2019-12-30

Bred bjørnetrup stod for storsejr

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Bakken Bears vendte tilbage fra juleferie med et decimeret hold, hvor skader holdt Jonathan Galloway, Darko Jukic og Adama Darboe ude. Alligevel var det ingen sag for den stærke trup at hive en storsejr i land over Team FOG Næstved på 91-72 hjemme i Vejlby-Risskov Hallen.

Kampen startede dog knap så imponerende, og Bears kom bagud 0-5, inden Ryan Evans sænkede en 3’er og udlignede til 5-5 efter tre minutters spil. Lidt over halvvejs i første periode var hjemmeholdet dog bagude igen. Gæsterne missede så to straffekast, og en storspillende Thomas Lærke reboundede solo og udlignede til 9-9. Med endnu en rebound, denne gang af Chris Ortiz til Morten Sahlertz, overtog Bears endelig føringen: 13-11.

Derfra stod der Bakken på det meste. Opskriften var især solidt forsvar og stærkt presspil efterfulgt af høj træfsikkerhed. Fine takter af atletiske David Efianayi og sultne Simon Bjørnebo sørgede for en komfortabel føring til Bears på 22-16 efter første periode.

I anden periode fortsatte Efianayi den imponerende stime og sørgede med en rebound under hårdt pres at sætte yderligere to point på kontoen – plus et ekstra fra det efterfølgende straffekast. Han afsluttede desuden et fornemt alley-oop fra Ryan Evans, som dernæst selv stod for en sikker 3’er. Tylor Ongwae fulgte kort efter op med en lækker buzzer beater til stillingen 40-27. Perioden endte 48-33 til aarhusianerne.

Bjørnedominansen fortsatte i tredje periode, hvor Nimrod Hilliard endda sænkede en sjælden 3’er til 56-37. Både Thomas Lærke og Michel Diouf gjorde ham snart kunsten efter og satte begge en 3’er, inden et af kampens angrebsmæssige højdepunkter indtraf: Rebound af Diouf, der hurtigt spiller Lærke, som eminent finder Evans, der resolut dunker en føring på 23 point i hus: 66-43. Inden periodens udgang nåede Sahlertz at ramme en 3’er, og Anton Harbo kom på banen til stor jubel fra publikum.

Fjerde periode startede med frygtløs opdækning af anfører Sahlertz, der fremprovokerede årets tydeligste angrebsfejl. Herefter lød endnu en runde klapsalver fra tilskuerne, da Magnus Møllgaard kom på banen. Det blev siden vekslet til et decideret jubelbrøl, da han kraftfuldt dunkede sig til en føring på 87-61 og en pointforskel på 26. Hen imod kampens afslutning formåede sjællænderne at hale en smule ind og reducerede bjørnenes føring med otte point på fire angreb: Fra 89-64 til 89-72. Dystens sidste point stod Bears dog for, og årets sidste kamp sluttede 91-72 til hjemmeholdet.

Bakken Bears slog dermed sidste sæsons bronzevindere med hele 19 point. Hos Team FOG Næstved delte tre spillere den interne topscorertitel med 12 point: Jahmal Jones, Rob Marberry og Carlos Mateo. For Bears nåede hele fem spillere op på tocifrede point: Lærke på 10, Efianayi på 11, Evans og Ortiz på 13 og kampens topscorer Diouf på 15.

Resultatet betyder, at Bakken Bears fører ligaen med 24 point. Det er samme antal som Randers Cimbria og Horsens IC, der dog henholdsvis har spillet to og en kamp flere.

Næste opgave for Bakken Bears er pokalkampen ude mod Falcon fra Frederiksberg fredag den 3. januar kl. 18.00 i København. Næste hjemmekamp er dog først om en måned: Onsdag den 29. januar kl. 18.30 mod Spirou Charleroi fra Belgien i FIBA Europe Cup.

 

POTENTIEL AFGØRENDE SEMIFINALEKAMP VENTER MANDAG
01 maj 2026

POTENTIEL AFGØRENDE SEMIFINALEKAMP VENTER MANDAG

Efter en flot udebanesejr er det blevet tid til en potentiel afgørende 3. semifinalekamp...
OVERBEVISENDE INDSATS – 2-0
30 apr 2026

OVERBEVISENDE INDSATS – 2-0

Bakken Bears fik en storsejr i den anden DM-semifinale mod Horsens IC. Bears vandt...
BEARSSEJR EFTER TOUGH KAMP
27 apr 2026

BEARSSEJR EFTER TOUGH KAMP

Bakken Bears vandt 89-79 i den første DM-semifinale mod Horsens IC, og bjørnene tager...
Funktionelle løbetights: En nødvendighed for kvindelige atleter
27 apr 2026

Funktionelle løbetights: En nødvendighed for kvindelige atleter

Moderne sportsentusiaster og aktive kvinder stiller store krav til deres træningstøj. Med fokus på...
NEWS ARCHIVE