thomas_laerke-w420

Games | 2016-02-25

Bakken Bears vs. Hørsholm 79ers

Referat

To hold, der begge i praksis er sikre på hvilken plads de slutter grundspillet på, og som begge er uden et par af profilerne, er ikke den bedste opskrift på at få en intens og nervepirrende kamp. Bakken Bears var uden skadede Darko Jukic og Nicolai Iversen, mens Hørsholm ikke havde Frederik Hougaard og Evan Yates i spil til opgøret mellem ligaens nummer to og fem.

Første periode var lav på såvel intensitet som godt spil. Kun udeholdets Jonathan Gilling var i hopla, og han scorede alle sine 13 point i kampens første syv mnutter – fire treere og et straffekast – velkommen til kampen til hjemmeholdet. Hørsholm nåede takket være især Gillings scoringer foran 15-7 inden Mikkel Plannthin ramte sin anden treer og Michel Diouf med et and-one play kunne reducere til 13-19 som var facit efter ti minutter.

Anden periode var nok hjemmeholdets bedste. Andreas Meilby ramte to treere for Hørsholm, men det var de eneste point fra udeholdet i første halvdel af periode, og efter godt spil af bl.a Chris Christoffersen kunne Bears komme foran for første gang i kampen ved 24-22 og senere 26-25. Hørsholms sidste føring i kampen kom ved 29-28, men Bears sluttede med tre treere – to af dagens anfører Morten Sahletz og en af Sebastian Åris i de døende sekunder af perioden. 37-29.

Intensiteten steg gradvist i løbet af kampen, men primært på baggrund af de to holds frustrationer over dommerkendelserne. En total udramatisk kamp blev således ramt af to usportslige og en teknisk fejl. Kampens mest dramatiske episode var dog et hændeligt uheld, da Sikander Tajik blev knockoutet og skulle hjælpes fra banen.

I tredje periode rykkede Bears endegyldigt fra nordsjællænderne, da holdet gik fra 37-34 til 54-36. Game over i en kamp, hvor Hørsholm formåede at svare igen i slutningen af tredje periode uden dog at hente ind på Bears. Mikkel Plannthin scorede 10 af sine 16 point i tredje periode. 61-43 inden de sidste ti minutter. Plannthin blev topscorer for hjemmeholdet.

Fjerde periode gav en del minutter til de mange unge spillere begge hold stillede med. Det var dog Chris Christoffersen og Asbjørn Midtgaard, der kæmpede hårdest i deres dueller under kurven. Kristoffer Løwenstein scorede fem point i træk og Keane Thomann sluttede fest af med to fine scoringer inden Andreas Meilby scorede sin sidste treer, så han blev topscorer med 15 point.

Med sejren fik Bears den 19. sejr i 24 kampe, mens Hørsholm stadig står med 12 sejr, nu efter 26 kampe. Hørsholm spiller næste gang om 10 dage, når holdet tager imod Horsens IC, mens Bears skal i ilden igen tirsdag, når holdet gæster ligaens nummer tre, Næstved, i en tv-kamp.

Kampens resultat:

80-53

Dato:

torsdag 25. februar 2016

Tid:

18:15

Arena:

Vejlby-Risskov Hallen

Se statistikken

Foromtale

Bakken Bears spiller torsdag den sidste hjemmekamp i Basketligaens grundspil, når Hørsholm kommer på besøg. Efter den kamp, mangler bjørnene fire udekampe inden der tages hul på slutspillet mandag den 14. marts. Dermed bliver det sidste chance for at se hjemmeholdet i grundspillet for publikum i Vejlby-Risskov Hallen.

Dele af Basketligatabellen er allerede på plads, selvom de fleste hold mangler at spille fire kampe, Bakken Bears endda som nævnt fem. Det er således sikkert at Horsens IC vinder grundspillet og at Bakken Bears slutter på andenpladsen. Det er også stort set sikkert at Hørsholm slutter på femtepladsen, idet der er langt op Næstved og Svendborg på tredje- og fjerdepladsen og langt ned til Randers på sjettepladsen.

Horsens IC trak det længste strå i den direkte kamp om førstepladsen i grundspillet, da marginalerne var på deres side i de døende minutter i Vejlby-Risskov Hallen først på ugen. Bakken Bears var ellers foran langt det meste af kampen, men kræfterne slap op og ligaduksene kunne tage en snæver sejr med sig hjem til Horsens. Bakken Bears slog Team FOG Næstved sidst, og sikrede sig altså andenpladsen i grundspillet, imens Horsens IC cementerede førstepladsen med en sejr over Stevnsgade.

Hørsholm 79ers har haft en særdeles svingende sæson, men to forstærkninger, hentet ind omkring juletid, har gjort holdet til en særdeles farlig outsider i DM-slutspillet. De to ‘nye’ spillere, Jonathan Gilling og Drew Maynard, har sammen med resten af Hørsholmkernen bestående af ligaens mest effektive spiller Evan Yates, Anali Okoloji og Frederik Hougaard Nielsen, givet Hørsholm så meget vind i sejlene, at det uden tvivl er et hold ingen af topholdene ønsker at møde i slutspillet.

Hørsholm har et af Danmarks bedste ungdomsprogrammer, og har udviklet et hav af dygtige basketballspillere. I den nuværende Basketligatrup er der en fin blanding af unge og erfarne spillere, og der er vist ingen tvivl om at den nuværende Hørsholmtrup er den bedste klubben har haft siden finaledeltagelsen i 1996/97.

Bakken Bears’ stramme kampprogram har betydet, at kampene mod Hørsholm 79’ers er faldet lige oveni hinanden. De to mandskaber har så godt som lige stået over for hinanden to gange, og dette opgør bliver det tredje på godt to uger.

88-82. Sådan endte det på Sjælland, og det gjorde det specielt grundet en stærk anden halvleg af 79’ers, hvor de vandt en periode 35-4. Hørsholm 79’ers sænkede den ene tre’er efter den anden, og det endte altså med, at de kunne trække sig sejrrigt ud. Bakken Bears fik dog revanche i Vejlby-Risskov Hallen få dage efter, hvor de sejrede hele 112-67. Til den historie hører dog at Hørsholm sparede flere spillere og roterede mere end sædvanligt. Bears vandt også deres første indbyrdes opgør i Nordsjælland, hvor Bakken tog hjem med en 68-76-sejr.

Derfor skal hjemmeholdet naturligvis anses som favoritter i egen hule – også qua den gode hjemmebanestatistik. De har kun smidt point i Vejlby-Risskov Hallen to gange denne sæson. Hørsholm 79’ers er tilmed et af ligaens dårligste udebanehold – de har kun vundet tre af 12 mulige udeopgør indtil videre.

Hørsholm 79’ers seneste udebanekamp var nederlaget mod Bears, og dermed har de tabt otte af deres sidste ti udekampe – deriblandt de sidste to kampe på farten. Det placerer dem på en øjeblikkelig femteplads i grundspillet seks point foran Randers Cimbria og seks point efter Svendborg Rabbits.

Kampen i Vejlby-Risskov Hallen starter kl. 18.15.

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by