SEJR EFTER INTENS KAMP

Bears måtte kæmpe hårdt for sejren i søndagens Basketliga-kamp mod SISU. Kampen var lige indtil de sidste minutter af tredje periode og indtil ligaens topscorer DeVaughn Akoon-Purcell scorede 15 point på fire minutter i de sidste minutter af perioden. Med sejren på 102-82 er Bears kun to point efter Horsens IC på førstepladsen i ligaen, og Bears har en kamp i hånden i forhold til de sydlige naboer.

Første periode startede lige med meget lidt forsvar og to meget velskydende hold. Bears ramte fem treere i første periode alene, mens SISU nærmest havde frit spil til at lægge layups i kurven. Mønstede fortsatte i anden periode, men hvor Bears havde taget teten i de første ti minutter var det nu SISUs tur i de efterfølgende ti, som udeholdet vandt 24-15.

En skarp Baru Adjehi gjorde ondt på Bears i starten, men den helt store SISU-profil i de første 20 minutter var Anders Haas, der scorede 19 point i første halvleg. Desværre for udeholdet scorede han slet ikke efter pausen. For Bears var scoringerne fint delt ud – hele ni spillere scorede i første halvleg.

Mønsteret fra anden periode fortsatte dybt ind i tredje periode, hvor SISU var i teten og truede med at løbe fra SISU. Kyle Dranginis bragte SISU foran 65-59, men efter et Mike Gesell straffekast tog DeVaughn Akoon-Purcell over. Han scorede 19 point i tredje periode, heraf 15 i de sidste fire minutter. Det blev starten på et 27-4 run, hvor Bears ændrede stillingen fra 68-69 til 95-73. Herefter blev profilerne pillet ud og de sidste minutter blev afsluttet med let faldende intensitet og koncentration.

Kampen var en af sæsonens bedste i Vejlby-Risskov Hallen med virkelig høj intensitet og ekstremt højt tempo. DeVaughn Akoon-Purcell sluttede – foruden 8 rebounds – kampen med 31 point på knap 25 minutter – dermed har han i uge 7 sat 91 point på tavlen i tre kampe! Mike Gesell scorede 15 point, som han supplerede med 7 assists, mens Adama Darboe scorede 13 point, tog 6 rebounds og havde 5 assists.

Anders Haas scorede 19 point, mens Kyle Dranginis scorede 18 point.

SISU spiller næste gang næste søndag, når Næstved kommer på besøg til en meget kamp om tredjepladsen. Bears spiller torsdag på hjemmebane mod Horsens IC og samme hold er modstander igen på søndag. De to kampe kan meget vel afgøre førstepladsen i grundspillet i Basketligaen.

 

Det blev til et skuffende nederlag i Gentoftehallen, da Bakken Bears lørdag besøgte SISU. SISU var i teten hele kampen og vandt fortjent 108-100 – en sejr, der ikke burde være kommet i fare, men var lige ved at komme det i de sidste minutter.

SISU stillede op uden den nye mand Derrick Wilson og uden skadede Adjehi Baru, mens Bears manglede Michel Diouf og Adama Darboe, der begge var skadede. Til gengæld var Morten Sahlertz tilbage efter en skadespause og der var debut til Eric Palm.

Efter en relativt lige start, hvor SISU førte 9-8 midt i perioden tog Alassan Touray over og scorede seks point i træk. SISU holdt føringen perioden ud og Oliver Strøh ramte en treer til stillingen 30-23 efter første periode. Det slappe Bears-forsvarsspil fortsatte og SISU øgede føringen. 43-30, 47-32 og 51-36 inden Bears fik reduceret marginalt, så der ”blot” var 12 point mellem holdene ved halvlegspausen (53-41).

Havde det set skidt ud i de første to perioder, faldt Bears helt sammen forsvarsmæssigt i kampen tredje fjerdedel. Midtvejs i perioden gik hjemmeholdet på et 16-2 run til føring 80-53 – inden Bears fik reduceret så SISU førte 84-63 inden sidste periode.

