Dagens gæster fra Spirou Charleroi kom bedst fra start i aftenens afgørende opgør for Bakken Bears i håbet om videre avancement i FIBA Europe Cup. Det belgiske udehold, som ”Bjørnene” også mødte sidste år, kom i kampens indledning foran med 6-2 foran de mange tilskuere i Vejlby-Risskov Hallen. De danske mestre viste dog god moral og blev ikke overrumplet af den langsomme start. Med disciplineret forsvarsspil kom aarhusianerne fornemt tilbage i kampen og bragte sig foran med 7-6. Opgøret svingede frem og tilbage med skiftende momentum mellem de to duellanter. Kampens foreløbige største momentum kom dog, da Darko Jukic sænkede en presset treer med blot et enkelt sekund på skudklokken, hvilket satte fut under kedlerne på tilskuerpladserne. Hjemmeholdet var dog ikke færdige med at forkæle alle de fremmødte tilskuere. Bakken Bears’ indskiftede Nimrod Hilliard blev brandvarm bag trepointslinjen og gik tre for tre. Første periode sluttede 31-16 efter nogle imponerende sidste minutter.

Udeholdet fra Spirou Charleroi kom en smule bedre med i indledningen af anden periode, men Bakken Bears havde ingen problemer med at spille sig igennem til nemme scoringer til stor frustration for gæsterne. ”Bjørnene” havde inden kampen brug for en stor indsat for at forhindre et potentielt tidligt farvel til turneringen allerede i andet gruppespil. Danskerne lignede heller ikke et mandskab, der var klar til at give afkald på de sjove kampe på den europæiske scene. Med fem minutter tilbage inden pausen var de fortsat komfortabelt foran med hele 44-27. Det resterende af perioden forløb med samme fortegn, og Bakken Bears kunne gå til pause med en imponerende føring på 57-36.

De belgiske gæster havde mange ting at rette op på efter pausen, og de arbejdede bestemt også hårdt for at få problematikkerne løst. Udeholdet kom væsentligt bedre ud efter pausen med flere scoringer i træk. Men som så mange gange før viste Bakken Bears flot moral og forsatte ufortrødent med stor tiltro til taktikken og bragte på få minutter forspringet tilbage på de 21 point. Kunne de danske mestre holde dette forspring ind til fjerde og sidste periode, ville det se glimrende ud i jagten på sejren og jagten på større opgør senere i turneringen. Danskerne virkede dog desværre til at tage det en smule for afslappet mod tredje periodes slutning, hvor holdet begik for mange fejl og var sløsede i afslutningerne. Det belgiske storhold begyndte derfor at arbejde sig stille og roligt ind i opgøret igen, hvilket medførte en smule nervøsitet på tilskuerrækkerne i Vejlby-Risskov Hallen. Danske Adama Darboe ville det dog anderledes og satte flere afgørende treere for at forhindre endnu en skuffende europæisk aften. Tredje periode sluttede med 79-61. Meget skulle derfor gå galt, hvis ikke det skulle blive til en sejr onsdag aften.

Fjerde og sidste periode forløb efter planen set med danske briller. Bakken Bears var fortsat i kontrol, og forspringet blev aldrig mindre end 14 point. ”Bjørnene” leverede derfor endnu en flot indsat i FIBA Europe Cup i egen hule. Kampen endte derfor med cifrene 101-87 i Bakken Bears’ favør.

Michel Diouf topscorer med 22 point

STRÅLENDE FJERDE PERIODE GAV SEJR I BELGIEN

En fremragende fjerde periode dannede baggrund for at Bakken Bears kunne sikre sig den anden sejr i to kampe, da holdet onsdag spillede på udebane mod belgiske Spirou Basket Charleroi. Bears var bagud med ni point i starten af fjerde periode, men holdt sin belgiske modstander på otte point i kampens sidste fjerdedel.

Begge hold var ramt af skader, idet Spirou var uden sin normalt startende center Khalid Boukichou, mens Bears måtte undvære Darko Jukic, der fik en ankelskade i sidste uges kamp mod Bayreuth. Det gav plads i starting line up til Thomas Lærke, og det var ikke et valg head coach Steffen Wichs trænerteam kom til at fortryde. Lærke kom strålende i gang med kampen, hvor han havde en opgave i at stække belgiernes topscorer Anthony Beane. Også i angrebet var Lærke skrap, og han scorede syv point i de første ti minutter. Bjørnene havde dog svært ved at stoppe et dygtigt belgisk hold fra at score, så derfor var stillingen 23-23 efter første periode.

