Nyhedsarkiv | Scouting: Dette er Kataja Basket

Scouting: Dette er Kataja Basket

Oprettet d.

Kataja er en gammel kending for Bakken Bears. Bjørnene har to gange tidligere mødt det finske hold i FIBA Europe Cup, og har vundet alle fire hidtidige kampe. Holdet fra Joensuu i det østlige Finland er med i de europæiske turneringer for ottende sæson i træk. Klubbens bedste internationale resultat var en kvartfinale i 2012/13-sæsonen.

Kataja vandt samlet over estiske Tartu i FIBA Europe Cup-kvalifikationen. Efter et nederlag på seks point i Estland, vandt finnerne returopgøret med 12 overskydende point og nåede med det resultat hovedturneringen.

Ligesom Bakken Bears deltog Kataja i Basketball Champions League i 2016/17, mens det i de seneste to sæsoner er blevet til deltagelse i det andet gruppespil i FIBA Europe Cup.

Kataja har to finske mesterskabspokaler i skabet i Joensuu – i 2015 og 2017 vandt holdet den hjemlige titel. Dette suppleres med pokaltitler i 2002, 2011 og 2012. I sidste sæsons Korisliiga blev Kataja nummer fire, men tabte til KTP i kvartfinalerne.

Bears har stor erfaring med finske hold. I 2013/14 blev det til to knebne nederlag mod KTP, mens det samme år blev det til to sejre over Kataja. I sæsonen 2018/19 var Bakken Bears i pulje med Kataja i det andet gruppespil. Her vandt Bears begge kampe.

Head coach Jukka Sten har en fortid som spiller i Sverige, Tyskland og Spanien foruden naturligvis i hjemlandet. Han sluttede sin aktive karriere i Kataja, som han nu træner på anden sæson.

I spillertruppen er den canadisk-jamaicanske point guard Jarred Ogungbemi-Jackson krumtappen. Den 178 cm høje spiller har spillet collegebasketball i Calgary, Canada inden han startede sin professionelle karriere med to år i Portugal, et år i den næstbedste spanske og et år i den næstbedste franske række. Ogungbemi-Jackson er en dygtig guard, der alle årene har været blandt sit holds mest scorende spillere, altid skyder gode procenter og har hænderne på mange assists.

Den 208 cm høje forward Brandon Walters har spillet et enkelt år i den bedste polske række hos Koszalin, og han kommer til at bidrage med point og power. En tredje udenlandsk spiller er den 196 cm høje forward Jarekious Bradley, der også i 2016/17 samt i slutningen af 2017/18 spillede i Kataja. Udover sit år i Finland har Bradley spillet i Slovakiet og Tyskland. Bradley snittede 14-15 point pr. kamp i begge sine sæsoner i Kataja.

Kataja havde også kontrakt med Earvin Morris, som Bears har spillet imod, da han var i Avtodor. Kort inden sæsonstart blev Morris købt ud af sin kontrakt med det finske hold, og han spiller således nu i Libanon. Erstatningen hedder Omar Calhoun, en 198 cm høj guard, der tidligere har spillet i Espoo i den finske liga, men også været forbi Italien, Rusland og Polen.

Kataja har også finske profiler. Sidste sæsons store stjerne, Topias Palmi, skiftede efter sæsonen (hvor han snittede 17,3 point og 5,6 rebounds – og skød 40,5% fra trepointdistancen) på en treårig aftale med Cremona, der spiller i Italiens bedste række. Nu hedder de hjemlige profiler så Fiifi Aidoo, der bærer både finsk og ghanesisk pas. Guarden spillede i sidste sæson i den finske liga og er nu hentet til Kataja. 199 cm høje Matias Ojala spillede også i Kataja i den seneste sæson, hvor han snittede 6,7 point, ligesom store (210 cm) Samuli Vanttaja også er genganger. Ny på holdet er 23-årige Aapeli Alanen, der er skiftet fra BC Nokia, hvor han har været trænet af den tidligere Bears-coach Ville Tuominen.

Ville Tuominen, der nu er træner i den finske topklub Salon Vilpas, har i øvrigt en fortid som sportsdirektør i Kataja – og han var i øvrigt head coach for bjørnene, da holdet første gang slog Kataja…

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by