Selv midtvejs i fjerde periode var der ikke noget, der tydede på et comeback. Selvom Bears skar hjemmeholdets føring til 92-78 satte SISU seks hurtige point og forskellen var igen 20 point med fire minutter igen. Et 17-2 run havde dog givet håb hvis ikke det var fordi Oliver Strøh løb et fastbreak i kurven til føring 102-95. Bears missede et åbent skud og så kunne SISU vinde kampen fra straffelinjen.

Bears var bagud næsten overalt i statistikblokken: 47-35 i rebounds, 46-36 i trepointsprocenter, 54-48 i topointsprocenter, 33-16 i assists samt 27-12 i fejl. Og det er generelt svært at vinde når man møder et velspillende og velskydende hold, der udviser det ekstra overskud.

DeVaughn Akoon-Purcell scorede 21 point, mens Mike Gesell scorede 19 og havde 7 assists. Debutant Eric Palm scorede 14 point, mens Kristjan Kitsing scorede 11 og Keane Thomann 10.

For SISU, der blot havde syv mand på banen, hvilket gør præstationen endnu mere imponerende, havde Kyle Draginis sin anden triple-double i sæsonen med 25 point, 12 rebounds og 13 assists (den første i øvrigt også imod Bears), mens Oliver Strøme havde 22 point, 5 rebounds og 6 assists. Tanner McGrew var meget tæt på en treble-double med 21 point, 13 rebounds og 9 assists. Anders Haas scorede 18 og Alassan Touray scorede 16.

Næste kamp for Bears er onsdagens opgør i Basketball Champions League, når Fraport Skyliners tager imod i Frankfurt.

Bears vinder trods hård modstand

Bakken Bears fik en hårdt tilkæmpet sejr over SISU i søndagens kamp i Basketligaen. Dermed fik Bears sin syvende sejr i otte kampe, og er lige i hælene af Horsens IC, der er ubesejret efter otte kampe.
SISU startede bedst og holdets fem første angreb med afslutninger førte til 14 point – fire trepoinscoringer og to straffekast, mens Bears i samme periode blot scorede ni point. Bjørnene fik dog steppet intensiteten op forsvarsmæssigt og holdt SISU fra at score i godt tre minutter, hvor Bears scorede ni point, heraf et dunk af Mike Gesell. Første periode sluttede med en Bearsføring på 22-18.
Bears fortsatte i starten af anden periode, og Nicolai Iversen fik sat sin anden trepointscoring – ud af fire i kampen – til 27-20, men så gik udeholdet i stå. SISU scorede otte point i træk. Herefter bølgede kampen lidt frem og tilbage og SISU førte senere 37-36 inden Bears scorede ti point i træk. Bears sluttede første halvleg med en føring på 50-40.
Også i tredje periode var der runs på 9-10 point. Fra udeholdsføring på 53-40 scorede SISU ni point i træk og senere nåede Gentofteholdet foran 63-60, hvorefter Bears topscorer i sidste sæson Michel Diouf måtte udgå med en ankelskade. Anfører Iversen satte dog endnu en trepointscoring til udligning, hvor DeVaughn Akoon-Purcell satte endnu en til føring til Bears. SISU fortsatte dog med at bide fra sig og var blot bagud 73-70 inden de sidste ti minutter.
SISU holdt Bears indenfor rimelig afstand til 74-80, men et 7-0 run til Bears afgjorde tingene. Selvom SISU sluttede bedst af blev kampens afslutning aldrig helt spændende.
Mest scorede for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell med 20 point, mens Nicolai Iversen og Kristjan Kitsing scorede 16 hver. SISUs Kyle Dranginis havde noget så sjældent som en triple-double – 18 point, 12 assists og 10 rebounds. Mest scorende for SISU var Anders Haas med 25 point.
Næste opgave for Bears er allerede tirsdag, hvor holdet møder Banvit på udebane i Tyrkiet, mens det gælder en Basketligakamp i Vejlby-Risskov Hallen torsdag, når Næstved kommer på besøg.

