Bears klar til pokalfinalen

Pokalfinale – det er facit efter Bakken Bears vandt 96-79 i Arena Randers i pokalsemifinalen. Bakken Bears var efter en fokuseret første periode foran hele kampen, og selvom randrusianerne flere gange var tæt på et comeback, var Bears, trods det at holdet måtte undvære to profiler, bedst på dagen.

Bears kom blæsende ud med fuld intensitet i forsvaret. Bjørnene, der startede med den store lineup på banen, var foran 7-0, og selvom Cimbria kom fint tilbage og udlignede til 9-9 fik udeholdet lagt et godt tryk på hjemmeholdet, der ikke fik nemme scoringer. Bears førte 29-17 efter ti minutter. Anden periode var mere lige, og havde Bears ikke sluttet godt af, ville Cimbria have reduceret Bearsføringen inden halvlegspausen. Bears førte 47-33 efter tyve minutters spillet, bl.a. efter fremragende forsvarsspil af Deshawn Stephens.

Efter pausen fik kronjyderne bedre fat, og fik hurtigt skåret Bearsføringen til at være på under ti point. Brandon Randolph, der ikke havde gjort meget væsen af sig før pausen, samt store Jonathan Jeanne havde langt bedre fat i angrebsspillet, og Bears – uden skadede Tylor Ongwae og Adama Darboe – havde slet ikke samme intensitet i forsvaret. En rigtig fin angrebsindsats af Ryan Evans sikrede, at Bearsføringen trods alt blev øget til 70-53 efter 30 minutter.

I fjerde quarter satte Randers alt på et bræt med en lineup af dygtige skytter, mens Bears havde flere af de store spillere i fejlproblemer. Kampen blev afgjort, da Darko Jukic satte fem hurtige point på tavlen. Bears vandt 96-79, og skal derfor spille pokalfinale mod vinderen af søndagens semifinale mellem Næstved og Horsens IC.

Mest scorende for Bakken Bears blev QJ Peterson (26 point, 5 reb, 6 assists) efterfulgt af Ryan Evans (16 point, 6 reb, 6 assists), Darko Jukic (16 point, 8 assists) og Michel Diouf (16 point). For Cimbria scorede Jonathan Jeanne 24 point.

De to hold mødes igen allerede onsdag i Vejlby-Risskov Hallen.

 

Smal sejr i scoringsfest

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Aftenens eneste kamp i Basketligaen bød på et topopgør mellem Bakken Bears og Randers Cimbria. Og det var fra start tydeligt at se, duellen blev udkæmpet af Danmarks for tiden to bedste hold. Især offensivt var kvaliteterne på begge mandskaber uovertrufne. Resultatet endte derfor i seks cifre og med en sejr til hjemmeholdet Bears på 107-100.

Michel Diouf rager nok engang et tip-off til sig, og bolden er på bjørnehænder. Dog bringer gæsterne sig først i front, og først da Darko Jukic sætter begge sine straffekast, kommer Bakken for en stund foran ved stillingen 10-9. Diouf får kort efter sænket en 3’er, men det samme gør Cimbrias David Crisp, der for alvor var i højt spillehumør. Morten Sahlertz gør dog kunsten efter, men Bears er alligevel bagude med 20-24. Det skyldes især førnævnte Crisp, der på to angreb i træk brillerer på præcis samme måde: Et alley-oop til Fenton Bradley Jr., der resolut dunker og bringer Randers foran 24-29 og 24-31. Det bliver samtidig stillingen efter første periode, som kronjyderne dominerede.

Anden periode starter noget bedre for Bakken. Faktisk scorer de seks point i træk på tre angreb, hvoraf det sidste i rækken er mest iøjnefaldende: Deshawn Stephens stjæler bolden, rebounder alene i høj fart og slam dunker kraftfuldt til 30-31. Randrusianerne råder dog stadig over Crisp i topform. Han afdribler adræt to mand og øger på ny gæsternes føring: 30-35. Men så begynder bjørnene at bide sig fast. Først med en 3’er fra Thomas Lærke til 33-35, så en udligning fra Daniel Mortensen til 35-35 og til sidst en 3’er fra QJ Peterson til 38-37. Kampens tempo har i mellemtiden nået et nyt højdepunkt, hvilket tilsyneladende passer begge hold. Randers genfinder en smule momentum, og Crisp sætter nok engang en 3’er til 38-44. Derefter er både Adama Darboe og Tylor Ongwae med på legen og sænker begge en 3’er. De gode takter udmønter sig i en mere stabil føring til Bears, der kommer i hus via et lækkert lob fra QJ til Ongwae: 48-46. Perioden ender 56-54.

