thomas_laerke-w420

Games | 2017-10-18

Avtodor Saratov vs. Bakken Bears

SIDSTE-ØJEBLIKS NEDERLAG MOD STÆRK MODSTANDER

Efter Bakken Bears’ første kamp i FIBA Europe Cup var fokus på det dommerkald, der med 12,4 sekunder tilbage måske var afgørende for kampens resultat. Bagud 73-74 stjal Bakken Bears bolden på indspillet og dunkede to point i kurven, men dommerne annullerede scoringen med den begrundelse, at DeVaughn Akoon-Purcell havde slået til bolden mens det var i modstanderens hænder. I stedet for to point til Bears fik Avtodor endnu en chance for at kaste bolden ind, og i andet forsøg lykkedes deres mission. Bakken Bears fik med fem sekunder tilbage chancen for at udligne, men Akoon-Purcells forsøg røg ved siden af kurven, og Avtodor kunne hente den ventede sejr.

Måske fokus i stedet for dommerkaldet skulle være på en i perioder og i bestemte dele af spillet bestemt godkendt indsats af de aarhusianske bjørne. Bakken Bears bed fra sig og udfordrede Avtodor på deres hjemmebane i Saratov. Bears vandt reboundkampen klart – 43-35 – og hjemmeholdets særdeles erfarne coach Andrea Mazzon brød sig ikke om hvad han så. Mazzon tog to timeouts allerede i den tredje periode, som Bears vandt 18-10, og havde det ikke været for Branden Frazier, der scorede 11 point i sidste periode havde Bears måske kørt sejren hjem.

Bears startede bedst. Udeholdet kom foran 8-2, men kunne ikke styre Coty Clarke. Den erfarne amerikaner scorede uhørte 18 point (ud af 21 til Avtodor) i første periode. Russerne førte 21-16 efter de første ti minutter. I hele anden periode var Avtodor foran med mellem 4 og 9 point. Darko Jukic og Morten Sahlertz spillede glimrende i perioden, men Maksim Sheleketos anden og tredje 3er gjorde ondt på Bears. Føring til hjemmeholdet på 43-36 ved halvlegspausen.

Avtodor havde i det meste af første halvleg truet med at løbe fra Bears, mens hvis hjemmeholdets fans havde troet at det så ville ske i tredje periode, måtte de tro om igen. Avtodor kunne slet ikke få angrebet til at køre, og Doug Wiggins udlignede til 45-45 efter bare godt to minutter. Vigtige scoringer af Micah Downs bragte hjemmeholdet foran igen, men Bears var efter virkelig godt reboundspil og scoringer af Tony Bishop foran 53-50 inden førnævnte Sheleketo fik reduceret. Bears foran 54-53 med ti minutter igen.

Selvom Branden Frazier truede med at tage over og Ian Hummer med to scoringer til 72-71 og 74-71 var med til at sikre festen for det talstærkt fremmødte publikum, var Bears rigtig tæt på sensationen. Coty Clarke satte de sidste to straffekast inden Bears forsøgte en dyb, men forgæves, treer.

Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell (17 p, 4 rebounds), Tony Bishop (15 p, 11 rebounds) og Darko Jukic (14 point). For Avtodor scorede Coty Clarke 24 point (heraf 18 i første periode), som han supplerede med 6 rebounds, mens Branden Frazier scorede 13 point og havde 6 assists.

Næste opgave for Bears er også i FIBA Europe Cup – det drejer sig om hjemmekampen mod SL Benfica. Den kamp spilles på onsdag kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.

Kampens resultat:

76-73

Dato:

onsdag 18. oktober 2017

Tid:

17:00

Arena:

Kristall Sports Palace

Se statistikken

FOROMTALE: FIBA EUROPE CUP STARTER

Onsdag begynder gruppespillet i FIBA Europe Cup, og Bakken Bears starter med puljens på papiret sværeste kamp – udebanekampen mod Avtodor. Rejsen er fordelt over to dage og er et kapitel for sig – modstanderen, der nåede slutspillet i Basketball Champions League i sidste sæson, er et andet kapitel…

Avtodor vandt halvdelen af de 14 gruppekampe i Basketball Champions League 2016/17 og mødte i playoffs de senere tyske vicemestre fra Oldenburg. Holdene vandt en kamp hver, mens den tyske sejr var størst. I den østeuropæiske VTB-liga, hvor de bedste russiske hold spiller til hverdag blev Avtodor nummer ni, og nåede derfor lige præcis ikke slutspillet. Avtodor var dermed Ruslands syvendebedste hold.