Anden periode tilhørte Josh Sharma, der spiller mange minutter i Boukichous fravær. Den tidligere Stanfordspiller var totalt dominerende under kurven, og var noteret for 16 point og 9 rebounds ved halvlegspausen. For Bakken Bears havde Adama Darboe og Thomas Lærke i alt scoret 25 point (hhv 14 og 11), hvilket var mere end halvdelen af Bearspointene. Det gode arbejde inside af Sharma medførte føring til Spirou på 49-44 ved pausen.

Takket være to point af Ryan Evans og en treer af Michel Diouf fik Bears udlignet til 49-49, men Bears nåede aldrig foran i tredje periode. Fra 55-55 gik hjemmeholdet – godt styret af Alexandre Libert – til 66-57 mod et Bearshold, der virkede rådvilde. Nimrod Hilliard, der på det tidspunkt ellers ikke havde scoret fik sluttet perioden godt an, da han tog ansvar i angrebet og scorede sit holds sidste seks point til reducering 70-63. Bakken Bears havde dog svært ved at få stops i forsvaret i den sidste del af tredje periode.

Det fik Bears imidlertid ændret på i fjerde periode. Jonathan Galloway knoklede under kurvene og tog vigtige rebounds, og han fik også reduceret til 65-72. Michel Diouf fulgte efterfølgende op med sin anden trepointscoring til 68-72, som var stillingen i lang tid – rigtig lang tid. Der gik næsten to minutter inden Josh Sharma scorede et enkelt straffekast, men så fik Bears hul igennem. To point af Ryan Evans, efterfølgende et enkelt straffekast scoret af samme spiller inden Michel Diouf med sin tredje trepointscoring bragte sit hold foran 74-73. Timout Spirou, men det gav ikke pote, for i det efterfølgende angreb satte Adama Darboe tre point inden Nimrod Hilliard scorede to straffekast og Ryan Evans et layup. Eftersom Spirou stadig ikke havde scoret var kampen vendt totalt på hovedet til Bearsføring på 81-73 – altså et 20-3 run.

Spirous femte point i perioden kom godt inde i det niende minut, da Moses Greenwood scorede et layup, men Bears havde held med at trække tiden i angrebet bl.a. via gode angrebsrebounds af Thomas Lærke, Tylor Ongwae og Michel Diouf. Anthony Beane ramte en treer med 37 sekunder igen, men da var det for sent for det belgiske hold.

Topscorer for Bakken Bears blev den danske landsholdsspiller Adama Darboe, der scorede 18 point på 10 skud, mens Ryan Evans supplerede med 16 point og 6 assists. Michel Diouf scorede 13 point (3/4 på treeren) og tog syv rebounds, mens Thomas Lærke supplerede sine 12 point med seks assists. Tylor Ongwae blev noteret for ni point og syv rebounds.

For Spirou havde Josh Sharma 19 point, hele 16 rebounds og 3 blocks. Alexandre Libert stod for 15 point (4/4 på treeren) og seks assists, mens Anthony Beane blev holdt på 13 point.

For Bears resterer der en opgave inden holdet går på en kort kamppause. Allerede fredag spiller Bakken Bears på ’udebane’ i Vejlby-Risskov Hallen mod EBAA. Efter julepausen gælder det Basketligakamp mod Team Fog Næstved den 30. december, en pokalkamp mod en endnu ukendt modstander den 3. januar inden det europæiske gruppespil fortsætter med en kamp mod Benfica i Lissabon den 7. januar. Benfica tabte trods en føring på 12 point onsdag på udebane mod Bayreuth, der vandt 96-78.

Efter to spillerunder fører Bakken Bears puljen med to sejre, mens Bayreuth og Benfica hver har en sejr. Spirou er uden sejre og er derfor (næsten) tvunget til sejr, når holdet i tredje spillerunde møder Bayreuth på hjemmebane.