I tredje periode træder Bakkens amerikanere for alvor i karakter. Først stjæler Deshawn Stephens bolden, sender Ryan Evans afsted på rebounden og ender selv med at modtage bolden fra Evans i et alley-oop til slam dunk: 64-60. Så hiver han en stærk block frem under kurven og rebounder igen til Evans, der denne gang selv har sidste hånd på bolden. QJ er imidlertid ikke tilfreds med at spille en birolle, så han stjæler bolden, tager en fornem solotur igennem det passive Randers-forsvar og leverer et lækkert reverse dunk til 68-60. Derefter Evans med en 3’er til 71-60. Så Stephens alley-oop til QJ, der dunker til 73-60. Bears formår endda et score endnu engang, før Randers atter viser sig i stand til at sætte point på tavlen. Det vil faktisk sige 15 point til aarhusianerne i streg: Fra stillingen 60-60 til 75-60. Det enorme overtag skyldes især godt forsvar, der førte til utallige turnovers fra gæsternes side. Og så var Bakkens offensive spil simpelthen Randers’ defensive ditto overlegent. Perioden slutter 82-72.

Sidste periode fortsætter med stor dominans til hjemmeholdet, der især får hevet mange offensive rebounds i land overfor et noget resigneret Cimbria-forsvar. Bakken begynder dog at tabe terræn hen imod slutfasen. Men først leverer QJ muligvis kampens detalje: Flankeret af to Randers-spillere sender han et dybt 3’er-skud afsted. Skuddet går i og er ligeledes en buzzer beater. I samme moment fløjtes der for fejl imod ham, så det bliver til en plus one. Han misser dog straffekastet, så stillingen forbliver 100-85. Og nu indvarsler Randers anført af Crisp en hæsblæsende afslutning. På kort tid hiver han selv tre 3’er op af hatten, og med et fjerde forsøg sætter han Bradley op til en scoring på follow-up: 105-100 er stillingen nu pludselig med 20 sekunder tilbage. Cimbrias comeback kommer dog for sent, og da Ongwae scorer til 107-100, løber Randers tør for tid. Således blev der scoret hele 207 point i kampen, som altså ender 107-100 til Bears.

En offensiv opvisning af højeste karat fra begge hold. Bears vinder dog kampen på en skarpere defensiv – og det ekstra gear, de alligevel besidder. På scoringsfronten løber QJ Peterson med opmærksomheden via sine 25 point. Derefter følger tre Cimbria-spillere: David Crisp på 23, Fenton Bradley Jr. på 20 og Brandon Randolph på 17. Flest rebounds stod gæsternes Preston Bungei for med 14 af slagsen, mens Bradley følger efter med 10. De to sikrer sig dermed som de eneste en double double, da Bungei scorede 12 point. På tredjepladsen lander Deshawn Stephens med 7. Prisen for flest assists falder ud til Adama Darboes fordel, da han lagde op til 8 scoringer. Nummer to er Crisp med 7 styk.

Bakken Bears øger med sejren forspringet i Basketligaen til netop Randers Cimbria. De to lokalrivaler har henholdsvis 16 og 13 sejre i 17 kampe. Horsens IC på tredjepladsen har til sammenligning 12 for ligeså mange kampe, så spændingen stiger på de sekundære placeringer.

Næste opgave for bjørnene er mod netop Horsens IC, som de møder på udebane den 31. januar. Faktisk bliver næste hjemmekamp også mod Randers Cimbria. Det opgør finder sted den 10. februar i Vejlby-Risskov Hallen.

 

FØRSTE SÆSONNEDERLAG MOD RANDERS

Bakken Bears fik sæsonens første nederlag, da sidste sæsons sølvvindere Randers Cimbria vandt 91-82 i Arena Randers. Bakken Bears gav sig selv et frygteligt udgangspunkt, da holdet kom bagud 2-14, og selvom det var tæt på, at bjørnene kom på omgangshøjde med randrusianerne lykkedes det ikke.

Bakken Bears var uden Ryan Evans og den nye mand Erik McCree, men gav omvendt debut til holdets nye guard Glenn Cosey. Han var dog ikke på banen i kampens indledning, hvor Bears havde virkelig svært ved at sætte godt angrebsspil sammen. Der var gået mere end fem minutter før QJ Petersen og førnævnte Cosey hver satte en trepointscoring, der gav reducering til 8-14. Bears nåede endda på 13-14 og 15-16 inden hjemmeholdet scorede syv point i træk. Cimbria førte 25-19 efter de første ti minutter.

