Dagens kamp mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved lagde ud i et hæsblæsende tempo med to mandskaber, der i den grad var klar fra opgørets begyndelse. Det var dog de aarhusianske værter, der kom marginalt bedst ud af de første to minutter. ”Bjørnene” var yderst effektive bag trepointslinjen, hvor holdet scorede på tre ud af tre forsøg. Gæsterne fra Næstved hængte dog i med flot og tålmodigt angrebsspil, og derfor var sjællænderne blot bagud med 11-8 efter de første fire minutter af første periode. Kvaliteten spillet fra begge hold faldt en smule efterfølgende, men det var fortsat enormt tæt med seks minutter tilbage inden anden periode. Næstved arbejdede stenhårdt for at holde trit med Bakken Bears’ høje tempo, og gæsterne lignede bestemt et hold, der var klar til at byde de danske mestre op til dans denne sene decemberaften. Ingen tidlige julegaver til det ubesejrede hjemmehold. Bakken Bears roterede efterfølgende med hele holdet mod slutningen af første periode, og det gav pote for aarhusianerne, der bragte sig foran med 25-17, som også blev første periodes slutstilling.
Dagens to duellanter åbnede anden periode meget jævnbyrdigt med scoringer ligeligt fordelt. Spillet var dog knapt så poleret som i første periode. Begge hold brugte mange forsøg på at få bolden i kurven. Den fælles uskarphed kunne også ses på scoretavlen, hvor Bakken Bears fortsat førte med otte point efter fire minutter af anden periode. Hvis Næstved kunne få tur i den og rettet sscoringsprocenterne til det bedre, så ville kampen være helt lige igen. Bakken Bears kunne derimod sikre sig en enormt komfortabel pauseføring, hvis de først fik tur i den. De hold fandt bedre spil frem inden pausen, men de fulgtes fortsat ad og havde på dette tidspunkt scorede præcis lige mange point med tyve hver i en helt tæt anden periode. Hjemmeholdet fra Bakken Bears trak dog en smule fra med et minut tilbage, hvor ”Bjørnene” scorede flere point i træk. Stillingen til pausen var derfor 49-36.
Gæsterne fra Team FOG Næstved kom bedst ud fra pausen ved at score fire ubesvarede point. Holdet virkede opsatte på at begynde meget bedre, end de sluttede anden periode af. ”Bjørnene” lugtede dog hurtigt, at der var fare på færde, og de skruede som så mange gange før tempoet i vejret, når der var brug for det. Med blot et par enkelte boldbesiddelser og fremragende forsvarsspil af Jonathan Galloway var forspringet tilbage på de tretten point, som de to hold gik til pause med. Næstved gjorde det dog fortrinligt med fortsat at hænge i, men tiden begyndte så småt at arbejde imod gæsterne. De havde brug for at slutte bedst af i tredje periode, hvis forspringet ikke skulle blive for vanskeligt at indhente i kampens sidste ti minutter i fjerde periode. Med tre minutter tilbage var stillingen 63-50 til Bakken Bears. Desværre for udeholdet, var det Bakken Bears, der viste mest overskud mod slutningen. Tredje periode endte derfor 70-56.
Fjerde periode lignede en uoverkommelig opgave for Team FOG Næstved, der skulle indhente fjorten point på Bakken Bears i kampens sidste ti minutter. Det var desværre for gæsterne også hjemmeholdet, der kom klart bedst ud i de første fire minutter. Her havde ”Bjørnene” stået for elleve point mod udeholdets blot fire point. Det begyndte derfor at ligne en afgørelse af aftenens kamp i Vejlby-Risskov Hallen med seks minutter tilbage at spille i. Bakken Bears førte med 89-69 med fire minutter tilbage. De regerende danske mestre så derfor ud til at fortsætte sit togt som ubesejret i Basketligaen. Meget skulle gå galt for aarhusianerne, hvis de skulle formøble føringen. Hjemmeholdet fortsatte med holde gaspedalen nede, og de holdt føringen hjem og sluttede med en sikker sejr på 95-79.
Jonathan Galloway spillede en stor kamp som bedste mand i Vejlby-Risskov Hallen med 13 point, 12 rebounds og 6 blocks.
Dagens gruppefinale mellem Bakken Bears og Legia Warszawa åbnede meget rodet fra begge mandskaber. Begyndelsen på kampen bar præg af flere turnovers og brændte afslutninger. Det var de regerende danske mestre fra Aarhus, der først fandt fodfæste i første periode. Angrebsspillet, ledet af Adama Darboe, begyndte at volde udeholdet store problemer med hurtigt spil og spektakulære scoringer, der satte fut i kedlerne under det fremmødte publikum i Vejlby-Risskov Hallen. Bakken Bears førte med 12-3 efter de første fire minutter af første periode. Aarhusianerne lignede bestemt et hold, der var opsatte på at sætte sig på førstepladsen i gruppen. Danskerne fortsatte nemlig det høje tempo i de efterfølgende minutter, hvor gæsterne havde store vanskeligheder med at følge med. Bredden på de to mandskaber spillede også en stor rolle, hvor bænkspillerne kom ind og gjorde en betydelig forskel. Bakken Bears vandt første periode med 28-16.
