REFERAT
EN MANDFOLKEPRÆSTATION!!!

Som udgangspunkt er aftenens modstander et hold, vi sådan set ikke burde være i stand til at slå – og alligevel vandt vi knebent i udekampen for et par uger siden.
Og hvad kan vi så forvente i aftenens kamp – der vel ret beset for hjemmeholdet ikke har den helt store betydning – altså foruden egen respekt og værdighed (og her er der tale om stærke kræfter).
Lad det være sagt med det samme – der var på ALLE måder tale om en mandfolkepræstation fra et Bakken Bears-mandskab i front stort set fra start til slut (men flere gange meget lige – og spændende).
Som altid er det Darko Jukic, der starter stærkt og med sit effektive temposkift bringer Bears foran – godt efterfulgt af en smuk 3’er fra Carles Bivia ……. Og så var vi i gang.
Også Chris Christoffersen stempler ind i en periode, hvor Michel Diouf var her-der-og alle-vegne (endda i begge ender af banen).
Vi så også et hjemmehold, der mærkede en hurtighed og en aggressivitet i gæsternes forsvar, som vi ikke helt var forberedt på. Dette resulterede blandt andet i 4 turnovers og 8 point til Nymburk.
Perioden slutter med Bakken Bears foran med 18-15.
Igen er det Darko Jukic der starter anden periode med et lay up. Michel Diouf er fortsat dominerende for hjemmeholdet, hvor også Mikkel Plannthin og Morten Sahlertz viser sig med to af ”de lange”.
Nymburk er bestemt et solidt og homogent hold kendetegnet ved tempo, evnen og viljen til den ekstra aflevering og gode skytter.
Hjemmeholdet bliver ramt af en række angrebsfejl, der er med til, at gæsterne fra Tjekkiet følger trop – dog med Bakken Bears efter endnu 10 effektive minutter foran med 43-35.
Efter pausen fortsætter Bakken Bears med at holde fokus, være dybt koncentrerede og arbejde solidt for hinanden – med Darko Jukic, Carles Bivia og Michel Diouf som de dominerende. Bears er hele tiden lige 3-4 point foran gæsterne.
Hjemmeholdet har vanskeligt ved et par afleveringer, en skridt kendelse og endnu et par TO – men bringer sig stærkt foran 56-44, hvorefter Nymburk med 3 hurtige 3’ere igen kommer alt for tæt på (det var tydeligt, at Nymburk var endda MEGET farlige bag 3-points-linien). Michel Diouf og Darko Jukic slutter perioden af med hver en scoring og bringer værterne foran 61-55.
Vejlby Risskov Hallen med mange fremmødte var vidne til en helt ekstraordinær indsats på et meget højt niveau denne aften.
Flere bemærkede, hvordan coach Israel Martin havde valgt at starte sidste periode uden vore tre (denne aften) mest scorende spillere – deres referent blev lidt klam i håndfladen.
Men jeg skal hilse og sige, at specielt denne fjerde periode blev lige så præcis spændende og medrivende, som man overhovedet kan ønske.
Der blev fightet, kæmpet – fysikken var absolut til stede – det var imponerende.
I denne sidste periode var det fantastisk at se hjemmeholdets effektivitet fra straffelinien – Darko Jukic, Carles Bivia og ikke mindst Mikkel Plannthin var sikkerheden selv – ja bestemt også Chris Christoffersen fik sat 4 for 6 (ikke hverdagskost).
Kampen bølgede med skiftende scoringer de sidste afgørende minutter.
Vi skal lige have kampens absolutte detalje med – ved stillingen 68-65 afdribler Carles Bivia sin modspiller og ligger en lang høj aflevering direkte til Darko Jukic, der dunker bolden i kurven – verdensklasse.
Og med 3 minutter igen er stillingen helt lige – 72-72
Nymburks nr. 7 – Vojtech Hruban viste nu for alvor sit format bag 3-points-linjen og var på alle måder gæsternes farligste spiller i slutfasen.
Men hele tiden svarede hjemmeholdet igen, holdt fokus og var som allerede skrevet sikkerheden selv fra straffelinjen.
Carles Bivia bringer Bakken Bears foran med to sikre straffe med 7 sekunder igen. Og her var det så (endelig) stolpe-ud for Vojtech Hruban og Bakken Bears kunne med rette lade sig hylde af et stående, klappende og piftende hjemmepublikum.
En enestående bedrift.
For hjemmeholdet var de mest scorende Darko Jukic med 21 Michel Diouf med 12 og 13 rebound, Mikkel Plantin med 13 point og endelig Carles Bivia med 17 point. Holdet havde flotte 25 scoringer ud af 29 forsøg fra straffelinjen.
For gæsterne var det ubetinget Chasson Randle med 19 point og Vojtech Hruban med 18 point, der var de dominerende. Modsvarende havde gæsterne beskedne 14 straffekast og scorede på de 9
Bakken Bears spiller allerede igen på torsdag, hvor holdet ude møder SISU.
Næste hjemmekamp er mandag den 7. december kl. 18.15 mod Svendborg Rabbits.

