. På et efterfølgende angreb fremtvang Darko Jukic en usportslig fejl og satte flere point på tavlen. Bakken Bears var igen komfortabelt foran med stillingen 74-57 med syv minutter tilbage af kampen. De portugisiske gæster nægtede dog at give op så let. Med flotte og gennemspillede angreb bragte de sig indenfor 10 point i kampen, og med tre minutter tilbage kunne alt fortsat ske. Det var så intenst, som det overhovedet kunne blive onsdag aften i Vejlby-Risskov Hallen. De danske bjørne satte dog det endelige søm i den portugisiske kiste med et heroisk steal af Adama Darboe til et efterfølgende dunk af Tylor Ongwae til kampens største bifald. Bears videre til kvartfinalen ved FIBA Europe Cup!

VIGTIG ET-POINTSEJR I NÆSTVED

Det holdt hårdt, men Bakken Bears fik en papirtynd sejr med hjem til Aarhus efter søndagens besøg i Næstved. Bears vandt 80-79 efter en afslutning, hvor Team Fog scorede kampens sidste ti point og havde et skud til at vinde kampen. Med sejren rykker Bakken Bears op på ligaens andenplads, to point efter Randers Cimbria og Bears har en kamp i hånden. De to hold mødes i næste spillerunde.

Næstved startede kampen klart bedst. Bears virkende søgende i angrebsspillet og kom bagud 7-15 inden et stærkt 10-1 anført af David Efianayi lukkede første periode til Bearsføring på 17-16. I anden periode førte Bears hele tiden med en håndfuld point, og da holdet også sluttede perioden med et 5-0 run kunne tilskuerne i den pænt fyldte Arena Næstved notere sig, at Bears førte 44-33 ved halvlegspausen.

I tredje periode lykkedes tingene langt bedre for hjemmeholdet. Den nye point guard Aleksandar Solokovic pynter gevaldigt på hjemmeholdets spil, og Næstved fik lynhurtigt barberet kraftigt af afstanden op til Bears, der blot førte 63-60 inden de sidste ti minutter.

I periodepausen inden de sidste ti minutter blev der talt meget om forsvar. At Næstved havde scoret 27 point i tredje periode, var ikke tilfredsstillende, og det blev markant bedre fra starten af fjerde quarter. Næstved skulle virkelig kæmpe for at score, og Bears vandt de første syv minutter 17-9. Føringen på 80-69 virkede til at lulle udeholdet i søvn – i hvert fald glemte Bears at få scoret, og da hjemmeholdet fandt effektiviteten frem blev det pludselig spændende. Med godt 12 sekunder tilbage reducerede Christian Terrel til 79-80, og da Adama Darboe samtidig smed bolden væk havde Næstved chancen med fire sekunder tilbage. Solokovic missede et presset trepointskud, og Bears kunne derfor tage sejren med hjem fra Sydsjælland.

Michel Diouf var mest scorende med 24 point (+6 rebounds), mens Nimrod Hilliard scorede 14. For Næstved scorede Zarko Jukic 13 point på seks skud (og han supplerede med syv rebounds).

Næste opgave for Bakken Bears er onsdagens afgørende FIBA Europe Cup-kamp mod Benfica, mens det lørdag gælder pokalfinale i Forum Horsens.