Bakken Bears indledte returkampen i Vejlby-Risskov Hallen med flot forsvar, og man fik spillet sig til fine muligheder i offensiven. Afslutningerne var dog ikke helt skarpe nok, og der var derfor udeholdet fra Spirou Charleroi, der kom først foran i kampen med to point fra et dunk. Bears svarede dog fint igen med en fremtvungen turnover til Spirou, og Ryan Evans blev fejlet under kurven i en kontra og fik to straffekast til hjemmeholdets første point i kampen.
Bakken Bears fik dog problemer i offensiven i de efterfølgende minutter, hvor omgangen med bolden var for langsom. Belgierne kom dog fint i gang rent offensivt, og de kom også foran med 1 – 11 efter 6 minutter af første periode. Danskerne havde virkelig problemer i kampen på dette tidspunkt. Head coach Steffen Wich tog som resultat en klog timeout. Holdet fik snakket om tingene, og særligt Darko Jukic virkede ikke tilfreds med tendensen i kampen, og han trådte virkelig i karakter. Jukic var hovedarkitekten med seks point i træk til hjemmeholdet. Bears var kommet bedre med i kampen, men forspringet til Spirou var mere eller mindre det samme, da belgierne fortsat kom til point. Morten Sahlertz fik dog hallen til at eksplodere med en flot treer, som han oven i købet blev fejlet på. Han formåede dog ikke at score på straffekastet, der kunne have gjort det til et firepointsspil. Første periode bar præg af, at belgierne kom alt for nemt til point, hvor Bakken Bears skulle arbejde mere for sine egne point. Perioden sluttede 14 – 29.

Udeholdet fra Spirou åbnede anden periode med en lang treer. De virkede virkelig til at have tur i den til dagens kamp, hvor de ramte det hele. Michael Diouf svarede hurtigt igen med to point, men det overordnede billede var, at aarhusianerne havde store problemer med at dæmme op for udeholdets flotte angrebsspil. Belgierne kom let til point, og danskerne kunne ikke ramme sine skud. Denne svære periode i kampen gav udeholdets største føring i kampen på hele 20 point til stillingen 17 – 37. Spirou viste virkelig prøver på sine offensive kvaliteter, hvor de hele tiden fandt den åbne mand til fri afslutninger. Hvis ikke de scorede på sine skud, så blev de fejlet og kom på straffekastlinjen.
Bears kom efterfølgende en lille smule bedre med i kampen rent defensivt, hvor man formåede at få nogle stops. I den anden ende satte Thomas Lærke en flot treer, hvilket bragte tændingen tilbage på banen såvel som på tilskuerpladserne. Offensiven begyndte stille og roligt at rulle efterfølgende, og kampen begyndte at blive enormt fysisk præget. Hårde fejl blev begået, og en usportslig fejl bliver begået af Spirou, der giver Bears to straffekast og boldbesiddelse. Dette kunne meget vel vise sig at være et momentumskift i kampen. Vejlby-Risskov Hallen var fuldstændig elektrisk, og publikum bakkede enormt op om holdet. Der var på dette tidspunkt mange spændinger mellem de to hold på banen, og begge hold virkede til at ville give alt for at gå videre til næste runde. Bakken Bears var bestemt ikke klar til at lægge sig ned trods det store forspring til Spirou på 17 point. Der var en tydelig tro på, at tingene stadig kunne lade sig gøre. I de døende sekunder af anden periode opsnappede Hayden Dalton bolden og driblede op ad banen, og han sendte en perfekt treer afsted i kurven. Desværre havde amerikaneren ikke sluppet bolden i tide, og der var derfor ingen buzzerbeater til hjemmeholdet i denne omgang. Paustillingen lød derfor på 30 – 47.

Bakken Bears kom flot ud til tredje periode med en flot blokering af Ryan Evans i forsvaret. Pausen virkede til at være kommet forsvaret til gode, der stod rigtig solidt i begyndelsen. Darko Jukic åbnede med en treer, og den elektrisk stemning fortsatte i hallen. Holdet virkede enormt opsatte på at komme tilbage, og det begyndte også at de lovende ud, da Tobin Carberry sendte en succesfuld treer af sted og blev fejlet samtidig. Han scorede efterfølgende på straffekastet og gjorde det til et firepointsspil. Alt klikkede for Bears på dette tidspunkt, og angrebet var brandvarmt. Darko Jukic sendte en flot treer afsted til stillingen 42 – 49. Hallen eksploderende. Bears var tæt på at fuldende et formidabelt comeback. Spirou kæmpede virkelig med at få offensiven til at fungere, og Bears reducerede yderligere til stillingen 47 – 51. Hjemmeholdet havde gang i en sand pointfest, og Tylor Ongwae ville også lege med. Kenyaneren sendte en succesfuld treer afsted, og Spirous forspring på 20 point var reduceret til et enkelt point, hvilket betød, at Bears var foran i det samlede regnskab efter en topointssejren på udebane. Belgierne virkede helt klart rystede, og Vejlby-Risskov Hallen var på kogepunktet. Det var en fremragende tredje periode af Bakken Bears, der vandt perioden med 27 – 12. Bjørnene var ikke klar til at gå i vinterhi. De havde spist sig ind på belgierne, som var det belgiske vafler. Tredje periode endte 57 – 59, så det var fuldstændig lige mellem de to hold. Der ventede derfor nogle neglebidende sidste ti minutter i fjerde og sidste periode.

