thomas_laerke-w420

Games | 2020-01-03

FALCON vs. Bakken Bears

BEARS VIDERE TIL POKALSEMIFINALERNE

Bakken Bears åbnede 2020 med at vinde 94-67 på udebane over Falcon, og kvalificerede sig dermed til semifinalerne i pokalturneringen. Her møder Bears vinderen af EBAA-Randers, og Bears spiller igen på udebane. David Efianayi og Michel Diouf var mest scorende med 18 point.

Selvom en velspillende Nicklas Jønsson åbnede med at bringe hjemmeholdet foran til stor jubel i en fyldt Bülowsvejshallen, så satte Bears sig på kampen fra indledningen. Bjørnene bragte sig foran 9-2 og 17-4 inden Falcon – med Jønsson som manden bag 10 af sit holds første 12 point kom med i kampen. Bears nåede foran 29-16 inden afslutningen på første periode. Første periode blev desværre også den eneste den tidligere Bearsspiller Jens Laulund nåede at være med i inden han satte sig ud med en skade.

I anden periode nåede Bears foran 37-20, inden Falcon fik bidt fra sig. Nicklas Jønsson var ustyrlig, og han scorede allerede efter 17 minutter sit 19. point til reducering 29-46, men selvom han fik hjælp af især Anders Haas og Asger Hjorth, så var Bears’ større træningsmængde og fysik afgørende for at kampen nærmest var afgjort ved pausen. Adama Darboe, Tylor Ongwae og Michel Diouf var toneangivende for Bears, mens Morten Sahlertz supplerede med to treere i første halvlegs sidste minut.

Fra pauseføring på 54-32 nåede Bears foran 69-40 efter et par treere af Simon Bjørnebo. Herefter var det den tidligere SISU-spiller Jonas Giese Andersons tur til at tage over, og efter ikke at have scoret i første halvleg satte han otte point på tavlen i den sidste del af tredje periode. Føring til Bears på 73-50 inden de sidste ti minutter.

Fjerde periode indledte Jonas Giese med at sætte en treer, men herefter gik Bears på et 14-0 run, bl.a. på baggrund af ni point fra David Efianayi. Falcon scorede så de efterfølgende 10 point inden kampen fladede ud til sejr på 94-67.

Mest scorende for Bears var Michel Diouf, der blev noteret for en double-double (18 point, 12 rebounds) og David Efianayi (18 point og 8 rebounds). Tylor Ongwae scorede 15 point (og 9 rebounds, 5 assists, 4 steals), Adama Darboe satte 14 point på fem skud og Ryan Evans scorede 11 point (foruden 5 rebounds, 3 assists, 3 steals).

For Falcon scorede Nicklas Jønsson 23 point, mens Jonas Giese Anderson scorede 15 og Christian Benzon 10.

Bears var uden et væld af spillere: Darko Jukic (skadet), Chris Ortiz, Jonathan Galloway og Nimrod Hilliard (underlagt reglen om at der kun måtte være en ikke-EU/Cotonou-spiller i pokalkampe mod lavere rangerende hold) samt Magnus Møllgaard og Anton Harbo (spiller pokalkampe for EBAA).

Modstanderen i pokalturneringens semifinaler findes allerede lørdag kl. 14:00, når EBAA møder Randers Cimbria i Vejlby-Risskov Hallen. Kampen forventes afviklet den 17. januar.

Kampens resultat:

67-94

Dato:

fredag 03. januar 2020

Tid:

18:00

Arena:

Bülowsvejshallen

FOROMTALE: TRICKY POKALKAMP ÅBNER VOLDSOM UDEBANESERIE

Bakken Bears åbner januar måned på udebane – noget så eftertrykkeligt endda. De første syv – måske otte – kampe i 2020 spilles på Frederiksberg, Lissabon, Værløse, Randers (to eller tre gange), Bayreuth og Horsens inden bjørnene den 29. januar får mulighed for at spille på hjemmebane i Vejlby-Risskov Hallen.

