thomas_laerke-w420

Games | 2016-01-27

Bakken Bears vs. JUVENTUS UTENA (LIT.)

Referat

I en kogende Vejlby-Risskov Hal var det i sandhed lige ved og næsten da Bakken Bears spillede den femte kamp i FIBA Europe Cups Round of 32. Bears mødte Juventus Utena på hjemmebane, og tabte efter overtime.

Godt 1200 tilskuere fyldte næsten den gamle hal helt op, og godt krydret med ca. 250 litauiske gæster blev der fyret op under stemningen fra start. Mens Bakken Bears ikke havde noget at spille for, blev litauerne mødt med kravet om sejr, hvis holdet fortsat selv skulle kunne afgøre sin skæbne i forhold til kvalifikation til næste runde.

Første periode var utrolig tæt. Største forskel på de to hold var tre point (7-4, 9-6 og senere 15-12 til Bears). Litauerne sluttede bedst af og kort før tid scorede Chavaugn Lewis til udeholdsføring på 20-19. For Bears var Shawn Glover varm med syv point i den indledende fase af kampen.

Juventus scorede de første fire point i anden periode og nåede således foran 24-19 inden Chris Christoffersen reducerede til 21-24. Herefter satte Carles Bivia tryk på og med to treere gav han føringen tilbage til Bears. Holdene fulgtes ad til 31-31 inden et frustreret udehold mistede fokus og Bears scorede på straffekast som følge af alle typer fejl – almindelige, tekniske og usportslige – til føring 37-31. Alijevas reducerede rutineret til 33-37 ved periodens udløb.

Bears kunne – trods føringen – ærgre sig over for mange missede straffekast og nogle åbne treere, der røg ved siden af kurven – men omvendt være tilfredse med intensiteten.

I tredje periode åbnede Darko Jukic scoringen inden seks litauiske point gav udligning. Perioden forløb helt lige indtil Butterfield og Urbutis sluttede med fire point og føring til Juventus på 60-57.

Da en velspillende Zelionis bragte sit hold foran 67-60 med knap syv minutter igen begyndte det at se svært ud for Bears. Bears havde svært ved at score og med 1 minut og 15 sekunder igen var holdet bagud med 66-72. Shawn Glover fulgte en fin indsats op med at sætte sin første treer og efter en straffekastscoring af Darko Jukic og et fastbreakdunk 15 sekunder inden slutsignalet bragte balance i stillingen og stemningen i top. Litauerne havde to chancer til at score, men Bears fik rebounden og Morten Sahlertz’ skud fra egen halvdel var ikke langt fra at ryge i.

I overtiden var Juventus stærkest. Holdet scorede hele 21 point, heraf scorede Spencer Butterfield 12! Bears kunne ikke få stops, og når litauerne ikke scorede tog de angrebsrebounden og kunne forsøge igen.

Med sejren til Juventus og Mons’ sejr over Khimik, er der nu spænding inden sidste runde, hvor Juventus tager imod Khimik og Bears får besøg af Mons. Udover Bears kan alle tre hold slutte i top to og dermed gå videre, så der er lagt op til to virkelig spændende kampe.

Mest scorende for Bears var Darko Jukic med 18 point, mens Shawn Glover scorede 17 og Michel Diouf 15 (som han supplerede med ni rebounds). For udeholdet scorede Spencer Butterfield 23 point og han tog otte rebounds.

Næste kamp for Bears er søndagens udekamp i Basketligaen i Næstved.

Kampens resultat:

81-93

Dato:

onsdag 27. januar 2016

Tid:

18:15

Arena:

Vejlby-Risskov Hallen

Se statistikken

Foromtale

Onsdag spiller Bakken Bears den femte kamp i Round of 32-gruppespillet. Efter nederlaget i de fire første kampe, gælder det nu to hjemmekamp mod Juventus Utena og Belfius Mons-Hainaut.

Modstanderen er Juventus: Det navn smager i denne del af Europa mest af et sort-hvid-stribet fodboldhold fra Torino. Når Bakken Bears onsdag møder holdet med dette navn, handler det imidlertid ikke om fodbold, men om basketball, og det er altså også navnet på et af de bedste hold fra Litauen. På litauisk betyder Juventus ”ungdom” og henviser til at holdet bestod af mange unge spillere, da klubben blev stiftet i 1999.

I Litauen er basketball nationalsport nummer et – og landet har bestemt grund til stor stolthed over sine kvaliteter på internationalt plan. Ved seneste EM – for godt tre måneder siden – nåede landsholdet finalen, som blev tabt til Spanien, og historien har siden selvstændigheden i 1991 budt på tre OL-medaljer, en VM-medalje og EM-medaljerne af alle tre karat. Landets traditionelt bedste hold, Zalgiris fra Kaunas, har i samme periode været fast bestandel af Euroleague og vundet Europas stærkeste turnering en enkelt gang.

Juventus er fra Utena. Utena er navnet på Litauens tiendestørste by (27.000 indbyggere) placeret i den østligste region i landet, ca. 100 km fra hovedstanden Vilnius. Basketballklubben er byens stolthed, og klubbens bedste herrehold rykkede op i den bedste række i 2009. Efter fire sæsoner i Baltic League, er det første gang klubben er med i FIBAs europæiske turneringer. Det blev muligt efter en bronzemedalje i sidste sæsons litauiske mesterskabsslutspil – de første medaljer i klubbens historie.

At Juventus mener deres basketballprogram seriøst kan man få bekræftet ved at kigge på navnet på head coachen. Ny træner i denne sæson er Antanas Sireika – tidligere head coach for Zalgiris og det litauiske landshold gennem fem år. Med landsholdet var han head coach, da Litauen vandt det førnævnte EM i 2003, og som ass. coach har han OL-bronze i medaljeskuffen.

På spillersiden er litauerne også ganske fint med. Juventus Utena består af en flok dygtige hjemlige spillere, suppleret af to amerikanske stjerner. Sidstnævnte hedder Spencer Butterfield (190 cm guard, spillede LEB Gold i Spanien i sidste sæson) og Chavaughn Lewis (196 cm forward, første år som professionel efter at have gradueret fra Marist College, hvor han snittede næsten 20 point pr. kamp). Den største litauiske profiler hedder Egidijus Dimsa, der er en erfaren 204 cm forward/center. Dimsa spillede i sidste sæson hos rivalerne fra Neptunas Klaipeda – der deltog i Euroleague – og har tidligere i karrieren blandt andet spillet i Italien. En anden profil er Edgaras Zelionis, der er en 201 cm forward, der i de seneste tre sæsoner har spillet i Kasakhstan og Letland.

Juventus Utena gik videre til andet gruppespil som en af de bedste treere i de østeuropæiske grupper. Det blev til to sejre over Etha fra Cypern, en over Tartu Rock fra Estland og to nederlag imod Khimik Yuzhne – som Juventus (og Bears) altså også er i pulje med i andet gruppespil. Kampene mod Khimik blev tabt med fire og otte point.

I den første kamp mellem de to hold vandt Juventus 91-67 efter at holdet trykkede Bears fra starten (foran 13-0). Laurynas Samenas scorede 23 point – 5/7 på treere – alle i anden halvleg.

Juventus er lige nu på andenpladsen i gruppen med to sejre i fire opgør – a point med belgiske Mons. Forrest ligger Khimik med fire sejre. Alle de tre hold har en reel chance for at gå videre, og Juventus kan virkelig hjælpe sig selv med en sejr i Aarhus.

Kampen spilles kl. 18.15 i Vejlby-Risskov Hallen og kan ses direkte på FIBAs Youtube-kanal.

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by