thomas_laerke-w420

Games | 2021-05-24

Bakken Bears vs. Horsens IC

Knebent nederlag efter stort comeback

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Femte finalekamp førte til det andet nederlag i træk for Bakken Bears, der efter en stærk slutspurt alligevel tabte til Horsens IC med 79-85 i Vejlby-Risskov Hallen.

Det begynder ellers fornuftigt for bjørnene og Michel Diouf, der sikrer sig tip-off’et og en hurtig føring via QJ Petersons 3’er. Diouf er i det hele taget på spil offensivt med et dunk til 5-4 og en 3’er til 10-7. Hjemmeholdets lovende start topper ved det lækre alley-oop fra Ryan Evans til Darko Jukic, der dunker et forspring på 14-11 i hus. Herefter går Bakkens offensiv fuldstændig i stå, mens Horsens til gengæld for alvor stiller skarpt. Perioden slutter med en føring til gæsterne på 14-18.

Tidligt i anden periode opfanger Adama Darboe snarrådigt en rebound-mulighed i åbent spil: Han stjæler bolden på midten og bringer balance i opgøret med scoringen til 18-18. Jævnbyrdigheden varer dog ikke længe. Tendensen fra første periode med stor offensiv overlegenhed til HIC genindfinder sig midtvejs i andet quarter, og de gule kommer meget komfortabelt foran. Føringen topper med 17 point ved stillingen 31-48, men Bears får dog pyntet lidt på det inden pausen, hvor tavlen viser 35-48.

Bjørnene formår at stoppe blødningen undervejs i tredje periode, som bliver en tæt affære. Men hen imod slutningen begynder Bears endelig at vågne op til dåd og vise offensive tænder. Midt i mestrenes momentum fløjtes perioden dog af, men inden sidste og afgørende fjerdedel er HIC’s føring nu skrumpet til 55-64.

De gode takter fortsætter ufortrødent i sidste periode, hvor Bakken leverer et forrygende comeback. Især Thomas Lærke får sendt succesfulde skud på stribe afsted. Jublen i udsolgte Vejlby-Risskov Hallen når da også nye højder, da Lærke sætter en 3’er til 64-66. Ikke alene er kampen nu indenfor en enkelt scoring, men noget tyder på, Bears langt om længe har fået indstillet det normalt så præcise langskudssigte. Da Tylor Ongwae snart efter ligeledes planter en 3’er, denne gang til 72-73, synes det vanlige offensive niveau endelig at være nået. Og da Evans angrebet efter skyder bjørnene foran for første gang siden midt i første periode, går et lyn igennem publikum: Ellevilde kan de klappe i takt til føringen på 74-73. Herefter skiftes holdene lidt til at føre, men til sidst trækker Horsens igen fra og ender med at vinde 79-85.

Den store forskel er trepointsskuddene. Vi savner skarphed på den front næsten hele kampen igennem. Først til sidst rammer vi dem, og så bliver det rigtig tæt. Men vi mangler heldet i slutfasen, og så begynder trætheden også at melde sig. Generelt roder vi lidt rundt, og især i offensiven skal vi blive bedre i næste kamp.” – Steffen Wich, head coach i Bakken Bears.

Netop trepointsskuddene var en akilleshæl for Bears, der kun ramte seks på 30 forsøg. Uden at være prangende havde Horsens noget større held med den disciplin: Ni på 24. Kampens topscorer blev HIC’s Vedran Borovcanin med 24 point efterfulgt af Deng Geu på 19 og Bakkens Darko Jukic på 16. Assistkronen må Adama Darboe og gæsternes Charles Callison deles om: Seks til hver. Deng Geu topper rebound-statistikken med ni af slagsen. Bedste bjørnerebounder blev Tylor Ongwae med syv styk.

Næste kamp i finaleserien finder sted i Horsens på torsdag den 27. maj. Bakken Bears fører nu 3-2 i kampe og er fortsat kun en enkelt sejr fra at genvinde DM-guldet.

