Dagens første kamp i semifinaleserien mellem hjemmeholdet fra Bakken Bears og gæsterne fra Randers Cimbria åbnede meget jævnbyrdigt med scoringer til begge mandskaber i de indledende minutter. De blå uniformer fra Randers trak dog en smule fra i de efterfølgende minutter og skabte sig en føring på 9-4 godt halvvejs inde i første periode. Det aarhusianske hjemmehold formåede dog hurtigt at slå tilbage med flere flotte scoringer til stor fornøjelse for tilskuerne i Vejlby-Risskov Hallen. De regerende danske mestre bragte sig foran for første gang i kampen med stillingen 12-11 med fire minutter tilbage af perioden. Randers gjorde god figur mod slutningen af perioden, men det var alligevel Bakken Bears, der sluttede stærkest af. Første periode sluttede med en føring på 24-18 til ”Bjørnene”.

Anden periode begyndte, som første periode sluttede. Bakken Bears havde overhånden ved at være mest effektive fra gulvet og mest effektive i rebound-spillet. Dette gjorde det mere end vanskeligt for udeholdet fra Randers at følge med. Hjemmeholdet havde med fire minutter spillet af anden periode forøget forspringet til 34-22, hvilket var kampens hidtil største føring. Bredden havde indtil videre gjort en forskel for de to hold. Bakken Bears havde ni spillere med point på kontoen, mens Randers måtte nøjes med fem spillere. Aarhusianerne førte derudover rebound-spillet med 25-15. Cimbrias to amerikanere Brantley Bynum og Dee Franklin havde dog spillet en fin kamp for udeholdet med 18 point fordelt mellem dem. De to flotte præstationer var dog ikke nok for udeholdet fra Randers, og de kunne kigge på scoretavlen og se Bakken Bears være foran med 53-37.

Tredje periode åbnede enormt rodet fra begge hold. Både Bakken Bears og Randers Cimbria havde vanskeligheder med at få sine afslutninger i kurven, og turnovers fra begge mandskaber prægede spillet. Efter tre minutter spillet af tredje periode havde holdene blot scoret to point hver, så stillingen var 55-39. Dagens to duellanter fandt dog rytmen igen, og scoringsprocenterne steg betragteligt. Randers spillede på dette tidspunkt lige op med Bears, men det var ikke nok til at reducere forspringet. Tredje periode sluttede derfor 76-60.

Det aarhusianske hjemmehold kom skidt ud til fjerde periode og virkede sløsede og ukoncentrerede med alt for mange brændte afslutninger og dårlige afleveringer. Randers kom væsentligt bedre fra start, og de første isoleret set perioden med 11-3. Dette bragte udeholdet inden for ti point i kampen med stillingen 81-71. Der var derfor alligevel lagt op til en spændende afslutning på dagens kamp. Tiden begyndte dog at blive en faktor for Randers Cimbria, der kun havde to minutter til at fuldende comebacket. Gæsterne formåede at komme til scoringer, men det havde brug for flere stops i forsvaret. Bakken Bears formåede desværre for Randers at skrue op for tempoet i kampens afgørende fase, og aarhusianerne tog dermed en sejr i den første kamp i semifinaleserien mod Randers Cimbria.

Kampen endte 95-85.

BEARS I SEMIFINALERNE

Bakken Bears vandt 90-71 i den tredje DM-kvartfinalekamp mod Værløse, og er dermed kvalificeret til DM-semifinalerne. Det er 23. sæson i træk at Bears er blandt Danmarks fire bedste hold. Semifinalerne starter 11. april og modstanderen findes, når kvartfinalerne mellem Randers Cimbria og Svendborg Rabbits er afsluttet. Randrusianerne fører serien 2-1 inden mandagens kamp 4.

Bears, uden fire spillere fra den normale rotation, åbnede bedst og nåede foran 7-0 inden Værløse kom i gang. Ryan Martin var rødglødende i første periode, hvor han scorede ni point. Bears først 28-18 efter første periode.

Udeholdet var langt bedre med i anden periode, som de vandt 18-17. For udeholdet var det Richard Granberry og Mathias Bak, der satte tonen, mens bjørnene havde svært ved at holde et højt tempo. 45-36 ved pausen.

Bakken Bears startede tredje periode klart bedst, stærkt anført af Adama Darboe og Ryan Evans. Bears nåede foran med hele 64-45, men kort efter blev kampen afbrudt, da Bakken Bears’ associate head coach Mathias Bach mistede bevidstheden og blev hentet af en ambulance. Meldingen efter kampen er at Bach er ved bevidsthed og har det godt.

