TAKTISK ÆNDRING GAV BEARSSEJR

Bakken Bears vandt DM-finale 2 og fik dermed udlignet til 1-1 i serien, der spilles bedst af syv. Den tredje finalekamp spilles mandag i Vejlby-Risskov Hallen.

Efter Horsens IC havde vundet den første finale med 16 point vandt Bears finale to med 18 point. De to kampe var på alle måder vidt forskellige – i HIC-sejren i mandags var udeholdet stort foran og kampen var afgjort allerede i tredje periode, og selvom Bears vandt større i torsdagens anden finalekamp var det en kamp, der først blev afgjort i de sidste minutter.

Bortset fra de første minutter var Horsens IC ellers klart bedst i første periode. Hjemmeholdet var foran 11-7 og senere 17-14 og 24-15 inden Adama Darboe fik reduceret til 17-24, der stillingen efter første periode.

Bears sadlede om i pausen mellem første og anden periode og et godt zoneforsvar fik virkelig bremset HIC. Glimrende indhop fra Chris Christoffersen og Morten Sahlertz og rigtig godt reboundspil gav et 16-4 run til føring 33-28. Akoon-Purcell og Lærke ramte hver en treer og var det ikke for Vedran Borovcanins treer i de døende sekunder af anden periode havde Bears holdt de forsvarende mestre på seks point i perioden. Bakken Bears vandt anden periode 24-9 og førte 41-33 ved halvlegspausen.

Tredje periode blev langt mere pointrig. Der blev scoret hele 55 point og især sidste scoring i perioden var uhyre vigtig, da John Williamson ramte en treer. HIC truede hele tiden med et comeback, men bl.a. ni point af DeVaughn Akoon-Purcell gav Bears føring på 71-58 inden sidste periode.

I fjerde periode spillede Bears fornuftigt forsvarsmæssigt, men fik slet ikke spillet bolden rundt i angrebet. Det tog næsten fire minutter inden Bears fik skudt sig ind på kurven og da havde HIC reduceret til 64-71. En stor treer af Thomas Lærke fik skabt lidt luft, men HIC gav ikke op. Frederik Rungby satte en treer til reducering til 69-76 inden Michel Diouf ramte en vigtig lang topointscoring. Det blev starten på et 9-0 run til Bears og selv Iffe Lundberg scorede et par gange var HIC ikke i nærheden af at komme igen. Thomas Lærke satte tre trepointscoringer i sidste periode.

Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell (23 point, 8 rebounds), John Williamson (22 point, 7 rebounds), Thomas Lærke (17 point, 6 rebounds, 4 assists) og Adama Darboe (12 point). For HIC scorede Will Artino 16 point (og 6 rebounds) og Dan Trist (14 point).

 

VELSKYDENDE HORSENS VINDER KAMP 1

Det blev en overbevisende sejr til Horsens IC i den første DM-finalekamp. HIC vandt 106-90, men sejren var reelt større. HIC var således foran med hele 24 point midt i fjerde quarter.

HIC skød fantastisk fra kampens start. Myles Mack, Lawrence Alexander og Will Artino satte i alt seks treere på tavlen i første periode, mens hjemmeholdets Mike Gesell var virkelig velspillende fra start. Point guarden scorede 10 point i træk midt i perioden og 12 point i første periode. HIC nåede foran med syv point (27-20), men Bears kom fint tilbage og Morten Sahlertz udlignede med en buzzer treer til 29-29 efter ti minutters spil. Vi tager den igen – 58 point på 10 minutter!

I anden periode fortsatte det hæsblæsende angrebsspil og HIC kom igen bedst fra start. Hjemmeholdet nåede foran hele 55-40 inden hjemmeholdet fik slået godt igen med et 10-1 run. Marin Mornar nåede dog lige inden pausen at bringe HIC foran 58-50.