Bears slår SISU trods svær start

Bakken Bears vandt sikkert over SISU efter en kamp med et yderst svingende format. En sejr på 24 point indikerer ikke at taberne har været stort foran, men det var faktisk tilfældet i tirsdags Basketligakamp.

SISU, der inden kampen havde været utroligt tæt på at slå Hørsholm og Svendborg, startede fremragende med Anders Haas i hopla, og udeholdet kom foran 12-2, 20-4 og senere 26-6! Bearsholdet var helt ved siden af sig selv og kun DeVaughn Akoon-Purcell kunne angrebsmæssigt være sin indsats bekendt i første periode. Spilleren fra Trinidad scorede nemlig otte af hjemmeholdets ti point i perioden, som endte 27-10 til SISU!

I anden periode var billedet stik modsat. Bears reducerede til 15-29, 23-29 og selvom SISU ramte et par treere og øgede til en føring på 11 point, var det en stakket frist. Bears reducerede til 33-37 inden fire hurtige SISU-point igen gav udeholdet luft. Bears sluttede dog af med et 13-2 run og dermed føring 46-43. Ufortjent kan ikke bruges til noget i basketball, men  man måtte alligevel have en smule ondt af SISU-spillerne, der havde spillet fint, men var bagud på pointtavlen.

Starten af tredje periode var lige, og SISU nåede foran 56-53 inden Bears strammede grebet med ti point i træk. Selvom SISU kæmpede bravt havde Bears det nødvendige ekstra gear til at kunne øge til 75-61, som var stillingen efter tredje periode. Bears startede med at score de første seks point i fjerde periode, og så var føringen pludselig på 20 point. Herfra fusede spændingen og intensiteten ud og højdepunktet var da Bears-debutant David Kristensen smed sine første to point i kurven.

Topscorer for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell, der scorede 21 point, mens det bedste statline tilhørte Mike Gesell, der præsterede 20 point, 8 rebounds og 7 assists. Morten Sahlertz og Keane Thomann scorede hver 12 point, førstnævnte på fire 3-pointscoringer.

For udeholdet scorede Kyle Draginis 18 point, mens Anders Haas og Tanner McGrew hver scorede 16 point. Draginis og McGrew havde hhv 14 og 13 rebounds.

SISU vandt reboundkampen (45-43), men havde dobbelt så mange turnovers som bjørnene (20-10). Afgørende blev derudover bedre scoringsprocenter fra topointdistancen (Bears 53%, SISU 40%).

Bears er ubesejrede efter to kampe, men allerede lørdag venter en svær test mod Hørsholm. SISU har endnu ikke vundet efter tre kampe, men møder næste gang Stevnsgade hjemme.

Referat

En god energisk indsats i tredje periode var nok til at sikre Bears sejren i torsdagens kamp i Kildeskovshallen. Bears vandt 89-78 over SISU, og er dermed blot en sejr fra definitivt at sikre sig andenpladsen i grundspillet.

Bears startede ellers flot og kom foran 12-3, men SISU lod sig ikke slå ud og kom flot tilbage i kampen. Allerede inden udgangen af første periode fik hjemmeholdet udlignet efter to treere af Nicklas Jønsson. 21-21 efter første periode.

SISU fortsatte i anden periode, og scorede de første syv point – Bears fortsatte også, men det var med at smide boldene væk. Shawn Glover fik scoret 10 point i anden periode, men det var ikke nok til at hente ind. 49-39-føring til hjemmeholdet ved pausen efter en føring på 12 point undervejs.

I omklædningsrummet blev der ikke talt med store ord, men der blev aftalt at godt forsvar var vejen til en sejr. Bears startede med at dække op på hel bane, og fik lynhurtig indhentet SISUs føring. Bears gik 25-5 og var således foran med 10 point efter otte minutter af tredje periode. Tredje periode sluttede 66-58 til Bears.

