Fremragende første halvleg grundlægger storsejr

En fremragende første halvleg grundlagde en storsejr på 103-70 på udebane over Horsens IC. Bakken Bears holdt hjemmeholdet på 28 point i første halvleg, og selvom værternes topscorer Roberto Gallinat fik gang i pointmaskinen i anden halvleg, så var HIC aldrig tæt på et comeback.

Horsens IC startede ellers fint ud, og i en godt fyldt Forum Horsens var HIC foran 7-5 inden Bearsforsvaret fik fat. Især Darko Jukic var stærk for hjemmeholdet – han scorede otte af sit holds første ti point. HIC var med til 12-15, men et fint 8-0 run af Bears og en trepointscoring til at lukke perioden gav føring på 26-14 til udeholdet.

Første halvdel af anden periode var relativt lige, men ved 37-20 ramte Bears fire treere på tre minutter – foruden et par layups – og pludselig var Bears foran med 31 point inden Stefan Savic på buzzeren ramte en trepointscoring til reducering 28-56 ved pausen.

Og skulle man være i tvivl om HIC kunne levere et comeback efter pausen, så blev det lukket af i de første to minutter af tredje periode, hvor Bears gik på et 7-0 run. Bears nåede foran 74-33 inden Roberto Gallinat fik gang i scoringerne. Han scorede ni point i tredje periode og 12 i kampens sidste quarter. Bears leverede også i anden halvleg en god indsats i forsvarsenden.

I et stramt program med kampe mandag, torsdag og lørdag, var det særdeles vigtigt at Bakken Bears’ coachteam kunne rotere, så risikoen for overbelastningsskader bliver minimeret. Chris Ortiz, der spillede en flot kamp, spillede godt 26 minutter, men ingen af de øvrige bjørne var på banen i mere end 20 minutter. Alle 11 Bearsspillere fik scoret – flest ramte Darko Jukic, der scorede 15 point, mens Adama Darboe scorede 14 (samt 5 assists) og Ryan Evans, Nimrod Hilliard samt Thomas Lærke scorede hver 12. Roberto Gallinat scorede 23 point for værterne, mens Frederik Rungby scorede 12, som han supplerede med 7 rebounds.

Bears skød fremragende i kampen: 14/24 (58,3%) bag trepointslinjen og 21/36 (58,3%) inden halvcirklen.

Næste gang Bears er i ilden er allerede lørdag, hvor en udsolgt Arena Randers lægger gulv til endnu et topopgør, når Randers Cimbria skal revanchere pokalsemifinalenederlag en uge tidligere.

TUNGT NEDERLAG I TYSKLAND

Bakken Bears fik ørerne i den tyske maskine, da Medi Bayreuth på hjemmebane vandt 105-82. Dermed ligger tyskerne endog meget lunt i svinget til at gå videre til turneringens kvartfinaler, mens Bears skal vinde onsdag den 29. januar, når Spirou kommer på besøg, hvis holdet skal have skæbnen i egne hænder.

Bears åbnede kampen med en trepointscoring fra Darko Jukic, men havde derefter svært ved at styre kampen. Bayreuth kom alt for nemt til deres scoringer, der bestod af layups suppleret med tre trepointscoringer på frie skud. Bears havde dog fin succes i angrebet med tre treere og nogle lange toere. Det tyske hold førte 29-21 efter ti minutter.

Forsvaret blev ikke markant bedre i anden periode. Medi Bayreuth var dygtige til at komme på straffelinjen, mens Bears slet ikke var aggressive nok. Tyskerne vandt perioden 27-22 efter godt spil af Evan Bruinsma, Lukas Meisner og Andreas Seifert. Thomas Lærke var bedste Bearsspiller i anden periode.

I tredje periode begyndte det at ligne den aggressivitet, som Bears skal bruge for at vinde. I de første syv minutter blev det blot til ni tyske point, og Bears fik reduceret til blot at være bagud med syv point. Herefter holdt Bears-forsvaret helt op med at virke, og tyskerne scorede efter behag. 22-15 i periode og 78-58. Dermed havde Bayreuth også indhentet de 18 point Bears vandt med i det første opgør, og som bliver afgørende, hvis de to hold ender a point.

I fjerde periode så det meget truende ud, og tyskerne nåede foran med 27 point før Bears kom fint igen, og bjørnene fik faktisk skåret den tyske føring til at være på de magiske 18 point (92-74 med under tre minutter igen). Desværre kostede et par kiks i forsvaret fem hurtige point, og det kom Bears sig ikke over. Bayreuth kunne lukke kampen med en sejr på 105-82.

Bayreuth fører nu gruppen med tre sejre, mens Bears har to sejre. Det samme har Benfica, men portugiserne har en kamp i hånden – onsdag mod Spirou, der endnu ikke har vundet.