Referat

Bakken Bears kvalificerede sig lørdag til pokalsemifinalerne med en sikker sejr i Stevnsgade. Bears vandt 91-72 efter en kamp, hvor bjørnene vandt alle fire perioder og sejren aldrig var truet.

Bears startede stærkt og kom foran 7-0 og senere 17-6. Især Michel Diouf og Darko Jukic startede stærkt. Stevnsgade kom dog i gang i den anden halvdel af første periode, men Bears førte 28-18 efter ti minutter.

I anden periode viste Nicolai Iversen godt spil – og scorede ni point i perioden. Bears nåede foran 42-27. Begge hold skød godt – og holdene fulgtes ad til halvlegsstilling 52-40.

Efter pausen scorede Bears de syv første point – fem af Jukic og to af Diouf – inden udeholdet stoppede med at spille. Bears glemte at dække op, rebounde og score på samme tid, og så fik Stevnsgade reduceret til 56-63. Time out Bears, efterfulgt af virkelig godt spil af Mikkel Plannthin og Morten Sahlertz gav et hul inden sidste quarter. 72-59 til Bears.

Sahlertz og Plannthin fortsatte med at spille godt – sidstnævnte startede fjerde periode med at ramme to treere. Bears bragte sig foran 81-61 og så var kampen afgjort. Slutresultatet hed 91-72.

Stevnsgades topscorer var Adrian Moss (18 point og syv rebounds), mens Jonel Palou scorede 14. For Bears scorede Michel Diouf 22 point, mens Darko Jukic scorede 20 point og supplerede med 10 rebounds. Mikkel Plannthin nåede 15 point og Morten Sahlertz 12.

Næste opgave for Bears er tirsdagens FIBA Europe Cup-kamp mod CEZ Nymburk fra Tjekkiet. Den kamp afgør højst sandsynligt hvem der vinder gruppe F.

Referat

4 på stribe – Bears videre i Europa

For første gang nogensinde fik Bears fire sejre i træk i Europa, og holdet spiller nu gruppefinale på tirsdag mod CEZ Nymburk, der vandt onsdagens kamp mod KK Tajfun Sentjur. Det historiske resultat blev overværet af 35 entusiastiske sponsorer og fans i Dublin.

Selvom der gik godt tre minutter før Bears kom på tavlen, var det hurtigt aarhusianerne der satte dagsordenen. Fra 11-10-føring rykkede Bears fra og vandt første periode 24-12.

I de første fire minutter af anden periode styrede Bears virkelig spillet, og nåede foran 38-17 efter treere af Sebastian Åris og Thomas Lærke. Hibernia gik på et 10-2 run inden Bears fik stabiliseret tingene. Føring på 46-30 til Bears ved pausen.

I tredje periode nåede Bears igen foran med 21 point – 59-38 og 61-40 inden Hibernia gik 8-0. Igen fik Bears stabiliseret og udbygget føringen til 65-50.

Bears startede med at score de første fem point i fjerde periode (til 70-50) inden Lehmon Colbert næsten egenhændigt hev Hibernia tilbage i kampen. Hibernia fik reduceret til 73-63 med fire minutter igen. Bears havde kampen igennem problemer med Hibernias zoneforsvar, men da hjemmepublikummet i National Basketball Arena var ved at vågne til dåd, scorede Bears to treere (Lærke og Bivia) på ni sekunder.

Da Carles Bivia fortsatte og scorede de næste fem point var kampen endeligt afgjort – Bears foran 84-63. Michel Diouf sluttede stærkt af ved at score kampens sidste seks point til slutresultatet 90-67.

Referat

For allerede anden gang i indeværende sæson skulle Bakken Bears i kamp mod gæsterne fra Randers – sidste kamp var kendetegnet ved klasseforskel, men siden har Randers forstærket truppen og står nu registreret med 2 sejre i ligaen.