Udeholdet kom klart bedst i gang efter pausen, hvor de gik på et 8-2 run. Det medførte, at Bears blot førte 69-58 inden de sidste ti minutter.

Værløse kæmpede fint imod, og fik skåret Bearsføringen til blot at være på otte point (65-73) inden Hayden Dalton scorede fem point og fik skabt behørig ro. Dalton sluttede kampen med en treer, og hans statline var kampens mest imponerende. 20 point, 12 rebounds og 5 assists. Næstmest scorende for Bears var Ryan Martin, der sluttede med 17 point. For Værløse scorede Mathias Bak og Richard Granberry hver 19 point, som de supplerede med hhv 11 og 10 rebounds.

 

Det holdt hårdt, men Bakken Bears fik sejren i den anden DM-kvartfinalekamp, da de forsvarende mestre vandt 98-87 i Søndersøhallen over et velspillende Værløsehold. Bears fører dermed 2-0 og kan kvalificere sig til DM-semifinalerne allerede på søndag, når holdene mødes i den tredje kamp.

Bears spillede uden Tobin Carberry, Tylor Ongwae og Michel Diouf, der alle måtte sidde ude efter at være blevet skadede i onsdagens kamp i Würzburg. Starten af kampen var præget af en masse angreb og knap så meget forsvar fra begge hold. Værløse kom foran 14-7, men fint spil af Sylvester Berg var medvirkende til at Bears hurtigt fik skabt kontakt. En treer af Adama Darboe bragte Bears foran for første gang i kampen (20-18 efter seks minutter), og endnu en treer fra hans hånd var medvirkende til at Bears vandt første periode 30-24.

I starten af anden periode imponerede Bears med et 10-2 run afsluttet af et dunk af Morten Sahlertz, men ved stillingen 40-26 gik udeholdet helt i stå. Værløse fik reduceret til 45-48 som var stillingen ved halvlegspausen – og det uanset at holdets amerikaner Richard Granberry pga fejlproblemer kun spillede seks minutter i første halvleg.

I tredje periode var Værløse i front. Med fem point bragte en velspillende Asbjørn Nerlov hjemmeholdet foran, og først da Thomas Lærke scorede syv point i træk kom Bears igen foran. Treere af Darko Jukic og Ryan Martin sikrede Bears en føring på 71-67 inden sidste periode.

Førnævnte trepointscoring af Jukic blev indledningen på et 24-4 run, der afgjorde kampen. Bears nåede således foran 87-69 efter en rigtig fin defensiv indsats.

Ryan Evans var mest scorende Bearsspiller med 22 point (+8 rebounds), mens Sylvester Berg scorede 17 point. For hjemmeholdet scorede Asbjørn Nerlov 21 point, mens Richard Granberry scorede 20.

Bakken Bears kom rigtig fornuftigt ud til dagens svære udekamp mod tyske s.Oliver Würzburg. De danske mestre vandt det første opgør i Vejlby-Risskov Hallen med blot et enkelt point, så der var i den grad lagt op til spænding. Bjørnene kom bedst ud med en føring på 4-0 og seks 6-2 i det indledende minutter. De danske mestre virkede klart mest veloplagte med flest rebounds og bedste skudprocenter. Det tyske hjemmehold kunne derfor kigge op på scorertavlen og indse de hårde fakta med en stilling på 9-19 med seks minutter spillet af første periode. Tyskerne har dog vist sine kvaliteter gennem hele turneringen inklusiv den første kamp i Vejlby-Risskov Hallen. Hjemmeholdet fandt de samme takter frem mod slutningen af første periode og hentede dermed en smule ind på Bakken Bears. Danskerne var dog forsat i førersædet med en stilling på 23-27 efter første periode.

Tyske Würzburg tog det lille momentum med ind til indledningen af anden periode og bragte sig op på 29-31. Det lignede unægtelig, at dagens kamp skulle blive lige så tæt som den første. Aarhusianerne havde store vanskeligheder med at følge op på det gode scoringsprocenter fra første periode. Der blev ikke længere spillet tålmodigt angrebsspil, og afslutninger kom alt for tidligt. Head coach Steffen Wich foretog derfor holdets første timeout. Stillingen var helt lige ved 33-33 halvvejs inde i anden periode. Lige lidt hjalp det dog i de efterfølgende minutter, hvor tyskerne bragte sig foran efter flere brændte Bears-afslutninger og turnovers. En skidt anden periode for Bakken Bears gav en score på 24-9 i tyskernes favør, og det gav en pausestilling på 47-36.

