Andreas Kjærsgaard Christensen er fysisk træner hos Bakken Bears. Det er groft sagt ham, der – i samarbejde med den øvrige trænerstab – er ansvarlig for spillernes form og fysiske formåen. Det indebærer både at spillerne i er form på den korte bane og at den enkelte spiller bygges rigtigt op til en karriere i elitebasketball.

Mads Sigersted er et velkendt ansigt i dansk basketball-regi. Den tidligere Bakken Bears-spiller og cheftræner arbejder i klubben som talentansvarlig og development coach. Derudover blev han inden sæsonen udnævnt som co-head coach for EBAA-holdet, der ligeledes spiller i Basketligaen i indeværende sæson.

Mads står som talentansvarlig og development coach også for EBBA’s U19-hold og ESAA, som er Aarhus Kommunes talentudviklingsprogram. Her står han for at samle de største talenter fra samarbejdsklubber og omkringliggende klubber, så de kan udvikle sig bedst muligt og forhåbentlig repræsentere Bakken Bears i fremtiden. Han anbefaler de mest lovende talenter til det resterende træner-team, og så beslutter de i samråd med hinanden, hvem der skal indgå i truppen som det nye kuld.

Mads Sigersted står noteret for 420 kampe for Bakken Bears, hvilket gør ham til indehaveren af femtepladsen for flest spillede kampe i klubbens historie.

Rune er en del af fysioterapeuterne omkring Bakken Bears. Rune er – sammen med Jens Knudsen og Søren Ege – medansvarlige for forebyggelse af skader og behandlingen heraf.

Rune har selv en kort karriere på Bears-holdet, og uddannelsen som fysioterapeut har blandt andet ført ham forbi Odder Håndbolds bedste håndboldhold.

Søren Ege er fysioterapeut i Bakken Bears. Søren Ege har som spiller erobret 10 DM-titler, så han kender også gamet indefra.

Rasmus Lederballe er Bakken Bears’ holdlæge, og han bliver tilkaldt, hvis spillernes skader viser sig at være omfattende eller trækker ud. Er der brug for yderligere undersøgelser, så bliver spillerne behandlet hos Rasmus på Regionshospitalet i Silkeborg, hvor han også arbejder som overlæge i reumathologi.

Rasmus Lederballe er uddannet læge fra Aarhus Universitet tilbage i 2006 og har været tilknyttet Bakken Bears i tre år.