thomas_laerke-w420

Games | 2017-11-10

VÆRLØSE BK vs. Bakken Bears

BEARS I POKALSEMIFINALERNE

Bakken Bears kvalificerede sig fredag aften til pokalsemifinalerne efter en god tredje periode i kvartfinalen mod Værløse. Bears vandt 94-69 efter 1. divisionsholdet faktisk førte 42-40 ved halvlegspausen. Bakken Bears kvalificerede sig med sejren til pokalturneringens semifinale for 18. gang i de seneste 20 sæsoner!

Bears vandt første periode 17-13, men i anden halvleg gav Værløses større aggressivitet bonus for hjemmeholdet. Især havde hjemmeholdet i første halvleg problemer med Tanner Giddings, der ramte en del mellemlange skud. Værløse scorede hele 29 point i anden periode.

Bears, der pga reglerne om brugen af udenlandske spillere i pokalkampe mod lavere rangerende hold var uden Doug Wiggins og Tony Bishop, satte til anden halvlegs start DeVaughn Akoon-Purcell og Michel Diouf på banen, og de to fik sat tonen for hvordan der skulle spilles forsvar efter pausen. Bears var langt mere aggressive og fik holdt Værløse på 27 point i anden halvleg. Selvom Værløse scorede de første fire point i tredje periode, vandt udeholdet 34-12 i den fjerdedel og pludselig var kampen afgjort. Michel Diouf gav en masse fylde i forsvaret og samtidig scorede han 10 point på de 10 minutter han spillede – nemlig hele tredje periode.

I fjerde periode var Bears fortsat i kontrol, men gashåndtaget blev sluppet en smule.

Mest scorende var Morten Sahlertz (18 point, 5 steals), mens Jaye Crockett supplerede fint (15 point, 8 rebounds). For Værløse var Giddings mest toneangivende (20 point, 7 rebounds), mens Lukas Speidel (16 point, 5 rebounds) også bidrog fint.

Udover Bears er Wolfpack i semifinalerne. De sidste to kvartfinaler står mellem EBAA og Hørsholm, mens Horsens IC møder Svendborg Rabbits.

Kampens resultat:

69-94

Dato:

fredag 10. november 2017

Tid:

19:30

Arena:

Søndersøhallen

FOROMTALE: POKALKVARTFINALE FREDAG

Efter onsdagens flotte sejr over Avtodor Saratov i Vejlby-Risskov Hallen, gælder det allerede fredag næste opgave. Søndersøhallen lægger gulv til pokalkvartfinale mellem topholdet i 1. division, Værløse, og Bakken Bears.

Værløse har talentudviklingen som erklæret mål, og det er et hold af talentfulde spillere, der tager imod bjørnene. Værløse, der trænes af Anders Sommer og den tidligere landsholdsanfører Jesper Hauge, har suppleret holdet med den amerikanske forward Tanner Giddings. Blandt de danske profiler med ligaerfaring er Lukas Speidel (ex SISU), Emil Henningsen og Victor Hjorth.

Værløse er efter fem kampe ubesejrede i 1. division. Nærmeste konkurrent er Bakken Bears’ farmerhold, EBAA, der har fire sejre i de første fem kampe. EBAAs nederlag kom netop imod Værløse, der vandt eftertrykkeligt (68-42).

Bakken Bears kan maksimalt stille ti spillere til kampen. David Kristensen, Marius Sørensen og Kristoffer Løwenstein har pokallicens hos EBAA, der i øvrigt spiller kvartfinale mod Hørsholm, mens ligahold i kampe mod lavere rangerende hold blot må stille med en ikke-europæisk/cotonou-spiller. Det betyder i praksis, at kun en af følgende tre spillere kan blive udtaget: Doug Wiggins, Jaye Crockett og Tony Bishop.

Fredagens kamp i Søndersøhallen spilles fredag kl. 19.30.

Wolfpack er allerede gået videre til semifinalerne efter sejr over Hjørrings 2. divisionshold. I de øvrige kvartfinaler spiller EBAA og Hørsholm (14/11), mens Horsens IC møder Svendborg (15/11).

 

Hovedsponsor
Nybolig Erhverv
Danbolig
Kaj Ove Madsen

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by