Og specielt trekløveret Chris Nielsen, Charlie Burgess og Bonell Colas har tidligere voldt Bears endda meget store vanskeligheder.

Det der står tilbage efter 4 gange 10 minutter er følgende:

  1. Der blev dømt mange personlige fejl – rigtig mange. Og spillerne havde endda meget vanskeligt ved at forstå dommernes linje.
  2. Positivt at Bakken Bears fra kampens start var indstillet på at anvende HELE bænken – og det viste sig også, at ALLE Bears-spillerne kom på scoringstavlen. Det var tydeligt, at coach Israel Martin havde besluttet sig for at se frem mod 2 andre kampe i den kommende uge – en klog beslutning.
  3. Hjemmeholdet udbyggede konstant føringen indtil de sidste 10 minutter, der i stor udstrækning var præget af indianerbold.
  4. Keane Thomann fik for alvor sit personlige gennembrud med stor effektivitet – og scorede hele 18 point.
  5. Og til trods for 4 tidlige fejl til Chris Nielsen forstod han alligevel konstant at være farlig – og sluttede på 26 point.

Kampen startede med et koncentreret hjemmehold, der ret tidligt bragte sig foran med 14-0. Den første Randers-scoring kom efter ikke mindre end 5 minutter (og ved stillingen 15-7 havde Randers Cimbria fortsat kun scoret fra straffelinjen).

Kampen bølger i intensitet, i niveau og i koncentration – men efter de første 10 effektive minutter fører hjemmeholdet allerede med 26-18

Anden periode startede også rodet – ja det var på mange måder en lidt anderledes kamp. Det var næsten som om Randers på forhånd vidste, at de ville tabe – og at Bakken Bears tilsvarende vidste, at de ville vinde (og sådan set også, at en relativ velbesøgt Vejlby Risskov Hal var indstillet på det samme).

Der viste sig i anden periode en del frustration hos flere spillere med udgangspunkt i RIGTIG mange dømte personlige fejl. Og begge hold var flittige fra straffelinjen.

Begge hold var tilfredse med at kunne gå til pause og få tingene snakket igennem – nu med hjemmeholdet foran med 54-39.

Anden halvleg startede – som i starten af første periode – med Darko i centrum – scoring, fastbreak og dunk. Det viste sig også, at flere spillere havde taget de tidligere frustrationer med videre efter the-pausen – og i flere omgange udviklede det sig efterhånden til en ret fysisk kamp – med en del dumme/unødvendige frustrationsfejl.

Kampen er længe afgjort – og det er tydeligt på banen. Begge hold har sluppet koncentrationen. Og de mange fejl fortsætter i begge ender af banen. Sebastian Åris sætter en flot 3’er og slutter med en fin assist til Aladdin Barakeh som slutter perioden – nu med Bakken Bears foran med 86-55.

Der er egentlig ikke så meget at skrive om når det gælder fjerde periode. Coach Morten Hansen tager midt i periode både Charlie Burgess og Bonell Colas ud på bænken, og overlader det til Chris Nielsen (med hans eget show) at være en trussel.

Nicolai Iversen har dog stadig både brændstof i tanken og vilje. Han scorer hele 10 point i de sidste minutter. Kampen slutter med en sikker sejr til Bakken Bears på 104-76.

For gæsterne var de mest scorende Chris Nielsen med 26 point (heraf 12 på straffe), Charlie Burgess og den tidligere ”bjørn” – Simon Bjørnebo begge med 12 point.

For hjemmeholdet var de mest scorende Keane Thomann med 18, Nicolai Iversen med 17, Darko Jukic med 13 samt Michel Diouf med 12 og Mikkel Plannthin med 10 point.

Bakken Bears spiller allerede igen på onsdag, hvor holdet ude møder Hibernia i FIBA Europe Cup.
Næste hjemmekamp er tirsdag den 24. november kl. 18.15 mod CEZ Nymburk i FIBA Europe Cup.