Bakken Bears har nu to hjemmekampe tilbage – onsdag den 29. januar mod Spirou og onsdag den 5. februar mod Benfica.

Darko Jukic var mest scorende for Bakken Bears med 19 point (på 13 forsøg). Nimrod Hilliard scorede 15 point og supplerede med 7 assists, mens Michel Diouf scorede 13 point og tog 8 rebounds. For Bayreuth scorede James Woodard 23 point.

 

BEARS I POKALFINALEN

Bakken Bears kvalificerede sig til pokalfinalen, da Randers Cimbria efter en hæsblæsende kamp blev besejret 102-95 i Arena Randers. Bears var i scoringsmæssig kontrol indtil midt i fjerde periode, hvor Cimbria virkelig viste holdets kvaliteter.

Bortset fra de første minutter, hvor Cimbria bragte sig foran 7-2, var Bears foran hele kampen. Det betød dog ikke at et fænomenalt velskydende Randers-hold blev sat af. Hjemmeholdet scorede intet mindre end 17 trepointscoringer på 33 forsøg (51,5%). Bears kæmpede mere med at få skuddene i (8/26, 30,8%).

Basketball er et game of runs og især randrusianernes 10-0 i starten af anden periode og tre treere i streg ved stillingen 40-29 gjorde ondt. Chris Nielsen var flyvende i anden periode, hvor han satte Hjemmeholdet startede også tredje periode med seks point i træk til reducering 48-50. Den resterende del af perioden vandt Bears 31-16, der førte 81-64 inden de sidste ti minutter.

Alan Voskuil indledte fjerde periode med en treer og et scoret bonusstraffekast. Bears var foran 92-73, da der resterede godt fire minutter, men så gik Josh Fortune og Corey Silverstrom ellers på arbejde. Førstnævnte scorede 11 point i de sidste fire minutter, mens Silverstrom scorede otte. Cimbria reducerede til 82-92, og til 92-98, men kom ikke tættere på, da Bears ramte de straffekast, der opstod, da Cimbria lavede fejl.

Darko Jukic var mest scorende med 20 point, mens Michel Diouf og Tylor Ongwae scorede hhv. 17 og 16. Ryan Evans scorede 14 point som blev suppleret med 11 rebounds og 8 assists! Hjemmeholdets topscorer blev Corey Silverstrom (22 point), mens Josh Fortune og Chris Nielsen scorede hhv 19 og 18.

Modstanderen i pokalfinalen bliver vinderen af opgøret mellem Næstved og Horsens IC, der krydser klinger søndag på Sydsjælland. Finalen spilles lørdag den 8. februar i Forum Horsens.

 

NEDERLAG I FØRSTE AKT

Tre gange på 13 dage lægger Arena Randers gulv til opgør mellem Randers Cimbria og Bakken Bears, og mandagens første opgør blev vundet af Randers Cimbria, der sejrede 81-80 efter en gyser. Et katastrofalt tredje quarter blev dyrt for Bears, for hvem det var sæsonens andet nederlag i Basketligaen. De to hold mødes igen på fredag, når det semifinalerne i pokalturneringen.

Det var en utrolig tempofyldt affære, og Bears var skarpest i de første ti minutter, som udeholdet vandt 26-18. To hurtige fejl af Michel Diouf gav spilletid til Jonathan Galloway, der imponerede under kurven. 26 point i første quarter er naturligvis godkendt, men 12 i anden periode er bestemt ikke godt nok, hvis man vil være med i toppen af Basketligaen. Det gled nu heller ikke for et Cimbriahold, hvor de to store spillere Jonathan Jeanne og Brantley Bynum var dominerende. Bears førte 38-33 ved pausen.

Det fine forsvar i de to første periode blev afløst af horribelt forsvarsspil i tredje periode, hvor Cimbria scorede hele 31 point imod bjørnenes 15. Men bedst som Cimbria var foran med 13 point (75-62) med knap fire minutter igen kom Bears i gang med at ramme. 11 point af Nimrod Hilliard og 5 af Ryan Evans fik næsten bragt Bears tilbage i kampen, men Hilliards treer med 0,6 sekunder igen var ikke nok – og Cimbria kunne til stor jubel for en fyldt hal i Arena Randers lade sig hylde som vindere i topopgøret i Basketligaen.

Bears, der var uden en skadet Adama Darboe og Chris Ortiz, der ikke spillede pga. udlændingereglerne, tabte på trods af at holdet havde 16 afslutninger mere end hjemmeholdet (Bears 30/80, Cimbria 29/64). Der skal altså arbejdes med scoringsprocenterne inden næste opgør fredag.

Nimrod Hilliard blev topscorer med 21 point (6/9 på treeren), mens Tylor Ongwae scorede 19 (5/7 på treeren). Jonathan Galloway scorede 10 point og tog 10 rebounds.