Bakken Bears åbnede ikke anden periode i samme hæsblæsende tempo, men de forsatte ufortrødent med at sætte point på tavlen mod Legia Warszawa, der stadig ikke havde fundet formlen til at holde trit med ”Bjørnene” i begge ender af banen. Efter fire minutters spil var den aktuelle stilling 34-20 til de danske mestre. Vejlby-Risskov Hallen blev forkælet onsdag aften. Spillet flød. Afslutningerne røg i kurven. Og forsvaret stod solidt. Alt i alt tæt på den perfekte kamp af aarhusianerne efter næsten to perioder. Det var noget lignende det bedste spil, man har set fra Bakken Bears i denne sæson. Hvis ”Bjørnene” kunne fortsætte disse takter efter pausen, så ville det blive en aften, som gæsterne gerne ville glemme så hurtigt som muligt. De to hold gik til pause med stillingen 49-28.
Gæsterne fra Legia Warszawa kom væsentlig bedre ud til kampen efter pausen ved at sætte hurtige point på tavlen. Bakken Bears åbnede knapt så godt, hvor man brændte flere afslutninger og slet ikke kunne genfinde samme tempo som de to foregående perioder før pausen. Med fire minutter spillet af tredje periode var forspringet mindsket en periode, og stillingen lød på 54-38. Det lille momentumsving i gæsternes favør virkede dog ikke til at ryste de rutinerede Bakken Bears, der hurtigt bed fra sig og viste prøver på det flotte tempo fra tidligere i kampen. Det høje tempo og flotte spil blev bedst illustreret med et alley-oop til Tyler Ongwae, der bragte Vejlby-Risskov Hallen på kogepunktet. Udeholdet formåede dog alligevel at gøre det til en tæt affære til sidst i perioden. Tredje periode sluttede derfor med stillingen 64-55.
Fjerde og sidste periode åbnede også med Legia Warszawa som det bedste hold. Bakken Bears spillede en anelse nervøst og brændte alt for mange afslutninger. Angrebsspillet flød ikke længere, og man havde vanskeligheder med at spille sig til de åbne muligheder. De enkelte muligheder, der opstod, blev desværre misbrugt. Dette åbnede i den grad opgøret op, og med fire minutter spillet af fjerde periode var stillingen 66-61. Men bedst som man skulle tro, at tilskuerne i Vejlby-Risskov Hallen ville blive nervøse over udeholdets comeback, så bakkede de i stedet fremragende op onsdag aften. Spillerne på banen virkede også til at lukrere på den gode stemning og gav alt, hvad de havde i slutfasen. Med to minutter tilbage førte aarhusianerne spinkelt med 75-69. Der var dermed lagt op til en enormt spændende affære i de sidste par minutter. Det blev da også lidt mere spændende, end nerverne kunne holde til. Med 16 sekunder tilbage af kampen havde Legia Warszawa boldbesiddelse og fik sendt et trepointsforsøg afsted med tre sekunder tilbage. Bolden hoppede hele to gange på kurven, inden den hoppede forbi kurven. Bakken Bears vinder dermed 77-74 over Legia Warazawa og ender samtidig som gruppevinder efter en sejr til Kataja over Egis Körmend i den anden kamp.
EFIANAYI TOPSCORER I BEARS-SEJR
Det holdt hårdt, men Bakken Bears fik den ventede sejr med hjem fra Nørrebrohallen, da Copenhagen Basketball blev besejret 93-87 i onsdagens kamp i Basketligaen. David Efianayi blev topscorer med 21 point, men kampen vil også blive husket for glimrende spil i slutfasen af Adama Darboe og to fremragende indhop af Anton Harbo, der scorede otte point i sin bare anden kamp for Bakken Bears. Med sejren konsoliderede Bakken Bears sin andenplads i Basketligaen med ni sejre i lige så mange kampe – mens Randers Cimbria øverst i tabellen har 10 sejre i 11 opgør.
Bakken Bears kom ellers rigtig fint fra start i en svær kamp, der blev spillet blot 48 timer efter Bears slog Kataja – i Finland. Bears kom foran 21-9 med David Efianayi som toneangivende med 10 point i kampens første seks minutter. Så satte Copenhagen rutinerede Alonzo Brooks på banen, og det var en god ide. Han satte syv point på tavlen de første tre gange han rørte bolden – startende med en plade-treer. Han var afgørende for at Bears blot førte 24-18 efter første periode.
I anden periode nåede Copenhagen foran med et enkelt point (38-37) inden Bears slog igen med et 7-0 run, bl.a. inspireret af godt spil i begge ender af Anton Harbo. Bears førte 46-42 ved pausen.
Thomas Lærke scorede en treer blot fire sekunder inde i tredje periode, og Bears så mere fokuserede ud. Udeholdet nåede således foran 60-49 efter et godt indhop af Adama Darboe. Hjemmeholdet blev holdt på blot 15 point i tredje periode, og Bears førte 68-57 inden de sidste ti minutter.
Fjerde periode blev hektisk – også lidt for meget for bjørnenes smag. Copenhagen fik reduceret Bearsføringen til at være på tre (70-67) og fire point (82-78) inden en ellers anonym Darko Jukic dukkede op og scorede en trepointscoring fra hjørnet. To sikre straffekast af Adama Darboe og et and-one spil af Anton Harbo lukkede kampen, selvom især hjemmeholdets Pat Burke bed godt fra sig.
