Sejr over BMS Herlev

Bakken Bears tog en storsejr på 106-69 over BMS Herlev lørdag eftermiddag, men de sjællandske gæster hang godt i, indtil kampens sidste 15 minutter.

Fra kampens start så det ikke ud til, Bakken ville vinde en storsejr. Gennem hele første periode kæmpede hjemmeholdet med skudprocenterne og de første ti minutter var det kun Ryan Evans, der ramte en tre-pointer for Bakken, mens otte andre forsøg gik ved siden af. Det betød, at BMS Herlev fulgte med, bag flot spil fra især Leonardo Carlino, helt til 20-15 efter første periode.
I anden periode satte Bakken trumf på, selv om skuddene udefra stadig ikke gik i. Kun to af 11 langskud gik i kurven, men til gengæld spillede bjørnene sig til lette scoringer tæt på kurven. 17 af 23 to-pointere gik i kurven, og Darko Jukic, Tylor Ongwae og nyerhvervelsen Marvelle Harris tegnede sig til sammen for 10 ramte på 10 forsøg tæt på i første halvleg. Konsekvensen var, at Bakken stille og roligt trak fra gæsterne og opbyggede en 20 points halvlegsføring, 51-31.
I midten af anden halvleg begyndte Bakken endelig at ramme udefra, mens et par af BMS Herlevs unge spillere sørgede for at holde forspringet på de 20 point fra pausen. Det var Ty Ongwae, der satte to tre’ere i træk for Bakken, mens Leonardo Carlino og Marqus Marion brændte igennem for gæsterne. Især Marion imponerede med et par angrebsrebounds, der ledte til scoringer og otte minutter efter pausen kunne det 17-årige talent skære Bakkens forspring ned til 68-55 på et layup.
I resten af kampen var Bakkens føring på mellem 15 og 20 point. Hver gang BMS Herlev fik sat et par scoringer sammen, svarede en af Bakkens profiler med en scoring eller to i den anden ende. Især Ryan Evans og Travis Taylor kendte deres besøgstid og fik lukket ned for BMS Herlevs momentum, når der var brug for det.
Mod slutningen af kampen løb gæsterne tør for kræfter, mens Bakkens Travis Taylor fandt luftlaget over kurven. Det blev til flere spektakulære dunks fra amerikaneren, der sluttede med 19 point, mens hjemmeholdets forspring langsomt voksede til over 30.
Slutresultatet blev 106-69 og Bakken Bears kan nu for alvor begynde at forberede sig til onsdagens vigtige FIBA Europe Cup kamp mod Crailsheim Merlins.
Citater
Anders Sommer, Bakken Bears Head Coach
-Vi har mange strenge at spille på og det ser vi en dag som i dag, hvor vi fordeler minutterne jævnt blandt spillerne, så alle har friske ben til onsdag. Alligevel var jeg ikke helt tilfreds med vores tredje periode, hvor vi slækkede på koncentrationen og lod BMS Herlev score 26.
Marvelle Harris, 16 point, første hjemmekamp for Bakken Bears

– Det føltes som min første rigtige kamp. Jeg er endnu langt fra kampform, for den kan man bare ikke træne sig selv til derhjemme. Mine medspillere har trænet og spillet intensivt i et par måneder, men jeg må bare arbejde lidt hårdere for at komme med.

Statistik: www.fibalivestats.com/webcast/DBBF/1905525/
25 mar 2024

Storsejr gør Bears klar til lørdagens topopgør mod Horsens

Foran et påskestemt publikum på over 1100 tog Bakken Bears mandag aften en storsejr...
Playoff-topbrag i ferien
22 mar 2024

Playoff-topbrag i ferien

Inden playoff-braget mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits går i gang på mandag, er...
Aarhus bliver vært for den første Europa Cup finale i Danmark nogensinde
22 mar 2024

Aarhus bliver vært for den første Europa Cup finale i Danmark nogensinde

For første gang nogensinde afvikles en Europa Cup finale i basketball i Danmark. Det...
Dominerende tredje periode og Bergs Double double sender Bakken Bears forbi Værløse
21 mar 2024

Dominerende tredje periode og Bergs Double double sender Bakken Bears forbi Værløse

Bag en såkaldt Double Double af Sylvester Berg, med 19 point og 15 rebounds,...
NEWS ARCHIVE