For Randers Cimbria scorede Brantley Bynum 25 point, som han supplerede med ni rebounds, mens Jonathan Jeanne scorede 20, tog 12 rebounds og havde fire blocks. Josh Fortune blev noteret for 15 point.

 

GALLOWAYS 15 OG 15 SIKRER SEJREN I VÆRLØSE

Med 15 point og 15 rebounds blev Jonathan Galloway det store lyspunkt, da Bakken Bears vandt en tricky fredagskamp i Værløse. Bears vandt 85-71 efter en fin anden halvleg, hvor især forsvaret stod godt. Værløse scorede blot 29 point i kampens anden halvdel.

Bears, der var uden Ryan Evans, som var offer for amerikaner-rotationen, og Adama Darboe, der var skadet, kom fint fra start. Anført af Chris Ortiz og Jonathan Galloway kom bjørnene foran 7-2 inden Værløse kom i gang. Asbjørn Nerlov satte to treere, og senere ramte Martin Poulsen og Philip Kold også en hver til Værløse-føring 20-15. Bears sluttede dog bedst af i første periode, og udeholdet scorede de sidste ni point, bl.a. fem af Nimrod Hilliard. Bears var foran med 24-20 efter ti minutter.

En treer af Nerlov åbnede anden periode, men Michel Diouf scorede fem point i træk til føring 29-23. I den sidste del af perioden var Evan Fisher og Martin Poulsen de bedste spillere – sammen med bjørnenes Jonathan Galloway. Bears var foran med beskedne 44-42 ved pausen.

Der blev fokuseret på forsvar og reboundspillet i bjørnenes omklædningsrum i halvlegspausen, og det hjalp. Bears fik ramt et par trepointscoringer i tredje periode, men det var især det bedre forsvarsspil, der blev noteret. Bortset fra Evan Fishers to treere i de to første minutter af tredje periode, blev Værløse holdt på syv point i perioden. Morten Sahlertz svarede igen på Fishers scoringer ved selv at ramme to treere og kort efter ramte Hilliard udefra – den sidste treer til Bears i kampen.

Kampens sidste fjerdedel startede David Efianayi med et dunk og et trepointspil – hvilket bragte Bears på 69-55. Værløse kæmpede dog stadig godt imod og holdets topscorer Evan Fisher var en stor mundfuld for udeholdet. Han fik rigtig fin hjælp af unge Alexander Agerskov. Værløse fik skåret Bearsføringen til at være på syv point (66-73), men en scoring af Thomas Lærke, to straffekast af Tylor Ongwae og yderligere to af Michel Diouf fik afgjort kampen.

Man skal være tilfredse med at vinde, når man blot rammer 15,2 % (5/33) af sine trepointforsøg. Værløse ramte flotte 39,3% (11/28). Sejren blev grundlagt på bedre scoringsprocent på 2-pointskud (24/53 til Bears – 16/49 til Værløse) at skyde – og score – flest straffekast (Værløse var 6/11, mens Bears var 22/28) og have færrest turnovers (9-15).

Jonathan Galloway var topscorer med 15 point (+15 rebounds), mens David Efianayi (+6 rebounds) og Nimrod Hilliard hver scorede 13. Morten Sahlertz scorede 12 point og Michel Diouf 11. Tylor Ongwae brillerede ved at tage 11 rebounds, heraf seks i angrebet.

Med sejren rykker Bakken Bears op på ligaens førsteplads med 13 sejre i 14 opgør. Nummer to er Randers Cimbria, der har 13 sejre i 16 kampe, mens Horsens IC lørdag kan nå 13 sejre, når holdet hjemme spiller Wolfpack i deres 15. kampe i sæsonen.

Næste opgave for Bears er på mandag, når holdet møder Randers Cimbria i Basketligaen. Taberen af det opgør har mulighed for hurtig revanche fredag, når holdene igen mødes, denne gang i pokalturneringen. Begge kampene spilles i Arena Randers.

 

BEARS TABER I LISSABON

Efter otte europæiske sejre i træk blev det til nederlag, da Bakken Bears tirsdag spillede i Lissabon mod SL Benfica. De portugisiske mestre vandt 90-79 i en kamp, hvor anden periode var dyr. Her scorede Benfica 33 point. Samtidig vandt hjemmeholdet reboundkampen 44-33.

Bears så fysisk pressede ud i første periode, men takket være fire trepointscoringer var holdet alligevel foran 18-17 efter de første ti minutter. Det skyldtes bl.a. fem afsluttende point af Thomas Lærke, herunder en trepointscoring på buzzeren. Anden periode var lige indtil der resterede to minutter og 40 sekunder (37-37), men herfra gik det helt galt for Bears. Benfica gik – bl.a. takket være godt spil af Betinho Gomes og Eric Coleman samt fem point af Rafael Lisboa – på et 13-2 run til halvlegsføring 50-39.