De fleste sad vel med en meget usikker fornemmelse inden kampen – hvad kunne vi forvente af et hjemmehold, der i weekenden fik grimme tæsk af lokalrivalerne fra Horsens – og hvor stærke var gæsterne fra Østeuropa.
De afgørende overskrifter fra kampen viste sig at være følgende:
1. En helt anden dommerlinie (læs: langt mere fysisk kontakt blev tilladt)
2. Mange brændte skud (i begge ender af kampen)
3. Solide forsvar fra begge hold
4. Spænding – rigtig meget spænding
På mange måder en typisk europæisk kamp med en lav score, noget rodet, solid fight og svingende præstationer.
Kampen startede lige (og den lave score var tydelig fra første fløjt) – og efter 5½ minut var stillingen 7-5 til Bakken Bears med Darko Jukic i hovedrollen. Hjemmeholdet var foran med 15-9 med 10 sekunder tilbage, men uheld og stærkt spil fra Tajfun betød alligevel, at første periode sluttede 15-14.
Og herefter skiftede holdene med at score frem til 23-23, hvorefter gæsterne trak fra – ikke mindst i kraft af et par dumme/unødvendige fejl, forkerte beslutninger og for meget 1 mod 1-spil, hvor Bakken Bears havde vanskeligt ved det mere fysiske spil. Godt forsvar fra Tajfun var også medvirkende til, at vi kunne gå til pause med gæsterne foran 30-36.
Der blev uden tvivl talt med store bogstaver i omklædningsrummet. Der er al mulig grund til at formode, at coach Israel Martin både skulle give spillerne selvtilliden tilbage, forberede dem på en fortsat fysisk fight og justere lidt i forsvaret.
Bakken Bears kom godt fra start, men igennem hele perioden så man alligevel, at gæsterne hver gang der var kontakt satte sine skud og konstant var foran med 3-6 point. Et par dommerkendelser var ”stolpe ud” for bjørnene, og i angrebet skulle vi virkelig kæmpe for at komme til skud og chancer. Alligevel hang vi på, og var derfor kun bagud med 50-55 før de sidste 10 effektive minutter.
Vi indledte med at skrive om spænding – det kom der så for ALLE pengene. Bakken Bears var allerede lige med gæsterne ved 58-58 i en periode, hvor især Michel Diouf var stærkt spillende. Og denne gang var det os, der havde glæde af den anderledes dommerlinie i en situation, hvor Chris Christoffersen fik tilkendt to straffe (som han endda scorede på).
Darko Jukic satte en meget lang treer på et kritisk tidspunkt efterfulgt af et fint lay-up af Chris. Begge hold kom i tidlige fejlproblemer i denne fjerde periode, hvor hjemmeholdet heldigvis var godt skydende fra linjen. Og stor ros for så vidt angik forsvaret, hvor der blev fightet, kæmpet og kommunikeret klogt.
De sidste to minutter stod alle tilskuerne op og gjorde deres til at opmuntre Bakken Bears-spillerne, der virkelig havde brug for at holde fokus. Hurtige fejl og skiftende straffekast var ikke mindst i det sidste minut situationen, hvor bjørnene var de vigtige 2-3 point foran …… og dermed hele tiden med maksimalt pres på spillerne fra Tajfun.
Bears bevarede koncentrationen, holdt hovedet koldt og var dygtige fra straffelinjen …… og endte med at vinde denne 3. europæiske kamp i træk. Kampen sluttede med en sejr på 72-68.
For gæsterne var de mest scorende Sandi Cebular med 18, Aleksander Ponjavic med 18 og Tomaz Bolcina med 12
For hjemmeholdet var det Michel Diouf med 23, Darko Jukic med 15 samt Carles Biviá og Nicolai Iversen begge med 9 point.

Referat

HIC GIVER BEARS FØRSTE NEDERLAG
I lørdagens kamp i Jyske Bank BOXEN gav Horsens IC Bakken Bears sæsonens første nederlag efter otte sejre i træk (i alt i alle turneringer). Horsens IC vandt 92-81 efter en kamp, der var mere tæt end resultatet lyder.

Horsens IC kom bedst fra start, og de første 5 minutter førte de gulklædte med 2-3-4 point, men midt i perioden tjekkede Chris Christoffersen ind, og den lange bornholmer var med til at vende kampens forløb. Christoffersen scorede otte point i første periode – i øvrigt ligesom Darko Jukic og Michel Diouf. Bears nåede foran 27-22 efter ti minutters spil.

Anden periode startede HIC med et 10-2 run efter bl.a Marquis Addison havde stemlet ind i kampen. Så blev det Bears’ tur til et lille run – 10-3 efter blændende spil af Michel Diouf, og bjørnene fortsatte. Da Darko Jukic og Thomas Lærke satte treere og Morten Sahlertz både reboundede godt og stjal bolde, nåede føringen op på 49-39 med blot to minutter tilbage af første halvleg. Et HIC-run på 9-3 var dog lige ved at få bragt balance i regnskabet inden Carles Bivia satte en treer samtidig med perioden sluttede.

