I kampens åbning var begge mandskabers angrebsspil præget af mangel på koncentration. Kampens indledende minutter forløb uden scoringer fra nogle af holdene. Det var dog udeholdet fra Leicester Riders, der kom først på tavlen med to point. Hjemmeholdet fra Bakken Bears lavede fejl på fejl, og det virkede til, at de havde enormt svært ved at finde sit vante spil i kampens indledning. Der måtte gå hele tre minutter, før aarhusianerne fik point på tavlen. Det virkede dog hurtigt som om, at holdet bare skulle ryste den nervøse begyndelse af sig. Ryan Evans satte tempoet op med et par scoringer, og med et efterfølgende dunk fra Michel Diouf, var momentum pludselig vendt til Bears’ favør. Med to flotte treere fra Darko Jukic, var hjemmeholdet fra Bakken Bears pludselig i front foran en fyldt Vejlby-Risskov Hallen. Bears havde nu fundet rytmen i begge ender af banen, hvor blandt andet en af de nye spillere i form af Ryan Martin gjorde god figur med flere scoringer og rebounds. Bakken Bears spillede mod slutningen af første periode fremragende basket. Adama Darboe var på dette tidspunkt flyvende, hvilket kom til udtryk ved en frispilning af Ryan Martin med en aflevering bagom ryggen til en fri og succesfuld trepointsscoring, hvilket satte godt gang i Vejlby-Risskov Hallen. Bears sluttede første periode med en føring på 22 – 13.

Udeholdet fra Leicester kæmpede igen med spillet indledningsvis i anden periode, hvilket bedst blev illustreret ved et mislykket frit dunk til stor jubel for tilskuerne. Riders virkede tynget af presset fra Bears. I den anden ende flød angrebsspillet for hjemmeholdet med spektakulære dunks og trepointsscoringer. Bakken Bears var flyvende, og Leicester følte sig nødsaget til at tage en timeout efter endnu et dunk fra Bears – denne gang fra Tyler Ongwae. Vejlby-Risskov Hallen var på kogepunktet. Leicester kom kun til point fra straffekastlinjen. Englænderne blev overmatchet på alle parametre, og Bears fik fat i alle rebounds, så når Leicester endelig fik et stop, så fik Bears en ny mulighed for scoring. Mod afslutningen af anden periode fik indskiftede Hayden Dalton leveret et flot steal, der første til flot dunk af Michel Diouf i den anden ende. Dalton var dog ikke færdig med at imponere. Amerikaneren satte efterfølgende to flotte treere, hvilket også blev fulgt op af Tylor Ongwae med en ny treer. Hallen eksploderede, og Bakken Bear gik til pause med en føring på 54 – 37.

Bears fortsatte, hvor de slap inden pausen. Thomas Lærke satte en hurtig treer, og forspringet var oppe 20 point. Kampens største føring indtil videre. Hjemmeholdet indledte med syv ubesvarede point, og det var blandt andet takket være Michel Diouf, der leverede fremragende rent defensivt med flere blokeringer. Pausen havde ikke hjulpet udeholdet fra Leicester ret meget, da de fortsat har svært ved at komme til point. Bears spillede tredje periode rigtig flot med tålmodigt angrebsspil og flere treere. Leicester fik ikke et ben til jorden i kampen, og Bears sluttede tredje periode med en føring på 85 -58.

Fjerde periode var indledningsvis fremragende fra Bears’ side. Holdet ramte flere flotte treere, og Adama Darboe lavede en fantastisk alley-oop til Tylor Ongwae, der fik hallen til at syde af ekstase. Danske Adama Darboe spillede generelt en fremragende kamp med flotte trepointsscoringer og masser af assists til holdkammeraterne. Mod slutningen af kampen kom den unge og lokale David Kristensen på banen, og den unge dansker gjorde sig hurtigt bemærket til stor jubel for tilskuerne. Først leverede han en fremragende blokering med sin første aktion, og med sin anden aktion få sekunder senere leverede han to point med en flot fade-away. Kampens sidste minutter bar dog præg af, at opgøret reelt var afgjort. Mange ukoncentrerede angreb fra Bears’ side. De tålmodige angrebsspil var forsvundet, og effektiviteten faldt tilsvarende. Tilskuerne fik dog alligevel et par højdepunkter mere at gå hjem på. Først scorede Tobin Carberry kampens point nummer 100, hvilket udløste Stubbs Gastronomi Klub 100, som giver fri adgang til holdets næste hjemmekamp for dagens tilskuere. Til sidst afsluttede Thomas Lærke opgøret med et spektakulært dunk med assist fra Tobin Carberry, og Bears vandt sikkert opgøret med cifrene 103 – 84.

Bakken Bears er dermed videre til anden runde i Champions League-kvalifikationen, hvor man enten skal møde belgiske Spirou Charleroi eller israelske Hapoel Tel-Aviv.

