EUROPÆISK EVENTYR SLUT

Bakken Bears’ europæiske eventyr sluttede onsdag aften, da Sidigas Scandone Avellino kvalificerede sig til finalen i FIBA Europe Cup med en sejr på 72-82 i Aarhus. Italienerne vandt 75-72 i den første kamp.

Bears spillede et elendigt andet quarter, og det blev kostbart. Avellino førte således 48-33 ved halvlegspausen. Bakken Bears kom ellers flot tilbage i tredje og starten af fjerde periode, og nåede foran med to point (62-60) midt i fjerde periode, men den italienske landsholdsspiller Ariel Filloy og den ukrainske ex-NBA-spiller, Kyrylo Fesenko, var for gode i slutfasen.

Bakken Bears nåede at spille 20 europæiske kampe i sæsonen og som det blot andet nordiske hold nogensinde, nåede de forsvarende danske mestre semifinalen i en europæisk turnering. I alt har et nordisk hold deltaget i Europa Cup’en 213 gange!

Bears er på næste vind-eller-forsvind-opgave på fredag, når holdet drager til Næstved, hvor Team FOG tager imod i den fjerde DM-semifinalekamp. Sydsjællænderne fører serien 2-1 og kan med en sejr kvalificere sig til DM-finalen.

NEDERLAG MEN GODT UDGANGSPUNKT FOR BEARS

Det blev ikke til sejr, men alligevel et fornuftigt udgangspunkt, da Bakken Bears spillede første kamp i semifinalerne i FIBA Europe Cup. De italienske bronzevindere, Sidigas Scandone Avellino, vandt 75-72 og har dermed en kneben føring inden returopgøret i Vejlby-Risskov Hallen på onsdag.

Bortset fra de første tre minutter, hvor Avellino bragte sig foran 6-0 var Bears rigtig fint med i kampen de første 15 minutter, hvor bjørnene førte 31-27. Hjemmeholdet sluttede dog klart bedst af med et 17-7 run og en buzzer beater af første halvlegs helt store spiller, Jason Rich, sikrede en føring på 37-31 ved pausen.

I starten af tredje periode havde Avellino fokus på at spille bolden ind til den tidligere NBA-spiller Kyrylo Fesenko, og midt i perioden var Bears foran 50-38. Den føring blev øget marginalt inden udgangen af tredje periode, hvor stillingen var 65-52.

Sidste periode tilhørte til gengæld Bears, der vandt de 10 minutter 20-10 og endda havde et trepointsskud til at udligne til sidst.

Michel Diouf var helt fantastisk og den lange senegaleser scorede 26 point på 13 skud! Den danske landsholdsspiller Adama Darboe scorede 11 point og havde 7 assists.

Returkampen spilles på onsdag kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen. Den kamp blev udsolgt på bare to timer.