Var Bearsforsvaret ikke imponerende i første periode, blev det kun værre i kampens anden fjerdedel. Især hjemmeholdets David Crisp gjorde som det passede ham for et Cimbria-hold, der scorede hele 29 point i perioden. Det banede vejen for en føring på 54-37 ved pausen.

Det var et anderledes tændt Bearshold, der var på gulvet efter pausen. Deshawn Stephens knoklede som et bæst under kurven, og QJ Peterson fandt vej til kurven i angrebsenden. Det lykkedes endda at lukke Crisp, der havde scoret 19 point i første halvleg, ned. På en god slutspurt fik Bears reduceret til 65-71 inden de sidste ti minutter.

På trepointscoringer af først QJ Peterson og siden Michel Diouf nåede Bears endda helt ned på kun at være bagud med to point, 71-73, men sløset forsvarsspil og efterfølgende en turnover gav igen Cimbria overhånden, og Bears nåede aldrig tilbage. Bears scorede blot 17 point i fjerde periode efter at have knoklet sig til 28 i tredje periode.

Basketligaens topscorer QJ Peterson var sit holds mest scorende spiller med 28 point, som han supplerede med fem rebounds og seks assists. Deshawn Stephens scorede 14 point og tog hele 15 rebounds, mens debutant Cosey scorede 12 point og havde 8 assists. For hjemmeholdet var Crisps 19 point i første halvleg nok til at ham til sit holds topscorer.

Bakken Bears skal inden fredagskampen mod BK Amager især kigge på holdets individuelle forsvar, ligesom trepointsscoringsprocenterne skal forbedre. Bears ramte 10 ud af 42 forsøg bag trepointlinjen.

 

REKORDBJØRNENE TOTALTRIUMFERER I TOPKAMP

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Det var rekordernes aften for Bakken Bears, der efter en mageløs præstation fuldstændig kørte lokalrivalerne fra Randers Cimbria over i kampen om førstepladsen i ligaen. Hele 127-89 endte opvisningen, der cementerede bjørnemandskabet som Danmarks pt. bedste basketballhold.

Fra kampens start var det tydeligt, der både var tale om et top- og lokalopgør. Gæsterne nød nemlig godt af solid support fra lægterne, som dog svandt mere og mere ind, jo længere Aarhus-holdet trak fra Randers. Samtidig var hjemmeholdets fans i vanlig god stemning, så atmosfæren i Vejlby-Risskov Hallen var en dyst af denne kaliber værdig.

Allerede i første periode tegnede der sig et billede af resten af kampen. Bears nåede at føre 9-0, inden Cimbria endelig kom på tavlen med en 2’er fra kaptajnen Rasmus Bach. Bjørnenes føring blev imidlertid aldrig mindre, hvilket især skyldtes de mange 3’ere fra Bakkens skytter. Første periode bød på fem af slagsen fra fem forskellige sæt bjørnehænder: Ryan Evans, David Efianayi, Adama Darboe, Michel Diouf og Morten Sahlertz. Herudover mindede Diouf med et drønende dunk tilskuerne om sin titel som årets pokalfighter fra sejren i lørdags over Horsens IC. Perioden endte 39-24 til Bears.

Anden periode var ét langt triumftog for aarhusianerne. Syv trepointsscoringer, heriblandt to i træk fra en storspillende Simon Bjørnebo, satte standarden for angrebstaktikken. Et par gode detaljer fra Diouf var der også plads til: Først en nonchalant énhåndsscoring henover hovedet og kort efter et steal krydret med et solidt dunk. Randers var nu slået helt ud af kurs. Hverken boldkontrol, pasninger eller scoringer hang sammen for dem. Faktisk satte de kun tre 2’ere i kurven under åbent spil. Deres resterende syv point blev ramt på straffekast. Forskellen på de to hold udmøntede sig i en pausestilling på 72-37 til Bears. Netop de 72 point er ny rekord i Bakken Bears for flest scorede point i en første halvleg i Basketligaen.

I tredje periode kom Randers lidt bedre med. Perioden begyndte dog lige med et lækkert alley-oop fra Evans til Tylor Ongwae, der bragte bjørnene på 74-37. Men så formåede gæsterne faktisk at hente syv point på hjemmeholdet – anført af énmandshæren Brantley Bynum. Det lille comeback førte til en stabilisering af pointforskellen omkring de 30 point. Man anede en gnist blive tændt i kronjydetruppen, og den kom også til udtryk udenfor selve spillet: Baru Adjehi og Ryan Evans røg i karambolage med hinanden og måtte begge modtage en fejl for usportslig opførsel. Periodens højdepunkt med bjørnebriller var Ongwae, der brillerede i forsvaret med flere fornemme blocks og rebounds. Stillingen efter tredje periode var 93-60 til Bears.