Efter halvlegspausen var HIC igen stærkest. Hjemmeholdet gik på et 16-5 run og fik dermed en føring på 74-55. Mens HIC skød fantastisk evnede Bears ikke at få mange forsvarsstops. Efter at have scoret 29 point i hver af de første to perioder scorede holdet 30 i tredje periode, og kampen var afgjort inden de sidste ti minutter.

Foran 88-67 med ti minutter igen kunne HIC slippe grebet på kampen uden sejren dog på nogen måde var i fare. Der blev blot scoret seks point i første fire minutter og hvor det i de første perioder var de to guards Lawrence Alexander og Myles Mack der scorede efter behag, var det i fjerde periode Dan Trist, der excellerede. 9 point og i alt 22 tegnede den store spiller sig for. Bears ramte et par skud til sidst og fik reduceret, men HIC vandt 106-90.

Mest scorende for HIC var Alexander med 23 point, mens Mack og Trist hver scorede 22 og Will Artino 16.

For Bears scorede John Williamson 17 point, mens Mike Gesell og DeVaughn Akoon-Purcell endte på hhv 15 og 14 point.

Kamp to spilles torsdag i Forum Horsens, mens kamp tre spilles mandag i Vejlby-Risskov Hallen.

 

FORSVAR SIKRER STORSEJR TIL BEARS

Efter nederlaget for tre dage siden fik Bears revanche i søndagens Basketligaopgør mod Horsens IC. Bears vandt 80-53 efter en flot indsats – måske sæsonens bedste forsvarsindsats.

Bears var ekstremt aggressive fra starten af kampen og Horsens IC begik en stribe fejl, der sendte aarhusianerne på linjen. Ligatopscorer DeVaughn Akoon-Purcell var – efter 36 point i torsdags – helt klar fra starten af kampen og scorede fem af sit holds otte første point – også kampens første otte point.

For begge hold blandede mange spillere sig i scoringerne – Bears’ fem startere havde scoret efter fire minutter, da Chris Christoffersen med to straffekastscoringer bragte sit hold foran 12-4. Senere i periode satte Thomas Lærke kampens første treer og Bears nåede foran med 27-14 efter første periode. HIC fik aldrig fat i forsvaret og Bears skød 14 straffekast (og scorede 12) i de første ti minutter.

Anden periode blev mere lige, men Bears fortsatte i førersædet. I modsætningen til torsdagens kamp, havde Bears mere kontrol over bolden og havde ikke det hav af turnovers som holdet præsterede tidligere på ugen. HIC fik reduceret til 31-21, men et 8-0 run genskabte hjemmeholdets solide føring. Specielt sidst i perioden var Akoon-Purcell flyvende og han scorede 10 point ud af hjemmeholdets sidste 13 – og nåede 19 point ved afslutningen af anden periode. HIC havde en skidt dag bag trepointlinjen, men fik alligevel begrænset Bears-føringen ved pausen til at være på 16 point – 49-33. Sammenlignet med at Bears smed en føring på 18 point væk i torsdags kunne ingen vide sig sikre på sejren…

Sejren kom dog aldrig i fare. Fokus var på plads og de perioder, hvor hjemmeholdet ikke kunne ramme kompenserede forsvaret for det. Specielt Keane Thomann spillede fantastisk og – udover at notere sig for en double-double – bidrog han til at HIC ikke scorede mere end 20 point i anden halvleg, inkl. en treer to sekunder før tid, da spillerne var stoppet med at spille.

Bears vandt tredje periode 16-13 og fjerde periode 15-7 – og dermed kampen 80-53. HIC fandt aldrig modsvar på Bears’ forsvarsspil og udeholdet ramte blot 4 af 34 trepointforsøg (12%). Hjemmeholdet var bestemt ikke bedre, idet kun 8% af skuddene bag linjen røg i kurven (2/22).

Bears var til gengæld totalt dominerende i reboundspillet (60-37!), og havde kun marginalt flere turnovers end udeholdet (18-14).