I pausen blev der fokuseret på at score point, men det var ingen stor succes i starten af tredje periode. Bears fik blot scoret to point i de første fire minutter af perioden, og selvom Benfica også havde det svært i angrebsenden, gav deres fysiske spillestil bonus. Benfica nåede foran 57-41 inden Bakken Bears pludselig fandt kurven. Treere fra Adama Darboe og Ryan Evans reducerede Benficaføringen til at være på 10 point. Bears sluttede også fint af, og sejrshåbet var ikke opgivet trods Benficas føring på 67-60.

Fjerde periode tilhørte Benficaguarden Anthony Ireland, der alene i de ti minutter scorede 13 point. Han var også hovedmanden bag Benficas 6-0 run til føring 75-63. Takket være to trepointscoringer i det sidste minut af Nimrod Hilliard sikrede Bears at nederlag blot blev på 11 point, men det var alligevel skuffende, at det i den grad var Benfica, der satte tonen både fysisk og spillemæssigt.

Topscorer for Bakken Bears var Thomas Lærke, der scorede 18 point, mens Ryan Evans scorede 18 point, tog 8 rebounds og havde 4 assists. Nimrod Hilliard scorede 15 point (foruden 4 assists), Adama Darboe 11 (plus 4 rebounds og 3 assists) og Chris Ortiz 10 point. For Benfica scorede Betinho Gomes 21 point (som han supplerede med 9 rebounds og 4 assists), mens Anthony Ireland scorede 18 point, havde 11 assists og tog 6 rebounds. Damian Holls scorede 15, mens Eric Coleman scorede 13 point og tog 10 rebounds.

Næste opgave for Bakken Bears er fredagens udekamp i Værløse, mens det i næste uge gælder to udekampe mod Randers Cimbria – mandag i Basketligaen og fredag i pokalturneringen. Næste Europa Cup-kamp er mandag den 20. januar, når Bears gæster Medi Bayreuth i Tyskland.

BEARS VIDERE TIL POKALSEMIFINALERNE

Bakken Bears åbnede 2020 med at vinde 94-67 på udebane over Falcon, og kvalificerede sig dermed til semifinalerne i pokalturneringen. Her møder Bears vinderen af EBAA-Randers, og Bears spiller igen på udebane. David Efianayi og Michel Diouf var mest scorende med 18 point.

Selvom en velspillende Nicklas Jønsson åbnede med at bringe hjemmeholdet foran til stor jubel i en fyldt Bülowsvejshallen, så satte Bears sig på kampen fra indledningen. Bjørnene bragte sig foran 9-2 og 17-4 inden Falcon – med Jønsson som manden bag 10 af sit holds første 12 point kom med i kampen. Bears nåede foran 29-16 inden afslutningen på første periode. Første periode blev desværre også den eneste den tidligere Bearsspiller Jens Laulund nåede at være med i inden han satte sig ud med en skade.

I anden periode nåede Bears foran 37-20, inden Falcon fik bidt fra sig. Nicklas Jønsson var ustyrlig, og han scorede allerede efter 17 minutter sit 19. point til reducering 29-46, men selvom han fik hjælp af især Anders Haas og Asger Hjorth, så var Bears’ større træningsmængde og fysik afgørende for at kampen nærmest var afgjort ved pausen. Adama Darboe, Tylor Ongwae og Michel Diouf var toneangivende for Bears, mens Morten Sahlertz supplerede med to treere i første halvlegs sidste minut.

Fra pauseføring på 54-32 nåede Bears foran 69-40 efter et par treere af Simon Bjørnebo. Herefter var det den tidligere SISU-spiller Jonas Giese Andersons tur til at tage over, og efter ikke at have scoret i første halvleg satte han otte point på tavlen i den sidste del af tredje periode. Føring til Bears på 73-50 inden de sidste ti minutter.

Fjerde periode indledte Jonas Giese med at sætte en treer, men herefter gik Bears på et 14-0 run, bl.a. på baggrund af ni point fra David Efianayi. Falcon scorede så de efterfølgende 10 point inden kampen fladede ud til sejr på 94-67.

Mest scorende for Bears var Michel Diouf, der blev noteret for en double-double (18 point, 12 rebounds) og David Efianayi (18 point og 8 rebounds). Tylor Ongwae scorede 15 point (og 9 rebounds, 5 assists, 4 steals), Adama Darboe satte 14 point på fem skud og Ryan Evans scorede 11 point (foruden 5 rebounds, 3 assists, 3 steals).

