Bakken Bears kom fornemt fra start med de første to point i et angreb, hvor aarhusianerne fik fat i flere angrebsrebounds mod det fysiske mandskab fra Benfica. Kunne ”Bjørnene” være med i reboundspillet gennem kampen, ville de havde gode kort på hånden i håbet om at trække sig sejrrigt ud fra opgøret. De regerende danske mestre løb dog ind i vanskeligheder i de efterfølgende minutter, hvor det kneb med at få bolden i kurven. Portugiserne dækkede fremragende op i forsvaret, hvor danskerne tog mange pressede afslutninger. Efter kampens første fem minutter var hjemmeholdet bagud med 6-11. Head coach Steffen Wich tog derfor en timeout for at få styr på spillet igen. Efter den korte pause kom Bakken Bears bedre med i opgøret, hvor indskiftede Galloway fik styr på forsvaret og indskifterne Hilliard og Lærke satte mere bevægelse i angrebet. Med to minutter tilbage af første periode havde ”Bjørnene” arbejdet sig tilbage i kampen til stillingen 12-14. Den gode periode satte fut under kedlerne på tilskuerpladserne, og med en flot treer af Chris Ortiz efterfulgt af en buzzer-beater fra Nimrod Hilliard tog Bears føringen for første gang i kampen. Første periode sluttede 21-20.

Kampens betydning var bestemt ikke til at tage fejl af, når man kiggede på energiniveauet fra de to mandskaber inde på banen. Hvert hold gav sig hundrede procent i duellerne. Kampen var fortsat helt lige, og fra hjemmeholdet Bakken Bears var det især ovenpå en fremragende indsats af amerikanske Nimrod Hilliard, der åbnede anden periode med at sætte endnu flere point på tavlen. Amerikaneren var på dette tidspunkt topscorer med 10 point. Anden periode tilhørte uden tvivl Bakken Bears. Effektiviteten og tempoet i angrebsspillet blev skruet op, og gæsterne fra Benfica havde store vanskeligheder med at følge med. Med tre minutter til pause var ”Bjørnene” helt oppe at føre med 41-27. Aarhusianerne var dog ikke færdige med at imponere inden pausen. Hjemmeholdet havde fortsat foden på gaspedalen, og de sluttede perioden med at øge forspringet til 54-34 ved pausen. Bakken Bears vandt dermed anden periode med 33-14.

Tredje periode åbnede en smule langsommere end hidtil i kampen for begge hold. Der skulle gå to minutter, før Bakken Bears kom på tavlen. Det var dog heldigt for danskerne, at gæsterne fra Benfica heller ikke kom godt ud efter pausen. De fremmødte tilskuere i Vejlby-Risskov Hallen gjorde et fremragende arbejde og skabte en elektrisk atmosfære, der satte gang i Bears-spillet igen med en flot treer af Darko Jukic. Med fem minutter tilbage af tredje periode var stillingen 59-40 i Bakken Bears’ favør. Aarhusianernes momentum virkede i den grad til at forstyrre gæsterne, der ved flere lejligheder begik både usportslige og tekniske fejl. Men lige som det lignede et opgivende Benfica-mandskab, så satte de flere treere i træk, og pludselig var de tilbage i kampen inden en enormt spændende fjerde og sidste periode. De tog hold gik ind til sidste periode med stillingen 65-53.

Bakken Bears fik den ønskede start på fjerde periode. Efter to hurtige point af Benfica begyndte nervøsiteten at sprede sig i Vejlby-Risskov Hallen, men Adama Darboe havde et hurtigt modsvar med en lang treer til at give lidt pusterum. På et efterfølgende angreb fremtvang Darko Jukic en usportslig fejl og satte flere point på tavlen. Bakken Bears var igen komfortabelt foran med stillingen 74-57 med syv minutter tilbage af kampen. De portugisiske gæster nægtede dog at give op så let. Med flotte og gennemspillede angreb bragte de sig indenfor 10 point i kampen, og med tre minutter tilbage kunne alt fortsat ske. Det var så intenst, som det overhovedet kunne blive onsdag aften i Vejlby-Risskov Hallen. De danske bjørne satte dog det endelige søm i den portugisiske kiste med et heroisk steal af Adama Darboe til et efterfølgende dunk af Tylor Ongwae til kampens største bifald. Bears videre til kvartfinalen ved FIBA Europe Cup!

BEARS TABER I LISSABON

Efter otte europæiske sejre i træk blev det til nederlag, da Bakken Bears tirsdag spillede i Lissabon mod SL Benfica. De portugisiske mestre vandt 90-79 i en kamp, hvor anden periode var dyr. Her scorede Benfica 33 point. Samtidig vandt hjemmeholdet reboundkampen 44-33.