Med sejren henter Bears ind på HIC. Bjørnene har 19 sejre i 23 kampe, mens HIC har 20 gevinster i 25 kampe. Bears kan dermed tage førstepladsen i grundspillet med en sejr i de resterende kampe, næste opgave er tirsdag i Næstved. HIC spiller næste tirsdag hjemme mod Randers Cimbria.

Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell (21 point – 19 i første halvleg foruden 8 rebounds). Keane Thomann scorede næstflest (14 point, 12 rebounds). Bears fik spredt minutterne godt ud og kun holdets topscorer spillede mere end 24 minutter.

For HIC scorede Iffe Lundberg 15 point (foruden 6 rebounds), mens Dan Trist scorede 10 point (også 6 rebounds).

SEJR TIL HIC EFTER FLOT COMEBACK

Hele 18 turnovers i anden halvleg kostede dyrt og medførte, at Bears satte en komfortabel føring over styr i topopgøret mod Horsens IC. HIC vandt 94-90 og der venter nu en fantastisk spændende revanchekamp på søndag i Vejlby-Risskov Hallen. HIC kan med en sejr mere eller mindre sikre sig den endelige førsteplads i grundspillet, mens Bakken Bears med en sejr kan bringe sig i pole position inden de sidste kampe.

Første del af første periode var helt lige. For begge hold var scoren fint spredt ud og HIC hang på til 18-19 inden Bears sluttede flot af og scorede 11 ubesvarede point i de sidste to minutter af perioden. I anden periode fortsatte mønsteret og Bears nåede foran hele 46-29 og 50-31 inden perioden sluttede 53-35. Havde man ikke de øvrige indbyrdes kampes rutscheture i den mentale bagage, ville det have lignet en afgjort kamp. DeVaughn Akoon-Purcell og Thomas Lærke havde scoret hhv 17 og 14 point for Bears, mens Dan Trist havde sat 10 point på tavlen for gæsterne.

I tredje periode spillede HIC mere aggressivt og fik presset Bears til turnovers. Hele 13 stk havde Bears i perioden. Udeholdet fik skåret Bearsføringen til 10 point (60-50) midt i perioden, men Bears fik sikret sig lidt luft, da holdet – trods en stribe missede straffekast – kom på 69-52. De forsvarende mestre sluttede dog bedst med et 11-0 run og fik reduceret til 63-69 inden starten på sidste periode.

Endnu engang fik Bears øget føringen, så holdet kom foran med 13 midt i fjerde periode (83-70). Herfra stod der dog kun HIC på programmet. Ti point på under to minutter og selvom topscorer Akoon-Purcell satte et straffekast, var det en begrænset trøst for Bears, eftersom HIC fulgte op med otte ubesvarede point. Thomas Lærke satte en treer til 87-88 med 24 sekunder igen, men Bears lykkedes ikke med selv at score og HIC kunne vinde kampen fra straffekastlinjen. Således fik det kun kosmetisk betydning at Akoon-Purcell satte en treer – sin 36. point – i kampens sidste sekund.

Udover at blive topscorer var Akoon-Purcell også – sammen med Nicolai Iversen – hjemmeholdets bedste rebounder med 11 stk. Næstmest scorende var Thomas Lærke med 25 point. Akoon-Purcell og Lærke scorede således 61 af bjørnenes 90 point og tog 40 af holdets 71 afslutninger!

Lawrence Alexander scorede 20 point for vinderne, mens Iffe Lundberg scoede 18. Han supplerede med 11 rebounds.

Bears tog flest rebounds (45-40), havde de bedste scoringsprocenter (46 -44) fra gulvet og havde klart flest assists (22-14). Men antallet af turnovers var afgørende, her havde Bears 26 imod 13 fra HIC.