For Falcon scorede Nicklas Jønsson 23 point, mens Jonas Giese Anderson scorede 15 og Christian Benzon 10.

Bears var uden et væld af spillere: Darko Jukic (skadet), Chris Ortiz, Jonathan Galloway og Nimrod Hilliard (underlagt reglen om at der kun måtte være en ikke-EU/Cotonou-spiller i pokalkampe mod lavere rangerende hold) samt Magnus Møllgaard og Anton Harbo (spiller pokalkampe for EBAA).

Modstanderen i pokalturneringens semifinaler findes allerede lørdag kl. 14:00, når EBAA møder Randers Cimbria i Vejlby-Risskov Hallen. Kampen forventes afviklet den 17. januar.

Bred bjørnetrup stod for storsejr

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Bakken Bears vendte tilbage fra juleferie med et decimeret hold, hvor skader holdt Jonathan Galloway, Darko Jukic og Adama Darboe ude. Alligevel var det ingen sag for den stærke trup at hive en storsejr i land over Team FOG Næstved på 91-72 hjemme i Vejlby-Risskov Hallen.

Kampen startede dog knap så imponerende, og Bears kom bagud 0-5, inden Ryan Evans sænkede en 3’er og udlignede til 5-5 efter tre minutters spil. Lidt over halvvejs i første periode var hjemmeholdet dog bagude igen. Gæsterne missede så to straffekast, og en storspillende Thomas Lærke reboundede solo og udlignede til 9-9. Med endnu en rebound, denne gang af Chris Ortiz til Morten Sahlertz, overtog Bears endelig føringen: 13-11.

Derfra stod der Bakken på det meste. Opskriften var især solidt forsvar og stærkt presspil efterfulgt af høj træfsikkerhed. Fine takter af atletiske David Efianayi og sultne Simon Bjørnebo sørgede for en komfortabel føring til Bears på 22-16 efter første periode.

I anden periode fortsatte Efianayi den imponerende stime og sørgede med en rebound under hårdt pres at sætte yderligere to point på kontoen – plus et ekstra fra det efterfølgende straffekast. Han afsluttede desuden et fornemt alley-oop fra Ryan Evans, som dernæst selv stod for en sikker 3’er. Tylor Ongwae fulgte kort efter op med en lækker buzzer beater til stillingen 40-27. Perioden endte 48-33 til aarhusianerne.

Bjørnedominansen fortsatte i tredje periode, hvor Nimrod Hilliard endda sænkede en sjælden 3’er til 56-37. Både Thomas Lærke og Michel Diouf gjorde ham snart kunsten efter og satte begge en 3’er, inden et af kampens angrebsmæssige højdepunkter indtraf: Rebound af Diouf, der hurtigt spiller Lærke, som eminent finder Evans, der resolut dunker en føring på 23 point i hus: 66-43. Inden periodens udgang nåede Sahlertz at ramme en 3’er, og Anton Harbo kom på banen til stor jubel fra publikum.

Fjerde periode startede med frygtløs opdækning af anfører Sahlertz, der fremprovokerede årets tydeligste angrebsfejl. Herefter lød endnu en runde klapsalver fra tilskuerne, da Magnus Møllgaard kom på banen. Det blev siden vekslet til et decideret jubelbrøl, da han kraftfuldt dunkede sig til en føring på 87-61 og en pointforskel på 26. Hen imod kampens afslutning formåede sjællænderne at hale en smule ind og reducerede bjørnenes føring med otte point på fire angreb: Fra 89-64 til 89-72. Dystens sidste point stod Bears dog for, og årets sidste kamp sluttede 91-72 til hjemmeholdet.

Bakken Bears slog dermed sidste sæsons bronzevindere med hele 19 point. Hos Team FOG Næstved delte tre spillere den interne topscorertitel med 12 point: Jahmal Jones, Rob Marberry og Carlos Mateo. For Bears nåede hele fem spillere op på tocifrede point: Lærke på 10, Efianayi på 11, Evans og Ortiz på 13 og kampens topscorer Diouf på 15.

Resultatet betyder, at Bakken Bears fører ligaen med 24 point. Det er samme antal som Randers Cimbria og Horsens IC, der dog henholdsvis har spillet to og en kamp flere.

Næste opgave for Bakken Bears er pokalkampen ude mod Falcon fra Frederiksberg fredag den 3. januar kl. 18.00 i København. Næste hjemmekamp er dog først om en måned: Onsdag den 29. januar kl. 18.30 mod Spirou Charleroi fra Belgien i FIBA Europe Cup.

 

BEARS SLÅR EBAA OG HOLDER JUL PÅ FØRSTEPLADSEN

Med en sejr på 92-65 over EBAA sikrede Bakken Bears sig at kunne holde jul på Basketligaens førsteplads. Bakken Bears har afsluttet den første del af sæsonen med 11 sejre i 12 kampe. Horsens IC og Randers Cimbria har også 11 sejre, men for hhv. 13 og 14 kampe.