 

Kampens resultat:

79-85

Dato:

mandag 24. maj 2021

Tid:

18:30

Arena:

Vejlby-Risskov Hallen

Se statistikken

Finale 5 venter i Aarhus

I fredags lykkedes det Horsens IC at afværge den første matchbold, men mandag følger endnu en, når Bakken Bears har hjemmebane i den femte DM-finalekamp. Bakken Bears fører serien 3-1, og aarhusianerne mangler dermed blot én sejr for at sikre sig klubbens femte mesterskab i træk og det 19. i alt.

Fra en relativt sikker sejr i det første opgør er kampene gradvist tippet over mod Horsens ICs side. Kamp to var helt lige indtil tre minutter før tid, i kamp tre skulle der en mirakuløs afslutning, hvor Bears hentede 18 point på Horsens og vandt knebent efter overtime, før Bakken Bears kunne vinde, inden det i det fjerde opgør gik galt for Bears, der tabte 75-84 i Forum Horsens.

Det er to af Basketligaens bedst skydende hold, der mødes i DM-finalerne, men det har været svært at genkende, især for de forsvarende mestre. Bakken Bears skød i grundspillet 39,3% bag trepointslinjen (HIC: 35,9%), men i finaleserien har især Bears slet ikke holdt niveau. Bakken Bears har skudt hhv 40, 15, 31 og 18 % bag trepointslinjen, mens HIC har skudt hhv. 29, 26, 49 og 31%. Samlet set har HIC skudt 34,9%, mens Bakken Bears blot har ramt 26,7% bag linjen.

Basketligaens topscorer og MVP QJ Peterson har været Bakken Bears’ mest scorende spiller i finaleserien med 23,0 point pr. kamp. Han efterfølges af fire andre spillere, der har scoret et tocifret antal point: Deshawn Stephens (13,8), Michel Diouf (11,0), Tylor Ongwae (10,8) og Ryan Evans (10,0). Diouf har flest rebounds (8,8), mens Adama Darboe topper assistlisten (4,5). For HIC har den tidligere Bears-spiller David Efianayi (20,3) scoret flest point, efterfulgt af guardkollegerne Gage Davis (15,0) og Charles Callison (13,8). Store Richmond Aririguzoh snitter 13,3 point, mens den erfarne forward Vedran Borovcanin scorer 11,3 point. For HIC tager Gage Davis imponerende 9,8 rebounds, mens Callison har flest assists (4,0).

Selvom Bakken Bears de seneste DM-finaleserier har haft overhånden på Horsens IC, og inden i fredags havde vundet de seneste 15 DM-finalekampe (fra 0-1 til 4-1 i 2016/17, herefter 4-0 og 4-0 til de tre første i denne sæson), så er det historisk set mere tæt mellem Bears og HIC, når de to østjyske hold skal afgøre det danske mesterskab. Holdene har mødt hinanden i ni finaleserier, og HIC var bedst fire gange (1997/98, 2005/06, 2014/15 og 2015/16), mens Bears har slået HIC fem gange (1999/00, 2003/04, 2016/17, 2017/18 og 2018/19).

Siden starten af december har der ikke været tilskuere til en basketballkamp i Aarhus, derfor er det glædeligt, at det bliver en lækkerbisken vi kan tilbyde sæsonkortholdere og samarbejdspartnere. Der er også solgt billetter til øvrige fans fra begge hold, hvorfor vi får en levende kulisse i det nordlige Aarhus.

Der er tip off kl. 18:30. De mange basketballfans, der ikke kan være til stede i Vejlby-Risskov Hallen kan følge kampen på fanseat.com. Optakten kan ses på BearsTV Live fra kl. 17:45. Her vil bl.a. Jens Jensen og Chris Christoffersen fortælle om Steffen Wich, der stopper som Bears head coach efter denne sæson, og som altså potentielt set coacher sin sidste kamp.

Hovedsponsorer

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by