Fire Bearsspillere scorede et tocifret antal point. Udover Efianayis 21 point satte Darboe 18 point, Michel Diouf 12 (+9 rebounds) og Morten Sahlertz 10. Lige efter fulgte Tylor Ongwae med 9 og Anton Harbo med 8. For Stevnsgade scorede Pat Burke 29 point, mens Filip Rajovic og Alonzo Brooks fulgte efter med hhv. 22 og 16.
Næste opgave for Bears er onsdagens hjemmekamp mod Legia Warszawa. Her skal Bakken Bears – i jagten på gruppens førsteplads – forsøge at vinde over et stærkt polsk hold.
BEARS VIDERE TIL ANDEN RUNDE I FIBA EUROPE CUP
Med en sejr på 85-82 på udebane over Kataja Basket kvalificerede Bakken Bears sig for tredje år i træk til anden runde af FIBA Europe Cup. Det var en kamp med usædvanligt mange runs – lige fra føring til Kataja på 19-10 over en Bearsføring på 15 point i slutningen af anden periode til Kataja-føring på 71-62 med godt seks minutter tilbage af kampen. Ryan Evans spillede en virkelig flot kamp og blev topscorer med 21 point i en kamp, hvor Bears coachingstaff må tale med store ord om kvaliteten af reboundspillet.
Kataja var uden flere af holdets profiler. Herrala og Alanen var ude med skader og nye Morris har ikke fået styr på sin spillelicens. Det kunne indikere udfordringer ift bredden på truppen, men det var ikke noget, der blev mærket fra kampens start. Ryan Evans havde frit spil i de første minutter, og han scorede otte af bjørnenes første ti point til føring på 10-8, men Kataja svarede igen med 11 ubesvarede point. En time out af Bears og en indskiftning af Thomas Lærke, der leverede en flot forsvarsindsats gav momentum til udeholdet, og Bears fik reduceret til 20-21 ved periodens afslutning.
I anden periode var Bears fortsat stærkest og nåede foran 36-25 – altså et run på 26-6 siden time outen – før hjemmeholdet kom igen, godt styret af Jarren Ogungbemi-Jackson og Omar Calhoun. De to guards fik Bears aldrig styr på. Bears virkede dog i kontrol ved halvlegspausen – og førte 51-37 halvvejs i kampen.
I tredje periode var det som om Bears angrebsspil frøs. Det blev blot til 11 point i periode, mens finnerne scorede 23 og i starten af fjerde periode nåede Kataja foran, da holdet scorede de første 11 point i fjerde periode. Kataja gik således fra 60-62 til 71-62 og publikum i den østfinske by troede vist på anden sejr i træk til coach Juha Stens tropper.
Bakken Bears gik efter en time out med en lille lineup, og pludselig kom der mere flow i angrebsspillet. Scoringer af Diouf, Jukic og fem point af Nimrod Hilliard gav udligning 71-71, og selvom kampen var tæt resten af vejen var der Bears, der satte de tunge skyd. Darboe satte en treer inden Darko Jukic satte en afgørende treer for hjørnet – for anden uge i træk. I slutsekunderne satte Ryan Evans og Adama Darboe begge to straffekast, og Katajas sidste skud blev misset.
Med sejren har Bears efter et indledende nederlag vundet fire europæiske kampe i træk og fører dermed gruppen inden kampen mellem Körmend og Legia Warszawa er færdigspillet. Uanset resultatet af den kamp gælder det dog, at Bears skal vinde i sidste runde – og måske med en vis margin – for at være sikre på at vinde gruppen.
Efter Ryan Evans 21 point, var det Darko Jukic og Nimrod Hilliard, der var mest scorende med hver 14 – Hilliard supplerede med ni assists. Thomas Lærke scorede 12.
Næste opgave er allerede fredag, hvor Copenhagen venter i Nørrebrohallen, mens Bears møder Legia Warszawa på hjemmebane onsdag kl. 18:30.
Det unge udehold fra Værløse kom fint fra start søndag eftermiddag i Vejlby-Risskov Hallen mod de regerende danske mestre fra Bakken Bears. Sjællænderne bragte sig foran med 4-2 i de indledende minutter. Det var også den start, de havde brug for, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at drille forhåndsfavoritterne. Det aarhusianske hjemmehold virkede dog opsatte på, at Værløse ikke skulle føle, at de var med i kampen. Efter fem minutter spillet af første periode skruede ”Bjørnene” op for tempoet og bragte sig foran med 17-11. Men bedst som det lignede, at Bakken Bears ville lukke kampen allerede i første periode, så kæmpede Susie Heede-Andersens tropper sig tilbage i opgøret med en stilling på 24-21 med to minutter tilbage af perioden. Værløses flotte comeback satte dog endnu engang fut under kedlerne i Bears-offensiven, der sluttede første periode med en føring på 31-21 efter flotte aktioner af Morten Sahlertz og debutanten på hjemmebane Nimrod Hilliard.
Dagens hjemmehold fra Bakken Bears fortsatte ufortrødent med et presse tempoet i vejret i anden periode, hvor Morten Sahlertz også fortsatte med at imponere med sin signaturscoring bag trepointslinjen. Den danske anfører var på dette tidspunkt i kampen topscorer med ti point, hvilket var stærkt medvirkende til en komfortabel føring på 45-31 halvvejs inde i anden periode. Det unge mandskab fra Værløse havde det vanskeligt med aarhusianernes høje tempo og rotation i begge ender ad banen. De to hold gik derfor til pause med en stilling på 58-38.