Fjerde periode blev mere lige, men kampen blev aldrig spændende. SISU fik reduceret til 66-72 og 68-74, men Bears svarede igen med treere af Shawn Glover og Nicolai Iversen og så var kampen overstået. Bears vandt 89-78 og fik dermed sæsonens 18. sejr i 23 kampe.

Efter aftenens nederlag til Næstved mod Horsens IC skal Bears blot have en sejr mere for endegyldigt at slutte på andenpladsen. Første chance for dette er søndag, når Næstved besøger Vejlby-Risskov Hallen.

Mest scorende for Bears var Shawn Glover (16 point, 5 rebounds) og Darko Jukic (16 point, 4 rebounds). Sidstnævte scorede 14 af sine point i tredje periode. Nicolai Iversen og Morten Sahlertz scorede hver 11 point, sidstnævnte supplerede med seks rebounds.

Topscorer for SISU var Maurice Creek med 19 point, mens August Haas scorede 15 og Ziko Grubovic 14.

REFERAT

Det var de to mest vindende hold på herresiden – det var top mod bund.
Og det var en kamp, hvor hjemmeholdet skulle forsøge at vinde tilbage til de gamle dyder – forsvaret og reboundspillet!!
Dette var på ingen måde en kamp med fokus på forsvaret – begge hold brugte primært energien i angrebet – og det var på alle måder en kamp med svingende præstationer.
Fra starten lignede det en kamp mellem drenge (SISU) og mænd (Bakken Bears) – men det skulle vise sig ikke at holde stik. SISU spillede bestemt deres chance og var på ingen måde (måske lige på nær de første 5 minutter) kyst af et mandskab fra Bakken Bears på hjemmebane.
Hjemmeholdet starter godt og koncentreret i begge ender af banen og bringer sig i fuld kontrol foran med 19-8 (af disse havde Darko Jukic alene 12 point). Men efter et par udskiftninger efter 7 minutter overtog SISU fuldstændig scenen og sluttede med en scoring i sidste sekund og bragte sig foran 19-20.
Den korte pause var god ved Bakken Bears, der igen trådte på speederen og 6½ minut inde i anden periode havde hjemmeholdet igen sikret sig et solidt forspring (efter et run på 10-1) på 32-21. Og herefter var der aldrig tvivl om vinderen. Eneste egentlige usædvanlige var sådan set, at Bakken Bears midt i perioden gik i zone.
I de sidste minutter af halvlegen kom også Jacob Meller på banen – og holdene kan gå til pause med Bakken Bears foran 53-31 (vinder altså perioden 34-11). Mon ikke pausen skulle anvendes til at få selvtillid og koncentration ind i hovedet på de af Bearsspillerne, der ikke havde vist sig fra deres bedste side i de første 20 minutter.
Da spillet igen blev sat i gang var til nogle rodede minutter fra begge mandskaber. Dog skal begge hold roses for trods alt at fortsætte med gode angreb og spændende scoringer. Ikke mindst de to ”små” spillere fra SISU – Devin Cherry (188cm) og August Haas (185 cm) voldte hjemmeholdet store kvaler uden at SISU dog fik hentet ind på Bakken Bears – perioden sluttede med hjemmeholdet foran med 78-57.
I fjerde periode fik både Thomas Lærke og Chris Christoffersen vist gode takter – og begge kom ind i kampen med solide præstationer i angrebet (nej – forsvaret var fortsat ikke eksisterende for begge hold).
Generelt synes det, at SISU bestemt ikke skal have lov til i Vejlby Risskov Hallen at score 86 point – dette er IKKE godkendt – og giver uden tvivl coachteamet noget at arbejde med de kommende dage frem mod næste weekends pokalfinale mod HIC.
Der var fortsat flere rigtig flotte scoringer fra Bakken Bears – og altså også stor ros til SISU for at spille deres spil og kæmpe for sagen.
Ikke mindst var det super at se Mathias Thibault får lidt af et gennembrud med 4 stk 3-points-scoringer – i det hele taget er Bakken Bears meget afhængige af deres skud fra distancen. I dag blev det til 18 ud af 35 forsøg – imponerende.
Kampen sluttede med en imponerende score – ikke mindre end 113-86 til Bakken Bears.
For SISU var de mest scorende Devin Cherry med 31 point, Frederik Rungby med 20 point og August Haas med 17 point.
Hos hjemmeholdet scorede Darko Jukic 18 point, Sebastian Aaris 14, Carles Bivia 14, Morten Sahlertz og Mathias Nielsen begge 12 point.
Og reboundstatistikken siger 33 til Bakken Bears og 24 til SISU
Næste kamp er allerede onsdag ude mod Belfius Mons fra Belgien – og så gælder det pokalfinalen lørdag den 16. januar i Horsens – mod Horsens (skynd dig at købe billet – der er kun få tilbage).