Lokalopgøret mellem Bears og EBAA blev afgjort allerede i første periode, da Bears ramte syv trepointscoringer og nåede foran 30-10. Simon Bjørnebo ramte tre trere, mens Chris Ortiz og Morten Sahlertz hver ramte to.

Føringen på 30-12 efter første periode blev en sovepude for Bears, der ikke ramte et eneste trepointskud i andet quarter. EBAAs Nadir Alston ramte sit holds eneste i første halvleg, og det var medvirkende til en uafgjort periode (18-18). For Bears fik Magnus Møllgaard sat et par fine scoringer. 48-30 ved pausen.

I tredje periode ramte begge hold bedre på skuddene – begge hold ramte tre treere. Bears havde flere turnovers, og perioden blev præget af at ingen af holdene troede kampen kunne vendes. Bears fik skruet en smule op for intensiteten i forsvaret i fjerde periode, der blev vundet 26-15. Anton Harbo supplerede med et par fine trepointscoringer for Bearsholdet.

Bakken Bears var uden Darko Jukic, Michel Diouf, Adama Darboe og Ryan Evans, der alle var ude med skader efter et par hårde europæiske kampe.

Topscorer for Bakken Bears var David Efianayi (19 point), mens Jonathan Galloway noterede sig for imponerende 16 rebounds som supplement til sine 11 point. For EBAA var Jonas Schaarup bedste mand med 16 point og 15 rebounds.

EBAAs næste kamp er søndag den 29. december, når holdet gæster Wolfpack, mens Bears spiller hjemme mod Team Fog Næstved dagen efter.

STRÅLENDE FJERDE PERIODE GAV SEJR I BELGIEN

En fremragende fjerde periode dannede baggrund for at Bakken Bears kunne sikre sig den anden sejr i to kampe, da holdet onsdag spillede på udebane mod belgiske Spirou Basket Charleroi. Bears var bagud med ni point i starten af fjerde periode, men holdt sin belgiske modstander på otte point i kampens sidste fjerdedel.

Begge hold var ramt af skader, idet Spirou var uden sin normalt startende center Khalid Boukichou, mens Bears måtte undvære Darko Jukic, der fik en ankelskade i sidste uges kamp mod Bayreuth. Det gav plads i starting line up til Thomas Lærke, og det var ikke et valg head coach Steffen Wichs trænerteam kom til at fortryde. Lærke kom strålende i gang med kampen, hvor han havde en opgave i at stække belgiernes topscorer Anthony Beane. Også i angrebet var Lærke skrap, og han scorede syv point i de første ti minutter. Bjørnene havde dog svært ved at stoppe et dygtigt belgisk hold fra at score, så derfor var stillingen 23-23 efter første periode.

Anden periode tilhørte Josh Sharma, der spiller mange minutter i Boukichous fravær. Den tidligere Stanfordspiller var totalt dominerende under kurven, og var noteret for 16 point og 9 rebounds ved halvlegspausen. For Bakken Bears havde Adama Darboe og Thomas Lærke i alt scoret 25 point (hhv 14 og 11), hvilket var mere end halvdelen af Bearspointene. Det gode arbejde inside af Sharma medførte føring til Spirou på 49-44 ved pausen.

Takket være to point af Ryan Evans og en treer af Michel Diouf fik Bears udlignet til 49-49, men Bears nåede aldrig foran i tredje periode. Fra 55-55 gik hjemmeholdet – godt styret af Alexandre Libert – til 66-57 mod et Bearshold, der virkede rådvilde. Nimrod Hilliard, der på det tidspunkt ellers ikke havde scoret fik sluttet perioden godt an, da han tog ansvar i angrebet og scorede sit holds sidste seks point til reducering 70-63. Bakken Bears havde dog svært ved at få stops i forsvaret i den sidste del af tredje periode.

Det fik Bears imidlertid ændret på i fjerde periode. Jonathan Galloway knoklede under kurvene og tog vigtige rebounds, og han fik også reduceret til 65-72. Michel Diouf fulgte efterfølgende op med sin anden trepointscoring til 68-72, som var stillingen i lang tid – rigtig lang tid. Der gik næsten to minutter inden Josh Sharma scorede et enkelt straffekast, men så fik Bears hul igennem. To point af Ryan Evans, efterfølgende et enkelt straffekast scoret af samme spiller inden Michel Diouf med sin tredje trepointscoring bragte sit hold foran 74-73. Timout Spirou, men det gav ikke pote, for i det efterfølgende angreb satte Adama Darboe tre point inden Nimrod Hilliard scorede to straffekast og Ryan Evans et layup. Eftersom Spirou stadig ikke havde scoret var kampen vendt totalt på hovedet til Bearsføring på 81-73 – altså et 20-3 run.