Tredje periode åbnede bedst for gæsterne fra Værløse, der satte to scoringer i træk. Bakken Bears begyndte meget rodet med upræcise afleveringer og brændte skud. De danske mestres maskineri mindede mest af alt om en kold dieselmotor, der lige skal være varm, inden den kan komme i fulde omdrejninger. Efter et par minutter genfandt Bakken Bears nemlig tempoet fra tidligere og satte atter point på tavlen. Forspringet var derfor tilbage på tyve point som fra tidligere i opgøret. Tredje periodes helt store højdepunkt kom, da Thomas Lærke fra Bakken Bears scorede fra midten ved tredje periodes buzzer-beater. De to hold gik ind til fjerde periode med stillingen 75-55.
Fjerde og sidste periode var med samme fortegn som de forrige perioder. Hjemmeholdet fra Bakken Bears var i fuld kontrol mod et ellers hårdt kæmpende Værløse-mandskab. Fjerde periode var isoleret set meget lige som tredje periode, men de regerende danske mestre virkede aldrig til at være i problemer i dagens kamp. De vinder derfor overbevisende med 102-81 over Værløse.
Hjemmeholdets mest scorende spillere blev Adama Darboe og Morten Sahlertz med 16 point hver. Hos gæsterne blev Nikolaj Boje Bank mest scorende med 15 point.
VIGTIG SEJR I UNGARN
Bakken Bears vandt 86-80 på udebane over Egis Körmend, og da Kataja samtidig vandt hjemme (efter dobbelt overtime) over Legia Warszawa, kan Bears gå videre med en sejr i en af de to resterende kampe.
Bears startede flot og kom foran 12-5, men gik så i stå mod et Egis Körmend-hold, der var uden Jordon Varnado, men hvor Krisztofer Durazi spillede sit livs kamp. Durazi scorede 15 point i første halvleg, men Bears debutanten Nimrod Hilliard svarede igen med 13 point i de første tyve minutter. Egis Körmend kom foran 22-15, inden Bears sluttede perioden bedst af og fik reduceret til 25-21 efter ti minutter.
I anden periode indledte hjemmeholdet med at smide bolden væk nogle gange, og Bears kom foran 29-27 inden hjemmeholdet igen var bedst. Da Körmend havde point guard Frank Turner på bænken kunne bjørnene igen tage teten og var foran 40-36, inden hjemmeholdet fik sluttet bedst af. 41-41 ved pausen.
Tredje periode var helt lige. Bears nåede foran med fem point et par gange undervejs, bl.a. på baggrund af et fremragende indhop af Morten Sahlertz, men de ungarske vicemestre fik udlignet til 60-60 inden sidste periode.
Bearsholdet havde kæmpet med reboundspillet i de første perioder, men fik styrket indsatsen under kurven i fjerde periode. Morten Sahlertz fortsatte sit gode spil ved at ramme en treer, og sidste gang Körmend var foran var da Durazi dunkede sine eneste to point i anden halvleg i kurven til 70-69. I slutfasen var det Hilliard, Diouf og Jukic med treere samt Darboe og Evans fra straffelinjen, der afgjorde kampen.
Bakken Bears har dermed tre sejre efter fire kampe – ligesom Körmend. De to hold er lige indbyrdes, idet ungarerne vandt med seks point i Aarhus og den samlede score er også helt lige (begge hold er +20 – det bliver afgørende, hvis de to hold slutter a point). Begge hold mangler en tur til Finland og en kamp mod Legia (Bears hjemme – Körmend ude). Legia og Kataja har begge blot en enkelt sejr og skal dermed vinde begge de sidste to for at have chancen for at gå videre.
Debutanten Nimrod Hilliard blev topscorer med 19 point på 10 skud, og han supplerede med seks assists, mens Ryan Evans scorede 16. Darko Jukic og Michel Diouf scorede hver 14 point. For Körmend havde Frank Turner 18 point og 10 assists, mens Durazi scorede 17 point og Justin Edwards 16.
Bears spiller næste gang på søndag hjemme mod Værløse.
SIKKER SEJR TRODS GOD AMAGERMODSTAND
Trods savnet af flere stamspillere vandt Bakken Bears på udebane over BK Amager og er dermed 7-0 i Basketligaen. Bears vandt 97-74 trods en rigtig tung første periode, hvor Amager var bedst og førte. Bakken Bears havde seks mand, der scorede et tocifret antal point, og bjørnene fik god forberedelse til den kommende Europa Cup-kamp i Ungarn onsdag.
BK Amager var klart bedst ude af starthullerne. Hjemmeholdet kom foran 15-4 inden en time out blot fire minutter inde i kampen fik startet de offensive aktioner. Bakken Bears sluttede periode med et 12-4 run, så Amagers føring blot var 24-21 efter de første ti minutter. Amagerkanerne holdt fast i starten af anden periode, hvor føringen blev øget til 31-25 inden første halvlegs bedste Bearsspiller Morten Sahlertz samt Ryan Evans med hhv fem og to point fik sikret udeholdets deres første føring i kampen (32-31 midt i anden periode). I den sidste halvdel af perioden ramte både Efianayi, Ongwae, Sahlertz og Evans treere og Bears kunne gå til pauseføring på 50-43.