I fjerde periode fortsatte Randers de gode takter og reducerede til 96-69, hvilket var det mindste forspring til Bears siden midt i anden periode. Samtidig blev Jonathan Galloway fouled out, og gæsterne anede i et kort sekund miraklet. Det lys blev dog hurtigt slukket af bjørnenes træfsikkerhed fra trepointslinjen; syv gange lykkedes det at ramme kurven herfra. Især Bjørnebo og Sahlertz var i langskudshumør, og netop anfører Sahlertz nåede i løbet af aftenens kamp over 3000 point som Bears-spiller. Godt over endda. Han er dermed den tolvte skytte i klubbens historie, der havner i det eksklusive selskab. Med sin 3’er til stillingen 125-84 skød ham samtidig endnu en milepæl til Bakken: 22 trepointsscoringer er ny rekord for antal 3’ere i en kamp i Basketligaen. Den føring var også kampens største på hele 41 point. Inden da sørgede Anton Harbo med sin scoring til 116-79 faktisk også for, at hele truppen kom på scoringstavlen. Den magiske aften i februar sluttede med en sejr på 127-89 til Bakken Bears over Randers Cimbria.

Bears sønderknuste dermed de nærmeste ligakonkurrenter med hele 38 point. Rekord-Morten Sahlertz blev hjemmeholdets topscorer med 22 point, mens kampens uovertrufne storskytte blev Cimbrias Brantley Bynum med 33 point. Han leverede desuden ni rebounds, hvilket var to flere end Galloway, Efianayi og gæsternes Baru Adjehi på syv. På assistfronten toppede Darboe og Efianayi med seks hver. Og på skadesbænken lå Darko Jukic og Chris Ortiz, mens Josh Fortune og Chris Nielsen manglede for Randers.

Det fænomenale resultat betyder, at Bakken Bears nu overtager førstepladsen i Basketligaen med 16 sejre og 3 nederlag, mens Randers er lige i hælene med 16 sejre og 4 nederlag.

Næste opgave er hjemmekampen mod Svendborg Rabbits på søndag den 16. februar kl. 15.00 i Vejlby-Risskov Hallen.

 

NEDERLAG I FLOT KULISSE

For anden gang på 12 dage tabte Bakken Bears et Basketligaopgør til Randers Cimbria. Randrusianerne vandt 96-84 i en kamp, der blev spillet i en fremragende kulisse i en stopfyldt Arena Randers. Hjemmeholdet var bedst ude af starthullerne, og det kom Bears sig aldrig over. Med nederlaget overhales bjørnene af både Randers Cimbria og Horsens IC, der fik vendt et truende nederlag i Svendborg.

Cimbria kom flyvende fra start – opsatte på at vise de 800 tilskuere at de spiller med om mesterskabet og på at få revanche overfor Bakken Bears, der i sidste uge slog Cimbria i pokalsemifinalen. Hele seks treere scorede hjemmeholdet i første periode, og så fulgte de op med fastbreakscoringer for resten. Bears sluttede perioden bedst, så Cimbria blot førte 33-27 efter 10 minutter.

Bears reducerede til 31-33 i starten af anden periode, men så gik det stærkt: Et 12-2 run af hjemmeholdet skabte luft, og det kom Bears aldrig tilbage fra. Bjørnene var tættest på ved 41-48, men så sluttede Randers med score periodens sidste otte point.

I anden halvleg kom Bakken Bears aldrig tættere på end at være bagud med ti point, og få minutter før tid fik randrusianerne føringen op på 20 point inden Bears sluttede bedst af, hvilket kan vise sig nyttigt i fald de to hold slutter med lige mange point (hvor indbyrdes kampe er afgørende).

Topscorer for Bakken Bears blev Chris Ortiz (16 point, 8 rebounds), mens Adama Darboe (12 point, 5 assists), Ryan Evans (11 point) og Thomas Lærke (10 point) fulgte efter. For randrusianerne scorede Josh Fortune mest (27 point, 7 rebounds, 6 assists), mens Jonathan Jeanne (24 point, 11 rebounds) fulgte trop.

Bakken Bears spiller igen på onsdag, når det gælder femte spillerunde i FIBA Europe Cup. Her kommer belgiske Spirou Charleroi på besøg i en must-win kamp.

BEARS I POKALFINALEN

Bakken Bears kvalificerede sig til pokalfinalen, da Randers Cimbria efter en hæsblæsende kamp blev besejret 102-95 i Arena Randers. Bears var i scoringsmæssig kontrol indtil midt i fjerde periode, hvor Cimbria virkelig viste holdets kvaliteter.

