thomas_laerke-w420

Games | 2018-11-16

Stevnsgade SuperMen vs. Bakken Bears

Bakken Bears ankom for sent til dagens kamp, men de kunne man bestemt ikke se fra kampens åbning. De danske mestre lagde godt ud med solidt forsvarsspil og glimrende offensivt spil. Alle de startende spillere stemplede ind med scoringer forholdsvist hurtigt, og bjørnene førte med 13-2 efter tre minutter spillet af første periode. Stevnsgade kom lidt bedre med i de efterfølgende minutter med et par scoringer, men der var forsat langt op. Bakken Bears lavede på dette tidspunkt flere turnovers, og dette blev hjemmeholdet nødt til at lukrere på, hvis de skulle have noget med fra kampen. Stevnsgades Stefan Jevric var efter otte minutter spillet af første periode den eneste fra hjemmeholdet, som var kommet på tavlen med ni point. Sjællænderne havde dog brug for, at flere spillere kom på tavlen, da man ikke kunne sætte sin lid til én mand. Bakken Bears havde hele ni mand med point på tavlen i første periode, og det resulterede også i, at man trak en smule fra Stevnsgade igen. Første periode sluttede med en føring til de danske mestre på 28-12.

Anden periode åbnede uden det helt flotte spil. En uskøn kamp med mange fejl fra begge hold. Især Bakken Bears virkede ukoncentrerede i periodens åbning, og det udnyttede hjemmeholdet fra Stevnsgade til at bringe sig tilbage i kampen med stillingen 26-34. Bjørnene skruede dog efterfølgende som så mange gange før tempoet op, når modstanderne kom tæt på. Dette så vi blandt andet med en step-back treer fra Hayden Dalton. En rigtig flot aktion fra amerikaneren. Det virkede til at bringe mere flot spil frem fra aarhusianerne. Holdet fandt de flotte spilkombinationer frem, og det bragte dem komfortabelt foran igen med to minutter tilbage af anden periode. Stillingen var nu 29-50 i Bakken Bears’ favør. Gæsterne scorede de sidste ti point inden pausen, og derfor var stillingen 29-60, da spillerne tog håndklæder og skulderen og gik mod pause. De danske mestre havde været utroligt effektive og skudt med imponerende procenter. Bjørnene skød i første halvleg 12/19 fra trepointslinjen.

Tredje periode åbnede igen med Bakken Bears som det bedste hold. De danske mestre var undervejs foran med 40 point, og man havde halvvejs inde i perioden vundet med 19-10. Hjemmeholdet fra Stevnsgade havde utroligt svært ved at dæmme op for de fysisk stærke bjørne. Særligt engelske Ryan Martin voldte dem enormt store problemer i det fysiske spil under kurven. Englænderen stod noteret for 23 point to tredjedele inde i tredje periode. Perioden sluttede med en stilling på 47-94 i Nørrebrohallen.

Fjerde og sidste periode var uden den store spænding. Kampen var reelt afgjort, inden perioden var begyndt, og det kunne man også se på spillet inde på banen. Stevnsgade lignede et hold, der havde givet op, og Bakken Bears lignede et hold, der havde vundet. De danske mestre havde i kampen været yderst effektive fra trepointslinjen, og det betød, at man nærmede sig rekorden for flest treere i Basketligaen med 21 treere i en kamp. Det fik holdet til at sende mange skud afsted mod slutningen af kampen. Det lykkedes dog ikke at slå rekorden, men man tangerede sin egen klubrekord fra 2015 med 20 treere i en kamp. Bakken Bears vandt kampen med 118 – 57 og ligger fortsat sikker etter i Basketligaen.

 

Kampens resultat:

57-118

Dato:

fredag 16. november 2018

Tid:

19:00

Arena:

Nørrebrohallen

Se statistikken

Foromtale: Stevnsgade Copenhagen – Bakken Bears

Fredag aften klokken 19:00 spiller de danske mestre fra Bakken Bears på udebane i Basketligaen mod Stevnsgade Copenhagen. Aarhusianerne har indtil videre spillet den perfekte sæson med syv sejre i syv mulige. Holdet ser ualmindeligt skræmmende ud i denne sæson, hvor alle spillere har gjort indtryk. Der blev inden sæsonen skiftet meget ud på holdet, hvor mange nye er kommet til. Det ligner dog, at spillerne har fordelt bolden mellem hinanden over mange år. Bakken Bears har i anno 2018 fået et utroligt harmonisk hold med spillere, der alle sammen forstår og indretter sig efter klubbens identitet og værdier. Holdet har være ustoppelig i indeværende sæson, og det bliver unægtelig en vanskelig opgave for Stevnsgade, hvis de skal drille de regerende mestre.

Kampen bliver den anden indbyrdes kamp mellem de to hold. Første opgør endte med en sejr til Bakken Bears på hjemmebanen i Vejlby-Risskov Hallen med cifrene 102 – 78. Aarhusianerne må siges at gå ind til kampen med favoritværdigheden. Hjemmeholdet fra Stevnsgade har fået den samme start på sæsonen som Bakken Bears, hvis man vender den 180 grader. Københavnerne har ikke fået den ønskede start på sæsonen, hvor man har tabt syv ud af syv mulige. Stevnsgades profil Stefan Jevric har spillet en glimrende sæson for sjællænderne, og han skal bryste sig af titlen som holdets topscorer, flest rebounds og flest assists. Den 202 centimeter høje power forward skal som minimum spille en brandkamp, hvis man skal formå at skabe overraskelsen mod Bakken Bears.

Hjemmeholdet skal derudover forsøge af dæmme op for aarhusianernes skræmmende offensiv. Bjørnene har i denne sæson scoret 104 point i gennemsnit, hvilket er bedst i Basketligaen. Stevnsgade har samtidig den dårligste defensiv i forhold til point tilladt. Der venter derfor potentielt en kæmpe udfordring for københavnerne fredag aften mod Bakken Bears.

Du kan følge kampen på Fanseat.

Hovedsponsorer
Nybolig Erhverv Århus

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by