Bears så fysisk pressede ud i første periode, men takket være fire trepointscoringer var holdet alligevel foran 18-17 efter de første ti minutter. Det skyldtes bl.a. fem afsluttende point af Thomas Lærke, herunder en trepointscoring på buzzeren. Anden periode var lige indtil der resterede to minutter og 40 sekunder (37-37), men herfra gik det helt galt for Bears. Benfica gik – bl.a. takket være godt spil af Betinho Gomes og Eric Coleman samt fem point af Rafael Lisboa – på et 13-2 run til halvlegsføring 50-39.

I pausen blev der fokuseret på at score point, men det var ingen stor succes i starten af tredje periode. Bears fik blot scoret to point i de første fire minutter af perioden, og selvom Benfica også havde det svært i angrebsenden, gav deres fysiske spillestil bonus. Benfica nåede foran 57-41 inden Bakken Bears pludselig fandt kurven. Treere fra Adama Darboe og Ryan Evans reducerede Benficaføringen til at være på 10 point. Bears sluttede også fint af, og sejrshåbet var ikke opgivet trods Benficas føring på 67-60.

Fjerde periode tilhørte Benficaguarden Anthony Ireland, der alene i de ti minutter scorede 13 point. Han var også hovedmanden bag Benficas 6-0 run til føring 75-63. Takket være to trepointscoringer i det sidste minut af Nimrod Hilliard sikrede Bears at nederlag blot blev på 11 point, men det var alligevel skuffende, at det i den grad var Benfica, der satte tonen både fysisk og spillemæssigt.

Topscorer for Bakken Bears var Thomas Lærke, der scorede 18 point, mens Ryan Evans scorede 18 point, tog 8 rebounds og havde 4 assists. Nimrod Hilliard scorede 15 point (foruden 4 assists), Adama Darboe 11 (plus 4 rebounds og 3 assists) og Chris Ortiz 10 point. For Benfica scorede Betinho Gomes 21 point (som han supplerede med 9 rebounds og 4 assists), mens Anthony Ireland scorede 18 point, havde 11 assists og tog 6 rebounds. Damian Holls scorede 15, mens Eric Coleman scorede 13 point og tog 10 rebounds.

Næste opgave for Bakken Bears er fredagens udekamp i Værløse, mens det i næste uge gælder to udekampe mod Randers Cimbria – mandag i Basketligaen og fredag i pokalturneringen. Næste Europa Cup-kamp er mandag den 20. januar, når Bears gæster Medi Bayreuth i Tyskland.

Bakken Bears vandt 108-95 på udebane over de portugisiske mestre, SL Benfica, og kvalificerede sig dermed til anden runde af FIBA Europe Cup. Sidste spillerunde, der spilles 6. december, afgør om Bears tager førstepladsen i puljen eller om BC Nevezis snupper den.

Anden runde består af endnu et puljespil, der starter 20. december.

STOR SEJR OVER PORTUGISISKE MESTRE

Bakken Bears vandt en flot sejr over det portugisiske mesterhold SL Benfica. Bears vandt 95-76 efter en kamp, hvor Bears førte stort set fra start til slut. Bjørnene rykkede fra midt i første periode og så sig ikke tilbage, og blev hjulpet af at de portugisiske gæster ikke ramte mange – ellers helt åbne – skud før halvlegspausen. Det tog holdet revanche for i anden halvleg, da Benfica var tæt på at indhente hjemmeholdet, men Bears satte trumf på til sidst og sejren på hele 19 point giver Bakken førstepladsen i puljen, hvor alle hold har en sejr og et nederlag.

Benficaprofilerne Carlos Morais og Tomas Barroso scorede slet ikke i første halvleg, men satte til sammen 33 point på tavlen efter pausen. De to spillere var afgørende i forhold til Benficas comebackforsøg, mens Bears’ DeVaughn Akoon-Purcell scorede 12 point i fjerde periode og fjerne tvivlen om sejren.

Akoon-Purcell scorede 25 point og tog fem rebounds, mens Jaye Crockett scorede 20 og tog 9 rebounds. For Benfica scorede Morais 21 point, mens Antywane Robinson scorede 16 point.

Bakken Bears vandt reboundkampen 41-34. Bears havde også flest assists (25-14), færrest turnovers (10-18) og de bedste skudprocenter i alle kategorier – og med de statistikker, er det svært at tabe kampen.

Bakken Bears har kun tre gange vundet større i europæiske kampe. Udover de to sejre over det sammensatte irske hold, Hibernia, i efteråret 2015, skal vi helt tilbage til efteråret 2005 for at finde en større sejr, da det hollandske hold Den Bosch blev besejret i efteråret 2005.

Bears spiller igen på hjemmebane allerede lørdag, når Hørsholm kommer på besøg i Basketligakampen. Onsdag spilles næste kamp i FIBA Europe Cup – modstanderen er litauiske Nevezis, der tirsdag vandt over Avtodor Saratov i den særdeles lige gruppe.