Bortset fra de første minutter, hvor Cimbria bragte sig foran 7-2, var Bears foran hele kampen. Det betød dog ikke at et fænomenalt velskydende Randers-hold blev sat af. Hjemmeholdet scorede intet mindre end 17 trepointscoringer på 33 forsøg (51,5%). Bears kæmpede mere med at få skuddene i (8/26, 30,8%).

Basketball er et game of runs og især randrusianernes 10-0 i starten af anden periode og tre treere i streg ved stillingen 40-29 gjorde ondt. Chris Nielsen var flyvende i anden periode, hvor han satte Hjemmeholdet startede også tredje periode med seks point i træk til reducering 48-50. Den resterende del af perioden vandt Bears 31-16, der førte 81-64 inden de sidste ti minutter.

Alan Voskuil indledte fjerde periode med en treer og et scoret bonusstraffekast. Bears var foran 92-73, da der resterede godt fire minutter, men så gik Josh Fortune og Corey Silverstrom ellers på arbejde. Førstnævnte scorede 11 point i de sidste fire minutter, mens Silverstrom scorede otte. Cimbria reducerede til 82-92, og til 92-98, men kom ikke tættere på, da Bears ramte de straffekast, der opstod, da Cimbria lavede fejl.

Darko Jukic var mest scorende med 20 point, mens Michel Diouf og Tylor Ongwae scorede hhv. 17 og 16. Ryan Evans scorede 14 point som blev suppleret med 11 rebounds og 8 assists! Hjemmeholdets topscorer blev Corey Silverstrom (22 point), mens Josh Fortune og Chris Nielsen scorede hhv 19 og 18.

Modstanderen i pokalfinalen bliver vinderen af opgøret mellem Næstved og Horsens IC, der krydser klinger søndag på Sydsjælland. Finalen spilles lørdag den 8. februar i Forum Horsens.

 

NEDERLAG I FØRSTE AKT

Tre gange på 13 dage lægger Arena Randers gulv til opgør mellem Randers Cimbria og Bakken Bears, og mandagens første opgør blev vundet af Randers Cimbria, der sejrede 81-80 efter en gyser. Et katastrofalt tredje quarter blev dyrt for Bears, for hvem det var sæsonens andet nederlag i Basketligaen. De to hold mødes igen på fredag, når det semifinalerne i pokalturneringen.

Det var en utrolig tempofyldt affære, og Bears var skarpest i de første ti minutter, som udeholdet vandt 26-18. To hurtige fejl af Michel Diouf gav spilletid til Jonathan Galloway, der imponerede under kurven. 26 point i første quarter er naturligvis godkendt, men 12 i anden periode er bestemt ikke godt nok, hvis man vil være med i toppen af Basketligaen. Det gled nu heller ikke for et Cimbriahold, hvor de to store spillere Jonathan Jeanne og Brantley Bynum var dominerende. Bears førte 38-33 ved pausen.

Det fine forsvar i de to første periode blev afløst af horribelt forsvarsspil i tredje periode, hvor Cimbria scorede hele 31 point imod bjørnenes 15. Men bedst som Cimbria var foran med 13 point (75-62) med knap fire minutter igen kom Bears i gang med at ramme. 11 point af Nimrod Hilliard og 5 af Ryan Evans fik næsten bragt Bears tilbage i kampen, men Hilliards treer med 0,6 sekunder igen var ikke nok – og Cimbria kunne til stor jubel for en fyldt hal i Arena Randers lade sig hylde som vindere i topopgøret i Basketligaen.

Bears, der var uden en skadet Adama Darboe og Chris Ortiz, der ikke spillede pga. udlændingereglerne, tabte på trods af at holdet havde 16 afslutninger mere end hjemmeholdet (Bears 30/80, Cimbria 29/64). Der skal altså arbejdes med scoringsprocenterne inden næste opgør fredag.

Nimrod Hilliard blev topscorer med 21 point (6/9 på treeren), mens Tylor Ongwae scorede 19 (5/7 på treeren). Jonathan Galloway scorede 10 point og tog 10 rebounds.

For Randers Cimbria scorede Brantley Bynum 25 point, som han supplerede med ni rebounds, mens Jonathan Jeanne scorede 20, tog 12 rebounds og havde fire blocks. Josh Fortune blev noteret for 15 point.

 

SEJR EFTER TÆT KAMP

Det holdt hårdt, men et 10-0 sidst i fjerde periode gav det afgørende break, da Bakken Bears vandt 89-83 over Randers Cimbria. Bears fik dermed sæsonens tredje sejr og rykkede op på ligaens førsteplads. Darko Jukic spillede en strålende kamp med 26 point.