HIC har nu fire point forspring til Bears (HIC har 20 sejre og 4 nederlag – mens Bears har 18 sejre og 4 nederlag). Horsens har tre indbyrdes sejre og Bears og vil derfor slutte øverst i tilfælde af pointlighed mellem parterne. Bears skal altså vinde søndag, når holdene igen mødes i Vejlby-Risskov Hallen og selv med en sejr, kræver det, at holdet ikke taber yderligere i denne sæsons grundspil, hvis førstepladsen skal hjem.

Fælles for alle fire kampe (inkl en pokalkamp) imellem de to hold i denne sæson er – udover at Horsens har vundet alle gangene – at det ene hold har været stort foran undervejs og at kampene har været tætte til sidst. HICs sejre har været på 1, 4, 5 og 6 point.

Tip off søndag er kl. 14.00 – det bliver et brag af en kamp!

 

Knebent nederlag i Forum Horsens

Det blev til nederlag da Bakken Bears torsdag gæstede Forum Horsens, hvor de forsvarende pokalmestre vandt 74-69 i en kamp, der var intens, men ikke specielt velspillet. Første halvleg var lige, men i tredje periode fik Bears slet ikke greb om tingene og selvom holdet dækkede fint zoneforsvar i fjerde periode og holdt HIC på 11 point, var skudprocenterne og flowet i angrebet slet ikke til sejr.

Horsens IC fører med sejren Basketligaen med 17 sejre og 2 nederlag, men Bears har 13 sejre og 3 nederlag. Hvis Bears skal holde trip med topholdet kræver det en sejr i tirsdagens udekamp i Randers.

Mest scorende for Bears var Mike Gesell (15 point), mens Adama Darboe scorede 12, ligesom DeVaughn Akoon-Purcell, der supplerede med 8 rebounds.For HIC scorede Lawrence Alexander 19 point.

Bears skød 26% på 3ere (9/34) og 45% på 2ere (15/33) – noget under vanlig standard. HICs tilsvarende procenter var bedre, om end kun marginalt.

Malurt af bægeret var at netop som coach Wich konstaterede, at det med undtagelse af langtidsskadede Michel Diouf var et komplet Bearshold, røg der endnu en brik ud af ligningen, idet John Williamson efter blot godt et minut på banen blev tacklet og vrikkede om på anklen.

 BEARS UDE AF POKALTURNERINGEN

Det blev et nederlag af allersnævreste slags, da Horsens IC og Bakken Bears tørnede sammen i søndagens pokalsemifinale. HIC vandt 90-89 og kvalificerede sig dermed til finalen mod enten Næstved eller Hørsholm.

Semifinalen startede ellers med en 7-0 føring til Bears, men det var også det eneste udeholdet var med i første halvleg. Horsens IC pressede Bearsspillerne, og aarhusianerne havde ikke svar på tiltale. Horsens IC indhentede Bears ved 7-7 og nåede endda foran 19-13 inden Bears fik reduceret en smule. 21-17 efter ti minutter. I anden periode startede HIC med et 7-0 run og nåede endda foran med 23 point (54-31) i slutningen af anden periode. 55-36 ved halvlegspausen.

Det lykkes HIC at holde føringen midt ind i tredje periode, men herfra går Bears på et imponerende flot run. Fra 68-50 til hjemmeholdet scorer Bears 13 af de næste 16 point og med et par treere i det sidste minut af perioden og et layup af dagens fødselar Krisjan Kitsing har Bears reduceret til 74-71.

HIC starter med at score fjerde periodes første syv point, men igen kommer Bears igen. Mike Gesell rammer en treer, så HIC-føringen blot er på et enkelt point (84-85), men Adama Darboe scorer fem point, så Bears faktisk bringer sig foran for første gang siden første periode. Desværre ville Lawrence Alexander det anderledes og et layup og et straffekast, mens Bears kvitterede med en turnover og et brændt skud – sejr til HIC på 90-89.