Avtodor var i sidste sæson ledt an af en fantastiske trio. En usandsynlig dygtig scorer, Nick Minnerath, der blev topscorer i både VTB og i Basketball Champions League, Vince Hunter samt Branden Frazier. Minnerath er flyttet til Kina, Hunter forsøger at komme på holdet hos Memphis Grizzlies, mens Frazier er den eneste af profilerne, der er blevet hos Avtodor. Ja, udskiftninger er – bortset fra Frazier – næsten total. Ny træner er Andrea Mazzon, der har fortid i bl.a Aris Thessaloniki (Grækenland) og Reyer Venezia (Italien) og han har i sin karriere både store nationale og internationale titler på CV’et. I spillerstaben er centeren Artem Zabelin, udover Frazier, den eneste genganger! De fem øvrige amerikanere er nye ligesom de hjemlige spillere også er skiftet ud.

Og hvem er så de nye profiler? Der er dygtige forwards som Micah Downs, der har snittet et tociffret antal point i den bedste række i både Spanien, Ukraine Rusland, Italien og Frankrig samt i D-league, Coty Clarke, der tidligere har spillet i Boston Celtics og i Israel og Rusland, samt Ian Hummer, der har gjort det godt i Finland og Tyskland. I en parentes skal det bemærkes, at Hummer for et par år siden spillede mod Bears i en træningskamp, da han spillede for Nilan Bisons (Finland).

Der er også dygtige guards på Avtodorholdet. Udover Frazier, der også har mødt Bears – og imponeret stort – i sin tid i Khimik Yuhzny (Ukraine), er det Earvin Morris, der i sidste sæson spillede i Libanon og den lille (174 cm), men ekstremt hurtige, Justin Robinson, der kommer lige fra det amerikanske collegesystem.

Blandt de hjemlige spillere er forwarden Maxin Sheleketo mest scorende, mens de to store drenge Artem Klimenko (214 cm) og førnævnte Zabelin (215 cm) også spiller væsentlige minutter. Zabelin er trods sin størrelse en glimrende trepointskytte.

Den tidligere Ural Ekaterinburg-spiller Fedor Klyuchnikov er også i rotation – han spillede i øvrigt for Ural i nederlaget mod Bakken Bears i foråret 2014. Sidste mand i rotationen er guarden Dramir Zibirov, der har spillet på det russiske universitets- og U20-landshold.

Og hvor gode er Avtodor så i denne sæson? De vandt deres første kamp i denne sæsons VTB i lørdags, da Enisey blev sendt hjem til Krasnoyarsk med et nederlag på 83-102 efter Avtodor var foran med hele 30 point undervejs. Enisey deltager i øvrigt i denne sæsons Basketball Champions League, hvor holdet vandt deres første kamp over sidste sæsons tyske sølvvindere EWE Baskets Oldenburg (89-86) – på udebane… Bakken Bears spillede i øvrigt træningskamp mod Oldenburg i den første del af september – og her vandt tyskerne.

Der venter Bears en kæmpe mundfuld. Eneste tidligere styrkeprøve med et russisk hold var de to kampe mod Ural Ekaterinburg i 2014. Bakken Bears tabte 85-71 på udebane, men vandt 92-84 hjemme. Avtodor er et kvalitetsniveau op i forhold til Ekaterinburg, hvilket bl.a understreges af klubbens europæiske meritter. I 2015/16 blev det til en kvartfinaleplads i EuroCup, mens det i 2014/15 blev det til en kvartfinale i EuroChallenge (som nu er FIBA Europe Cup).

Avtodor deltog, ligesom Bears, i kvalifikationen til Basketball Champions League. Avtodor var med fra første runde, hvor det blev til sejr over de cypriotiske mestre, Keravnos, der har den tidligere Bearsspiller Kenny Barker på holdet. Avtodor vandt ude (83-72), men tabte hjemme (63-67). Barker havde i øvrigt i returopgøret imponerende 11 point, 13 rebounds og 5 assists! I anden runde vandt Avtodor to sikre sejre over Mornar Bar fra Montenegro (samlet sejr på 26 point), inden det i tredje runde blev til sejr på 70-69 hjemme, men nederlag ude på 59-92 mod italienske Orlandina fra Italien. Italienerne kvalificerede sig dermed til gruppespillet i Basketball Champions League.

Turen til Saratov starter allerede mandag morgen kl. 06.00 – 59 timer inden kampen starter onsdag kl. 17.00 dansk tid (19.00 lokal tid)! Rejsen går med bus til Hamburg, fly til Moskva og fly videre de knapt 1.000 km sydøst mod Saratov. Tirsdag aften og onsdag formiddag trænes der i Sports Palace Kristall, hvor der er plads til 5.000 tilskuere.

Bakken Bears har indtil nu vundet en af to kampe i Basketball Champions League-kvalifikationen (mod Donar Groningen fra Holland), to af to i Basketligaen (mod Wolfpack og Horsens IC) og to af to i pokalturneringen (mod BMI fra 1. division og i torsdags mod Randers Cimbria). Der har været rigtig godt spil undervejs, men stabiliteten skal øges, hvis det skal blive til sejre i FIBA Europe Cup.

Bakken Bears’ kamp i Saratov kan streames på FIBAs hjemmeside.

 

Hovedsponsor
Nybolig Erhverv
Danbolig
Kaj Ove Madsen

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by