Første periode startede rodet, men med Ryan Evans som banen bedste spiller. Årets spiller 2018/19 scorede seks point i første periode, og fortsatte med yderligere fire i kampens anden fjerdedel. Chris Nielsen var udeholdets mest scorende i første halvleg, hvor han scorede ni point. Corey Silverstrom viste bestemt også klassen med otte point, bl.a to treere.

Bears havde udfordringer bag trepointslinjen, og holdet ramte blot 1 af 11 forsøg før pausen. Det blev ikke markant bedre i anden halvleg og først efter 28 minutter ramte hjemmeholdet sin anden treer. Randers kørte det omvendt mønster med rigtig fine procenter før pausen, inden holdet ikke ramte bag linjen i kampens sidste 14 minutter.

I tredje periode startede Cimbria klart bedst. Selvom Bears bragte sig på 50-43 gik holdet totalt i stå, og randrusianerne gik på et 17-6 run og føring 60-55. Bears fik samlet sig selv op mod slutningen af perioden, men det var stadig kronjyderne, der førte 66-64 inden de sidste ti minutter.

Hvad bjørnene ikke havde i tredje periode, havde de i starten af fjerde. Bears startede med et 9-0 run efter fire point af Michel Diouf og fem af Tylor Ongwae. Så tog Randers over, og Brantley Bynum ramte nogle rigtig svære skud. Med tre minutter igen førte Cimbria 79-78, men så kom det 10-0 run, der lukkede kampen. Banens bedste spiller, Darko Jukic, stod for fem af de ti point, mens Adama Darboe supplerede med en treer og Diouf med et dunk.

Darko Jukic supplerede sine 26 point med 8 rebounds og 3 assists. Tylor Ongwae scorede 15 point (+6 rebounds) og Michel Diouf scorede 13 point og tog 9 rebounds. Ryan Evans scorede 12 point (+8 rebounds), mens Adama Darboe tegnede sig for en double-double med 12 point og 11 assists (+6 rebounds).

For Cimbria scorede Corey Silverstrom 16 point, mens Brantley Bynum (+ 6 rebounds), Josh Fortune (+6 rebounds) og Chris Nielsen hver scorede 15 point.

Bears vandt reboundkampen 54-38

BEARS FINALEKLAR EFTER DRAMA

Da Chris Nielsen med en treer reducerede Bearsføringen til blot at være på et point, 88-87, kogte Arena Randers. Heldigvis holdt Bearsholdet hovederne kolde, og Thomas Lærke kunne afgøre kampen med et trepointspil med 10 sekunder igen af kampen. Bears vandt 92-87 i den fjerde semifinale, og slog dermed randrusianerne ud af semifinalerne med 3-1. Nu venter Horsens IC i finalerne, der starter den 2. maj.

Første periode startede helt lige, men ved 18-18 gik Bears på et 7-2 run, der sikrede en føring på 25-20 efter de første ti minutter. I andet quarter slog Bears hullet lidt større, så føringen var oppe at snuse omkring 10 point, men hjemmeholdet bed godt fra sig, bl.a efter et godt indhop af Tobias Reinholt, der reducerede til 36-42. Fra 43-39 gik Bears på et 8-0 run, men randrusianerne fik sluttet bedst af og reduceret til 44-54, der stillingen ved pausen.

Det var en kamp med en utrolig intensitet. Bears åbnede bedst i tredje periode og nåede foran med 15 point, men Cimbrias Casper Stage og Charlie Burgess sikrede reducering til 55-61. Bears scorede fem hurtige point, og fra 69-60 scorede bjørnene periodens sidste fem point til periodeføring på 74-60.

Bears havde fin kontrol i fjerde periode indtil Randers Cimbria kom ud af en time out med et fuldbanepres. Bagud med 73-86 med 3,30 igen smed Bears boldene væk og Randers formåede at straffe det. Charlie Burgess var indpiskeren i presset og også ham, der satte en trepointscoring til 84-86 inden Chris Nielsen – som opfølgning på Michel Dioufs dunk – reducerede til 87-88. Thomas Lærke, der spillede en flot fjerde periode, red stormen af og Chris Nielsen missede det skud, der kunne have forlænget pinen for de aarhusianske mestre.

Randers Cimbria skal roses for virkelig at have bidt fra sig i semifinaleserien – der var ikke mange marginaler, der skulle være tippet den anden vej før det var blevet nødvendigt med en femte kamp.