De danske mestre kom desværre skidt ud efter pausen, hvor de tyske værter fortsatte ufortrødent. Danskerne havde stadig problemer med at finde hinanden i angrebsspillet. Det opbyggende spil gik alt for langsomt. Det var uden det vante og karakteristiske tempo fra Bjørnenes side. Det var et tydeligt frustreret Bakken Bears-mandskab, der ledte efter løsningerne.

De danske mestre kom bedre ud til fjerde periode ved at score de tre første point. Det var dog fortsat et stort bjerg, som holdet skulle bestige, hvis de skulle gå videre til semifinalerne. Med fem minutter tilbage af kampen var Bakken Bears bagud med 14 point. Ikke en umulig opgave, men der var brug for et mindre mirakel med fire minutter tilbage af kampen. Miraklet udeblev desværre for de danske mestre, og dette års europæiske eventyr slutter med et nederlag på 86-70 til tyske s.Oliver Würzburg.

Dagens kvartfinale mellem hjemmeholdet fra Bakken Bears og gæsterne fra Værløse åbnede enormt rodet og kaotisk. Begge mandskaber kæmpede med scoringerne i de indledende minutter, der også bar præg af mange turnovers fra begge hold. Der skulle gå godt fire minutter af første periode, før det begyndte at klikke rent angrebsmæssigt for begge hold. De sjællandske gæster gjorde god figur i forhold til at holde trit med de regerende danske mestre, og halvvejs inde i første periode var udeholdet blot bagud med to point ved stillingen 13-11. Bakken Bears begyndte efterfølgende at få gang i de vante takter med flot spil og fysisk overskud. Særligt den unge Sylvester Berg kom ind i opgøret med masser af energi, og det medførte ni point fra den lokale aarhusianer. Første periode sluttede med en komfortabel føring til Bakken Bears på 35-18.

”Bjørnene” fortsatte de gode takter fra slutningen af første periode. Med hurtige treere fra Thomas Lærke og Sylvester Berg kombineret med en såret offensiv fra Værløse, så voksede forspringet stille og roligt. Susie Heede-Andersens tropper nægtede dog at give op, og de arbejdede roligt ind i perioden, hvor begge hold havde scoret ti point. De sjællandske gæster havde dog stadig en stor opgave foran sig med at indhente det tabte fra første periode. Det hårdt kæmpende Værløse-mandskab virkede dog til at løbe tør for kræfter, jo tættere kampen kom på pausen. Bakken Bears trak fra med 19 point mod Værløses 5 point i den sidste halvdel af anden periode. De to hold kunne derfor gå til pause med stillingen 64-33.

Tredje periode åbnede med jævnbyrdigt mellem dagens to duellanter. Værløse formåede at lukke fint af i defensiven, hvor man fik flere stops med point i den anden ende. Udeholdet kom også bedre med i reboundspillet, hvor det ellers haltede gennem hele kampen. Gæsterne førte derfor med 19-11 i perioden. Bakken Bears skruede dog som så mange gange før op for tempoet og bragte sig foran i isoleret set i perioden med 21-20. Tredje periode sluttede 85-53.

Fjerde og sidste periode begyndte ikke særligt imponerende for det aarhusianske hjemmehold, der spillede enormt ukoncentreret. Bakken Bears lignede unægteligt et mandskab, der følte sig sikker på sejren i den første af fem mulige kvartfinaler. Gæsterne fra Værløse havde fin ære af kampen på den svære udebane i Vejlby-Risskov Hallen, men til trods for en godkendt tredje og fjerde periode måtte man se sig slået med 107-81.

Aftenens opgør mellem Bakken Bears og s.Oliver Würzburg begyndte meget jævnbyrdigt mellem de to mandskaber. Intensiteten og tempoet var højt fra begyndelsen, hvor begge hold jagtede en god start på kampen. Det var dog det danske hjemmehold der umiddelbart kom bedst fra start med seks point af Tobin Carberry indenfor de første par minutter af første periode. De danske mestre stod fremragende i defensiven, og det medførte blandt andet et steal af Tylor Ongwae, der frit kunne dunke i den anden ende til stor begejstring for en udsolgt Vejlby-Risskov Hallen. Stillingen var 13-7 til aarhusianerne halvvejs inde i perioden. De tyske gæster kom dog bedre med i de efterfølgende minutter, hvor de kom ind i en fin stime med flere point i træk. Kombineret med flere missede afslutninger fra Bears-angrebet, kom udeholdet også foran for første gang i kampen med 15-17. Danskerne foretog derefter et par udskiftninger, og det fik igen holdet på rette spor med en smal føring på 19-17 efter første periodes afslutning.