Hvor de to første periode var pointrige, kneb det noget mere med scoringerne i tredje periode. Især det fra Aarhus importerede hjemmehold var i problemer og scorede kun tre point de første seks minutter. På det tidspunkt havde HIC udlignet til 60-60 efter virkeligt godt spil af kampens bedste spiller Nimrod Hilliard. Hilliard og HIC fortsatte og nåede foran 69-64 inden seks point i træk af Bears gav en snæver føring på 70-69 inden sidste periode.

Fjerde periode første halvdel var helt lige. Bears holdt føringen frem til 80-78, men så var der udsolgt. To treere af Brian Fitzpatrick og Vedran Borovcanin og et par straffekast af Iffe Lundberg gav 86-80 føring, og Bears evnede hverken at få stops i forsvaret eller kvalificerede afslutninger i angrebet. To treere af Lundberg lukkede kampen definitivt.

HIC fører Basketligaen efter at have mødt alle hold – syv sejre i lige så mange opgør. Bears fik sæsonens første nederlag i Basketligaen og har nu fem sejre i seks opgør.

Næste opgave for de to hold er for HICs vedkommende en hjemmekamp mod Hørsholm tirsdag, mens Bears i FIBA Europe Cup samme dag skal møde de slovenske mestre fra KK Tajfun Sentjur.

 

Referat

Det var et historisk øjeblik da Michel Diouf tog rebounden efter et brændt trepointskud af Chasson Randle i kampens døende sekunder i den tjekkiske provinsby Nymburk. Det brændte skud og den efterfølgende rebound betød sejr til det undertippede danske hold 66-64 over de 12-foldige tjekkiske mestre fra CEZ Nymburk.

Nymburk havde fire importspillere og derudover hele fem spillere, der deltog ved EM-slutrunden i september, heraf tre, der spillede for Tjekkiet, der sluttede på syvendepladsen. Nymburk fører VTB-ligaen foran hold som CSKA Moskva, så der er ingen tvivl om kvaliteten på modstanderen.

Kampen startede eller tungt for Bears. Nymburk ramte to hurtige treere og tog et væld af angrebsrebounds, men efter 6-0 føring gik hjemmeholdet i stå, og Bears gik på et 19-7 run og bragte sig dermed foran 19-13. Den tjekkiske landsholdsspiller Petre Benda fik dog reduceret inden første periodes afslutning. Nøglespiller for Bears i første periode var Darko Jukic, der scorede otte point.

Chris Christoffersen fik sin første kamp som starter, men det gav ikke bonus i første periode, hvor den 218 cm høje bornholmer begik tre fejl på de første tre minutter. Derefter kom Nicolai Iversen ind, og hans arbejdsindsats var medvirkende til den store præstation.

I anden periode scorede Nymburk de første seks point, men bedst som publikum troede hjemmeholdets maskine ville rulle over Bears, vendte kampen igen. Bears bragte sig foran 27-22 inden Vojtech Hruban ramte et par skud. Anden periode sluttede 34-34.

Også i tredje periode startede CEZ Nymburk bedst. Holdet kom foran 38-34 og 40-36, men rystet Bears af fik de aldrig. Nymburk holder sig foran i den første halvdel af tredje periode, men Bears følger med, og bringer sig efter en treer fra Mikkel Plannthin foran ved udgangen af tredje periode.

Nymburk scorede ikke i tredje periodes sidste godt to minutter, og scoringspausen holdt længere end til midt i fjerde periode. I alt lykkedes det Bears at holde tjekkerne fra fadet i 7 minutter og 36 sekunder, men uden det dog lykkedes at slå et større hul end 55-50 – altså et 7-0 run… Hruban fik med en treer udlignet til 55-55, mens hvis man kan tale om turning point i en kamp må det være Nicolai Iversen og Carles Bivias to trepointscoringer i to angreb i træk. 61-55 med to minutter igen.

Det lykkedes Bears at holde føringen med straffekastscoringer fra Bivia og Diouf indtil der resterede 33 sekunder, hvor to turnovers på fem sekunder og et par missede straffekast var ved at koste sejren. Da Howard Sant-Roos samtidig satte tre straffekast og fik reduceret til 64-65 med 17 sekunder og Nicolai Iversen blot scorede et af to kast, var afgørelsen i hænderne på Nymburk, der spillede tiden ned – men Randles miss og Dioufs rebound sikrede en højst overraskende udebanesejr.