Mest scorede for Bears var Tobin Carberry (18 point), mens Michel Diouf fulgte lige efter med 17. For Cimbria scorede Charlie Burgess 22 point.

Bakken Bears har med sejren kvalificeret sig til DM-finalerne for 17. sæson i træk. Samtidig er bjørnene sikret (mindst sølv-) medaljer – det er 23. sæson i træk at Bakken Bears kommer på medaljeskamlen.

Der var knald på fra start i dagens tredje indbyrdes opgør mellem Bakken Bears og Randers Cimbria i Basketligaens semifinaler. Begge mandskaber var hurtige til at komme på scoringstavlen, og der var allerede fra kampens begyndelse intens og fysisk stemning mellem de to hold. Med 1-1 i den samlede stilling var der også meget på spil. De to hold kunne med en sejr spille sig blot en enkelt sejr mere fra finalerne. Hjemmeholdet fra Bakken Bears fik de efterfølgende minutter en smule momentum i kampen med flere stops i forsvaret og scoringer i angrebet. Det lille momentum gav efter fem minutter af første periode en føring på 9-5 til de aarhusianske værter. Randers viste dog god moral og kampånd som så mange gange tidligere i denne serie, og de bragte sig hurtigt tilbage på 9-9. Bakken Bears bed dog fra sig igen, og de satte imponerende angrebsspil sammen og skabte kampens hidtil største føring på 25-15 med et minut tilbage af første periode. Første periode sluttede 25-18.

Anden periode åbnede med samme fortegn som første periode med masser af energi og intensitet fra de to hold. Det var dog Bakken Bears’ del af pointtavlen, der tikkede hurtigst fire minutter inde i perioden. De regerende danske mestre havde øget forspringet, og med fire minutter tilbage inden pausen var stillingen 39-28. Gæsterne fra Randers Cimbria fik væsentligt bedre fat inden pausen. Et for stort forspring ville være vanskeligt for Randers at hente efter pausen, og de gjorde det fremragende i slutminutterne. Bakken Bears’ forspring var ved pausen reduceret til tre point til stillingen 43-40. Der var dermed lagt op til en spændende anden halvleg.

Bakken Bears åbnede tredje periode med et brag. To brag faktisk. Første sendte Ryan Martin en lang og succesfuld treer af sted, og efterfølgende sendte Thomas Lærke en presset treer afsted. Skuddet gik i, og han blev fejlet samtidig. Vejlby-Risskov Hallen levede i den grad. Randers’ flotte comeback mod slutningen af anden periode var nu visket væk som en våd tavlesvamp henover kridt. Bears fortsatte ufortrødent med at presse på, og med fem minutter var stillingen 63-46. Randers fik bedre fat i de efterfølgende minutter og bragte stillingen ned på blot ti points forskel med et minut tilbage af perioden. Hjemmeholdets Morten Sahlertz gjorde dog svar på tiltale med en lang treer, hvilket fik Vejlby-Risskov Helt oppe at ringe. Perioden sluttede 72-62.

Randers åbnede fjerde og sidste periode bedst og arbejdede sig stille og roligt ind i kampen igen. Med fire minutter spillet havde gæsterne bragt sig indenfor syv point til stillingen 81-74. Der ventede endnu engang en spændende afslutning mellem de to hold. En indtil videre spændende serie ville også få en spændende afslutning på dagens kamp. Bakken Bears var blot foran med 81-77 med fem minutter tilbage af kampen. Aarhusianerne gjorde dog mod slutningen af kampen sit for at sikre sig sejren. Flot angrebsspil fra ”Bjørnene” resulterede i et par dyre minutter for Randers så tæt på kampens afslutning. Bears bragte sig med to minutter tilbage foran med 99-81, og det var for svært for udeholdet at komme tilbage fra. Kampen endte derfor 99-84, og Bears sikrer sig en føring på 2-1 i serien.

 

NEDERLAG I RANDERS – 1-1 I SERIEN

Når man lukker 99 point ind er det svært at vinde en DM-semifinale, og det lykkedes da heller ikke for Bakken Bears i den anden kamp i bedst-af-femserien mod Randers Cimbria. Randrusianerne vandt 99-92 og fik dermed udlignet til 1-1 i serien, der fortsætter på torsdag i Aarhus.

