thomas_laerke-w420

Games | 2017-05-08

Bakken Bears vs. Horsens IC

BAKKEN BEARS VINDER 15. DM-GULD

Bakken Bears vandt klubbens 15. danske mesterskab, da holdet vandt DM-finaleseriens femte kamp 81-73 over Horsens IC og dermed lukkede serien med scoren 4-1. Efter en lige første periode (22-22), trak Bears fra i de efterfølgende to og trods begyndende passivitet kom Horsens IC aldrig tæt på at bringe serien i sjette finalekamp.

Kampen var lige hele første periode og igen i den første del af anden periode. Fra 29-29 gik Bears på et 7-0 run og fik skabt et hul, der holdt halvlegen ud. Føringen efter første halvleg var på 44-37. I tredje periode indledte HIC med næsten at lukke hullet, da først Myles Mack og dernæst Lawrence Alexander ramte en treer, men Bearsholdet blev ikke ramt af nervøsitet og slog straks tilbage med en treer af DeVaughn Akoon-Purcell og fire point af Michel Diouf.

I kampens 28. minut blev hjemmeholdets forspring for første gang tocifret og selvom HIC fik reduceret skabte to scoringer af Akoon-Purcell et hul på 11 point inden sidste periode (63-52). Et par minutter ind i fjerde periode blev Bearsforspringet på hele 16 point (70-54), men herefter virkede det som om Bakken Bears blev bange for at angribe. Passiviteten tog over, og HIC nåede tættere på. Med to minutter igen fik de forsvarende mestre reduceret Bearsforspringet til at være på otte point (77-69), men igen dukkede Michel Diouf op. Hans flagrende forsvarsspil fik generet utroligt mange HIC-angreb og var afgørende i kampen.

Bakken Bears kunne køre en sejr på otte point i hus til stor jubel for en fyldt Vejlby-Risskov Hal. Det er i øvrigt femte kamp i træk med en fyldt hal – i to semifinaler og tre finaler på hjemmebane har publikum givet noget nær den ideelle opbakning.

Mest scorende for Bears var ligatopscorer og finale-MVP DeVaughn Akoon-Purcell (25 point, 8 rebounds, 4 assists), mens John Williamson (15 point, 6 rebounds) og Michel Diouf (14 point, 11 rebounds) fulgte efter. Mike Gesell nåede 9 point og 4 assists trods en ankelskade allerede i første halvleg.

For HIC scorede Lawrence Alexander 19 point, mens Myles Mack tegnede sig for 13 point, 9 assists og 4 rebounds. Iffe Lundberg havde også en komplet statline med 12 point, 6 rebounds og 7 assists.

 

Kampens resultat:

81-73

Dato:

mandag 08. maj 2017

Tid:

18.30

Arena:

Vejlby-Risskov Hallen

Se statistikken

FOROMTALE: VIGTIG KAMP 5 I VENTE

Der er spillet fire DM-finaler og de har været vidt forskellige. Mandag aften spilles DM-finale fem og spørgsmålet er hvorvidt den kamp vil følge mønsteret fra en af de hidtidige kampe eller om vi får et helt andet forløb at se.

Horsens IC vandt den første finale efter en kamp, hvor Bears blev spillet ud af brættet. Bears udlignede efter en 18-pointsejr, hvor der var spænding indtil de sidste minutter. I finale tre vandt Bears den hidtil eneste hjemmebanesejr i serien: En 10-pointsejr, men sejren blev reelt sikret allerede i tredje periode.

I den fjerde finalekamp var der et anderledes mønster. Bears vandt periode et med 10 overskydende point, HIC tog revanche i periode to som holdet vandt med 16 overskydende inden Bears vandt den tredje periode med 19 overskydende point – og alligevel blev der spænding til sidst, da HIC skar Bearsføringen til blot at være på et point, men selvom HIC vandt sidste periode med fem point, vandt Bears alligevel med 93-85. Særpræget for kamp fire var, at den kamp var den eneste helt tætte kamp.

Fælles for kampene er, at det tabende hold ikke har været foran i de sidste 15 minutter i nogen af kampene.

Der kan på ingen måde herske tvivl om at det er Danmarks to stærkeste hold, der mødes i årets DM-finaler. Bakken Bears og Horsens var suveræne i grundspillet, hvor der blot var to point imellem dem og hvor der til gengæld var hhv 18 og 16 point ned til holdet på tredjepladsen. De to hold har da også indtil videre spillet fire spændende finalekampe – vidt forskellige og uforudsigelige, men alle fascinerende.

De to hold har indtil videre mødt hinanden fire gange i grundspillet, en i pokalturneringen og fire i DM-finalerne. HIC fører de indbyrdes kampe 5-4, men Bears har naturligvis som mål at sikre at den tiende kamp også bliver den sidste og dermed sikre udligning i den indbyrdes række af kampe i denne sæson.

Finaleseriens mest scorende spiller har været Basketligaens topscorer og MVP DeVaughn Akoon-Purcell, der snitter 22,0 point pr. kamp. Han efterfølges af klubkammeraten John Williamson (18,0 ppk) og af de to HIC’ere Dan Trist (17,8) og Myles Mack (17,0).

Reboundmæssigt har Bakkens Michel Diouf været bedste mand (7,5 rebounds pr. kamp), Akoon Purcell og Williamson følger efter med 6,5 rebounds pr. kamp. Bedste HIC’er er Will Artino med 5,25 og Vedran Borovcanin (5,0) – sidstnævnte ligesom bjørnenes Thomas Lærke.

De to klubber har i alt spillet imod hinanden 151 gange. Indtil videre har Bears vundet 88 af disse opgør, mens HIC har opnået 63 sejre.

Der er meget tæt på udsolgt i Vejlby-Risskov Hallen – siddepladserne blev revet væk, stort set alle inden DM-finale fire overhovedet var spillet. De basketballfans, der ikke har sikret sig plads i hallen kan se kampen direkte på TV2 Sport.

 

Hovedsponsor
Nybolig Erhverv
Danbolig
Kaj Ove Madsen

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by