Dagens detalje: Hele Bakken Bears-holdet sendte under kampen 26 trepointsforsøg afsted mod kurven og ramte 13 af dem, hvilket giver en succesprocent på imponerende 50 %.

Bakken Bears fik kløerne i de engelske mestre!

Bakken Bears åbnede kampen rigtig flot rent defensivt i begyndelsen af første periode. Offensiven var dog en smule præget af mangel på koncentration, hvor man lavede flere turnovers og ikke helt kunne finde frem til de nemme point. Offensiven begyndte dog så småt at rulle kort tid efter, hvor specielt Ryan Evans var godt spillende med flere flotte point og aktioner. Amerikaneren gjorde rigtig ondt på det engelske forsvar i første periode, hvor hjemmeholdet fra Leicester generelt havde svært ved at dæmme op for Bears’ offensiv. Leicester Riders havde hele perioden svært ved at komme igennem et solidt Bears-forsvar, hvor særligt Michel Diouf imponerede med flot opdækning og en spektakulær blokering. Bears udviste enorm alsidighed i første periode, hvor alle fem startere kom på tavlen og lagde grundlag for en føring på 26 – 23 efter første periode.

Bears åbnede anden periode med mere ro på bolden i angrebsspillet, der blandt andet bød på en flot assist fra Adama Darboe til Michel Diouf med et no-look-pass. Denne lille pause mellem de to quarters virkede til at komme Bears til gode. Med flotte kombinationer blev Hayden Dalton sat op til en fri treer, og Bakken Bears var pludselig foran med 13 point i anden periode, hvilket tvang hjemmeholdet til at tage en timeout. Defensiven fra Bears var forsat eksemplarisk, og Leicester havde enormt svært ved at komme til de lette point omkring kurven. Michel Diouf var igen arkitekten bag det gode forsvarsspil med blandt andet to blokeringer. Leicester fik lukket forspringet en smule mod slutningen af perioden, hvilket fik Steffen Wich til at kalde timeout. Små justeringer blev foretaget, og danskerne øgede tempoet de sidste par minutter og skabte en pauseføring på 14 point til stillingen 35 – 49 i Bears-favør.

Tredje quarter blev åbnet på samme måde som første med ukoncentreret angrebsspil og flere turnovers. Bakken Bears fik dog hurtigt sat spillet sammen, og momentum skiftede i den grad til Bears’ fordel efter Thomas Lærke blev fejlet på et trepointskud og efterfølgende scorede på straffekast, hvilket gjorde det til et firepointsspil. Hjemmeholdet havde svært ved at holde trit med aarhusianerne, og Bears førte på dette tidspunkt med hele 21 point i tredje quarter, hvilket også var kampens største føring. Hver eneste gang, at Leicester fik en smule momentum, så slog ”bjørnene” tilbage lige med det samme. Steffen Wich og co. havde kampen præcis, hvor de ville have den. Bakken Bears scorede 28 point i tredje periode og gik ind til fjerde periode med en føring på 21 point til stillingen 57 – 78.

Bakken Bears åbnede fjerde periode med flot angrebsspil, og Michel Diouf bemærkede sig med et stilfuldt hook-shot, der bragte ham op på 16 point. Holdet var rent statistisk klart mest effektive i kampen med Diouf på banen. Fremragende kamp fra hans side på nuværende tidspunkt. Leicester forsøgte forgæves at skyde sig tilbage i kampen ved at sætte lange treere. Det lykkedes til tider, men så snart de ramte sine skud, så svarede Bears tilbage med det samme. Hjemmeholdet virkede til tider modløse i fjerde periode, men med flere ukoncentrerede angreb fra Bears’ side, så begyndte englænderne at hale en smule ind på det store forspring. Dette kom blandt andet til udtryk ved, at Bakken blev noteret for fem fejl i perioden mod Leicesters blot ene fejl. Riders fik alt for mange lette point fra straffekastlinjen. Bears havde på nuværende tidspunkt kun formået at score 7 point på lige så mange minutter, og forspringet var nu reduceret til 14 point. Riders forsatte de sidste par minutter med at score point, men Bears fik heldigvis også gang i sit eget angrebsspil, hvor Hayden Dalton scorede en flot treer, og Ryan Evans leverede et flot dunk efter flot kombinationsspil.

Bakken Bears vandt derved kampen med 13 point til slutstillingen 77 – 90 og sikrer sig dermed et glimrende udgangspunkt inden returkampen i Vejlby-Risskov Hallen lørdag den 22. september.

Kampens spiller var Michel Diouf med 16 point, 7 rebounds, 3 blocks og 1 steal.
Hayden Dalton scorede 17 point, og Ryan Evans scorede 16 point.