Topscorer for Bears var Mike Gesell med 22 point, mens Thomas Lærke og Michel Diouf hver scorede 18. DeVaughn Akoon-Purcell supplerede med 14 point. For HIC scorede Vedran Borovcanin 20 point, mens Lawrence Alexander scorede 18.

Næste kamp for Bears er allerede tirsdag, hvor BC Aris venter i Basketball Champions League. Tip off kl. 18.30 i Ceres Arena.

Første liganederlag i Horsens

I en kamp der længe så afgjort ud, fik Bakken Bears skabt spænding, men desværre kostede en turnover dyrt og Horsens fik fra straffelinjen afgjort topopgøret til sejr til hjemmeholdet, der vandt 104-98. Dermed fik Bears sæsonens første nederlag.

Det blev en kamp uden ret meget forsvar. De to hold scorede i alt 62 point i første quarter – HIC flest med 32. I anden periode fik HIC et 9-0 run i den sidste del af periode, men ud over det, var Bears fint med. Hjemmeholdets Myles Mack scorede 18 point i første halvleg, som HIC vandt 57-51.

Anden halvleg så længe ulige ud med HIC, der cruisede imod en stor sejr. Hjemmeholdet førte 84-66 og nåede foran med hele 20 point i fjerde quarter (91-71 med godt syv minutter igen). Herefter var det Bears’ DeVaughn Akoon-Purcell, der tur i sine skud. Han ramte fem trepointscoringer og satte i alt 21 point på tavlen i de sidste ti minutter! Det lykkedes Bears at skære HICs føring til 99-96, men tættere på kom Bears ikke.

Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell med ligaens indtil videre højeste i denne sæson, 36 point, som han supplerede med otte rebounds. Mike Gesell scorede 17 point, suppleret med seks rebounds, mens Dwayne Benjamin scorede 15 point.

For HIC scorede Myles Mack 33 point – ligaens næsthøjeste i denne sæson. Iffe Lundberg spillede en flot anden halvleg og nåede i alt 21 point.

Bears spiller næste gang tirsdag på udebane mod de slovenske mestre fra Helios Suns. Næste Basketligakamp spilles torsdag i Vejlby-Risskov Hallen. Modstanderen er Randers Cimbria – et af de i øjeblikket bedste hold i Basketligaen.

Referat

Det blev kun lige ved og næsten for Bakken Bears i den syvende DM-finale. Horsens IC vandt 84-78 og kunne lade sig krone som danske mestre 2015/16 – klubbens sjette DM og det andet i træk.

HIC startede bedst og nåede foran 11-5 og 19-13 efter en start, hvor Bears ikke fik fat i forsvarsreboundene. Heldigvis var Bears godt skydende og ramte hele fem treere i første periode, hvor Bears kom foran 21-19 efter seks point af Darko Jukic og fem af Shawn Glover. HIC nåede foran 26-25 efter første periode.

I anden periode havde Bears problemer med at få stoppet drives fra især Iffe Lundberg og Nimrod Hilliard. Alligevel var Bears kun bagud med tre point ved pausen – 43-40. Igen skød Bears godt udefra – tre treere i perioden.

Tredje periode startede med at Bears fik nogle stops og fik løbet nogle fastbreaks i kurven. Darko Jukic dunkede Bears foran 48-45 og udeholdet havde momentum. Det svingede imidlertid hurtigt den anden vej med et 8-2 run af HIC. Og fra 55-55 løb Horsens på endnu et run – denne gang 9-0 inden Morten Sahlertz reducerede til 58-64 med tredje periodes sidste scoring.

I fjerde periode halsede Bears hele tiden lidt efter. Bears havde fået bragt en del af HICs profiler i fejlproblemer, men fik ikke for alvor udnyttet situationen. Et par gange var Bears ikke dygtige nok til at tippe angrebsrebounds i kurven , bl.a ved 70-74 hvor både Shawn Glover og Michel Diouf havde et tip til reducering. Og da Carles Bivia udgik med en skade med 2 minutter og 30 sekunder igen havde Bears ikke flere våben og HIC vandt 84-78.