Spirous femte point i perioden kom godt inde i det niende minut, da Moses Greenwood scorede et layup, men Bears havde held med at trække tiden i angrebet bl.a. via gode angrebsrebounds af Thomas Lærke, Tylor Ongwae og Michel Diouf. Anthony Beane ramte en treer med 37 sekunder igen, men da var det for sent for det belgiske hold.

Topscorer for Bakken Bears blev den danske landsholdsspiller Adama Darboe, der scorede 18 point på 10 skud, mens Ryan Evans supplerede med 16 point og 6 assists. Michel Diouf scorede 13 point (3/4 på treeren) og tog syv rebounds, mens Thomas Lærke supplerede sine 12 point med seks assists. Tylor Ongwae blev noteret for ni point og syv rebounds.

For Spirou havde Josh Sharma 19 point, hele 16 rebounds og 3 blocks. Alexandre Libert stod for 15 point (4/4 på treeren) og seks assists, mens Anthony Beane blev holdt på 13 point.

For Bears resterer der en opgave inden holdet går på en kort kamppause. Allerede fredag spiller Bakken Bears på ’udebane’ i Vejlby-Risskov Hallen mod EBAA. Efter julepausen gælder det Basketligakamp mod Team Fog Næstved den 30. december, en pokalkamp mod en endnu ukendt modstander den 3. januar inden det europæiske gruppespil fortsætter med en kamp mod Benfica i Lissabon den 7. januar. Benfica tabte trods en føring på 12 point onsdag på udebane mod Bayreuth, der vandt 96-78.

Efter to spillerunder fører Bakken Bears puljen med to sejre, mens Bayreuth og Benfica hver har en sejr. Spirou er uden sejre og er derfor (næsten) tvunget til sejr, når holdet i tredje spillerunde møder Bayreuth på hjemmebane.

FØRSTE LIGANEDERLAG TIL BAKKEN BEARS

Bakken Bears fik sæsonens første Basketliganederlag, da holdet søndag eftermiddag havde skiftet hjemmebanen ud med Egelundhallen, der normalt huser BMI Basketball. Bakken Bears tabte 96-99 til BMS Herlev Wolfpack, der var skarpe kampen igennem. Bears var ellers foran ved halvlegspausen, men ulvene viste sig bedst i anden halvleg, hvor holdet scorede 56 point.

Wolfpack var foran i det meste af første periode, men Bears fik skåret afstanden til blot at være på to point (20-22) efter de første ti minutter. Med seks point var Michel Diouf skarpest i første periode for Bears, mens gæsternes Viktor Lorenzen med syv point var mest scorende for udeholdet.

Bears fik hurtigt sat sig på tingene i anden periode, og det lignede det mønster, der var ventet inden kampen. Bears vandt perioden 29-21, og Chris Ortiz strålede med tre trepointscoringer – også Jonathan Galloway satte sig igennem fysisk med 7 point. For udeholdet var Javion Blake en stor mundfuld med syv point i perioden.

BMS Herlev Wolfpack skal roses for at være velforberedte, og udeholdet var absolut skarpeste hold på dagen. I tredje periode scorede gæsterne hele 32 point, og de førte således 75-69 inden de sidste ti minutter. Andreas Meilby stemplede ind i tredje periode, hvor han scorede 11 point – mens Blake fulgte sin fine første halvleg op ved at score otte.

I fjerde periode startede Bears med at få tændt for intensiteten. Bjørnene fik lynhurtigt lukket hullet, men nåede ikke foran. Der gik næsten tre minutter før Wolfpack fik scoret, men det kneb altså også for Bears. Wolfpack nåede undervejs foran med syv point (76-83 og 78-85) inden Bakken Bears fik sat en slutspurt ind. Ryan Evans reducerede med en treer til 89-91, og selvom Mathias Seilund og Victor Lorenzen fik udbygget føringen, var Bears ved at få momentum, da David Efianayi stjal bolden og scorede til 94-95. Desværre begik han herefter en usportslig fejl i et forsøg på at få bolden tilbage, og Andreas Meilby kunne udbygge Wolfpack-føringen.

Ved stillingen 96-99 fik Bears kunstigt åndedræt, da Javion Blake med seks sekunder igen missede to straffekast, men Ryan Evans brændte desværre sit trepointskud.

Symptomatisk for kampen var Wolfpack bedst i reboundspillet (44-40), og holdets aggressivitet gav sig også udtryk i flest straffekast. Wolfpack forsøgte sig 22 gange fra linjen, mens Bears skød 10 straffekast.