I tredje periode lignede det at Bears åbnede med at slå et hul, men ved 57-45 kom hjemmeholdet op i gear og fik med fint zoneforsvar ødelagt det for Bears. Amager fik således reduceret til 62-58. En stærk afslutning med et 14-2 run skabt af Ortiz, Evans, Efianayi og Galloway gjorde at Bears var foran 76-60 inden de sidste ti minutter – det lignede en afgørelse. Og var kampen ikke afgjort, blev den det af et 9-2 run i starten af fjerde periode. De to hold udvekslede scoringer i kampens sidste minutter, hvor intensiteten dalede.
Med sejren er Bakken Bears tilbage på andenpladsen i Basketligaen, som Randers Cimbria fører med otte sejre i ni kampe. Randrusianerne har således spillet to kampe flere end Bears, der er ubesejret i syv opgør. Bears er a point med Horsens IC, der dog har spillet en kamp flere end bjørnene.
Mest scorende for Bears var Chris Ortiz (19 point), David Efianayi (18), Ryan Evans (18), Morten Sahlertz (15), Tylor Ongwae (14), mens Jonathan Galloway scorede 10 point, som han supplerede med 16 rebounds og 5 blocks og Simon Bjørnebo scorede 3. For Amager, der afgjort skal roses for en god og disciplineret indsats, scorede unge Jonathan Klussmann 19 point, mens Rob Fields scorede 18.
Bakken Bears var uden Nimrod Hilliard (endnu ikke spilletilladelse) samt Thomas Lærke, Michel Diouf, Adama Darboe og Darko Jukic, der alle enten var skadede eller blev sparet inden Bearsholdet onsdag genoptager jagten på europæisk succes.
Næste opgave for Bears er som nævnt på onsdag i Körmend, Ungarn, mens det søndag gælder en hjemmekamp i Vejlby-Risskov Hallen mod Værløse.
SEJR I POLSK GYSER
Det afgørende i basketball er at føre til sidst, og den viden havde Bakken Bears afgjort tillært sig i onsdagens udekamp i Warszawa, hvor Legia tog imod. Bakken Bears førte kun i blot 2 minutter og 2 sekunder, men de sidste to sekunder blev afgørende – det var nemlig den tid, der var tilbage på uret, da Ryan Evans satte et skud til slutresultatet 84-83.
Begge hold havde inden dagens kamp tabt til Egis Körmend, men slået Kataja. Derfor var dagens kamp afgørende for, hvilket hold, der skulle lægge sig på puljens andenplads efter de første tre kampe. Nu venter så yderligere tre kampe, der kommer til at afgøre, hvilke to hold der går videre til anden runde. Og intet er afgjort her, idet Kataja, der er uden sejre, spiller alle tre resterende kampe på hjemmebane i det østlige Finland, mens Bakken Bears blot har en enkelt hjemmekamp tilbage. Og det polske hold, der ganske vist blot har en hjemmekamp tilbage, får to nye profiler ind på holdet inden de kommende kampe.
Bears, der var uden en skadet Thomas Lærke, kom skidt fra start, og var bagud 0-8. Fine takter fra Adama Darboe, der scorede seks af bjørnenes første otte point sikrede udligning til 8-8 inden polakkerne igen satte sig på kampen. Hjemmeholdet fik dog aldrig lagt afgørende afstand til Bakken Bears, der blot var bagud 22-17 efter første periode. I anden periode kom Bears godt fra start – bl.a. scorede Chris Ortiz Bears’ første ti point i perioden – og var foran 35-33 inden en meget uheldig afslutning gav polsk pauseføring på 42-35.
Bears gav aldrig op. Darko Jukic, der ellers havde fået et skrub og blot scoret to point i første halvleg, spillede en fremragende anden halvleg, Ortiz spillede flot forsvar på en af polakkernes profiler, Matczak, mens Jonathan Galloway havde en flot indskiftning i tredje periode. Bears var kun bagud 64-61 inden sidste periode fordi polakkernes Finke blev fejlet i et trepointforsøg (og scorede alle tre forsøg).
Bakken Bears var bagud stort set hele fjerde periode. Darko Jukic fortsatte med at score, og selvom der var polsk føring på 80-72 med tre minutter igen, viste Bears karakterstyrke og godt forsvar, da det virkelig gjaldt. Treere af Ortiz og Darboe, et godt drive af Jukic, to flotte scoringer af Diouf og et point fra linjen af Darboe gav Bears mulighed for sejr til sidst, hvor Ryan Evans kunne afgøre kampen. Efter tre time outs på stribe lykkedes det Bears at sikre, at Legia ikke fik en kvalificeret afslutning afsted.
Trods sejren kan det ustabile Bearsspil ikke skjules, og det giver givetvis trænerstaben panderynker, at holdet blev outreboundet (46-37). Legia havde derfor 15 afslutninger mere end Bears, og kun en langt bedre scoringsprocent (48,4 mod 38,0) sikrede den spinkle sejr.