Mest scorende for Bears var Darko Jukic og Shawn Glover, der begge scorede 17 point, mens Nimrod Hilliard og Iffe Lundberg scorede hhv 22 og 21 for HIC.

Bakken Bears kan se tilbage på en sæson, der indeholdt rekordmange kampe – 57 stk. Sæsonen indeholdt også en pokaltitel for første gang i tre sæsoner og et avancement til anden runde i FIBA Europe Cup.

Referat

En fantastisk medrivende sjette finalekamp i en enestående kulisse kulminerede for Bakken Bears i fjerde quarter, hvor alt gik op i en højere enhed. Bakken Bears vandt kampens sidste fjerdedel 25-4 og dermed kampen 101-86. Nu venter en spændende begivenhed på mandag, når Forum Horsens lægger gulv til DM-finale 7!

Horsens IC startede ellers kampen bedst. Marquis Addison ramte to hurtige treere. Bakken Bears fulgte med til 13-14 – takket være fine scoringer af bjørnenes bedste spiller i første periode, Shawn Glover – inden et 8-0 run til Horsens truede med at knække kampen. Fra 15-24 scorede Bears seks point i træk inden HIC sluttede perioden med fem point. 29-21 til HIC efter første periode.

I anden periode kom Bears igen godt med. HIC førte med ti point kort inde i perioden (33-23), men godt insidespil af Michel Diouf og en treer af Morten Sahlertz sikrede reducering til 35-36. HIC rykkede igen fra til føring 46-37 og igen truede udeholdet med at afgøre kampen. Morten Sahlertz ramte to treere, men finaleseriens indtil videre bedste spiller Nimrod Hilliard svarede igen med to treere til at bringe HIC foran 54-47. Bakken Bears sluttede dog bedst med fem point af Thomas Lærke og Mikkel Plannthin udlignede til 54-54. Det var en første halvleg med fantastisk angrebsspil – Bears skød 7/11 bag trepointlinjen, mens HIC havde ramt 9 af 16 forsøg ved pausen.

Efter en lidt tøvende start på tredje periode, var det Bears der først fik hul på bylden. To treere af Carles Bivia bragte Bears foran 60-56, men et par ellers gode angreb gav ikke bonus og så nåede HIC foran igen. Horsens bragte sig foran 76-70 og 82-74 inden Michel Diouf sluttede perioden på slutsignalet – reducering til 82-76.

Stemningen i den fyldte hal var fantastisk og selvom holdene havde svært ved at score, så er der (næsten) garanti for spænding når de to hold mødes. De første fire minutter endte 4-2 til Bakken Bears og først da Mikkel Plannthin med en toer og en presset treer bragte Bears foran troede hjemmeholdets fans for alvor på sejren. Bivia fulgte op med endnu en treer inden Hilliard ramte to straffekast. Stillingen var 90-86 med fire minutter igen og herefter fik udeholdet lukket ned for Horsens. Godt reboundspil og godt forsvar fra hjemmeholdet og manglende holdspil fra Horsens gjorde at Bears vandt de sidste fire minutter 11-0!

Carles Bivia spillede en fantastisk kamp med 25 point, fem rebounds og 6 assists. Michel Diouf scorede 20 point og tog 8 rebounds. Darko Jukic scorede 14 point, mens Morten Sahlertz scorede 10 og tog seks rebounds.

For Horsens IC scorede Nimrod Hilliard 25 point og han supplerede med fire rebounds og fem assists. Marquis Addison scorede 20 point og havde fem assists. Vedran Borovcanin scorede 14 point, mens Brian Fitzpatrick scorede 10 point.

