Scouting: Dette er Spirou Basket Charleroi

Bakken Bears spiller onsdag i Charleroi, der med sine godt 520.000 indbyggere er den femtestørste by i Belgien. Charleroi, der ligger 60 km syd for Bruxelles, er hovedbyen i den vallonske del af Belgien.

Spirou Basket fra Charleroi er en magtfaktor i belgisk basketball. Spirou har vundet ti mesterskabstitler (senest i 2011) og har endvidere sejret i fem pokalfinaler (senest i 2009). Også internationalt er Spirou et anerkendt navn. I sidste sæson deltog holdet i kvalifikationen til Basketball Champions League – og slog bl.a. Bakken Bears ud undervejs – men det lykkedes ikke holdet at gå hele vejen. I gruppespillet i FIBA Europe Cup var holdet til gengæld ukarakteristisk svingende og røg ud allerede i gruppespillet. Historikken fejler til gengæld ikke noget: Spirou spillede i Europas bedste række, Euroleague, i 2010/11 og 2011/12 og så sent som i 2016/17 nåede belgierne 1/8-finalerne i Basketball Champions League.

Spirou har haft en ’urolig’ sæsonstart. Holdet kom skidt fra land og ligger derfor blot nummer otte i Euromillions League, som den bedste hjemlige række hedder. Det blev til nederlag i de fem første kampe, men siden har Spirou vundet tre af de fire seneste opgør – det er bl.a. blevet til sejre over sidste sæsons nummer tre i Basketball Champions League, Antwerp, og over de mangeårige belgiske mestre og øjeblikkelige Champions League-deltagere, BC Oostende, der fører ligaen. Også i pokalturneringen har Spirou haft succes, og holdet har senest slået netop Oostende ud efter to tætte kampe.

Spirou åbnede det andet gruppespil med et nederlag til Benfica. Portugiserne vandt hjemme 89-62, men det nederlag har ikke kostet selvtilliden hos Spirou, der spillede pokalkvartfinaler og som nævnt slået Oostende ud efter sejr på 76-72 hjemme og nederlag på 80-82 ude. De kampe blev spillet fredag og søndag.

Det er altså hårdt program for Spirou med kampe onsdag-fredag-søndag-onsdag – og så igen fredag, når holdet blot 48 timer efter kampen mod Bakken Bears møder Brussels hjemme.

To navne stråler over alle andre i Spirous roster. Anthony Beane er holdets topscorer. Beane, der tidligere har spillet i G-League, Legia Warszawa og i Ventspils, er den syvende mest scorende spiller i FIBA Europe Cup med 20,7 point pr. kamp. Hvis vi kigger på spillernes CV, stråler Axel Hervelle, der har spillet seks sæsoner i Real Madrid og otte i Bilbao! Selvom han er blevet 36 år, viste Hervelle i de to pokalkvartfinaler, at han bestemt stadig har sin berettigelse.

Også den belgiske point Alexandre Libert er en farlig spiller. Libert snitter 14,1 point pr. kamp. En tredje belgisk landsholdsspiller, Youri Shoepen, er starter på power forward-positionen og snitter 7,9 point.

Den normalt startende center er Khalid Boukichou, der i sidste sæson spillede for Prishtina og her voldte Bears visse udfordringer. Den store belgier snitter 15,3 point pr. kamp, men han har siddet ude med en hælskade og forventes ikke at blive klar til onsdagens kamp. Det giver flere minutter til Josh Sharma, der i sidste sæson var en væsentlig brik på Stanfords collegeprogram. Derudover giver det førnævnte Hervelle en noget større rolle.

Den startende small forward er Moses Greenwood, der kommer fra Southeastern Louisiana. Greenwood snitter 6,0 point pr. kamp, men skyder vanvittige 63,6% bag trepointslinjen.

Den midlertidige head coach Sam Rotsaerts tropper mistede en af sine styrmænd, da Joe Rahon forlod Belgien for at tage tilbage til Tyskland, hvor han havde spillet i sidste sæson. Han er erstattet af Kenneth Smith, der dog ikke forventes at være spilleberettiget til onsdagens opgør.

I 2018/19 vandt Bakken Bears kampen i Charleroi (61-59), men tabte desværre returopgøret i Aarhus 69-74. Tidligere møder med belgiske hold har heller ikke været præget af mange succeser. I efteråret 2008 blev det til to nederlag mod Liege (55-67 hjemme og 64-97 i Belgien), mens modstanderen hed Okapi Aalstar i efteråret 2014. Det blev til to nederlag: 83-92 hjemme og 100-103 i Aalst efter et opgør, hvor Bears spillede virkelig flot.

I det andet gruppespil i foråret 2016 var modstanderen Mons. Det blev til et nederlag i Belgien (66-90), mens det i returopgøret – på et tidspunkt, hvor Bears var slået ud – blev til hjemmesejr på 82-81, hvilket kostede avancementet for det belgiske hold.

Semifinaler: Nu starter festen!
16 apr 2024

Semifinaler: Nu starter festen!

Det betyder bare lidt mere, når der står finalepladser på spil. Opbakningen bliver en...
Favoritdræberne havde ikke nok mod Bears
15 apr 2024

Favoritdræberne havde ikke nok mod Bears

Værløse Blue Hawks er blevet kaldt ”favoritdræbere”, men Bakken Bears viste sig for stærke...
De unge bjørne sikrede førstepladsen og hjemmebanefordelen
12 apr 2024

De unge bjørne sikrede førstepladsen og hjemmebanefordelen

De unge fra Bakken Bears sikrer klubben førstepladsen Bakken Bears spillede og vandt tirsdag og...
Student Basketball Lounge er allerede mandag
12 apr 2024

Student Basketball Lounge er allerede mandag

Langt over halvdelen af Basketball Student Lounge-billetterne allerede revet væk, så vi glæder os...
NEWS ARCHIVE