Bakken Bears havde igen visse problemer med at få bolden i kurven i anden periodes første par minutter. For mange afslutninger blev brændt, og det var først efter en presset afslutning af Ryan Evans, at bolden fandt vej til kurven. De tyske gæster havde en smule bedre fat, og det gav en føring på 22-27 til Würzburg med tre minutter spillet. Steffen Wichs tropper kom efterfølgende bedre med i kampen, men holdet foretog alligevel en timeout for at komme bedst muligt ind til pause. De tyske gæster havde med tre minutter til pause et forspring på seks point til stillingen 29-35. Udeholdet satte yderligere trumf på med en trepointscoring. Nervøsiteten begyndte så småt af brede sig i hallen. Dette var et vigtigt tidspunkt for Bakken Bears at holde fast på. Holdet virkede til at være fuldt bevidste om alvorligheden af et for stort forspring inden pausen, og det forplantede sig på spillet på banen. De danske mestre fandt på dette udfordrende tidspunkt overskud til flere flotte scoringer og alley-oops af Hayden Dalton og Darko Jukic. Tyskerne gik fortsat til pause i førersædet, men danskerne havde reduceret til 40-46.

Bakken Bears havde i tredje periode store vanskeligheder ved at finde frem til de lette scoringer. Majoriteten af skuddene var enormt pressede grundet glimrende opdækning fra de tyske gæster. Trods de pressede afslutninger formåede man på imponerende vis alligevel at lukke hullet op til Würzburg. Med fire minutter tilbage af tredje periode havde de danske mestre bragt sig foran med 54-53. Holdet havde fortsat det gode momentum fra inden pausen, og det kunne bestemt også mærkes på lægterne i Vejlby-Risskov Hallen. Der var ikke en finger at sætte på tilskuernes indsats indtil videre. Tredje periode sluttede 64-63. Der ventede i den grad en spændende fjerde og sidste periode.

Sidste periode åbnede med endnu et brøl fra tilskuerne i Vejlby-Risskov Hallen. Adama Darboe satte en hurtig treer og bragte føringen op på 67-63. Et sandt drama i det nordlige Aarhus onsdag aften. De tyske gæster viste dog klassen ved ikke at lade sig kue af stemningen og det flotte Bears-spil. Udeholdet fik mere gang i spillet halvvejs inde i perioden, og arbejdede sig stille og roligt tilbage i opgøret. Med fem minutter tilbage var stillingen reduceret til 72-69. Resten af kamp forløb som kendetegnende for hele kampen ganske lige, og med blot tredive sekunder tilbage foretog Bakken Bears en timeout i boldbesiddelse. Mod en modstander af denne kaliber kan to eller tre ekstra point være forskellen på exit eller videre avancement efter returopgøret. Med ti sekunder tilbage af opgøret førte Bakken Bears med 76-75, og Darko Jukic steg op bag trepointslinjen, men han missede desværre sit skud. Danskerne fik rebounden, og med fem sekunder igen foretog de endnu en timeout for at sætte det helt rigtige spil op. Ryan Evans blev spillet fri til en afslutning i sidste sekund, men amerikaneren brændte desværre. Bakken Bears vinder dermed det første af to opgør med 76-75.

Returopgøret spilles onsdag den 27. marts.

IMPONERENDE SEJR I NÆSTVED

At Bakken Bears vinder i Næstved kan næppe betegnes som en stor overraskelse. Men at Bakken Bears – blot 48 timer og en meget lang hjemrejse efter en udekamp i Israel og derfor uden hele syv af de normale profiler – kan vinde over ligaens nummer tre med to U18-spillere i hovedrollerne – må være den største overraskelse i denne sæsons Basketliga.

Bakken Bears spillede onsdag aften 1/8-finale i Israel, og Bearsbussen var først i Aarhus fredag kl. 04.30. Det foranledigede Bears-staben til at stille op uden Tobin Carberry, Adama Darboe, Darko Jukic, Tylor Ongwae, Ryan Martin, Ryan Evans og Michel Diouf, der alle blev sparet til næste uges kvartfinale i FIBA Europe Cup. Det gav plads til uprøvede kræfter som Jacob Vistisen og de to U19-spillere Magnus Møllgaard og Liam Churchill. I den anden ende af erfaringsskalaen var 39-årige Chris Christoffersen med på holdkortet. Bears måtte endda se Sylvester Berg udgå med en skade undervejs i kampen.