Fjerde periode åbnede meget kaotisk, men begge hold ofrede alt i duellerne om bolden. Michel Diouf leverede en flot blokering, og Adama Darboe satte en flot treer i den anden ende. 60 – 59 til Bears. Spirou arbejdede sig gradvist tilbage i rytmen i fjerde periode, og kampen var helt lige. Det var marginaler, der skulle afgøre kampens udfald. Belgierne begyndte at få bedre fat rent defensivt, og Bears fik derfor kun sendt pressede afslutninger afsted. Momentum svingede afslutningsvist til udeholdets fordel efter en flot blokering i forsvaret og en scoring i den anden ende. Det så på nuværende tidspunkt svært ud for Bears med stillingen 64 – 72. Thomas Lærke satte dog igen lidt liv i kampen med to point på tavlen med en flot aktion, og Hayden Dalton satte en flot treer med blot et minut tilbage af kampen til stillingen 69 – 72. Samtlige tilskuere i Vejlby-Risskov Hallen rejste sig op i håbet om at hjælpe holdet med at fuldende comebacket og skabe sensationen ved at slå det belgiske klassemandskab. Med få sekunder tilbage af kampen havde Bakken Bears brug for et stop, så de kunne forsøge at afgøre kampen til egen fordel. Men med en flot angrebsaktion af Spirou til sidst i kampen måtte Bakken Bears inkassere to point og se nederlaget i øjnene. Det blev dermed et nederlag på 69 – 74 trods en fremragende indsats og formidabelt comeback mod et belgisk klassemandskab.

I kampens indledning kom hjemmeholdet fra Spirou Charleroi hurtigt ud ad starthullerne med hurtige tre point på tavlen, og det var svært ikke allerede at bekymre sig en smule for det belgiske storholds kvaliteter. Bakken Bears svarede dog hurtigt igen med to point fra Michel Diouf efter et en klassisk fade-away. Danskerne fik efterfølgende lukket ned for mange af belgiernes angreb med flot opdækning. Tobin Carberry bragte holdet foran med en flot aktion og to point under kurven. Bears fik efterfølgende et flot stop i forsvaret, og det førte til et kontraangreb med tre point til følge fra Tobin Carberry. Fremragende begyndelse for aarhusianerne. Spirou Charleroi havde store problemer med at finde vej gennem den danske defensiv. Bears fik endnu et stop, der medførte to point fra Jukic i den anden ende. På hjemmeholdets efterfølgende angreb smed de bolden væk, og Bears straffede det med en hurtig treer. 5 – 12 til Bears og belgierne tog timeout. Mod slutningen af første periode havde Spirou fortsat svært ved at komme til muligheder, men de fik alligevel scoret på nogle svære skud. Bakken Bears havde mange muligheder i angrebet, men der blev brændt alt for mange chancer. De brændte muligheder førte i sidste ende til et comeback fra hjemmeholdet, og de to hold måtte se første periode slutte med stillingen 18 – 15 til hjemmeholdet. Bears gjorde dog god figur mod forhåndsfavoritten i første periode.

Anden periode blev åbnet med en bedre offensiv fra Bears side. Hayden Dalton sørgede for periodens første to point med en flot fade-away til stillingen 18 – 17. Spirou Charleroi begyndte dog så småt at finde eksempler frem på sin skræmmende offensiv, hvor de spillede bolden flot rundt og fandt den frie mand hver gang. Hjemmeholdet skrabede alle rebounds til sig i begge ender af banen, men Bears kæmpede dog bravt, og de var forsat helt med i opgøret. Men til trods for hjemmeholdet fine spil, så havde de problemer med effektiviteten. Det udnyttede Hayden Dalton med en flot treer, og pludselig var Bears foran i kampen. Dette fik Spirou til at tage endnu en timeout, men det var danskerne, der kom bedst ud efterfølgende. Med en lang toer af Diouf og en flot treer af Carberry, så var Bakken Bears nu foran med 22 – 29. Der begyndte dog at melde sig en smule træthedstegn for danskerne mod slutningen af anden periode, hvor man spillede bolden for lidt rundt grundet manglende løb for hinanden. Det blev en smule for individuelt, og det straffede Spirou ved at score fem ubesvarede point til pausestillingen 27 – 29. Bakken Bears førte dermed til pausen efter en formidable og meget disciplineret første halvleg mod et belgisk klassemandskab. Bears førte til pausen til trods for mange brændte chancer i angrebet. Forsvaret stod dog solidt og forcerede flere turnovers.