Carles Bivia spillede en virkelig flto kamp for Bears. 20 point, 7 rebounds og 7 assists viste hans klasse. Men hele holdet skal roses for en blændende præstation – måske den største enkeltstående sejr i dansk basketballs historie?

Bears fører gruppe F i FIBA Europe Cup med to sejre i to opgør. Nymburk og slovenske KK Tajfun Sentjur har hver en sejr efter Sentjurs sikre sejr over irske Hibernia.

Der er ikke plads til at hvile på sejren – allerede lørdag spiller Bears topopgør i Basketligaen, når Bears og Horsens IC – de to ubesejrede hold – mødes i Jyske Bank Boxen, og tirsdag spilles næste kapitel i FIBA Europe Cup, når KK Tajfun Sentjur gæster Aarhus.

Referat

For så vidt samme udgangspunkt som de foregående hjemmekampe i denne sæson med et Bakken Bears som favorit. Dog med den væsentlige forskel, at det denne gang gjaldt en kamp i FIBA Europe Cup – måske for første gang med Bakken Bears i favoritrollen.

Første periode var ganske lige – med et usikkert hjemmehold og en spillende træner for Hibernia (No 12 – Colin O’Reilly), der var godt skydende fra down town. Darko Jukic lyste op i flere omgange, men svigtende kommunikation i forsvaret kombineret med brændte skud (mange brændte skud) betød, at gæsterne førte med 15-20 efter 10 minutter.

Straks i anden periode blev styrkeforskellen dog tydelig. Chris Christoffersen stemplede ind, og nu var der mere held med skud fra distancen. Bakken Bears vinder perioden med hele 25-9 og efter 2. periode var stillingen derfor 40-29 og kampen var i realiteten afgjort. Forsvaret var bestemt mere aggressivt og i angrebet var der tilsvarende mere koncentration og mere vilje til at finde den frie mand.

Efter pausen fortsatte Bakken Bears med at dominere. Der var bestemt flere flotte episoder og præstationer – Darko i en coast-to-coast med efterfølgende dunk, Michel Diouf med dunk, Sebastian Åris med flot assist, flere steals og en dejlig 3’er fra Mikkel Plantin. Efter de 30 minutter førte hjemmeholdet 73-45 over et mere end modløst hold fra Irland.

Da 4. periode blev sat i gang var kampen for længst afgjort – og til trods for dette var det fantastisk, at publikum i en absolut velbesøgt Vejlby Risskov Hal i den grad levede med på lægterne.

Bakken Bears kunne spille frit, den brede bænk blev benyttet fuldt ud, og i flere omgange så vi den og de ekstra afleveringer i angrebet, der gjorde skytten fuldstændig fri til skud – og nu var vi mere heldige (læs. dygtige). Med knap 4 minutter igen blev der europæisk debut til Sylvester Berg, der markerede sig med både 4 rebound og en scoring. Også gæsterne fra Hibernia fik dog også en række scoringerne, hvilket sluttelig resulterede i en sejr til Bakken Bears på 96-60.

For hjemmeholdet markerede følgende spillerede sig i angrebet – Mikkel Plannthin 10 point, Nicolai Iversen 10 point, Michel Diouf 15 point, Carles Bivià 15 point og Darko Jukic med 19 point (på lige godt 17 minutter).

For gæsterne var de mest scorende Martins Provizors med 12 point og Colin O’Reilly med 13 point.

Næste ”hjemmekamp” er den 7. november mod Horsens IC i Jyske Bank Boxen i Herning – sidste sæsons to finalister.

Referat

Bakken Bears er videre til kvartfinalerne i pokalturneringen efter fredagens sejr på 99-76 over SISU. Michel Diouf mest scorende med 19 point.

Om det skyldtes at Bears senest spillede 48 timer inden kampstart eller bare almindelig fredagstræthed vides ikke, men faktum er, at Bears kom meget flade ud til kampen. SISU derimod spillede virkelig deres chance med et hold, hvor højeste mand blot var 198 cm.

Thomas Lærke startede fremragende, og med otte point fra start bragte han Bears foran 8-5. Herfra gik det stærkt. Anført af Jay Canty scorede hjemmeholdet ni point i træk og lagde pres på Bears. SISU kørte videre og bragte sig foran 18-10, 24-12 og 27-14 efter en treer af August Haas. Bears fik lavet et mod-run på 7-0, men kampens bedste spiller August Haas sluttede perioden flot af til føring 32-23.