Bears var foran det meste af første periode, men hjemmeholdet fik udlignet til 19-19 kort inden slutsignalet lød. I anden periode fulgtes holdene fortsat ad, og periodens højdepunkt kom i allersidste sekund, da Hayden Dalton – eneste udlænding på Bearsholdet – scorede en trepointscoring og blev fejlet samtidig med slutsignalet. Efter scoring på straffekastet førte Bears 45-41 ved pausen.

Efter halvlegspausen kom Næstved ud med det forventede tryk, og sjællænderne fik hurtigt bragt sig foran 60-49. De unge Bearsspillere bevarede roen og godt ledet af Liam Churchill og David Kristensen fik Bears reduceret til 63-61 inden en ukoncentreret afslutning på tredje periode gav hjemmeholdet en føring på 71-61 inden de sidste ti minutter.

Næstved – scoringsmæssigt ført an af Jordan Mathews – udbyggede føringen, der med fem minutter igen var på 83-67. Bedst som det så ud som om hjemmeholdet skulle vinde en ubesværet sejr scorede Churchill fem point, hvorefter Dalton dunkede og efterfølgende assisterede til anfører Morten Sahlertz’ trepointscoring – og pludselig var forspringet blot på 83-77. Hjemmeholdets Anton Shoutvin scorede i de efterfølgende angreb, men Bears havde fået tro på comebacket og Hayden Dalton kunne med en trepointscoring reducere til 88-87. En af ligaens bedste scorere, Næstveds Jordan Mathews, tog ansvaret på sine skuldre, men da hans skud ikke gik i kurven kunne David Kristensen bringe Bears foran og herefter satte Liam Churchill helt roligt to straffekast. Med fem sekunder igen satte Hayden Dalton sine sidste to point til slutresultatet 93-88!

Dalton blev topscorer med 35 point, som han supplerede med 7 rebounds, 6 assists, 2 steals og 2 blocks! Liam Churchill scorede i sin tredje Bearskamp hele 18 point (+3 rebounds, 4 assists og 4 steals), mens David Kristensen scorede 13 point (og 4 rebounds, 4 assists). For Næstved scorede Jordan Mathews 29 point.

Med sejren i grundspillets sidste kamp understregede Bears sin førsteplads i grundspillet. Det blev til 22 sejre og blot to nederlag. Nu gælder det Værløse i op til fem kvartfinaler. Inden da skal Bears dog have skudt gang i kvartfinalerne i FIBA Europe Cup.

 

Dagens kamp mellem Bakken Bears og Ironi Ness Ziona begyndte som planlagt for de danske bjørne med en hurtig 5-2 føring i de indledende minutter. De danske mestre havde et forspring på 17 point med sig fra sejren i Vejlby-Risskov Hallen. Det var derfor den perfekte start aarhusianerne, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at gå videre samlet. Det israelske hjemmehold kom væsentligt bedre med halvvejs inde i første periode med flere scoringer i træk. Stillingen var 10-10 med præcis fem minutter spillet. Det var særligt amerikanske Ryan Evans, der første an for Bakken Bears i den første halvdel af perioden. Amerikaneren stod for seks af de første otte point for Steffen Wichs mandskab. Evans har spillet fremragende siden nytår, og han fortsatte de samme takter i aftenens 1/8-finale i FIBA Europe Cup. En godkendt første periode af Bakken Bears sluttede med stillingen 21-20 til israelerne.

Anden periode var knapt så god for Bakken Bears, hvor det israelske hjemmehold fik bedre fat. Værterne begyndte at finde nøglerne gennem et ellers fint dansk forsvar. Heldigvis for aarhusianerne var man fortsat godt med i angrebsspillet, og man var derfor blot bagud med fire point med to minutter til pause. Stillingen var på dette tidspunkt 34-30 til hjemmeholdet fra Ironi Ness Ziona. De danske mestre spillede desværre en skidt slutning på anden periode inden pausen, hvor holdet brændte alt for mange afslutninger og ikke fik fat i tilstrækkeligt med rebounds. Israelerne kunne derfor gå til pause med en føring på 40-31. Danskerne havde derfor kun otte point at give af, hvis de fortsat skulle gøre sig forhåbninger om at gå videre.