Referat

Bakken Bears ramte 18 trepointscoringer i storsejren på 116-66 over SISU. 17-årige Sylvester Berg blev topscorer med 17 point på 14 minutters spilletid.

SISU, der var uden amerikanske Devin Cherry og Casper Hesseldal, startede ellers bedst og kom foran 6-0 inden Bears scorede 17 point i træk og efter syv minutter nærmest havde afgjort kampen. SISU kæmpede godt, men kunne ikke følge bjørnene, der roterede 12 mand. Bears førte 26-14 efter ti minutter.

Anden perioden blev den for Bears svageste. Frustrationer over dommerlinjen spillede ind på kvaliteten af spillet, og Bears vandt blot med seks point til føring 50-32 ved pausen.

I tredje periode regnede Bears de frie treere i kurven – syv stk røg i kurven, inkl. tre fra Michel Diouf. Det mønster fortsatte i fjerde periode, hvor udeholdet ramte seks stk. I alt scorede Bears 18 ud af 28 treere. Tredje periode blev vundet med 17 point og fjerde med 15. I alt blev sejren på 50 point, 116-66.

Unge Sylvester Berg konverterede sin første start til at blive topscorer med 17 point, to mere end Michel Diouf. Alle Bearsspillere scorede i storsejren. For SISU var Ziko Grubovic mest scorende med 18 point.

Bears spiller først igen på onsdag, når holdet spiller sidste kamp i FIBA Europe Cup, første runde. Modstanderne er Tajfun fra Slovenien.

Referat

Bakken Bears er videre til kvartfinalerne i pokalturneringen efter fredagens sejr på 99-76 over SISU. Michel Diouf mest scorende med 19 point.

Om det skyldtes at Bears senest spillede 48 timer inden kampstart eller bare almindelig fredagstræthed vides ikke, men faktum er, at Bears kom meget flade ud til kampen. SISU derimod spillede virkelig deres chance med et hold, hvor højeste mand blot var 198 cm.

Thomas Lærke startede fremragende, og med otte point fra start bragte han Bears foran 8-5. Herfra gik det stærkt. Anført af Jay Canty scorede hjemmeholdet ni point i træk og lagde pres på Bears. SISU kørte videre og bragte sig foran 18-10, 24-12 og 27-14 efter en treer af August Haas. Bears fik lavet et mod-run på 7-0, men kampens bedste spiller August Haas sluttede perioden flot af til føring 32-23.

August Haas scorede to straffekast i starten af anden – men så havde Bears fået nok. Bjørnene gik fra 23-34 til 35-34 efter et energiboost fra Aladdin Barakeh og fint spil af Mikkel Plannthin. Selvom SISU scoringsmæssigt hængte på, var det nu Bears der var i teten. 46-41 ved halvleg efter 15 point af Thomas Lærke. Anden periode endte 23-9 til Bears.

