Fraport fik deres revanche

Bakken Bears fik ørerne i den tyske maskine, da Fraport Skyliners vandt 102-68 i kampen i den tyske storby. Fraport vandt efter at have været bedst hele kampen igennem. Hjemmeholdet startede med at bringe sig foran 15-2 efter fem minutter og det kom bjørnene ikke igen på.

Fraport ramte 18 af 19 forsøg fra to-pointdistancen i første halvleg, og det illustrerede kampen ganske fint. Bears fik forsvarsmæssigt ikke udfordret de forsvarende vindere af FIBA Europe Cup, og selvom Bears havde flest skud og flest straffekastafslutninger i første halvleg førte Fraport 51-28 ved pausen.

Bears spillede bedre i anden halvleg, men fik stadig ikke stoppet Skyliners’ angreb. Anden halvleg vandt hjemmeholdet 51-40.

Statistisk set var det signifikant at Fraport scorede 31 point på fastbreak, mens Bears blot tegnede sig for 4 point…

Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell, der noterede sig for 18 point og supplerede med 7 rebounds. Eric Palm scorede 13 point og tog 5 rebounds, mens Chris Christoffersen var bedste rebounder med 8 stk, foruden sine 8 point.

Topscorere for Fraport var Alex English (24 point) og Shavon Shields (23 point).

Næste opgave for Bears er lørdagens hjemmekamp mod Hørsholm, der onsdag aften tævede Svendborg med hele 31 overskydende point.

Historisk sejr over tyske Europa Cup-vindere

Bakken Bears fik klubbens første sejr i Basketball Champions League og samtidig den første danske sejr over et tysk hold fra den bedste række, da de forsvarende tyske bronzevindere og vindere af sidste sæsons FIBA Europe Cup, Fraport Skyliners, blev sendt hjem til Frankfurt med et nederlag på 71-65.

Tyskerne startede ellers mest aggressivt og fik godt fat i de offensive rebounds, og scorede kampens første fem point. Herefter fulgte fem af Bears inden Fraport scorede fire i streg. Men inden Skyliners fik trukket for meget fra, fik Bears gang i angrebsspillet, hvilket ellers kneb i starten. Bears havde således kun en scoring fra gulvet (altså ikke-straffekast) i kampens første godt seks minutter. DeVaughn Akoon-Purcell reducerede med en treer til 13-15 og satte endnu en senere i perioden til 19-18 inden han sluttede med layup. 21-18 efter første periode.

I anden periode spillede Bears virkelig flot. Både Chris Christoffersen (6 p) og Nicolai Iversen 2 p) havde glimrende indhop i perioden, og ved 34-31 tog Michel Diouf og Thomas Lærke over. Perioden blev afsluttet med en treer af DeVaughn Akoon-Purcell – og Fraport havde ikke scoret i periodens sidste tre minutter. 41-31 ved halvlegspausen.

Efter halvlegspausen fortsatte Bears det flotte spil. I tredje quarter var Fraport ikke tættere på end 9 point (43-34 og senere 45-36), mens Bears havde sin højeste scoring med tre minutter igen af perioden, hvor Mike Gesell bragte hjemmeholdet foran 54-39. Morten Sahlertz leverede et rigtig flot indhop og scorede fire point i perioden, hvor det dog var Michel Diouf, der leverede bedst angrebsmæssigt. Hjemmeholdet vandt perioden med et enkelt point og førte 57-46 inden de sidste ti minutter.

I kampens sidste fjerdedel virkede det til at Fraport skruede op for intensiteten, mens Bears glemte holdspillet. Quantez Robertson, der ikke havde ramt noget i de første tre perioder scorede udeholdets første otte point, og Bears havde mange mistede bolde i periodens første fem minutter. Langsomt men sikkert spillede Fraport sig ind i kampen, og med sin tredje treer og 11. point i alt udlignede Quantez Robertson til 61-61 med knapt fem minutter igen. Akoon-Purcell bragte Bears foran inden dansk-amerikanske Shavon Shields udlignede. Spændingen og stemningen var på sit højeste i Vejlby-Risskov Hallen.

Med 2.32 igen af kampen bragte Mike Morrison sit hold foran for første gang siden starten af anden periode, men Thomas Lærke udlignede efter at have taget en offensiv rebound. Kwame Vaughn missede og Michel Diouf ramte et skud i den anden ende. 67-65 til bjørnene. Samme Diouf stjal bolden og Fraport var nødt til at fejle for at nå holdfejl. Da DeVaughn Akoon-Purcell satte to straffekast med syv sekunder igen lignede det afgørelsen og det blev befæstet, da udeholdets Ekene Ibekwe lavede en angrebsfejl på indspillet umiddelbart efter en timeout. Fejl igen og igen to scoringer fra linjen af Akoon-Purcell.

DeVaughn Akoon-Purcell satte hele 24 point på tavlen (på blot 12 skud!) og supplerede med 7 rebounds. Michel Diouf scorede 16 point og tog også 7 rebounds, mens Thomas Lærke scorede 12, som han supplerede med 6 rebounds. For Skyliners scorede Kwame Brown 15 point.

Næste kampe for bjørnene er allerede torsdag (pokalkvartfinale i Værløse) og lørdag (Basketligakamp ude mod Stevnsgade). Næste kamp i Basketball Champions League er onsdag den 23. november mod Ironi Nahariya – i Ceres Arena.