Bakken Bears virkede til at have fået snakket tingene igennem i pausen, for de kom meget bedre ud efter til tredje periode. Holdet fik fat i mange flere rebounds og var mere effektive omkring kurven. Adama Darboe blev sat ind fra tredje periodes begyndelse, og det spillede afgjort en rolle. Danskerens rolige omgang med bolden smittede af på holdkammeraterne, og det førte til tålmodige angrebsspil og gennemspillede angreb. Med fire minutter spillet af tredje periode var stillingen nu 42-41 i israelernes favør. Bjørnene viste fremragende holdånd, og tredje periode sluttede helt lige med stillingen 51-51. Det israelske hjemmehold skulle derfor ud at jagte et forspring på hele 18 point på en enkelt periode.

Opgaven viste sig også at være for stor for de israelske værter, der ikke formåede at finde løsningerne på en stærk Bears-defensiv. De danske mestre formåede endda at vinde fjerde og sidste periode og dermed spille sig overbevisende videre til kvartfinalerne i FIBA Europe Cup efter to sejre over Ironi Ness Ziona.

Bakken Bears uden en stribe profiler tabte 75-86 i fredagens Basketligakamp mod Horsens IC efter en kamp, hvor 39-årige Chris Christoffersen blev noteret for en double-double og de to 18-årige Liam Churchill og Magnus Møllgaard leverede flotte præstationer.

Bears-trænerteamet havde valgt ikke at spille seks spillere fra den normale rotation, men alligevel kom Bears glimrende fra start. Bjørnene kom foran 18-10, men efter en timeout til hjemmeholdet satte Vedran Borovcanin gang i publikum med to treere. Stillingen var 20-20 efter første periode. Anden periode startede ensidigt med HIC som toneangivende. Hjemmeholdet kom foran 35-24 inden Bears kom i gang. Et par fine trepointscoringer af Morten Sahlertz fik skåret HIC-føringen til kun at være på seks point, men HIC fik scoret til 49-40 samtidig med slutsignalet.

Tredje periode startede endnu mere ensidigt end anden havde været. HIC kom foran 68-46, men med de to U19-spillere Møllgaard og Churchill på banen fik Bears sat gang i et comeback. IC var foran 72-56 inden sidste periode, og i sidste quarter startede Bears med et 6-0 run. En trepointscoring af Tobin Carberry satte gang i det der skulle have været det sidste lille comeback. Desværre missede Carberry et trepointskud ved stillingen 71-77 og så viste Borovcanin og Callison, at hjemmepublikum skulle have sejren. Bears fik reduceret til 75-86, men kom ikke tættere på.

Hayden Dalton blev mest scorende med 15 point, mens Chris Christoffersen supplerede med 13 point og 10 rebounds – han er givetvist den ældste spiller, der har haft en double-double i Basketligaen.

Næste opgave for Bakken Bears er onsdagens returkamp i FIBA Europe Cup 1/8-finalerne mod Ironi Ness Ziona i Israel.

 

Dagens 1/8-finale mellem Bakken Bears og Ironi Ness Ziona begyndte med det israelske udehold som det skarpeste. Gæsterne kom i de indledende minutter foran med 6-0 i Vejlby-Risskov Hallen efter mange brændte afslutninger fra aarhusianerne. Der skulle gå hele fire minutter, før hallen så den første scoring fra Tylor Ongwae. Israelerne fortsatte dog ufortrødent i samme periode, og derfor var stillingen 2-13. De danske mestre foretog hurtigt nogle udskiftninger, og det gav pote for ”Bjørnene”. Holdet kom ind i en bedre periode med fem point i træk og fik reduceret til 7-13 med fire minutter tilbage af første periode. Steffen Wichs tropper virkede mod slutningen af første periode til at have smidt eventuelle nerver af sig, hvilket resulterede i mere effektivt spil på den offensive del af bolden. Bears fik reduceret til 17-22, hvilket blev første periodes resultat.

De gode tendenser fra de danske mestre fortsatte ind i begyndelsen på anden periode. Holdet leverede flere flotte scoringer og assists fra holdkammerater. Holdet havde dog fortsat vanskeligheder med at lukke ned for israelernes angrebsspil, men ”Bjørnene” halede ikke desto mindre stadig ind på gæsterne. Efter tre minutters spil af anden periode var stillingen 25-28. Bakken Bears kæmpede med alt, hvad de havde, og det kunne i den grad mærkes på lægterne. Vejlby-Risskov Hallen virkede enormt opsatte på at se sit hold sejre, og de skabte en fremragende atmosfære for spillerne på banen. De danske mestre var fortsat bagud kort inden pausen, men det var blot med fire point. Den store udfordring lå fortsat i at få tilstrækkeligt med stops, så man kunne gøre det lettere for sig selv i den anden ende. Der herskede absolut ingen tvivl om det israelske holds kvaliteter. Første periode sluttede med stillingen 39-41.