Hjemmeholdet var flyvende fra starten af kampen. Holdets første 19 point bestod bl.a af fem trepointscoringer – to af Charlie Burgess og to af Casper Stage, og selvom Bears angrebsmæssigt kom frem til fine afslutninger, var forsvaret af en karakter, der umuliggjorde en føring. 34-25 efter første periode. Starten af anden periode blev Bears’ bedste i kampen. Et 9-0 run gav føring på 37-36, men symptomatisk ramte Randers et par treere og så var hjemmeholdet igen foran. Cimbria førte 53-48 efter en afsluttende sekvens, hvor Bears egentlig havde mulighed for sidste skud, men hjemmeholdet løb to nemme point i kurven samtidig med slutsignalet.

Også tredje periode startede Bears bedst. Bjørnene kom foran 56-55 og senere 62-59 og 66-61, men et fint indhop af Tobias Reinholt var med til at stabilisere tingene for Randers, der førte 73-70 efter 30 minutter.

De sidste ti minutter blev indledt med en treer af Devon Thomas, mens så fik Bears strammet op og udlignet til 76-76. Bears nåede endda foran 82-80 efter et par fine drives af Thomas Lærke, men fra 86-86 tog Randers Cimbria initiativet og samtidig var kronjyderne sikkerheden selv på straffelinjen.

Tylor Ongwae var mest scorende med 18 point, mens Thomas Lærke og Michel Diouf hver scorede 13. Senegaleseren supplerede med 9 rebounds. For hjemmeholdet scorede Devon Thomas 21, mens Charlie Burgess satte 20 point på tavlen.

Det tredje opgør spilles torsdag kl. 15:00 i Vejlby-Risskov Hallen, mens kamp fire spilles mandag i Randers.

Dagens første kamp i semifinaleserien mellem hjemmeholdet fra Bakken Bears og gæsterne fra Randers Cimbria åbnede meget jævnbyrdigt med scoringer til begge mandskaber i de indledende minutter. De blå uniformer fra Randers trak dog en smule fra i de efterfølgende minutter og skabte sig en føring på 9-4 godt halvvejs inde i første periode. Det aarhusianske hjemmehold formåede dog hurtigt at slå tilbage med flere flotte scoringer til stor fornøjelse for tilskuerne i Vejlby-Risskov Hallen. De regerende danske mestre bragte sig foran for første gang i kampen med stillingen 12-11 med fire minutter tilbage af perioden. Randers gjorde god figur mod slutningen af perioden, men det var alligevel Bakken Bears, der sluttede stærkest af. Første periode sluttede med en føring på 24-18 til ”Bjørnene”.

Anden periode begyndte, som første periode sluttede. Bakken Bears havde overhånden ved at være mest effektive fra gulvet og mest effektive i rebound-spillet. Dette gjorde det mere end vanskeligt for udeholdet fra Randers at følge med. Hjemmeholdet havde med fire minutter spillet af anden periode forøget forspringet til 34-22, hvilket var kampens hidtil største føring. Bredden havde indtil videre gjort en forskel for de to hold. Bakken Bears havde ni spillere med point på kontoen, mens Randers måtte nøjes med fem spillere. Aarhusianerne førte derudover rebound-spillet med 25-15. Cimbrias to amerikanere Brantley Bynum og Dee Franklin havde dog spillet en fin kamp for udeholdet med 18 point fordelt mellem dem. De to flotte præstationer var dog ikke nok for udeholdet fra Randers, og de kunne kigge på scoretavlen og se Bakken Bears være foran med 53-37.

Tredje periode åbnede enormt rodet fra begge hold. Både Bakken Bears og Randers Cimbria havde vanskeligheder med at få sine afslutninger i kurven, og turnovers fra begge mandskaber prægede spillet. Efter tre minutter spillet af tredje periode havde holdene blot scoret to point hver, så stillingen var 55-39. Dagens to duellanter fandt dog rytmen igen, og scoringsprocenterne steg betragteligt. Randers spillede på dette tidspunkt lige op med Bears, men det var ikke nok til at reducere forspringet. Tredje periode sluttede derfor 76-60.

Det aarhusianske hjemmehold kom skidt ud til fjerde periode og virkede sløsede og ukoncentrerede med alt for mange brændte afslutninger og dårlige afleveringer. Randers kom væsentligt bedre fra start, og de første isoleret set perioden med 11-3. Dette bragte udeholdet inden for ti point i kampen med stillingen 81-71. Der var derfor alligevel lagt op til en spændende afslutning på dagens kamp. Tiden begyndte dog at blive en faktor for Randers Cimbria, der kun havde to minutter til at fuldende comebacket. Gæsterne formåede at komme til scoringer, men det havde brug for flere stops i forsvaret. Bakken Bears formåede desværre for Randers at skrue op for tempoet i kampens afgørende fase, og aarhusianerne tog dermed en sejr i den første kamp i semifinaleserien mod Randers Cimbria.

Kampen endte 95-85.