Topscorer for Bakken Bears var Darko Jukic med 18 point, hvoraf 16 blev scoret efter pausen. Jukic supplerede med 5 assists. Chris Ortiz spillede sin bedste kamp i bjørneuniformen med 16 point og virkelig solidt forsvarsspil, mens Michel Diouf scorede 16 point, havde ni rebounds og 3 blocks. Også Adama Darboe skal nævnes med 14 point, 8 rebounds og 5 assists. Topscorer for Legia var Michael Finke (20 point) efterfulgt af Filip Matczak (18).
Legia forstærkes til de afsluttende kampe i puljespillet af den tidligere polske landsholdsspiller Michal Michalak, der blev topscorer i sin debut i søndagens sejr i den polske liga. Ny mand er også AJ English, der i sin tid i Frankfurt har spillet Bakken Bears ud af banen. Endelig forventes Keanu Pinder at være tilbage fra skade til opgøret i Aarhus om tre uger. Det vil gøre polakkerne til et helt andet og meget bredere hold. Inden da skal Bears dog spille på udebane mod Egis Körmend på onsdag og mod Kataja den efterfølgende onsdag. Nu vendes fokus dog mod den hjemlige liga, hvor BK Amager venter på udebane på lørdag.
BEARS OVERVANDT BÅDE CHOKSTART OG ÆRKERIVALER
Af: Matti Grabau, Longdog Communications
Bakken Bears startede topopgøret mod Horsens IC med store problemer men vendte dog skuden og endte med en overbevisende sejr på 80-63 på hjemmebane i Vejlby-Risskov Hallen.
Efter et bjørnevenligt tip-off stod der Horsens på de første fire minutter af kampen. Dog formåede gæsterne først selv at score over et minut inde i kappestriden. Da de værste nerver havde lagt sig, åbnede HIC ballet med to point. Uret viste da 8:48. Der skulle gå yderligere tre minutter, før bjørnene vågnede op til dåd. I mellemtiden forlod Thomas Lærke banen med en skade.
10-0 nåede Horsens at føre, inden Chris Ortiz endelig fik hul igennem med en 3’er. Da sagde uret 5:58. Nu blev dysten fuldstændig vendt på hovedet, og de gule gæster gik ind i præcis tre pointløse minutter. Her blev publikum blandt andet forkælet med et lækkert alley-oop fra Ryan Evans til David Efianayi til stillingen 6-10. Bears gik derefter i trepointshumør med først Ortiz og så Michel Diouf som afsendere. Dermed førte hjemmeholdet pludselig 12-10.
Horsens svarede dog igen med deres egen og første 3’er. Her stod der 2:58 på uret. Nu stjal Efianayi så fokus med to rebounds i træk. Først afsluttede han selv, og bagefter assisterede han Darko Jukic. Den nigerianske guard var dog ikke færdig. Han stod også bag en 3’er, inden Diouf lukkede første periode med endnu en 3’er til Bears. Stillingen var nu 24-18.
Anden periode kunne slet ikke leve op til den hektiske start. Faktisk blev der kun scoret 16 point i hele perioden, mens hele 42 point røg igennem ringene i første. De gode forsvarstakter blev synliggjort af stærke blocks fra især Tylor Ongwae, Ortiz og Simon Bjørnebo. Hos Horsens stod deres topscorer i kampen, Bakir Serdarevic, for en 3’er og en livline til et hold i store offensive vanskeligheder. Brandon Gilbeck missede kort efter to straffekast, men tog straks efter revanche med et kraftfuldt slam dunk. Bjørnene var dog ikke meget skarpere offensivt, men Evans sørgede alligevel for en pauseføring på 33-25.
I tredje periode blev der endelig lukket op for scoringerne. 48 point i alt. En af årsagerne var det gode, hurtige samspil, Bakken diskede op med. Block fra Evans, rebound via Efianayi, lay-up af Morten Sahlertz, 37-27. Perioden bød desværre på en skade til HIC’s Frederik Rungby, der humpede fra banen ved stillingen 41-30. Bears scorede fem point mere, inden Horsens kom på tavlen igen. Ongwae viste sig efterfølgende frem, da han fra en spids vinkel gjorde det til 52-37, hvorefter han stjal bolden og udbyggede føringen med yderligere to point. Horsens fik indhentet lidt, inden Bjørnebo sænkede en 3’er. Perioden sluttede 59-47 til Bears.
HIC indledte fjerde periode med solidt defensivt spil og en 3’er af Vedran Borovcanin. Derefter satte Evans ind med flere scoringer, og med en 3’er gjorde han det til 73-57. Kampens sidste point stod Bears for. Gæsternes Lasse Elbæk forlod kort efter en trepointsscoring banen via sin femte fejl, og Ortiz scorede sikkert på de to straffekast: 80-63.
Bakken Bears vinder dermed kampen over ærkerivalerne med hele 17 point. Lokalrivalerne manglede dog ligaens topscorer Roberto Gallinat på grund af uheld i løbet af ugen, men sejren kan der ikke pilles ved. Diouf og HIC’s Serdarevic deler topscorertitlen med 16 point hver. Borovcanin fra Horsens stod for flest rebounds med 8, mens Adama Darboe og gæsternes Otis Livingston deles om assistprisen med 7 hver.
Nu er Bears som det eneste hold i ligaen ubesejret og sidder på 12 point efter seks kampe. Dog fører Randers Cimbria med 14 point, da de har spillet otte kampe.