Bakken Bears kom ud til tredje periode som lyn og torden. Med to hurtige point af Adama Darboe og en blokering i den anden ende af Michel Diouf, så virkede det rigtig lovende for danskerne. Hjemmeholdet fik dog lige pludseligt momentum og scorede på hvert angreb. I løbet af få minutter havde belgierne scoret otte ubesvarede point, hvilket fik head coach Steffen Wich til at tage en klog timeout for at bryde hjemmeholdets gode rytme. Den korte pause virkede til at få lidt ro på gemytterne, og Darko Jukic scorede hurtigt to point og trak en fejl og gjorde det efterfølgende til et trepointsspil med scoring på straffekast. Bears kæmpede sig efterfølgende tilbage i kampen med flere scoringer i træk, og de havde fundet et modsvar på hjemmeholdets otte ubesvarede point. Resten af perioden forløb meget lige mellem de to hold, og de skiftede til at sætte point på tavlen. De fulgtes ad i resten af perioden, og tredje periode sluttede med stillingen 47 – 45 til belgierne. Med blot en enkelt periode tilbage sad man med et indtryk af, at danskerne sagtens kunne spille op med det belgiske storhold. Der kunne godt ligge et flot resultat og vente for enden af fjerde og sidste periode. Med Bakken Bears’ indsats indtil videre var der i hvert fald forudsætninger for et overraskende resultat.

Forhåbningerne fik dog kortvarigt et hug i tuden, da Hayden Dalton uheldigt fejlede en modstander på et trepointsforsøg til stor frustration for Steffen Wich på sidelinjen. Hjemmeholdet fik tilkendt tre straffekast og scorede efterfølgende på to af dem. Hjemmeholdet førte nu med 49 – 45. Det var sådanne fejl, Bakken Bears ikke måtte lave, hvis man skulle have det bedst mulige resultat med hjem til Danmark. Det virkede dog ikke til at slå Bears ud. Tværtimod. Holdene skiftedes til at score i hver sin ende. Det belgiske storhold havde helt klart håbet af have skabt et større forspring til Bears på nuværende tidspunkt, men bjørnene hang i med kløerne. De ville have et resultat med hjem til Aarhus. Det var tydeligt for enhver. Med stillingen 52 – 50 var danskerne da også godt på vej mod et sensationelt resultat på udebane mod forhåndsfavoritten. Ved stillingen 54 – 53 havde Bears mange muligheder for at bringe sig foran i kampen, men de smed alt for mange bolde væk. Med få minutter tilbage af opgøret fik Bears dog lige præcis, hvad de havde brug for, når man ikke havde held med at spille sig igennem forsvaret. Michel Diouf steg til vejrs og scorede en flot treer til udligningen 56 – 56 med to minutter tilbage. Der var derfor lagt op til noget af et drama de sidste par minutter. Kunne Bakken Bears holde fast og skabe sensationen? Med 51 sekunder tilbage af opgøret bragte hjemmeholdet sig foran med 59 – 58 efter flot scoring af hjemmeholdets point guard Alexandre Libert. Det lignede derfor en belgisk hjemmesejr med mindst mulig margin. Med 30 sekunder tilbage af det dramatiske opgør modtog Darko Jukic bolden fra Adama Darboe ude ved venstre hjørne. Han skuede kortvarigt til kampuret, og da der ikke var en holdkammerat åben, så besluttede Jukic at udfordre på ydersiden mod kurven. Danskeren slog din direkte modstander og scorede to point til stillingen 59 – 61, hvilket blev kampens endelige resultat. Bakken Bears slår derfor sensationelt det belgiske storhold og forhåndsfavoritter fra Spirou Charleroi i en lavtscorende kamp med masser af fejl fra begge sider. Der venter dermed et yderst spændende returopgør i Vejlby-Risskov Hallan lørdag klokken 14:00.