For Wolfpack havde to spillere double-doubles. Andreas Meilby scorede 23 point og tog 12 rebounds, mens Javion Blake stod for 19 point og 10 assists (og 7 rebounds). Viktor Lorenzen scorede 21 point.

For Bears var Chris Ortiz topscorer med 19 point, mens Michel Diouf scorede 15. Ryan Evans scorede 13 point og var bedste rebounder med 9 stk. David Efianayi noteredes for en double-double med 10 point og 11 assist (og 5 rebounds). Og Thomas Lærke og Adama Darboe scorede 10 point.

Mens Wolfpack holder juleferie med en sejr i bagagen, har Bakken Bears to chancer for revanche inden der skal kalkun på bordet. På onsdag spiller holdet ude mod Spirou i Charleroi i Belgien, mens det fredag gælder kamp i Basketligaen mod EBAA.

Denne onsdag decemberaften var der lagt i kakkelovnen til et enormt spændende opgør, da tyske Medi Bayreuth kiggede forbi i Vejlby-Risskov Hallen i FIBA Europe Cups andet gruppespil. De to mandskaber kom også flyvende fra start, hvor de viste prøver på flot angrebsspil. Efter blot tre minutter spillet var stillingen 8-7 til de danske mestre fra Bakken Bears. Udover et spektakulært dunk af Tylor Ongwae, var det Adama Darboe og Ryan Evans, der især imponerede i offensiven ved at være enormt effektive på trepointsforsøgene. ”Bjørnenes” høje tempo og effektivitet blev også for meget for gæsterne efter fem minutter spillet af første periode, hvor de følte sig nødsaget til at tage en timeout og bremse aarhusianernes momentum. Stillingen var 18-9. De tyske gæster fik en smule bedre styr på angrebsspillet efter timeouten, men de havde fortsat vanskeligheder med at dæmme helt op for et storspillende Bakken Bears-hold, hvor Darko Jukic tog ansvar og stod for flere scoringer for at holde forspringet intakt. Første periode bar i den grad præg af, at samtlige spillere bidragede og udfyldte sin rolle. Perioden sluttede med stillingen 25-16 til ”Bjørnene”.

Efter en udmærket begyndelse på anden periode, begyndte gæsterne fra Medi Bayreuth at bide fra sig. Med to hurtige trepointsscoringer og ingen point fra Bakken Bears var forspringet reduceret til fem point til stillingen 29-24. ”Bjørnene” virkede dog ikke til at ryste i pelsen over gæsternes gode stime. På blot få minutter var rollerne byttet helt om, hvor det nu var danskernes tur til at score mange point i træk. Darko Jukic voldte tyskerne enorme problemer med sin eksplosivitet og springkraft. Med små fire minutter til pause var den aktuelle stilling 46-28 til Bakken Bears. Aarhusianerne var bogstaveligt talt flyvende med flere dunks og alley-oops. De to duellanter fulgtes fint ad i periodens sidste minutter, og det ændrede derfor ikke på, at de danske mestre gik til pause med en føring på 56-37.

Bakken Bears kom en anelse dårligere ud til anden halvleg og tredje periode. Gæsterne fra Medi Bayreuth lod til at have fået talt nogle ting igennem og fundet løsningerne. De periodens indledende minutter kom udeholdet til flere scoringer i træk efter først flot forsvarsspil og effektivt angrebsspil. Den dårlige start virkede dog hverken til at påvirke de fremmødte tilskuere i Vejlby-Risskov Hallen eller spillerne på banen. Dette fik blot holdet til at genfinde koncentrationen og det fornødne tempo. Sidste års MVP i Basketligaen, Ryan Evans, spillede en stor kamp for de danske mestre og gik virkelig forrest, når der var behov for det. Amerikaneren var på dette tidspunkt topscorer for holdet med 16 point. Dette var kraftigt medvirkende til det hidtil største forspring i kampen til Bakken Bears med en stilling på 74-55 med to minutter tilbage af tredje periode. Medi Bayreuth kom en smule bedre med mod slutningen af perioden, men det lignede en uoverkommelig opgave i fjerde og sidste periode. Tredje periode sluttede 79-64.

Gæsterne fra Medi Bayreuth kom flyvende ud til fjerde periode, hvor de virkede til at satse stort på sine skud i forhåbningerne om at bringe sig tilbage i kampen. Desværre for Bakken Bears fik udeholdets skytte Bryce Alford enorm tur i den med tre trepointscoringer i træk. Gæsterne var derfor indenfor 12 point i kampen med fem minutter tilbage af kampen. Det lignede derfor, at det alligevel kunne gå hen at blive en spændende affære onsdag aften. De danske mestre, der i de to foregående sæsoner nåede semifinale og kvartfinalen i turneringen, viste sig dog for rutinerede til at formøble forspringet. Bakken Bears vinder derfor 110-92.