Referat

I den femte finalekamp var Horsens IC på alle parametre det bedste hold – det mest aggressive, det mest tændte, det hold, der spillede bedst sammen og det hold der havde klart mest succes i begge ender af banen. HIC vandt en knusende stor sejr på 101-64 og kan nu tage DM-sejren i den sjette finalekamp på torsdag i Vejlby-Risskov Hallen.

HIC bragte sig foran 8-0 i en indledning, hvor det eneste Bears forsøgte var afslutninger langt fra kurven. Baye Keita scorede fem af sit holds første otte point, og først i det fjerde minut kom Bears på tavlen, da Michel Diouf ramte en lang toer. HIC gav dog ikke initiativet fra sig og bragte sig foran 16-5 efter aggressivt spil af Nimrod Hilliard, der kandiderer til at blive finaleseriens bedste spiller. Bears ramte et par treere i slutningen af periode blot for at se HIC scorede de sidste fire point til føring 26-15.

I anden periode forsøgte Bears i lidt højere grad at dække deres mand, og fik også enkelte stop, men alligevel kunne Nimrod Hilliard dominere i angrebsspillet. Hilliard scorede otte af sit holds første 14 point i periode, og det var hans fortjeneste at HIC nåede foran 40-23 inden Bears fik givet en lille smule igen. 50-35 ved pausen efter en buzzer beater af Shawn Glover.

Der blev givetvist talt forsvar i bjørnenes omklædningsrum, men var forsvaret dårligt i første halvleg, blev det direkte elendigt i tredje periodes start. HIC scorede på alle holdets angreb og scorede 19 point på de første fem minutter, og så var muligheden for et Bears-comeback ikke muligt. Fra 69-46 scorede HIC ti point i træk og så nærmere det sig ikke bare et nederlag, men en ydmygelse. Bears fik reduceret til 52-79 inden sidste periode. Og her fortsatte elendighederne. Bears fik kun scoret 12 point imod hjemmeholdets 22 og HIC vandt 101-64.

Shawn Glover var bedste Bearsspiller med 18 point på sine 10 skud og Bears tabte kun med fem point i de 19 minutter han var på banen. Darko Jukic scorede 10 point og var den anden Bearsspiller med tociffret antal point. For HIC scorede Hilliard 23 point, mens Iffe Lundberg scorede 22.

Referat

Forud for denne kamp 4 var det så Horsens IC, der måtte påtage sig favoritværdigheden – men de mest erfarne i en særdeles velbesøgt Vejlby-Risskov Hal var godt klar over, at det kunne ”gå begge veje”

Kampen startede med hjemmeholdet, der kom bedst fra start og efter få minutter havde de bragt sig foran med 14-2. Godt forsvar, fight, koncentration stod tydeligt at lyse i ansigterne på de fem startere fra Bakken Bears. Og et noget frustreret gæstende hold fra Horsens blev klogt hjulpet af en timeout efter 5½ minut.

Herefter vendte billedet – nu med HIC i mere kontrol. Og gæsterne afsluttede med en vigtig 3’er til stillingen 20-17 efter de første 10 minutter.

Som kampen skred frem var det tydeligt for begge hold, at der var meget på spil. Specielt var der en smule nervøsitet hos flere spillere fra Bakken Bears – tydeligt blandt andet ved straffekast, som ikke ville lykkes.

Det var fantastisk for alvor at få Darko Jukic ind i finaleserien – han spillede en fremragende kamp. I denne anden periode var det som om, at specielt angrebsspillet for Bakken Bears stivnede og blev forkrampet (som set flere gange i løbet af sæsonen) – kreativiteten manglede og det fungerede bare ikke. Og derfor var det også fortjent, at Horsens IC bragte sig foran med 35-36 da de første 20 minutter var gået.

Det siger også sig selv, at i disse vigtige finalekampe skal dommerne absolut være på mærkerne og have fokus. Et par gange var det tydeligt, at flere spillere ikke delte dommernes opfattelse, hvilket blandt andet medførte to tekniske fejl.

