Bakken Bears kom rigtig fornuftigt ud til dagens svære udekamp mod tyske s.Oliver Würzburg. De danske mestre vandt det første opgør i Vejlby-Risskov Hallen med blot et enkelt point, så der var i den grad lagt op til spænding. Bjørnene kom bedst ud med en føring på 4-0 og seks 6-2 i det indledende minutter. De danske mestre virkede klart mest veloplagte med flest rebounds og bedste skudprocenter. Det tyske hjemmehold kunne derfor kigge op på scorertavlen og indse de hårde fakta med en stilling på 9-19 med seks minutter spillet af første periode. Tyskerne har dog vist sine kvaliteter gennem hele turneringen inklusiv den første kamp i Vejlby-Risskov Hallen. Hjemmeholdet fandt de samme takter frem mod slutningen af første periode og hentede dermed en smule ind på Bakken Bears. Danskerne var dog forsat i førersædet med en stilling på 23-27 efter første periode.

Tyske Würzburg tog det lille momentum med ind til indledningen af anden periode og bragte sig op på 29-31. Det lignede unægtelig, at dagens kamp skulle blive lige så tæt som den første. Aarhusianerne havde store vanskeligheder med at følge op på det gode scoringsprocenter fra første periode. Der blev ikke længere spillet tålmodigt angrebsspil, og afslutninger kom alt for tidligt. Head coach Steffen Wich foretog derfor holdets første timeout. Stillingen var helt lige ved 33-33 halvvejs inde i anden periode. Lige lidt hjalp det dog i de efterfølgende minutter, hvor tyskerne bragte sig foran efter flere brændte Bears-afslutninger og turnovers. En skidt anden periode for Bakken Bears gav en score på 24-9 i tyskernes favør, og det gav en pausestilling på 47-36.

De danske mestre kom desværre skidt ud efter pausen, hvor de tyske værter fortsatte ufortrødent. Danskerne havde stadig problemer med at finde hinanden i angrebsspillet. Det opbyggende spil gik alt for langsomt. Det var uden det vante og karakteristiske tempo fra Bjørnenes side. Det var et tydeligt frustreret Bakken Bears-mandskab, der ledte efter løsningerne.

De danske mestre kom bedre ud til fjerde periode ved at score de tre første point. Det var dog fortsat et stort bjerg, som holdet skulle bestige, hvis de skulle gå videre til semifinalerne. Med fem minutter tilbage af kampen var Bakken Bears bagud med 14 point. Ikke en umulig opgave, men der var brug for et mindre mirakel med fire minutter tilbage af kampen. Miraklet udeblev desværre for de danske mestre, og dette års europæiske eventyr slutter med et nederlag på 86-70 til tyske s.Oliver Würzburg.

Aftenens opgør mellem Bakken Bears og s.Oliver Würzburg begyndte meget jævnbyrdigt mellem de to mandskaber. Intensiteten og tempoet var højt fra begyndelsen, hvor begge hold jagtede en god start på kampen. Det var dog det danske hjemmehold der umiddelbart kom bedst fra start med seks point af Tobin Carberry indenfor de første par minutter af første periode. De danske mestre stod fremragende i defensiven, og det medførte blandt andet et steal af Tylor Ongwae, der frit kunne dunke i den anden ende til stor begejstring for en udsolgt Vejlby-Risskov Hallen. Stillingen var 13-7 til aarhusianerne halvvejs inde i perioden. De tyske gæster kom dog bedre med i de efterfølgende minutter, hvor de kom ind i en fin stime med flere point i træk. Kombineret med flere missede afslutninger fra Bears-angrebet, kom udeholdet også foran for første gang i kampen med 15-17. Danskerne foretog derefter et par udskiftninger, og det fik igen holdet på rette spor med en smal føring på 19-17 efter første periodes afslutning.

Bakken Bears havde igen visse problemer med at få bolden i kurven i anden periodes første par minutter. For mange afslutninger blev brændt, og det var først efter en presset afslutning af Ryan Evans, at bolden fandt vej til kurven. De tyske gæster havde en smule bedre fat, og det gav en føring på 22-27 til Würzburg med tre minutter spillet. Steffen Wichs tropper kom efterfølgende bedre med i kampen, men holdet foretog alligevel en timeout for at komme bedst muligt ind til pause. De tyske gæster havde med tre minutter til pause et forspring på seks point til stillingen 29-35. Udeholdet satte yderligere trumf på med en trepointscoring. Nervøsiteten begyndte så småt af brede sig i hallen. Dette var et vigtigt tidspunkt for Bakken Bears at holde fast på. Holdet virkede til at være fuldt bevidste om alvorligheden af et for stort forspring inden pausen, og det forplantede sig på spillet på banen. De danske mestre fandt på dette udfordrende tidspunkt overskud til flere flotte scoringer og alley-oops af Hayden Dalton og Darko Jukic. Tyskerne gik fortsat til pause i førersædet, men danskerne havde reduceret til 40-46.

Bakken Bears havde i tredje periode store vanskeligheder ved at finde frem til de lette scoringer. Majoriteten af skuddene var enormt pressede grundet glimrende opdækning fra de tyske gæster. Trods de pressede afslutninger formåede man på imponerende vis alligevel at lukke hullet op til Würzburg. Med fire minutter tilbage af tredje periode havde de danske mestre bragt sig foran med 54-53. Holdet havde fortsat det gode momentum fra inden pausen, og det kunne bestemt også mærkes på lægterne i Vejlby-Risskov Hallen. Der var ikke en finger at sætte på tilskuernes indsats indtil videre. Tredje periode sluttede 64-63. Der ventede i den grad en spændende fjerde og sidste periode.

Sidste periode åbnede med endnu et brøl fra tilskuerne i Vejlby-Risskov Hallen. Adama Darboe satte en hurtig treer og bragte føringen op på 67-63. Et sandt drama i det nordlige Aarhus onsdag aften. De tyske gæster viste dog klassen ved ikke at lade sig kue af stemningen og det flotte Bears-spil. Udeholdet fik mere gang i spillet halvvejs inde i perioden, og arbejdede sig stille og roligt tilbage i opgøret. Med fem minutter tilbage var stillingen reduceret til 72-69. Resten af kamp forløb som kendetegnende for hele kampen ganske lige, og med blot tredive sekunder tilbage foretog Bakken Bears en timeout i boldbesiddelse. Mod en modstander af denne kaliber kan to eller tre ekstra point være forskellen på exit eller videre avancement efter returopgøret. Med ti sekunder tilbage af opgøret førte Bakken Bears med 76-75, og Darko Jukic steg op bag trepointslinjen, men han missede desværre sit skud. Danskerne fik rebounden, og med fem sekunder igen foretog de endnu en timeout for at sætte det helt rigtige spil op. Ryan Evans blev spillet fri til en afslutning i sidste sekund, men amerikaneren brændte desværre. Bakken Bears vinder dermed det første af to opgør med 76-75.

Returopgøret spilles onsdag den 27. marts.