August Haas scorede to straffekast i starten af anden – men så havde Bears fået nok. Bjørnene gik fra 23-34 til 35-34 efter et energiboost fra Aladdin Barakeh og fint spil af Mikkel Plannthin. Selvom SISU scoringsmæssigt hængte på, var det nu Bears der var i teten. 46-41 ved halvleg efter 15 point af Thomas Lærke. Anden periode endte 23-9 til Bears.

Efter pausen fortsatte mønsteret. Bears klart bedst efter en fin SISU-start anført af Haas. Fra 52-46 scorede Bears otte point, herefter SISU fem inden et 13-2 run afgjorde kampen endeligt. Selvom SISU reducerede var Bears foran med 15 point inden sidste periode (73-58).

Og mønsteret fortsatte i fjerde periode. Jay Canty scorede en masse point, mens det for Bears var Sebastian Åris og Michel Diouf der scorede. Bears sluttede med et 11-3 run og vandt 99-76.

Point Bears: Michel Diouf 19, Darko Jukic 18, Sebastian Åris 15, Thomas Lærke 15, Mikkel Plannthin 8 (+10 rebounds), Carles Bivia 6, Nicolai Iversen 6, Aladdin Barakeh 5, Jacob Meller 3, Morten Sahlertz 2, Keane Thomann 2.

Point SISU: Jay Canty 30, August Haas 26, Devin Cherry 8, Frederik Rungby 7, Gustav Thestrup 3, Nicklas Jønsson 2.

Referat

Bears slår Rabbits efter comeback
Bakken Bears var bagud med hele 14 point undervejs, men vandt alligevel topopgøret i Svendborg Idrætscenter. Bears vandt 83-78 efter 30 point af Darko Jukic.
Bears stillede op med fuldt hold, men satte ikke Chris Christoffersen på banen, mens Rabbits manglede Antonio Porta og Trevor Noack.
Svendborg Rabbits var klart mest dominerende i første periode. Ligatopscorer Brandon Rozzell ramte tre treere og scorede 11 point af kaninernes 18 (føring 18-7, 5 min). For Bears var Michel Diouf næsten eneste scorer i starten af kampen – han scorede syv af udeholdets første ni point.
Darko Jukic scorede syv point i den sidste halvdel af perioden, og det var medvirkende til at Bears “kun” var bagud 18-28 efter de første ti minutter. Katalysator for at Bears fik stoppet Rozzells scoringer var indskiftningen af Aladdin Barakeh.
Svendborgs dominans stoppede dog ikke med starten af anden periode. Rabbits gik 7-3 og nåede dermed holdets største føring (35-21, 12 min). Endelig kom Bears i gang i angrebet. Sebastian Åris og Darko Jukic ramte treere og det blev indledningen på et 8-0 run. Rabbits holdt ved til 43-34, inden Bears gik på et 11-0 run og bragte sig foran for første gang siden 2-0. Damian Ocana fik udlignet inden halvlegen.
I tredje periode scorede Rabbits ikke de første godt fire minutter, men alligevel fik Bears ikke trukket fra. Bjørnene nåede maksimalt foran med seks, men en uhyre velskydende Claus Magaard scorede fynboernes sidste ti point. 60-62 inden sidste periode.
I kampens sidste fjerdedel fortsatte Bears med at dække fint op. Rabbbits scorede blot syv point i de første syv minutter og Bears nåede foran 76-67 og senere 82-70. Brandon Rozzell scorede tre treere og fik næsten hevet Rabbits tilbage i kampen, men det var ikke nok. Bears vandt slutteligt 83-78.
Mest scorende for Bears var Darko Jukic med imponerende 30 point, mens Michel Diouf scorede 20. Begge supplerede med syv rebounds. For Rabbits scorede Rozzell 30 point, hvilket han supplerede med 10 assists.
Bears er med sejren i spidsen af Basketligaen med fem sejre i lige så mange opgør, mens Rabbits har tre sejre i fem kampe. HIC er det eneste andet ubesejrede hold, men holdet har kun spillet fire kampe.
Bakken Bears spiller allerede igen fredag aften, når holdet gæster SISU i pokalturneringens 1/8-finale.

Referat

Bakken vandt 76-68 i Hørsholm efter en drømmestart med føring på 18-2 efter fem minutter. Carles Bivia mest scorende med 23 point, mens Darko Jukic scorede 11 point i fjerde periode og 18 i alt.