Bakken Bears kom fremragende ud til tredje periode. De danske mestre kom klart bedst ud fra pausen med flere scoringer i træk og bragte sig hurtigt foran mod de dygtige israelere. Særligt amerikanske Tobin Carberry gjorde livet vanskeligt for gæsterne med 11 point i denne periode. Med flere flotte aktioner satte han sammen med resten af spillerne Bakken Bears foran med 57-51 halvvejs inde i tredje periode. Aarhusianernes flotte spil bredte sig også til lægterne i hallen, som på nuværende tidspunkt levede på sit højeste. ”Bjørnene” havde derudover fået langt bedre styr på defensiven, hvor man fik flere stops. Den unge Sylvester Berg kom blandt andet ind med en masse energi og fremtvang en angrebsfejl på sin første forsvarsaktion og en flot treer i angrebet. Tredje periode sluttede derfor med stillingen 67-55.

Bakken Bears fortsatte de gode takter i indledning af fjerde og sidste periode. Udeholdet fra Ironi Ness Ziona begyndte at give tegn på frustrationer med flere turnovers og tekniske fejl. Dette gav kampens største føring til Bakken Bears med 15 point til stillingen 70-55. Gæsternes forholdsvist smalle rotation virkede til at være ramt på fysikken med flere dumme beslutninger. Udeholdet fik ikke længere de lette scoringer og blev nødsaget til at sende pressede skud afsted – ikke mindst på grund af fremragende opdækning. Danske Thomas Lærke var brandvarm med to hurtige treere efter sin indskiftning. Opdækningen haltede for gæsterne, der virkede trætte som følge af en mindre rotation end Bakken Bears. Danskerne løb dem ganske enkelt over ende til sidst i kampen, og man kunne i virkeligheden have vundet kampen større, hvis man handle spillet med en smule mere koncentration. De danske mestre vandt ikke desto mindre over Ironi Ness Ziona med 91-74 efter en fremragende indsats. Der venter derfor et yderst spændende returopgør onsdag i næste uge.

Dagens kamp i Vejlby-Risskov Hallen mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits åbnede meget jævnbyrdigt med høj intensitet fra begge mandskaber. Det var dog det aarhusianske hjemmehold, der var skarpest i afslutningerne. Opgørets indledning åbnede med en smal føring til de regerende danske mestre på 8-2 efter tre minutters spil af første periode. Dette skyldtes ikke udelukkende højere scoringsprocent fra Bakken Bears’ side, men årsagen skulle også findes i rebound-spillet, hvor ”Bjørnene” fik fat i det hele. Udeholdet Svendborg Rabbits fik dog hurtigt tygget sig ud af problemerne med flere effektive angrebsserier. ”Kaninerne” scorede 9 point i træk og bragte sig pludseligt foran i opgøret halvvejs inde i første periode. Aarhusianerne foretog dog hurtigt nogle mindre justeringer, hvilket bragte dem helt tilbage i kampen til stillingen 13-13 med to minutter tilbage af perioden. Det var også vinderne af dette års grundspil fra Bakken Bears, der sluttede perioden bedst af. Første periode sluttede derfor med stillingen 19-16 til det aarhusianske hjemmehold.

Anden periode åbnede knapt så effektiv under kurven fra de to mandskaber. De indledende minutter bar præg af mange brændte afslutninger fra begge hold. Dette fik begge hold til at foretage flere trepointsforsøg, og det lykkedes de med. Hjemmeholdet Adama Darboe satte to i træk, og udeholdets Mikkel Plannthin var klart bedste mand for fynboerne. Danskeren stod noteret for 11 point indtil videre og var kampens topscorer. Bakken Bears havde dog flest spillere inde i en god rytme, og det øgede forspringet for hjemmeholdet, så stilling var oppe på 33-24 med fem minutter til pause. Svendborg Rabbits kom bedre med mod slutningen af perioden, men det var fortsat det aarhusianske hjemmehold i førersædet. De to hold kunne derfor gå til pause med stillingen 43-33.