Den første opgave er fredag den 3. januar, hvor turen går til Storkøbenhavn. Falcons 1. divisionshold er modstanderen i landspokalturneringens kvartfinale. Det lyder muligvis som en overkommelig opgave, men vi skal her give adskillige argumenter for, at der ikke tages let på den kamp:

1. Falcon deltager i landspokalturneringen efter at have vundet divisionspokalens østturnering. I 1/8-finalerne blev det kort før jul til en sikker sejr over Basketligaholdet BK Amager (89-73), så Bears er advaret om, at modstanderholdet har Basketliganiveau.

2. Det begrundes også, når man ser på Falcons roster. Der er rigtig mange spillere, der har både niveau og alder til at spille i Basketligaen, men for de fleste spilleres vedkommende gælder det, at de ikke prioriterer at lægge den træningsmængde, det kræver at spille på allerøverste niveau. Vi nævner i flæng spillere som: Søren Døssing, Anders Haas, Asger Hjorth, Christian Benzon, Christian Thomsen, Frederik Benzon, Jonas Giese Anderson, Nicklas Jønsson og sidst, men ikke mindst, Jens Laulund. Alle spillere, der har spillet i Basketligaen og for de flestes vedkommende også være på college i USA. Den nu 42-årige Jens Laulund spillede mellem 1995 og 1999 156 kampe for Bakken Bears – og så supplerede han med to pokalkampe for bjørnene i efteråret 2010 (i den ene af dem scorede han 40 point!).

3. Falcon er en af traditionsklubberne i dansk basketball. Frederiksbergklubben har vundet 16 DM-medaljer (femteflest efter Bakken Bears, SISU, Horsens IC og Stevnsgade). Falcons medaljer er fordelt på fire guld-, otte sølv- og fire bronzemedaljer. DM-titlerne blev vundet mellem 1974 og 1978, og de seneste medaljer var bronzemedaljer i 1984.

4. Bakken Bears (og inden da ABF og Skovbakken) har mødt 64 forskellige danske klubber, og er bedst indbyrdes mod 58 af dem. En af de bare selv danske klubber, der har vundet flere kampe over Bakken Bears end omvendt er Falcon. I de 60 indbyrdes kampe mellem Falcon og Bakken Bears / Skovbakken har Falcon vundet 35 og blot tabt 25. Pointscoren er med aarhusianske øjne markant negativ (4413-4869). Det hører dog med til den historie, at Bakken har vundet de seneste 14 kampe (siden 1985), hvilket understreger Falcons dominans i dansk basketball i 1970erne og den første halvdel af 1980erne. De to hold har ikke mødt hinanden siden 2014.

5. Den måske mest alvorlige trussel mod at Bears skal cruise mod pokalsemifinalerne er imidlertid reglerne for pokalturneringen. Når ligahold møder lavere rangerende hold spilles efter sidstnævntes regler. Det betyder, at Bakken Bears blot må benytte en af holdets fire amerikanske spillere (altså en af Nimrod Hilliard, Chris Ortiz, Ryan Evans, Jonathan Galloway). Samtidig spiller dobbeltlicensspillerne (Magnus Møllgaard og Anton Harbo) pokalturnering for EBAA. Det betyder, at Bearstruppen maksimalt kan bestå af ni spillere, men med skader til Adama Darboe og Darko Jukic, der ikke spillede mandagens kampe mod Næstved, kan det være et endog særdeles tyndt hold Bears stiller op med i Bülowsvejshallen.

De øvrige kvartfinaler spilles lørdag kl. 14:00. Her afvikles EBAA-Randers Cimbria, Svendborg-Næstved samt Copenhagen-Horsens IC. Der er trukket lod til semifinalerne. Vinderen af Falcon-Bakken Bears skal op imod vinderen af EBAA-Randers Cimbria (sidstnævnte har hjemmebane, dog har Falcon hjemmebane i tilfælde af sejr, idet de er lavstrangerende). I den anden semifinale har vinderen af Svendborg-Næstved hjemmebane.

Der er tip off til kvartfinalekampen kl. 18:00 i Bülowsvejshallen. Kampen streames på Fullcourt.dk

 

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by