Da 3. periode blev sat i gang var det fortsat en fuldstændig åben kamp. Men de efterfølgende 10 minutter var det på alle måder Bakken Bears i kontrol. Dette resulterede i 10 minutter med en ganske solid indsats – og med Bakken Bears foran efter 20 minutter med 63 mod 49 …..og flere tænkte måske, at nu var den kamp da afgjort.

Men en brænd varm Nimrod Hilliard fra Horsens IC ville det anderledes. Med en imponerende indsats holdt han absolut gæsterne inde i kampen. Så med 5½ minut igen havde gæsterne gjort det onde ved hjemmeholdet – nu men stillingen 69-65.

Men stor ros til spillerne fra Bakken Bears i de sidste helt afgørende minutter. De holdt hovedet koldt og bevarede koncentrationen. Fik igen skabt et hul, der så igen var i fare med 1.20 minut  – ved stillingen 78-73.

Et par MEGET vigtige angrebsreebounds åd vigtige sekunder – og hjemmeholdet scorede også de afgørende point til en vigtig sejr på 80-76 (med en 3-point-scoring til HIC i det sidste sekund).

En mandfolkepræsattion af spillerne og coaches fra Bakken Bears.

Carles Bivia scorede 14 point – kun overgået af Darko Jukic med 18 point. Bestemt også stor ros til Mikkel Plannthin for flere vigtige reebounds.

Hos gæsterne var det som allerede skrevet ikke mindst Nimrod Hilliard med hele 31 point, der dominerede. Men også solig præstation af Gabriel Lundberg med 13 point. Det blev bemærket, at ellers farlige Marquis Addison midt i kampen forlod banen med en skade – held og lykke til ham.

Næste kamp i finaleserien flyttes nu til Hosens – mandag den 2. maj kl. 18.15

Kamp 6 spilles i Vejlby Risskov Hallen torsdag den 5. maj (Kr. Himmelfartsdag) kl. 14.30 (kamptidspunktet er valgt af hensyn til, at AGF samme dag spiller pokalfinale i Parken).

REFERAT

En helt igennem offensiv off-indsats af Bakken Bears gav nederlag i kamp tre i DM-finaleserien. Bears tabte 69-57 efter en kamp, hvor holdet skød 40% på straffekast og blev outreboundet med hele 39-47. HIC bringer sig dermed foran 2-1 inden finaleserien fortsætter i Aarhus på torsdag.
Bears havde egentlig fint fat forsvarsmæssigt i starten af kampen, men gav mange angrebsrebounds til HIC. Bears havde ekstremt store problemer i den anden ende, hvor HICs aggressive forsvarsspil stressede bjørnene. Bears nåede alligevel foran 12-11 inden et 7-0 run til HIC gav momentum til Horsens. 19-13 efter første periode.
I anden periode fik Bears skåret HIC-føringen til 23-21, men endnu et 7-0 run gav hjemmeholdet luft. Herefter fulgte vel bjørnenes bedste periode i kampen, hvor holdet fik stops og rebounds og et 7-2 run, der endda indeholdt fem brændte straffekast. HIC bringer sig foran 36-30 ved halvlegspausen.
Var første halvleg ikke god, blev det ikke bedre i tredje periode. Sekspointsforspringet fortsætter til seks minutter ind i perioden, men HIC slutter med et 10-1 run til føring 58-43. Kampens bedste spiller Vedran Borovcanin åbnede fjerde periode med endnu en scoring til kampens største HIC-føring 60-43 inden Bears startede forsøget på et comeback. Det blev imidlertid bremset af et par angrebsrebounds til HIC, så det kom ikke længere end 54-62. HIC vandt slutteligt 69-57.
Der venter nu Bears en stor opgave på træningsbanen inden den fjerde kamp, der spilles i Vejlby-Risskov Hallen torsdag. Der skal reboundes bedre, der skal spilles mere aggressivt, så HIC bliver presset fysisk.