Hørsholm var slet ikke til stede i kampens første fem minutter. Bears blev ikke mødt med den ventede modstand, og efter godt to minutter stod der 12-2 efter otte point af Michel Diouf (bl.a. to dunk). En time out fra hjemmeholdet hjalp ikke, og Bears kom foran 18-2. Hørsholm kom bedre med, bl.a efter en buzzer af Frederik Hougaard. 25-12 efter første periode.

I anden periode faldt kadencen. Bears vandt 16-14 og udbyggede dermed føringen til 41-26. Hørsholm ramte ikke en treer i hele første halvleg.
Tredje quarter var katastrofalt for Bears, der søgte og søgte uden at finde. Samtidig begyndte Hørsholm at få blid på tanden og nye Anali Okoloji ramte holdets første treere. Han fik en rigtig god debut og bliver et fint aktiv for Hørsholm.

I fjerde periode besluttede Darko Jukic sig for ikke at ville tabe kampen. Han scorede bjørnenes første ni point og var med til at holdet afstanden til hjemmeholdet. Det var først i allersidste spilleminut kampen så tæt ud (68-72), men den blev aldrig rigtig spændende. Carles Bivia og til sidst Darko Jukic vandt kampen fra straffelinjen. Sejren blev på 76-68 og dermed har Bears vundet sæsonens første fire opgør.

Mest scorende for Bears var Carles Bivia (23 point), Darko Jukic (18), Michel Diouf (16) og Mikkel Plannthin (7). For Hørsholm scorede Okoloji 25 point, mens Evan Yates (12) og Frederik Hougaard (11) fulgte efter.

Programmet for Bears hedder udekamp i Svendborg på onsdag og pokal-udekamp mod SISU på fredag – en meget vigtig uge.

Referat

Der var tale om de to mest vindende hold i dansk herrebasket, der tørnede sammen en solrig efterårssøndag – denne gang med hjemmeholdet som klar favorit. Et ungt SISU-mandskab med mange nye spillere og uden et par afgørende profiler mod et Bakken Bears, der har høstet selvtillid efter to meget klare sejre i den forgangne uge.

Kampen startede ganske lige de første minutter – men fra midt i perioden var BB alligevel foran med 25-14 og kampen begyndte at ligne noget vi havde set før. Deres penfører kunne for alvor glæde sig over et hjemmehold, der gerne ville aflevere den extra gang – og en center, der var sikker fra linien. Og det var også tydeligt, at coach Israel Martin var indstillet på at bruge hele bænken – at han har fokus på at skabe et team.

Efter første periode var Bakken Bears solidt foran med hele 34-21 (og kampen syntes afgjort – noget der på mange måder kom til at præge resten af kampen).

Anden periode var kendetegnet ved en længere scoringspause – dog bemærkelsesværdigt så flot SISU bed fra sig. Ikke mindst Frederik Rungby gjorde det solidt for gæsterne. For hjemmeholdet virkede det som om koncentrationen svigtede en smule,og at den afgørende kommunikation i forsvaret i flere omgange var ikke eksisterende.

Perioden sluttede med en føring til Bakken Bears på 54-40 (og vinder trods alt perioden med en enkelt pind).

Efter pausen fortsatte kampen i sikker forvisning om, at vinderen allerede var fundet – og at begge hold havde indstillet sig på dette faktum. Dog skal kampens flotteste angreb lige nævnes – Bakken Bears kommer hurtigt frem ad banen, og efter 6-7 afleveringer havner bolden hos en helt fri Thomas Lærke, der scorer en flot 3er.

Det med scoring uden for 3-point-linien var i det hele taget det, som vi alle tager med hjem efter kampen.

I sidste periode var der én spiller, der fuldstændig overtog scenen – nemlig Morten Sahlertz. Efter en lidt forsigtig start på kampen skinnede han igennem loftet med den ene fantastiske 3-point-scoring efter den anden. Morten Sahlertz imponerede med ikke mindre end 8 af ”de lange” og var på denne måde med til, at Bakken Bears satte ny klubrekord med fantastiske 20 3-point-scoringer (den tidligere rekord lød på 16). Og ikke nok med at det var klub – det var også rekord for Basketligaen, den hidtidige var næsten 12 år gammel og var ejet af Svendborg.

For gæsterne fra SISU scorede Fredderik Rungby imponerende 21 point, Asger Hjort 14 og Devin Cherry 12.

For Bakken Bears var det som allerede nævnt Morten Sahlertz der gjorde det utrolige med i alt 26 point suppleret af Carles Bivià med 19 point (heraf 5 3-point-scoringer) og Michel Diouf med 17 point.