Næste opgave er på onsdag den 6. november kl. 20.30 i Warszawa, hvor Bakken møder Legia i FIBA Europe Cup. Næste hjemmekamp er søndag den 17. november kl. 14.00 mod Værløse BK.
Bakken Bears kom onsdag aften flyvende fra start mod finske Kataja Basket i FIBA Europe Cups anden spillerunde. ”Bjørnene” åbnede med tålmodigt angrebsspil og var klart bedst i rebound-spillet, hvor aarhusianerne fik fat i det hele i begge ender, hvilket gjorde det vanskeligt for gæsterne at følge trop på scorertavlen i de indledende minutter. Med tre minutter spillet af første periode var stillingen 9-2 til sidste års kvartfinalister fra Bakken Bears. Men bedst som danskerne så ud til at løbe fra dagens udehold, så gik holdet væsentligt ned i gear med flere turnovers og missede afslutninger. Dette kom desværre til at koste på scoretavlen, hvor Kataja kom helt tilbage i kampen og reducerede til stillingen 12-11 med tre minutter tilbage af første periode. De danske mestre foretog derfor kampens første udskiftninger for at få roteret en smule og forhåbentlig få nogle friske kræfter ind til at svinge momentum tilbage i Bears’ favør. De finske gæster fortsatte dog med at sætte point på tavlen, hvilket gav stillingen 16-19 efter første periode.
Bakken Bears og Kataja Basket åbnede anden periode meget jævnbyrdigt. Det var især danske Adama Darboe, der holdt aarhusianerne skarpe i angrebsspillet med flot boldfordeling og flere flotte scoringer. Det flotte angrebsspil, anført af Darboe, blev også udslagsgivende fir den samlede stilling, hvor ”Bjørnene” igen bragte sig foran i kampen med 27-26. Den amerikanske rookie David Efianayi imponerede også med sin eksplosivitet overfor sin direkte modstander og kom flot til kurven i flere omgange. Kampen var dog fortsat meget jævnbyrdig, men Bears havde et spinkelt forspring på fire point til stillingen 36-32 med tre minutter tilbage inden pausen. Aarhusianernes forspring på fire point varede også indtil pause, hvor de to hold gik i omklædningsrummet med stillingen 43-39.
De finske gæster fra Kataja Basket kom bedst ud efter pausen, hvor Bakken Bears slet ikke lignede et mandskab, der var oppe i det nødvendige gear. Udeholdet bragte sig hurtigt foran med tre point efter de første par minutter. Bakken Bears havde problemer med at finde kontinuitet i sit spil, og det tillod Kataja at være helt med i kampen. Man sad med fornemmelsen af, at hvis ”Bjørnene” fandt det nødvendige tempo og sædvanlige spil, så ville resultatet også være derefter. Med tre minutter tilbage af tredje periode begyndte tingene dog at se bedre ud for de danske mestre. Holdet satte flere gode angreb sammen med scoringer fra Ryan Evans og Tylor Ongwae, og med to minutter tilbage af perioden førte man med 56-49. Tredje periode sluttede 60-55, og det tegnede derfor til en tæt affære i fjerde og sidste periode.
I fjerde periodes indledning begyndte publikum Vejlby-Risskov Hallen at se det vante niveau fra de forgangne sæsoner på den europæiske scene i FIBA Europe Cup. ”Bjørnene” begyndte endelig at ligne nogen, der var sultne, og de tyggede sig sikkert i front med stillingen 65-55 to minutter inde i perioden. En føring på 10 point var på dette tidspunkt kampens hidtil største føring. Gæsterne fra Kataja lignede et såret dyr, som Bakken Bears langsomt fortærede med masser af friske folk på banen til at levere, når det gjaldt. De danske mestres brede trup virkede endnu engang til at gøre en forskel. Den rutinerede Ryan Evans gjorde en stor forskel denne onsdag aften med 20 point og 13 rebounds med tre minutter tilbage af kampen. Og med et forspring på 14 point lignede det bestemt sæsonens første sejr i FIBA Europe Cup. Forspringet blev også for stort for gæsterne at hente, og de blev sendt hjem til Finland med et nederlag på 89-70. Bakken Bears henter derfor sæsonens første sejr i FIBA Europe Cup.
SIKKER SEJR OVER RABBITS
Bakken Bears fik den femte sejr i fem kampe, da Svendborg Rabbits blev besejret 102-73. Bears styrede kampen hele vejen igennem, og selvom Svendborg fik gang i scoringen i anden halvleg, var der aldrig tvivl om hvem der ville løbe med sejren. David Efianayi var mest scorende med 24 point.
Bears bragte sig op 11-4, Svendborg kom på 11-11 inden Bakken Bears scorede 13 point i træk. Bjørnene var foran 26-13 efter de første ti minutter. Bears åbnede anden periode med at score otte point i træk til føring 34-13, hvilket gjorde at kampen nærmest var afgjort. Fra 40-15 til Bears gik Svendborg på et 13-3 run, men bl.a fine scoringer af Morten Sahlertz gav stabilitet til udeholdet. Bears var foran 52-30 ved pausen efter et flot dunk af David Efianayi i periodens sidste sekund.
