thomas_laerke-w420

Games | 2020-01-13

Randers Cimbria vs. Bakken Bears

NEDERLAG I FØRSTE AKT

Tre gange på 13 dage lægger Arena Randers gulv til opgør mellem Randers Cimbria og Bakken Bears, og mandagens første opgør blev vundet af Randers Cimbria, der sejrede 81-80 efter en gyser. Et katastrofalt tredje quarter blev dyrt for Bears, for hvem det var sæsonens andet nederlag i Basketligaen. De to hold mødes igen på fredag, når det semifinalerne i pokalturneringen.

Det var en utrolig tempofyldt affære, og Bears var skarpest i de første ti minutter, som udeholdet vandt 26-18. To hurtige fejl af Michel Diouf gav spilletid til Jonathan Galloway, der imponerede under kurven. 26 point i første quarter er naturligvis godkendt, men 12 i anden periode er bestemt ikke godt nok, hvis man vil være med i toppen af Basketligaen. Det gled nu heller ikke for et Cimbriahold, hvor de to store spillere Jonathan Jeanne og Brantley Bynum var dominerende. Bears førte 38-33 ved pausen.

Det fine forsvar i de to første periode blev afløst af horribelt forsvarsspil i tredje periode, hvor Cimbria scorede hele 31 point imod bjørnenes 15. Men bedst som Cimbria var foran med 13 point (75-62) med knap fire minutter igen kom Bears i gang med at ramme. 11 point af Nimrod Hilliard og 5 af Ryan Evans fik næsten bragt Bears tilbage i kampen, men Hilliards treer med 0,6 sekunder igen var ikke nok – og Cimbria kunne til stor jubel for en fyldt hal i Arena Randers lade sig hylde som vindere i topopgøret i Basketligaen.

Bears, der var uden en skadet Adama Darboe og Chris Ortiz, der ikke spillede pga. udlændingereglerne, tabte på trods af at holdet havde 16 afslutninger mere end hjemmeholdet (Bears 30/80, Cimbria 29/64). Der skal altså arbejdes med scoringsprocenterne inden næste opgør fredag.

Nimrod Hilliard blev topscorer med 21 point (6/9 på treeren), mens Tylor Ongwae scorede 19 (5/7 på treeren). Jonathan Galloway scorede 10 point og tog 10 rebounds.

For Randers Cimbria scorede Brantley Bynum 25 point, som han supplerede med ni rebounds, mens Jonathan Jeanne scorede 20, tog 12 rebounds og havde fire blocks. Josh Fortune blev noteret for 15 point.

 

Kampens resultat:

81-80

Dato:

mandag 13. januar 2020

Tid:

18:30

Arena:

Arena Randers

Se statistikken

RANDERS-TRILOGI INDLEDES MANDAG

I løbet af bare 13 dage har Bakken Bears fornøjelsen af hele tre ture mod nord, hvor holdet skal møde Randers Cimbria i Arena Randers. Dels to opgør i Basketligaen og dels en pokalsemifinale. Første Basketligaopgør er mandag aften.

Det er Basketligaens nummer et og to, der mødes mandag. Både Bakken Bears og Randers Cimbria har 13 sejre – i hhv. 14 og 16 kampe. Horsens IC på tredjepladsen har ligeledes 13 sejre, men efter 15 opgør. Der er langt ned til holdene på fjerde- og femtepladsen. Svendborg Rabbits og Team Fog Næstved har begge spillet 16 kampe og har hhv. 9 og 8 sejre. Basketligaen kan således komme nærmere en afklaring af hvem, der slutter på førstepladsen i løbet af de kommende uger, hvor Bears først spiller i Randers (13/1), derefter i Horsens (23/1) og slutteligt igen i Randers (25/1), mens HIC i den samme periode spiller i Næstved (16/1) og i Svendborg (25/1). På januar måneds næstsidste dag mødes HIC og Randers Cimbria så på førstnævntes hjemmebane.

De mange spændende ligakampe krydres af to pokalsemifinaler i den kommende weekend, hvor Randers tager imod Bakken Bears (17/1) og Næstved møder Horsens IC (18/1). Så topholdene får set noget til hinanden i løbet af januar måned.

Bears åbnede januar måned med udekampe i Falcon (3/1 – sejr 94-67), Lissabon (7/1 – nederlag mod Benfica 79-90) og Værløse (10/1 – sejr på 85-71). Udover den kommende uges to udekampe i Randers byder programmet på en FIBA Europe Cup-kamp i Bayreuth, ligakampen i Horsens og den tredje visit i Randers inden der står en hjemmebanekamp på programmet den 29. januar (mod Spirou fra Charleroi).

Cimbria har fået en imponerende tilføjelse i for af den franske center Jonathan Jeanne, der på 27 minutters spilletid snitter 17,6 point og 8,8 rebounds. Det tidligere NBA-emne ligner en spiller, der virkelig har fået gang i sin professionelle karriere i det kronjyske. Cimbria har netop tilføjet Adjehi Baru på 206 cm. Baru har tidligere spillet i SISU, og er fysisk stærkere end Jeanne. Han kommer til at komplettere franskmanden rigtig fint, men det forventes ikke hans papirer bliver klar til mandagens kamp.

Branley Bynum, der også spillede i Cimbria i sidste sæson, har også gang i en virkelig flot sæson. Han scorede 16,3 point og tager samtidig 5,4 rebounds. Bynum er dygtig til at få spillet til at glide. Armenske Corey Silverström er en rigtig dygtig point guard, danske Rasmus Bach er fortsat efter sin rigtig positive første sæson og snitter 13,1 point samt 6,8 rebounds.

Fra bænken har Randers dygtige og erfarne danske spillere i Chris Nielsen, Oliver Strøh, Casper Stage samt den nytilføjede Alan Voskuil. Sidstnævnte har baseret sin imponerende karriere ved et dræbende skud fra distancen, og han skal ikke have luft overhovedet.

Bears havde Adama Darboe ude af den seneste kampe, og landsholdsguarden kommer næppe i kamp mandag. De øvrige spillere er fit for fight, og der venter de to hold et spændende opgør mandag kl. 18:30. Alle andre kan se med på Fanseat.com

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by