Tredje periode åbnede meget jævnbyrdigt. Begge mandskaber kom lige god ud efter pausen, og efter tre minutter spillet var der fortsat status quo med en tipointsforskel til Bakken Bears. Stillingen var derfor 50-40. De efterfølgende minutter forløb meget rodet for det aarhusianske hjemmehold med flere turnovers og brændte skud. Svendborgs Mikkel Plannthin forsatte med at være udeholdets bedste mand med flere flotte treere. Rabbits-spilleren stod på dette tidspunkt noteret for 21 point, og det formindskede Bakken Bears’ forspring. Fynboerne var nu blot bagud med 8 point lidt over halvvejs inde i tredje periode. De regerende danske mestre gav dog svar på tiltale og øgede tempoet gevaldigt mod periodens udløb. Den gode stime bragte hjemmeholdet foran med 69-52 inden fjerde periode.

Fjerde og sidste periode åbnede med Svendborg Rabbits som det mest effektive hold. Den perfekte start for udeholdet, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at bringe sig tilbage i opgøret. Fynboerne reducerede i indledningen forspringet til fra 17 til 9 point godt halvvejs inde i perioden. Det tegnede sig derfor til at flot Svendborg-comeback og dermed en spændende afgørelse på dagen kamp. Det skulle desværre for udeholdet vise sig ikke at være nok. Bakken Bears fandt, som så mange gang før, det fornødne tempo mod slutningen af kampen til at løbe fra sin modstander. Kampen endte med en komfortabel sejr til hjemmeholdet på 97-78.

Dagens hjemmehold fra Bakken Bears åbnede kampen mod Wolfpack som det bedste hold. Det var de regerende danske mestre fra det nordlige Aarhus, der kom mest fysisk og aggressivt ud. ”Bjørnene” tog en lynhurtig føring i Vejlby-Risskov Hallen på 14-7 efter syv minutters spil. Wolfpack havde det vanskeligt i begyndelsen af kampen med at matche det høje tempo, og forsøget på at spille hurtigt kostede mange turnovers i de indledende minutter. Det skal naturligvis med i ligningen, at det sjællandske udehold blev ramt af en uheldig skade til Deitonte Simmons på centerpositionen. Den 205 centimeter høje amerikaner er holdets topscorer i indeværende sæson med 20,3 point per kamp. Simmons fravær var også til at tage at føle på, eftersom Bakken Bears fik fat i langt de fleste rebounds i begge ender af banen. Særligt aarhusianernes Ryan Evans gjorde det vanskeligt for Wolfpack med sin stærke fysik. Evans havde scoret 11 point i første periode, der endte med stillingen 25-18.

Anden periodes begyndelse blev åbnet bedst af hjemmeholdet fra Bakken Bears, der fortsat satte tempo og bragte sig yderligere foran i kampen. Udeholdet var inde i sin hidtil sværeste periode i kampen, hvor det tog sjællænderne hele syv minutter af sænke den første scoring. Bakken Bears forspring var derfor helt oppe på 48-23 med to minutter tilbage inden pausen. Det lignede herfra et kæmpe bjerg, der skulle bestiges for Wolfpack, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at komme tilbage i kampen mod forhåndsfavoritterne fra Aarhus. De to hold kunne gå til pause med stillingen 54-28.

De to mandskaber kom ikke synderligt overbevisende ud efter pausen. Spillet var rodet fra begge holds side med flere turnovers og misbrugte chancer. Det var dog fortsat hjemmeholdet fra Bakken Bears i fuld kontrol. Aarhusianerne havde halvvejs inde i tredje periode scoret 19 point mod udeholdet fra Wolfpacks ni point, hvilket stille og roligt forøgede forspringet yderligere, så stillingen var hele 72-39. Gæsternes Austin Waddoups gjorde dog god figur for det hårdt kæmpende Wolfpack-hold med 16 point indtil videre i kampen som holdets klare topscorer. Dette var dog ikke nok for Wolfpack, der måtte gå ind til fjerde og sidste periode med stillingen 86-47.

Fjerde og sidste periode begyndte meget jævnbyrdigt på pointtavlen mellem de to mandskaber. Gæsterne fra Wolfpack formåede at sætte nogle flotte scoringer efter individuelle aktioner fra blandt andet Agah Kizilkaya, der stod noteret for 8 point på dette tidspunkt i kampen. Wolfpack førte faktisk fjerde periode med 17-16 efter seks minutter, da intensiteten og koncentrationen forsvandt en smule fra Bakken Bears’ side. Wolfpack havde dog stor ære af en flot periode, hvor de isoleret set vandt perioden med 25-23. Sejren var dog aldrig reelt i fare for Bakken Bears, der vandt dagens kamp med 109-72.

Kampens mest scorende spiller blev Ryan Evans med 20 point.