Efter pausen fortsatte mønsteret. Bears klart bedst efter en fin SISU-start anført af Haas. Fra 52-46 scorede Bears otte point, herefter SISU fem inden et 13-2 run afgjorde kampen endeligt. Selvom SISU reducerede var Bears foran med 15 point inden sidste periode (73-58).

Og mønsteret fortsatte i fjerde periode. Jay Canty scorede en masse point, mens det for Bears var Sebastian Åris og Michel Diouf der scorede. Bears sluttede med et 11-3 run og vandt 99-76.

Point Bears: Michel Diouf 19, Darko Jukic 18, Sebastian Åris 15, Thomas Lærke 15, Mikkel Plannthin 8 (+10 rebounds), Carles Bivia 6, Nicolai Iversen 6, Aladdin Barakeh 5, Jacob Meller 3, Morten Sahlertz 2, Keane Thomann 2.

Point SISU: Jay Canty 30, August Haas 26, Devin Cherry 8, Frederik Rungby 7, Gustav Thestrup 3, Nicklas Jønsson 2.

Referat

Der var tale om de to mest vindende hold i dansk herrebasket, der tørnede sammen en solrig efterårssøndag – denne gang med hjemmeholdet som klar favorit. Et ungt SISU-mandskab med mange nye spillere og uden et par afgørende profiler mod et Bakken Bears, der har høstet selvtillid efter to meget klare sejre i den forgangne uge.

Kampen startede ganske lige de første minutter – men fra midt i perioden var BB alligevel foran med 25-14 og kampen begyndte at ligne noget vi havde set før. Deres penfører kunne for alvor glæde sig over et hjemmehold, der gerne ville aflevere den extra gang – og en center, der var sikker fra linien. Og det var også tydeligt, at coach Israel Martin var indstillet på at bruge hele bænken – at han har fokus på at skabe et team.

Efter første periode var Bakken Bears solidt foran med hele 34-21 (og kampen syntes afgjort – noget der på mange måder kom til at præge resten af kampen).

Anden periode var kendetegnet ved en længere scoringspause – dog bemærkelsesværdigt så flot SISU bed fra sig. Ikke mindst Frederik Rungby gjorde det solidt for gæsterne. For hjemmeholdet virkede det som om koncentrationen svigtede en smule,og at den afgørende kommunikation i forsvaret i flere omgange var ikke eksisterende.

Perioden sluttede med en føring til Bakken Bears på 54-40 (og vinder trods alt perioden med en enkelt pind).

Efter pausen fortsatte kampen i sikker forvisning om, at vinderen allerede var fundet – og at begge hold havde indstillet sig på dette faktum. Dog skal kampens flotteste angreb lige nævnes – Bakken Bears kommer hurtigt frem ad banen, og efter 6-7 afleveringer havner bolden hos en helt fri Thomas Lærke, der scorer en flot 3er.

Det med scoring uden for 3-point-linien var i det hele taget det, som vi alle tager med hjem efter kampen.

I sidste periode var der én spiller, der fuldstændig overtog scenen – nemlig Morten Sahlertz. Efter en lidt forsigtig start på kampen skinnede han igennem loftet med den ene fantastiske 3-point-scoring efter den anden. Morten Sahlertz imponerede med ikke mindre end 8 af ”de lange” og var på denne måde med til, at Bakken Bears satte ny klubrekord med fantastiske 20 3-point-scoringer (den tidligere rekord lød på 16). Og ikke nok med at det var klub – det var også rekord for Basketligaen, den hidtidige var næsten 12 år gammel og var ejet af Svendborg.

For gæsterne fra SISU scorede Fredderik Rungby imponerende 21 point, Asger Hjort 14 og Devin Cherry 12.

For Bakken Bears var det som allerede nævnt Morten Sahlertz der gjorde det utrolige med i alt 26 point suppleret af Carles Bivià med 19 point (heraf 5 3-point-scoringer) og Michel Diouf med 17 point.