Der blev ikke slækket på koncentrationen i tredje periode. Bakken Bears åbnede med et 15-3 run mod et Rabbitshold, der skød sig op efter blot at have ramt to treere i kampens første halvdel. Bears førte 80-51 efter 30 minutter, og i fjerde periode fik begge hold givet minutter til de mere uprøvede kræfter.
I fraværet af Ryan Evans og Tylor Ongwae, der begge sad over med skavanker efter onsdagens Europa Cup-kamp, gav Bakken Bears debut til Anton Harbo, der i lighed med de 11 øvrige spillere kom på scoringstavlen. Mest scorende var David Efianayi med 24 point, mens Chris Ortiz og Thomas Lærke hver scorede 18. Sidstnævnte ramte på fem af sine seks trepointforsøg. Jonathan Galloway noterede sig for 8 point og hele 13 rebounds.
Bears spiller næste gang på onsdag, når Kataja gæster Aarhus i den anden kamp i FIBA Europe Cup.
Dagens ungarske vicemestre lagde hårdt for land med en lynhurtig trepointscoring efter flot gennemspil et helt frit skud. De danske mestre svarede dog hurtigt igen i den anden ende med trepointsscoring af Tylor Ongwae. Begge mandskaber begyndte kampen i enormt højt tempo og flotte scoringsprocenter. Gæsterne fra Ungarn trak dog en smule fra efter tre minutter af første periode med flere scoringer i træk. Dette bragte desværre for Bakken Bears stillingen op på 5-12. De aarhusianske værter bragte efterfølgende Michel Diouf og Adama Darboe på banen, og det var i den grad med til at gøre en forskel. På ganske få minutter var ”Bjørnene” foran med 15-12 til stor jubel fra et veloplagt publikum i Vejlby-Risskov Hallen. Bears-spillerne virkede til at lukrere på energien fra lægterne, og de fortsatte det imponerende momentum, hvilket bragte stillingen op på 20-14 med to minutter tilbage af første periode. Bakken Bears lignede efter første periode et mandskab, der spillede med det samme velkendte tempo fra de europæiske kampe var de foregående sæsoner, og de vandt første periode med 25-17. Tylor Ongwae imponerede med 10 point i perioden.
”Bjørnene” var det nordlige Aarhus virkede dog ikke til at have spist sig mætte efter første periode, og de fortsatte med at sætte klørene i de ungarske gæster i begyndelsen af anden periode. Med to minutter spillet af perioden var stillingen 34-19. Bakken Bears spillede på dette tidspunkt med enormt stort overskud, og gæsterne virkede ikke til at have løsningerne i hverken angrebet eller forsvaret. Men bedst som Bakken Bears bragte sig komfortabelt foran, så begyndte holdet at brænde for mange muligheder omkring kurven og bag trepointslinjen, og det fik gæsterne til at indhente forspringet med små skridt, og med fem minutter til pause var ”Bjørnene” pludselig kun foran med tre point. Head coach Steffen Wich foretog derfor en velovervejet timeout for at sætte en stopper for gæsternes momentum. Bakken Bears fik også en smule bedre fat efter den korte pause ved igen at sætte point på tavlen. Stillingen var dog meget lige op til pausen, hvor de to hold kunne gå til pause med stillingen 44-40.
Bakken Bears kom bedst ud efter pausen ved at sætte fire hurtige point på tavlen. Hjemmeholdet åbnede med de flotte takter fra anden periode og bragte sig foran med 50-42 efter to minutter af tredje periode. ”Bjørnene” spillede tålmodigt angrebsspil og lod bolden gøre arbejdet. Det førte blandt andet til et helt frit trepointskud fra publikumsfavoritten Michel Diouf. Den lange senegaleser ramte treeren til stor tilfredshed for hjemmepublikummet. De danske mestre bragte sig med treeren foran med 55-44 med fem minutter spillet af tredje periode. Gæsterne fra Ungarn fik efterfølgende en smule bedre fat, men det var ikke nok til for alvor at bringe sig tilbage i kampen. Opgøret var dog forsat meget åbent med en Bakken Bears-føring på syv point til stillingen 58-51 med to minutter tilbage af tredje periode. Tredje periode sluttede 63-57.
De danske mestre fra Bakken Bears kom meget skidt ud til fjerde og sidste periode. De ungarske vicemestre scorede ni point i træk og bragte sig foran i kampen for første gang siden begyndelsen af kampen. De skulle gå to minutter af perioden, før ”Bjørnene” kom på scoringstavlen. Hjemmeholdet var dog kun bagud med to point med seks minutter tilbage af kampen, og kampen var derfor stadig helt åben. En velmødt Vejlby-Risskov Hallen leverede også en fremragende indsats ved højlydt at bringe holdet fremad. Med et fremragende alley-oop til Tylor Ongwae og en flot forsvarssekvens af Bakken Bears kom man tilbage i kampen med stillingen 75-76 med blot tre minutter tilbage. Hallen var på kogepunktet. Tylor Ongwae bragte holdet foran med en lang treer. 81-79. Den hæsblæsende afslutning faldt dog ikke det aarhusianske hjemmeholds vej, da man i slutminutterne brændte for mange chancer og ikke kunne finde vej til kurven. Bakken Bears taber derfor onsdags kamp og første opgør i dette års FIBA Europe Cup med 81-87.